Indisk kvinde kæmper for kidnappet søn

www.dr.dk
15 June 2010

Skrevet af:  Tine Maria Borresø

 

Indisk kvinde kæmper for kidnappet søn

15. jun. 2010 12.34 Udland

En indisk kvinde skal i dag i retten for at kæmpe for besøgsrettigheder til sin 12 årige søn, som hun mener blev kidnappet fra hende som baby og bortadopteret til Holland.

Drengen har indtil nu ikke villet tage en DNA test, fordi han er bange for, at hans biologiske forældre vil tage ham med tilbage til Indien. I dag skal sagen for retten i Holland.

Et mareridt der varede i 11 år
En varm sommernat i 1999 besluttede parret Nagarani og Kathirvel at sove udenfor deres hytte i det indiske slumkvarter i Chennai i Indien sammen med deres børn for at få en ordentlig kølig nattesøvn, men søvnen endte i et mareridt.

Moderen, Nagarani Kathirvel, blev vækket af sit moderinstinkt, som fortalte hende, at noget var galt, og det skulle vise sig at være sandt.

Hendes 18 måneder gamle baby, Sateesh, var forsvundet. Han var blevet kidnappet fra sin sovemåtte ved siden af moderen.

En årelang søgning endte i Holland
Parret søgte desperat overalt efter deres søn, men først i maj 2005 var der et gennembrud i sagen om hans forsvinden. Det lokale politi havde optrevlet et netværk af personer, som kidnappede børn og bortadopterede dem til udlandet.

Parret identificerede et billede af deres søn, og efterforskningerne viste, at sønnen befandt sig hos et ægtepar i Holland. Nu gik den anden kamp om sønnen i gang.

Bange for at blive taget tilbage
Parrets søn Sateesh hedder i dag Rohit Shivam og er i dag 12 år gammel. Han har haft en god barndom hos sin adoptivfamilie og er opvokset i den Hollandske by Almere. 

Først var kommunikationen mellem adoptivfamilien og parret i Indien meget god, og de samarbejdede om at skulle finde frem til sandheden omkring adoptionen, men pludselig endte al kontakt.

Den hollandske familie blev bange for at miste deres adoptivsøn, og drengen nægtede at foretage en DNA-test. Han var bange for, at han ville blive sendt tilbage til Indien.

Kæmpe for vished
Den indiske mor og far vil dog ikke give op. De har ledt efter deres søn i 11 år og har behov for vished. Derfor skal de i dag i retten for at kæmpe om besøgsrettigheder og en DNA-test.

Parret siger, at de ikke er sure på adoptivparret, men de vil gerne have, at sønnen skal kende begge sine forældrepar og vide, at hans biologiske forældre aldrig har opgivet kampen om at finde ham.

Attachments