bilagssamling.pdf

Bilagsoversigt

Bilag 1:

Ankestyrelsens retningslinjer for den fremtidige håndtering

af mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager

Bilag 2:

Høringssvar fra DIA

Bilag 3:

Den parlamentariske udredning fra Chile

Bilag 1:

Ankestyrelsens retningslinjer for den fremtidige håndtering

af mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager

1

Notat om

den fremtidige ha? ndtering af mistanke om

ulovlige forhold i adoptionssager

Indledning

En mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag kan opstå på alle tidspunkter i adoptionsprocessen. I

nogle tilfælde kan mistanken opstå, allerede inden adoptionen er gennemført eller kort tid efter. I andre

tilfælde opstår mistanken først flere år efter adoptionen er gennemført.

Eksempelvis vil en adopteret eller en adoptivfamilie kunne få en mistanke om ulovlige forhold i den

adopteredes sag i forbindelse med søgen efter biologisk slægt. Det kan også være medierne, der rejser en

mistanke om ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager fra udlandet. I sådanne situationer vil

der kunne være tale om mistanke om ulovlige forhold i større sagskomplekser.

Hverken efter dansk ret eller i internationale regelsæt er der fastsat retningslinjer for, hvilken bistand

adopterede, adoptivfamilier og biologisk slægt kan forvente fra myndighederne, når der opstår mistanke

om ulovlige forhold i en afsluttet adoptionssag. Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der er behov for en

præcisering i adoptionsloven af dette spørgsmål.

I kraft af sin rolle som overordnet myndighed på adoptionsområdet, tilsynsmyndighed for den

adoptionsformidlende organisation i Danmark og udpeget centralmyndighed efter Haagerkonventionen af

1993 om international adoption, rettes der med jævne mellemrum henvendelse fra offentligheden til

Ankestyrelsen, hvis der opstår mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager.

Da Ankestyrelsens rolle ikke er defineret er det uklart for både offentligheden og de adopterede og deres

familier, hvilke forpligtelser og kompetencer Ankestyrelsen har til at hjælpe de adopterede med at få

kortlagt, om oplysningerne om deres baggrund og adoptionsforløb er korrekte, og om deres adoption er

gennemført lovligt. Ankestyrelsen møder en forventning om, at vi kan redegøre for de danske

myndigheders dispositioner historisk set på det tidpunkt, hvor adoptionerne blev gennemført. Det vil sige

tilbage fra 1960’erne og frem til i dag.

Med det formål at skabe klarhed om Ankestyrelsens myndighedsansvar i relation til denne opgave, har

Ankestyrelsen udarbejdet dette notat om de nuværende rammer for håndteringen af mistanker om

ulovlige forhold i adoptionssager og et forslag til retningslinjer for den fremtidige håndtering af sådanne

henvendelser. Notatet vil kunne anvendes som afsæt for en stillingtagen til, hvilken adgang

adoptionssagens parter har til at modtage bistand fra de danske myndigheder, samt om der fremover skal

afsættes midler til denne opgave.

2

Retningslinjer vil kunne skabe klarhed om

• Hvorvidt adopterede og andre i Danmark skal have ret til bistand ved mistanke om ulovlige forhold i én eller

flere adoptionssager.

• Hvilken myndighed der er ansvarlig for at yde denne bistand.

• Indholdet af bistanden fra de danske myndigheder til at håndtere mistanke om ulovlige forhold i

adoptionssager.

Retningslinjerne kan alene fastlægge danske myndigheders bistand. De danske adoptionsmyndigheder har

ingen indflydelse på, i hvilket omfang afgiverlandes myndigheder vil og kan bistå med at kortlægge

mistænkelige forhold.

Det bemærkes også, at de eksisterende reaktionsmuligheder i myndighedernes tilsyn med

formidlingsarbejdet, ikke kan hjælpe den adopterede med at håndtere de udfordringer, der vil kunne opstå

i en allerede gennemført adoptionssag med mistanke om ulovlige forhold.

1. Baggrund

En mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager forstås som situationer, hvor der er mistanke om, at

barnets rettigheder ikke er blevet respekteret, og/eller at én eller flere bestemmelser i

Haagerkonventionen om internationale adoptioner1 er blevet tilsidesat.

Ofte vil det også være sådan, at der er mistanke om, at adoptionen ikke har fulgt de på daværende

tidspunkt gældende regler og procedurer enten i afgiverlandet og/eller i Danmark.

En ulovlig adoption er efter dansk ret beskrevet som:

Adoption kan ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager

vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste

(adoptionslovens § 15).

En ulovlig adoption er internationalt2 beskrevet som:

En adoption, der er blevet eller skal legaliseres, men som er resultatet af misbrug, såsom

børnebortførelse, salg af børn, trafik af børn, og andre illegale eller ulovlige aktiviteter mod

børn. Det er et af de vigtigste formål med Haagerkonventionen at forhindre sådanne

misbrug.

Og ulovlige forhold eller ulovlig adfærd i sager om international adoption er beskrevet som:

Situationer, hvor et barn er blevet eller vil blive adopteret uden respekt for sine rettigheder

eller for konventionens garantier.

1 Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Konventionen trådte i

kraft i Danmark den 1. november 1997.

2 Se Guide to Good Practice No. 1 - The Implementation and Operation of the 1993 Hague Intercountry Adoption Convention: A Guide to Good

Practice is a project of post-Convention support initiated by the Permanent Bureau for the purpose of assisting States (whether or not already

Contracting States) with the practical implementation of the Convention, in a manner which achieves the objects of the Convention, namely, the

protection of children who are adopted internationally.

3

Sådanne situationer kan opstå, hvis en person eller en organisation/myndighed direkte eller

indirekte har givet urigtige oplysninger til de biologiske forældre, forfalsket dokumenter om

barnets oprindelse, er involveret i børnebortførelse, salg af børn eller handel med børn med

henblik på adoption eller på anden vis har anvendt svigagtige metoder til at gennemføre en

adoption, uanset den opnåede fordel (økonomisk gevinst eller andet)3

.

Eksemler på ulovlige forhold i en adoptionssag kan være:

• Biologisk mor er blevet presset til at afgive sit samtykke til bortadoption

• Tilsidesættelse af subsidiaritets-princippet (ikke tilstrækkelig undersøgelse i afgiverlandet af

muligheden for en national løsning for barnet)

• Forfalskning af dokumenter (f.eks. at barnet er angivet som hittebarn i papirerne)

• Tilsidesættelse af adoptionsproceduren som beskrevet i ind- og udland

• Økonomiske relationer i adoptionsformidlingen, som vurderes at stride imod konventionens

principper

Ankestyrelsen har siden indførelsen af et nyt adoptionssystem i Danmark den 1. januar 2016 modtaget

omkring en til to henvendelser årligt vedrørende mistanke om ulovlige forhold i adoptionsager. Disse

henvendelser giver typisk anledning til en undersøgelse af det konkrete samarbejde, de danske

myndigheders ansvar for formidlingen på det pågældende tidspunkt, og omstændighederne på

adoptionsområdet i afgiverlandet på tidspunktet for adoptionernes gennemførelse, idet dette er påkrævet

for at kunne tilvejebringe de efterspurgte oplysninger fra de adopterede og offentligheden.

Selvom der i Danmark i de sidste par år alene har været få henvendelser med mistanke om ulovlige forhold

i adoptionssager, har Ankestyrelsen gennem arbejdet i det internationale netværk på området modtaget

oplysninger om, at der i flere andre modtagerlande ses et stigende antal henvendelser vedrørende ulovlige

forhold i adoptionssager. Der ses også et øget fokus på de omstændigheder, der gjorde sig gældende i de

adoptioner, der blev gennemført for flere år siden inden Haagerkonventionens implementering i de enkelte

afgiver- og modtagerlande. Der er på baggrund af oplysningerne i det internationale netværk grund til at

tro, at omfanget af henvendelser med mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager vil blive større i

fremtiden.

2. Internationale overvejelser

Ifølge FNs Børnekonvention art. 7, stk. 1, er Danmark forpligtet til at sikre barnets ret til at kende sine

forældre. I adoptionssammenhæng bliver denne ret fortolket sådan, at den omfatter barnets ret til at

kende sine biologiske forældre, men der skal ske en afvejning i forhold til de biologiske forældres ret til

anonymitet4

.

Efter FNs Børnekonvention artikel 8, stk. 1, er Danmark endvidere forpligtet til at respektere barnets ret til

at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold.

I forhold til en eventuel mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager fremgår det af FNs Børnekonvention

artikel 8, stk. 2, at hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal Danmark yde passende

bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet.

3 Se Australian Discussion Paper, Co-operation between Central Authorities to develop a common approach to preventing and adressing illicit

practices in intercountry adoption cases (oktober 2012).

4 Spørgsmålet om bistand til søgen efter biologisk slægt er behandlet i kapitel 7 i Ankestyrelsens rapport om resultaterne af undersøgelsen om

mulige bæredygtige alternativer til den internationale adoptionsformidling.

4

Bestemmelsen i FNs Børnekonventions artikel 8 blev formuleret på baggrund af et forslag fra Argentina,

som følge af systematiske ulovligheder i forbindelse med adoptioner gennemført under det militære

diktatur regime i Argentina i perioden 1976-19835

. Der er således en direkte forbindelse mellem det ansvar

staterne pålægges via børnekonventionens artikel 8 og ulovligheder i forbindelse med adoption.

En af de opgaver, der påhviler centralmyndigheden efter Haagerkonventionen om international adoption,

er, at tage alle passende forholdsregler for at afværge enhver praksis der er i strid med konventionens

formål (se konventionens art. 8). Formålet med konventionen er (se konventionens art. 1), at

• Opstille garantier for at sikre, at internationale adoptioner finder sted til barnets bedste og med

respekt af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i international ret

• Indføre et samarbejdssystem mellem de kontraherende stater med henblik på at sikre

overholdelsen af disse rettigheder for derved at forhindre børnebortførelser, salg af eller handel

med børn

• Sikre de kontraherende staters anerkendelse af adoptioner, der gennemføres i henhold til

konventionen

Det betyder, at Danmark ved gennemførelsen af internationale fremmedadoptioner, er forpligtet til sikre,

at adoptionerne foregår i overensstemmelse med konventionens principper for at kunne siges, at være

juridiske og etiske forsvarlige.

Lovgivning, myndighedsstruktur og praksis i modtager- og afgiverland skal således understøtte

konventionens principper om at international adoption:

• Skal være sidste udvej for barnet

• Skal være til gavn for barnet

• Kun sker på baggrund af en legal frigivelse af barnet til international adoption

• Kun gennemføres hvis adoptionsansøgerne er fundet egnede til at adoptere og har modtaget den

nødvendige rådgivning

• Følger subsidiaritetsprincippet om fortrin for en national løsning for barnet

• Finder sted uden nogen form for uetisk økonomisk eller anden vinding

Ankestyrelsen er derfor både som centralmyndighed og som tilsynsmyndighed på adoptionsområdet

forpligtet til at sikre, at internationale adoptioner foregår i overensstemmelse med konventionens

principper. Hvis der opstår en mistanke om ulovlige forhold i en verserende sag om international adoption,

har Ankestyrelsen således en forpligtelse til at tage alle passende forholdsregler for at imødegå disse

ulovlige forhold.

Haagerkonventionen adresserer ikke håndteringen af mistanker om ulovlige forhold i allerede gennemførte

adoptionssager. I Haagerkonventionens præambel er det dog blandt andet nævnt, at konventionsstaterne

forpligter sig til at fastsætte regler, der iagttager principperne i FNs Børnekonvention. Der er også meget i

det internationale arbejde på adoptionsområdet, der peger i retning af, at de internationale organer også

betragter det som staternes forpligtelse at handle på ulovlige forhold i allerede gennemførte

adoptionssager, og at denne forpligtelse går langt tilbage i tid.

5 ISS ”Access to origins” side 15, note 14.

5

Det Permanente Bureau i Haag6

I 2010 blev arbejdsgruppen ”Working Group on preventing and addressing illicit practices in intercountry

adoptions” nedsat under Det Permanente Bureau i Haag. Danmark har via Ankestyrelsen været medlem af

arbejdsgruppen siden 2011.

Formålet med arbejdsgruppen er at udvikle værktøjer til både modtager- og afgiverlande i arbejdet med at

forebygge og forhindre ulovlige forhold i adoptionssager.

Resultaterne af arbejdsgruppens arbejde er på nuværende tidspunkt alene foreløbigt og skal endeligt

drøftes og vedtages af medlemsstaterne på næste Special Commission i 20217

. Det forventes dog, at det

endelige produkt inkluderer et forslag til en fremgangsmåde til håndtering af mistanke om ulovlige forhold i

internationale adoptionssager og generelle sagskomplekser. I det eksisterende forslag til håndteringen af

ulovlige forhold i internationale adoptionssager fremgår det, at staterne har en forpligtelse til at håndtere

ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager, og at denne forpligtelse går langt tilbage i tid.

International Social Service (ISS)8

ISS anbefaler i en artikel fra 2019, at de enkelte stater vedtager regelsæt, der fastlægger handlemuligheder

og støtte i forbindelse med håndteringen af ulovlige forhold i adoptionssager. ISS’ anbefaling er inddelt i 3

hovedkategorier9

:

• Fastlæggelse af de juridiske muligheder som for eksempel retsforfølgning, bøder og kompensation

samt de politiske muligheder som for eksempel at i gangsætte en undersøgelse af forholdene

og/eller at give en undskyldning fra staten til de berørte.

• Udviklingen af en protokol hos centralmyndigheden der kan hjælpe professionelle med at

håndtere disse situationer hensigtsmæssigt og konsekvent.

• Sikre tilstrækkelig PAS10 støtte til de berørte/ofrene11.

I forbindelse med Ankestyrelsens undersøgelse af en ny økonomisk bæredygtig struktur for den

internationale adoptionsformidling i Danmark har Ankestyrelsen indhentet bidrag fra blandt andet ISS. I ISS’

bidrag til undersøgelsen omtaler ISS også adoptionssager, hvor der er mistanke om ulovlige forhold. ISS gør

opmærksom på, at Danmark ligesom flere andre modtagerlande allerede er blevet konfronteret med

mistanker om ulovlige forhold i adoptionssager. ISS anfører, at disse sager kan være meget skadelige for de

involverede parter, den adopterede og den adopteredes familier, og en løsning af den enkelte sag kræver

en høj grad af samarbejde mellem myndigheder, organisationer og andre både i Danmark og i

afgiverlandet.

6 Det Permanente Bureau er på deres hjemmeside beskrevet som: Verdensorganisationen for grænseoverskridende samarbejde på det civil- og

handelsretlige område. Det Permanente Bureau i Haag står bl.a. for fortolkningen af Haagerkonventionen om international adoption.

7 Møder der afholdes hvert 5. år med deltagelse af alle konventionsstater, hvor den praktiske anvendelse af konventionen drøftes. 8 International Social Service (ISS) i Geneve, arbejder med at fremme implementeringen af både FN’s Børnekonvention og Haagerkonventionen om

beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. ISS har deltaget ved udarbejdelsen af begge konventioner.

Målsætningen for ISS/IRC er at fremme og forbedre rettighederne for børn, som befinder sig i situationer, hvor de er i risiko for at blive forsømte

eller efterladte, samt børn hvor familiepleje eller navnlig adoption kan komme på tale.

9 ISS’ artikel om “Access to Origins: Panorama on legal and practical considerations”, side 53, fra 2019. 10 Post Adoption Service (PAS) er den internationale betegnelse for de forskellige former for vejledning, støtte og rådgivning, der er henvendt til

adoptivfamilier og adopterede efter adoptionen.

11 Forud for denne artikel har ISS i 2016 udgivet håndbogen: ”Responding to illegal adoptions: A professional handbook.” Håndbogen giver en

række eksempler på tidligere tiders praksis om ulovlige forhold i adoptionssager i flere forskellige lande. Håndbogen omtaler også udviklingen på

området og opstarten på udarbejdelsen af regelsæt til forebyggelse og håndtering af ulovlige forhold i adoptionssager både internationalt og i de

enkelte lande.

6

ISS påpeger også, at Danmark ikke har nogen retningslinjer for håndteringen af adoptionssager, hvor der er

mistanke om ulovlige forhold - både for så vidt angår adoptionsager gennemført for mange år siden og

nyere adoptionssager. I Danmark er sagerne hidtil blevet håndteret fra gang til gang. ISS anfører, at

Danmark også i fremtiden vil blive konfronteret med disse sager og anbefaler på denne baggrund, at de

danske myndigheder udarbejder en protokol for håndteringen af adoptionssager, hvor der er mistanke om

ulovlige forhold.

ISS anbefaler, at en sådan protokol beskriver rollen for de enkelte involverede aktører, samt den procedure

der skal følges ved mistanke om ulovlige forhold. Protokollen bør omhandle hvilke juridiske og politiske

muligheder, der er til rådighed i adoptionssager med ulovlige forhold. Protokollen bør også angive, hvilke

muligheder der er for psykosocial bistand til den enkelte. ISS påpeger også, at ved afgørelsen af, hvad der

vil være den bedste løsning for den enkelte adopterede, der har fået tilsidesat sine rettigheder, skal

langtidseffekterne af de ulovlige forhold tages med i overvejelserne.

Andre landes regulering

Det eneste modtagerland, der Ankestyrelsen bekendt, på nuværende tidspunkt har en protokol for

behandlingen af adoptionssager ved mistanke om ulovlige forhold, er Australien.

I de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med på dette område såsom Norge, Sverige, Holland,

Belgien og Schweitz, eksisterer der ikke sådanne retningslinjer. Dog har Holland ifølge Ankestyrelsens

oplysninger inden for de seneste år igangsat forskellige initiativer relateret til håndtering af mistanke om

ulovlige forhold i internationale adoptionssager.

Protokollen fra Australien, ”Protocol for Responding to Allegations of Child Trafficking in Intercountry

Adoption”, er udarbejdet af den australske centralmyndighed i henhold til Haagerkonventionen om

international adoption. Protokollen er fra april 2015, og den omfatter alene internationale adoptionssager.

Nationale adoptionssager er ikke omfattet af protokollen. Protokollen henvender sig til adopterede og

adoptivfamilier men ikke til de biologiske forældre. Det fremgår af protokollen, at Australien har en

forpligtelse til at håndtere ulovlige forhold i allerede gennemførte adoptionssager. Protokollen er vedlagt

som bilag.

3. Ankestyrelsens kompetencer ved mistanke om ulovlig adfærd i

adoptionssager

Tilsynskompetencen

Efter den gældende adoptionslov fører Ankestyrelsen tilsyn med Danish International Adoption (DIA)

12.

Tilsynsopgaven er beskrevet i adoptionslovens § 31 b, stk. 1, hvorefter Ankestyrelsen fører tilsyn med, at en

adoptionsformidlende organisation overholder adoptionsloven, de forskrifter der er udstedt efter lovens §

30 c, og de vilkår som er fastsat for organisationens virksomhed. Det fremgår også af Haagerkonventionen

om internationale adoptioner, at de enkelte stater skal føre tilsyn med deres akkrediterede organisationer.

Konventionen trådte i kraft i Danmark den 1. november 1997.

a) Aktive samarbejdsparter

Hvis der er en mistanke om ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et af DIAs aktive samarbejder,

vil Ankestyrelsen efter det gældende tilsyn altid reagere. Dette gælder både i forhold til en konkret sag og i

forhold til det generelle tilsyn med DIAs aktive samarbejde. Håndteringen af sådanne sager er således

reguleret i det eksisterende regelsæt på området.

12 LBK nr. 775 af 7. august 2019 § 31b.

7

Ved behandlingen af et konkret matchningsforslag, hvor der er en mistanke om ulovlige forhold, vil

Ankestyrelsen ikke tillade, at adoptionssagen fortsætter førend, at sagen er blevet undersøgt.

I forhold til det generelle tilsyn med DIAs aktive samarbejde vil Ankestyrelsen indhente yderligere

oplysninger fra eksempelvis DIA, andre modtagerlandes centralmyndigheder og afgiverlandets

centralmyndighed med henblik på at kunne vurdere, hvorvidt adoptioner fra det pågældende afgiverland

fortsat kan siges at være etisk og faglige forsvarlige og i overensstemmelse med Haagerkonventionen og

adoptionsreglerne i afgiverlandet og i Danmark. Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere

adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt samarbejde, vil kunne få betydning for det

pågældende samarbejde. Det vil muligvis også kunne få betydning for DIA.

b) Tidligere gennemførte adoptioner

DIA er efter adoptionsloven af 1. januar 2016 (om et nyt adoptionssystem) § 3013 akkrediteret til at yde

adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har bopæl i Danmark.

Af ikrafttrædelsesbestemmelsen til adoptionsloven af 1. januar 2016 (om et nyt adoptionssystem) § 2, stk.

5, fremgår det, at en tilladelse givet efter den hidtil gældende regel i § 30 i adoptionsloven til at yde

adoptionshjælp vedrørende børn, der ikke har bopæl i Danmark fortsat er gældende efter lovens

ikrafttræden.

DIA er som nævnt akkrediteret efter adoptionslovens § 30, og af adoptionslovens § 30 a fremgår det, at den

adoptionshjælp, som DIA yder, skal være i overensstemmelse med adoptionsloven, og de vilkår der er

fastsat for DIA.

Om rammerne for DIAs arbejde og dermed for Ankestyrelsens tilsynsvirksomhed fremgår det nærmere af

både akkrediteringsskrivelsen og af akkrediteringsvilkårene, at DIAs virksomhed er regulereret af og skal

være i overensstemmelse med Haagerkonventionen om internationale adoptioner, FN’s Børnekonvention,

European Convention on the Adoption of Children, den danske adoptionslovgivning og de specifikke

akkrediteringsvilkår, som er aftalt mellem Ankestyrelsen og DIA den 18. december 2015 samt

adoptionslovgivningen i de lande, som DIA samarbejder med.

Af tillægget (underskrevet den 18. december 2015) til akkrediteringsvilkårene fremgår det, at

”Akkrediteringsaftalen finder herudover anvendelse på Ankestyrelsens og Adoptionsnævnets bagudrettede

tilsyn med den formidlingsvirksomhed, som er udført af DanAdopt og AC Børnehjælp på baggrund af

Ankestyrelsens (tidligere Familiestyrelsens) akkrediteringsaftaler indgået med henholdsvis DanAdopt og AC

Børnehjælp.”

Det betyder bl.a., at DIA har ansvaret for at opbevare sager, og at DIA skal kunne sagsoplyse og give

kontaktoplysninger på samarbejder tilbage i tid, altså i forhold til tidligere gennemførte adoptioner.

Det taler for, at Ankestyrelsens tilsynsforpligtigelse også er bagudrettet, hvilket blandt andet betyder, at

styrelsen er forpligtet til at forsøge at afdække en mistanke om ulovlige forhold i en tidligere gennemført

adoption fra et ikke-aktivt samarbejde.

Det fremgår, som nævnt i indledningen, dog ikke klart af lovgivningen, og det er derfor Ankestyrelsens

opfattelse, at der er behov for en præcisering i adoptionsloven af, hvorvidt Ankestyrelsens

tilsynsforpligtigelse også er bagudrettet og dermed omfatter tidligere gennemførte adoptioner fra ikkeaktive samarbejder.

13 Lov nr. 1740 af 22. december 2015 § 30.

8

Centralmyndighedskompetencen

Efter adoptionsloven § 29a udpeger social- og indenrigsministeren en centralmyndighed, der skal varetage

de opgaver og forpligtigelser, som det efter Haagerkonventionen om internationale adoptioner påhviler

centralmyndigheden at varetage.

Efter bekendtgørelsen om adoption § 81 er Ankestyrelsen centralmyndighed for Danmark efter

Haagerkonventionen.

Om centralmyndighedsopgaven fremgår det af § 82 i bekendtgørelsen om adoption, at Ankestyrelsen som

centralmyndighed skal

a) samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen, og

b) udføre de opgaver, som ifølge Haagerkonventionen i øvrigt påhviler centralmyndigheden.

Som nævnt oven for betyder dette, at centralmyndigheden er forpligtet til at sikre, at adoptioner foregår i

overensstemmelse med konventionens principper. Dette ansvar gør sig gældende i forhold til verserende

adoptionssager. Der er samtidig meget der peger i retning af, at dette ansvar også gør sig gældende i

afsluttede adoptionssager, også langt tilbage i tid.

Ankestyrelsens hidtidige praksis ved mistanke om ulovlige forhold

Ved henvendelser med mistanke om ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et af DIAs eller de

tidligere organisationers samarbejder har Ankestyrelsen, i mangel af retningslinjer på området, hidtil

håndteret henvendelserne fra gang til gang. Den praksis, som har udviklet sig på området, har ikke været

entydig.

Ankestyrelsen har ved de seneste henvendelser fulgt den internationale udvikling på området, og styrelsen

er på denne baggrund ved behandlingen af disse henvendelser gået i retning af at bistå med en afdækning

af, hvad der er sket i sagen (sagerne). Dette har styrelsen gjort ved at foretage en gennemgang af sagens

akter, rette henvendelse til afgiverlandets øverste adoptionsmyndighed, og indhente informationer fra

centralmyndighederne i andre modtagerlande og ISS.

Styrelsens hidtidige erfaringer viser, at det ofte kan være vanskeligt at få myndighederne i et afgiverland til

at besvare en henvendelse, hvilket selvfølgelig også har haft en indflydelse på Ankestyrelsens muligheder

for at bistå adopterede ved mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager.

4. Ankestyrelsens overvejelser om retningslinjer

Nedenfor er Ankestyrelsens forslag til retningslinjer for håndtering af mistanke om ulovlige forhold

nærmere beskrevet.

Retningslinjerne vedrører i udgangspunktet internationale adoptionssager og har til formål at fastlægge

Ankestyrelsens behandling af adoptionssager med mistanke om ulovlige forhold i én eller flere

adoptionssager fra et af DIAs eksisterende samarbejder eller fra en af de tidligere organisationers

samarbejder (AC Børnehjælp, DanAdopt og Terre des Hommes). Ved udformningen af de endelige

retningslinjer skal det også overvejes, hvordan man vil håndtere en mistanke om ulovlige forhold, der er

opstået i en sag om international adoption, men hvor mistanken også omhandler forhold hos danske

myndigheder. I en situation med mistanke om ulovlige forhold hos danske myndigheder vil Ankestyrelsen

kunne orientere den ansvarlige minister. Ministeren ville kunne overveje at iværksætte yderligere

9

initiativer, som eventuelt ville kunne afhænge af, om der efter adoptionens gennemførelse er sket en

regulering, der kan imødegå de pågældende forhold.

Retningslinjerne vedrører alene afsluttede adoptionssager. Mistanke om ulovlige forhold i ikke afsluttede

adoptionssager håndteres efter de eksisterende bestemmelser om godkendelse af matchningsforslag fra

udlandet og rammerne for Ankestyrelsens tilsyn med den formidlende organisation.

Retningslinjerne er delt op i behandlingen af mistanke om ulovlige forhold i konkrete adoptionssager og i

sagskomplekser.

Beskrivelsen vedrører alene tilfælde, hvor der er mistanke om ulovlige forhold. Retningslinjerne vil ikke

omfatte en adopterets søgen efter sin biologiske slægt. En mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag

vil ofte opstå på baggrund af søgen efter biologisk slægt, eller på baggrund af en generel mistanke rejst i

offentligheden mod konkrete børnehjem eller aktører, der har været involveret i adoptioner fra udlandet til

Danmark14.

4.1 Mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag

4.1.1 Konkrete adoptionssager

En henvendelse om mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag vil ofte opstå som følge af, at en

adopteret har fået adgang til yderligere oplysninger om egen baggrund. Forud for mistanken om ulovlige

forhold vil den adopterede derfor ofte have fået aktindsigt i sagen hos DIA eller hos Ankestyrelsen.

På Ankestyrelsens hjemmeside bør der være en vejledning om, hvordan man retter henvendelse til

styrelsen med en mistanke om ulovlige forhold i en adoptionssag, samt en beskrivelse af den bistand,

styrelsen kan yde i denne forbindelse, herunder at Ankestyrelsen som den danske centralmyndighed ikke

har indflydelse på om og i hvilket omfang, der foretages en undersøgelse af sagens forhold i udlandet.

Overordnet kan mulighederne for Ankestyrelsens bistand, vejledning og reaktionsmuligheder inddeles i

følgende tre hovedpunkter:

a) Bistand til en afdækning af det faktiske forløb i sagen

Efter at mistanken om ulovlige forhold i en adoptionssag er opstået, må den konkrete sags dokumenter

gennemgås med henblik på Ankestyrelsens foreløbige vurdering af, om der er tale om ulovlige forhold.

Herefter vil styrelsen overfor den enkelte kunne beskrive de punkter i sagen, som styrelsen mener, kan

være problematiske. Ulovlige forhold i adoptionsprocessen vil i udgangspunktet kunne involvere både

udenlandske og danske organisationer og myndigheder.

b) Bistand til en yderligere afdækning af sagens forhold

Hvis det efter en gennemgang af den konkrete sags dokumenter vurderes, at der er tale om, eller kan være

tale om ulovlige forhold i en adoptionssag, bør Ankestyrelsen som den danske centralmyndighed informere

14 Vi henviser til Ankestyrelsens undersøgelse af mulige alternativer til den eksisterende struktur for den internationale adoptionsformidling i

Danmark kapitel 7 for en nærmere beskrivelse af retningslinjer for bistand til søgen efter biologisk slægt.

10

centralmyndigheden i afgiverlandet herom. Ansvaret for information til den biologiske familie påhviler

centralmyndigheden i afgiverlandet.

Det kan være nødvendigt at bede centralmyndigheden i afgiverlandet om at foretage en yderligere

undersøgelse af sagens omstændigheder med henblik på at få yderligere informationer om den konkrete

sag. Centralmyndigheden i afgiverlandet bør kontakte involverede organisationer, børnehjem og

ambassader.

Det kan også være nødvendigt at høre ISS og flere af centralmyndighederne i de andre modtagerlande, om

de er i besiddelse af oplysninger om forholdende i et bestemt afgiverland i en bestemt periode.

Samarbejde og dialog mellem modtager- og afgiverland og mellem sagens involverede parter, den

adopterede, adoptanterne og eventuelle biologiske forældre er vigtig gennem hele processen.

Hvis der også er tale om en mistanke om ulovlige forhold hos danske myndigheder, kan det være relevant

at forsøge at indhente yderligere oplysninger fra andre myndigheder i Danmark for at få yderligere

oplysninger om den konkrete sag.

I alle tilfælde skal der være opmærksom på at behandle sagerne fortroligt og i overensstemmelse med

lovgivningen om databeskyttelse og forvaltningsret.

c) Reaktionsmuligheder ved bekræftet mistanke om ulovlige forhold i konkrete sager

De enkelte reaktionsmuligheder er ikke beskrevet i en kronologisk rækkefølge. Rækkefølgen vil afhænge af

den enkelte sags omstændigheder, og de enkelte skridt skal ikke nødvendigvis foretages i alle sager.

• Betydning for aktive samarbejder

Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt

samarbejde, vil kunne få betydning for det pågældende samarbejde og er reguleret i de eksisterende regler.

Det kan eksempelvis være, at formidlingen fra det pågældende afgiverland må begrænses, eller at den kun

kan ske under visse betingelser. Det kan også være, at tilladelsen til at formidle adoptioner fra det

pågældende afgiverland må trækkes tilbage.

• Betydning for den formidlende organisation

Hvis den formidlende organisation eller nogen af organisationens lokale repræsentanter i udlandet har

været involveret i ulovlige forhold, kan social- og indenrigsministeren tilbagekalde organisationens

tilladelse til at yde adoptionshjælp.

• Anden støtte og vejledning til de involverede

De konkrete muligheder for støtte og vejledning til de involverede i den enkelte adoptionssag med ulovlige

forhold må bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen. Hensynet til barnets

bedste samt barnets (den voksne adopteredes) fundamentale rettigheder skal være det overordnede

hensyn ved valget af den enkelte løsning.

Ankestyrelsen skal som den danske centralmyndighed kunne vejlede om og henvise den adopterede

(afhængig af alder), adoptanter og eventuelle biologiske forældre til de forskellige muligheder for

assistance i adoptionssager.

11

Ankestyrelsen kan vejlede om de eksisterende muligheder efter de danske regler på adoptionsområdet:

• Støtte i form af PAS hos Ankestyrelsen

• Parterne kan overveje, om de ønsker at ansøge om ophævelse af adoptionen eller forsøge at få

adoptionen erklæret for ugyldig. Det er reglerne i det land, der har truffet afgørelse om

adoptionen, der finder anvendelse og er afgørende for, om adoptionen kan ophæves eller erklæres

ugyldig.

Ankestyrelsen vil også kunne henvise den enkelte til afgiverlandets centralmyndighed for yderligere bistand

efter afgiverlandets regler.

I forhold til eventuelle øvrige muligheder i Danmark indenfor andre retsområder (eksempelvis strafferet

eller erstatning og muligheden for retshjælp eller fri proces), som kunne være relevante i den enkelte sag,

kan Ankestyrelsen alene henvise til rette myndighed i Danmark.

4.1.2 Flere sager og sagskomplekser

a) Indledende undersøgelse af den rejste mistanke

Såfremt der opstår mistanke om ulovlige forhold i forbindelse med formidlingen fra et konkret børnehjem

eller den samlede adoptionsformidling fra et specifikt afgiverland i en afgrænset periode, og den

formidlende organisation ikke længere har et aktivt samarbejde med de pågældende aktører, vil

Ankestyrelsen starte en indledende undersøgelse af de påståede ulovlige forhold. Der vil formentlig ikke

være tilfælde, hvor Ankestyrelsen vil kunne afvise at starte en indledende undersøgelse, hvis der rejses en

mistanke om ulovlige forhold.

Ved Ankestyrelsens indledende undersøgelse vil følgende sagsskridt kunne komme i betragtning i

forbindelse med indhentelse af yderligere information om mistanken om de ulovlige forhold. Det er ikke

sikkert, at alle sagsskridt vil være relevante i forhold til alle henvendelser. Dette må bero på en konkret

vurdering af den enkelte henvendelse.

• Høring af DIA i forhold til mistanken om de ulovlige forhold

• Høring af andre centralmyndigheder i modtagerlandene

• Høring af ISS

• Høring af centralmyndigheden i afgiverlandet

• Gennemgang af et vist antal stikprøvesager

b) Reaktionsmuligheder ved konstaterede ulovlige forhold i større sagskomplekser

Hvis der efter den indledende undersøgelse er grundlag for at antage, at der kan være tale om ulovlige

forhold i tidligere adoptionssager fra et bestemt afgiverland i en given periode, vil styrelsen informere de

adopterede og andre berørte om mistanken om de ulovlige forhold på Ankestyrelsens hjemmeside. De

adopterede eller andre berørte vil herefter kunne rette henvendelse til styrelsen, hvis de har en mistanke

om, at der er ulovlige forhold i deres adoptionssag.

Hvis Ankestyrelsen modtager en sådan henvendelse fra en adopteret eller andre berørte med mistanke om

ulovlige forhold i en konkret adoptionssag, finder retningslinjerne for behandlingen af konkrete

adoptionssager med mistanke om ulovlige forhold anvendelse, se afsnittet ovenfor.

• Betydning for aktive samarbejder

Konstateringen af ulovlige forhold i én eller flere adoptionssager fra et afgiverland, hvor DIA har et aktivt

samarbejde, vil kunne få betydning for det pågældende samarbejde. Det kan eksempelvis være, at

12

formidlingen fra det pågældende afgiverland må begrænses, eller at den kun kan ske under visse

betingelser. Det kan også være, at den danske tilladelse til at formidle adoptioner fra det pågældende

afgiverland må trækkes tilbage.

• Betydning for den formidlende organisation

Hvis den formidlende organisation eller nogen af organisationens repræsentanter (kontaktpersoner) er

involveret i en ulovlig adfærd, kan social- og indenrigsministeren tilbagekalde organisationens tilladelse til

at yde adoptionshjælp.

5. Udarbejdelse af historisk praksisoversigt som arbejdsredskab

For effektivt at kunne yde den beskrevne bistand til de adopterede og til offentligheden anbefales det at

skabe et samlet overblik over den internationale adoptionsformidling fra 1965, hvor den første formidlende

organisation blev akkrediteret til at formidle børn fra udlandet til den 1. januar 2016, hvor adoptionsloven

om et nyt adoptionssystem trådte i kraft.

Med en historisk praksisoversigt til rådighed vil Ankestyrelsen hurtigt kunne tilvejebringe generelle

oplysninger om de udenlandske organisationer, der gennem tiden har samarbejdet med Danmark om

international adoptionsformidling, hvilke regler og hvilket tilsyn formidlingen var underlagt på det

tidspunkt, hvor de ulovlige forhold fandt sted. Oversigten vil også have til formål at tilvejebringe

oplysninger om, hvilken viden de danske myndigheder havde om det konkrete samarbejde og hvordan

samarbejdet mellem de danske organisationer og deres udenlandske samarbejdsparter var tilrettelagt.

De danske myndigheder har siden 1965 reguleret adoptionsformidlingen fra udlandet. Omfanget af

reguleringen og fokuspunkterne i det løbende tilsyn med formidlingen har dog med årene ændret sig i takt

med det internationale adoptionsområdes udvikling og de indvundne erfaringer med formidlingsarbejdet i

ind- og udland.

Det betyder, at de internationale adoptioner, der er gennemført via de formidlende organisationer siden

1960’erne er blevet gennemført under forskellige regelsæt i både ind- og udland.

Samtidig fører myndighederne i dag et langt tættere tilsyn og udøver en mere vidtrækkende kontrol af

indholdet og oplysningerne i de enkelte adoptionssager end tidligere. Den internationale

adoptionsformidling i Danmark reguleres i dag tæt, hvilket afspejler de erfaringer og den politiske aftale fra

2014, der er gået forud for disse regler.

Set i et historisk perspektiv er dette resultatet af en udvikling, der gennem de seneste 50 år har ført til, at de

danske myndigheder i langt højere grad end hidtil er pålagt er direkte ansvar for at sikre at adoptionerne fra

udlandet gennemføres til barnets bedste og er lovlige og etiske forsvarlige og dermed forebygge og forhindre

ulovlige forhold.

Det afgørende brud i international sammenhæng er vedtagelsen af Haagerkonventionen om international

adoption i 1993, som Danmark ratificerede i 1997.

For at kunne yde bistand ved mistanke om ulovlige forhold i en konkret adoptionssag eller et sagskompleks er

det nødvendigt med indsigt i de regler, der på tidspunktet for adoptionens gennemførelse blev betragtet som

ulovlige forhold i Danmark og det pågældende afgiverland. Denne viden er påkrævet for at kunne bistå med en

indledende afdækning sagens faktiske forløb, samt en eventuel yderligere afdækning med henblik på at beeller afkræfte mistanken om ulovlig adfærd.

13

For at kunne redegøre effektivt og fyldestgørende for myndighedernes ansvar, er det også nødvendigt at

kortlægge myndighedsansvarets udvikling fra og med 1960’erne til og med adoptionsreformen i 2016.

En historisk praksisoversigt vil kunne dække perioden 1965-2015 og indeholde følgende oplysninger:

• Samling af relevante danske regler på området, herunder de formidlende organisationers

akkrediteringsvilkår

• Beskrivelse af myndighedsstruktur samt opgave- og ansvarsfordeling

• Oversigt over akkrediterede formidlende organisationer og deres udenlandske samarbejdsparter

• Særlig beskrivelse af myndighedernes praksis i relation til godkendelse af udenlandske

samarbejdsparter og tilsynet med formidlingen fra udlandet og de formidlende organisationer

• Journaloversigt for tilsynsmyndighedens sager

6. Ressourceforbrug i Ankestyrelsen

Som tidligere nævnt har der i Danmark i de sidste par år alene været få henvendelser med mistanke om

ulovlige forhold i adoptionssager. Ankestyrelsen har dog gennem arbejdet i det internationale netværk på

området modtaget oplysninger om, at der i flere andre modtagerlande ses et stigende antal henvendelser

vedrørende ulovlige forhold i adoptionssager. Der er på baggrund af oplysningerne i det internationale

netværk grund til at tro, at også Danmark/Ankestyrelsen vil modtage et stigende antal henvendelser med

mistanke om ulovlige forhold i adoptionssager i fremtiden.

Ressourceforbruget i Ankestyrelsen i forbindelse med håndtering af mistanke om ulovlige forhold i

adoptionssager kan, idet der på nuværende tidspunkt alene er få henvendelser om konkrete

sager/sagskomplekser, begrænses til 1 årsværk i et år til brug for udarbejdelse af den historiske

praksisoversigt.

Bilag 2:

Høringssvar fra DIA

Hovedgaden 24, 1.

DK-3460 Birkerød

Tlf.: 45 81 63 33

Fax: 45 81 74 82

Mail: mail@d-i-a.dk

Cvr.nr 49661517

Ankestyrelsen

Birkerød den 15.10.2020

Vedr. Høring over belysning af ulovlige forhold i adoptioner fra Chile i

1970’erne og frem.

DIA har modtaget Ankestyrelsens høring vedrørende ovennævnte den 15. september

2020.

DIA har til brug for denne besvarelse foretaget en overordnet gennemgang af

foreliggende korrespondance mellem Adoption Center (herefter AC) og

samarbejdslandet Chile, samt gennemgået adoptionssagerne fra Chile med fokus på

at besvare Ankestyrelsens spørgsmål. Henset til de sidste adoptioner var tilbage i

1990’erne må vi tage forbehold for at der kan være materiale og informationer, der

ikke længere er tilgængelige.

Ankestyrelsen har anmodet DIA om at redegøre for:

? den daværende adoptionsformidling fra Chile i sin helhed, herunder bedt om,

at DIA om at sende alle de oplysninger om formidlingen, som DIA er i

besiddelse af, herunder hvordan samarbejdet kom i stand, periode, antal

formidlinger, kopi af eventuelle samarbejdsaftaler, samt hvorfor samarbejdet

ophørte etc.

DIA kan oplyse, at der i alt er formidlet 111 børn fra Chile til Danmark via de to

tidligere organisationer, AC og DanAdopt. Det har primært været AC, der har

formidlet børn fra Chile.

DanAdopt har kun gennemført to adoptioner fra Chile, hvor børnene blev hjemtaget i

hhv. 1989 og 1990. DIA`s besvarelse er derfor primært baseret på de oplysninger,

der foreligger fra ACs samarbejde med Chile i perioden 1976 til 1995.

Vi skal bemærke, at vi ikke har undersøgt om den tidligere adoptionsformidlende

organisation Terres des Hommes også kan have formidlet børn fra Chile, da vi ikke

har haft direkte adgang til disse sager.

2

AC formidlede børn fra Chile i perioden 1976 til 1995, og der blev formidlet i alt

109 børn, fordelt på følgende år:

? 1976 1 barn

? 1977 0 børn

? 1978 5 børn

? 1979 19 børn

? 1980 25 børn

? 1981 20 børn

? 1982 4 børn

? 1983 7 børn

? 1984 7 børn

? 1985 9 børn

? 1986 4 børn

? 1987-88 0 børn

? 1989 2 børn

? 1990 2børn

? 1991 3 børn

? 1992-94 0 børn

? 1995 1 barn

Samarbejdet blev opstartet med den statslige institution, Casa Nacional del Nino, i

1978 efter at AC havde været på besøg i Chile i marts måned 1978.

Hovedparten af de danske adoptioner blev gennemført i perioden 1978-1981. Efter

flere års lovarbejde i Chile trådte en ny lov i kraft i 1988, og AC forsøgte at

genetablere samarbejdet, men som det ses af tabellen blev der alene gennemført få

adoptioner i årene efter lovændringen og den sidste adoption blev gennemført i 1995.

Der har tilsyneladende været pauser i formidlingen mellem begyndelsen af 1982

til1983 og igen fra foråret 1986 til foråret 1989.

Det er ikke helt klart, hvornår samarbejdet officielt stoppede og det fremgår af

korrespondancen, at AC også i senest i 1996 arbejdede med én konkret

adoptionssag, hvor familien i forbindelse med afhentning af barnet i Chile afbrød

adoptionen. Der ses ikke efterfølgende at have været nye sager fra Chile.

Vi har i sagsgennemgangen ikke fundet nogle samarbejdsaftaler med de chilenske

myndigheder eller akkrediteringer fra de chilenske myndigheder, men det fremgår at

3

AC registrerede deres samarbejdspartnere i Chile hos Justitsministeriet i Danmark,

ligesom hver enkelt matchningssag blev godkendt af amterne.

Formidlingens form:

Ankestyrelsen har videre bedt om at DIA redegøre for:

? de forskellige samarbejdsparter de tidligere danske organisationer har haft i

Chile, herunder navn, beskrivelse af samarbejdet og kontaktpersonen, antal

formidlinger, samt de økonomiske aspekter af samarbejdet.

DIA kan oplyse, at AC i perioden 1978 til 1980/81 primært samarbejdede med Casa

Nacional del Nino.

Casa Nacional del Nino var et statsligt børnehjem i Santiago, der hørte under

sundhedsministeriet. I november 1982 blev Casa Nacional del Nino overdraget til det

chilenske CORDAM (Corporación de Ayuda al Menor), som var en

hjælpeorganisation etableret af de chilenske Carabineros (det chilenske politi), og

som modtog støtte fra medlemmerne, samt offentlige og private fonde. Casa

Nacional del Nino blev senere i 1990 lagt ind under centralmyndigheden, Sename.

Børnene der blev formidlet til international adoption, var typisk fra 2 år og op.

AC havde ved påbegyndelsen af samarbejdet ikke en kontaktperson i Chile, men

samarbejdede direkte med Casa Nacional del Nino. ACs kontaktperson ift.

adoptionerne fra Casa Nacional del Nino var socialrådgiver Ruth Chia, som var ansat

på børnehjemmet.

Fra ca. 1980/81 og frem ændrede formidlingsbilledet sig, og adoptionerne var som

udgangspunkt private adoptioner, disse blev også primært forestået af socialrådgiver

Ruth Chia ved siden af hendes arbejde i Casa Nacional del Nino.

Her blev spædbørn oftest direkte overdraget af deres biologiske mor til udenlandsk

adoption og børnene opholdt sig i familiepleje (private care) indtil de blev eskorteret

til Danmark. Mødrene afgav samtykke til disse adoptioner ved notar og/eller

domstolene.

Der var efter 1989 også få formidlinger fra børnehjemmet Ciudad del Nino.

Alle børn blev eskorteret fra Chile til Danmark frem til 1988, hvilket var almindeligt for

den tid og f.eks. også i formidlingen fra Sydkorea, Indien m.fl. Efter lovændringen i

4

1988 blev det et krav, at en eller begge forældre skulle rejse til Chile og give møde i

domstolen samt hjemtage barnet.

Vi har set enkelte adoptioner, hvor har ansøgerne selv haft en direkte kontakt til Chile

og et konkret barn, hvorefter AC har bistået ansøgerne med hjælp fra Ruth Chia.

I den sidste periode af formidlingen efter 1990 skete formidlingen via Sename, den

chilenske centralmyndighed.

Ruth Chia var ifølge det foreliggende materiale repræsentant for AC fra begyndelsen

af 1983 efter at hun er stoppet som socialrådgiver hos Casa National del Nino i

forbindelse med at organisationen overgik til at være en privat organisation og frem til

1986.

Da samarbejdet med Ruth Chia indgås spørger AC til om formidlingen kan starte

igen, når der fortsat ikke er vedtaget en ny lov, og Ruth Chia forklarer at ingen ved,

hvornår den nye lov vil blive færdig, men at alle de private institutioner igen arbejder

ligesom før.

Efter lovændringen i 1988 fik AC kontakt til Advokat Fernando Chacon, som af egen

drift kontaktede AC og tilbød sin bistand i begyndelsen af 1989. Chacon

repræsenterede AC frem til 1992.

I slutningen af 1992 får AC kontakt til en dansk kvinde i Chile, Lone Ehlers, som de i

begyndelsen af 1993 ansætter som repræsentant. Det fremgår at hun ansættes med

henblik på afslutning af 2 konkrete sager, hvor de danske familier er godkendt af

Sename og har ventet længe. Da det var Lone Ehlers, der bistod DanAdopt med

deres 2 sager i 1989 og 1990, går DIA ud fra, at det er herigennem at kontakten er

skabt.

Maria Eugenia Pudmer var ACs repræsentant fra marts 1995. Samarbejdet startede

efter et besøg i Chile, hvor AC havde mødtes med Maria Pudmer og stoppede

allerede 1 år senere omkring juni 1996, hvor den sidste familie var rejst ud for at

hjemtage barn. Familien afbrød dog adoptionen og rejste hjem uden barnet.

Vi har i sagsgennemgangen ikke fundet nogen egentlige samarbejdsaftaler med

ovennævnte, men det fremgår klart af diverse dokumenter, at der har været tale om

faste, strukturerede og organiserede samarbejder med pågældende personer.

Vedrørende antallet af formidlinger henvises til den medsendte tabel (ovenfor),

hvoraf det fremgår hvor mange børn der ankom pr. år i den samlede periode

5

Økonomi:

Ift. de økonomiske aspekter af samarbejdet skal vi oplyse, at vi i sags

gennemgangen ikke har fundet gamle regnskaber eller lignende, som vil kunne give

et mere detaljeret indblik i økonomien omkring samarbejdet, men vi har kunne danne

os et indtryk af udgifterne forbundet med formidlingen bl.a. ud fra de oversigter AC

havde over de enkelte adoptioner, hvoraf det fremgik hvilke udgifter de havde til de

enkelte adoptioner

Det fremgår bl.a. at ved adoptioner fra Casa Nacional del Nino blev der betalt et fee

der startende i 1978 var på 150 USD beløbet stiger fra 1979 til 300 USD, der

vedrørte et gebyr for sagens behandling, udarbejdelse af medical report, tøj til barnet

når det skulle rejse til Danmark samt diverse udgifter, f.eks. transport mv. Derudover

blev der betalt en donation på 6-700 USD pr. adoption.

For de private adoptioner (hvor børnene var i ”private care”) blev der betalt et gebyr

til Ruth Chia på 2000 USD. Udgifterne er ikke umiddelbart nærmere specificeret, men

dækkede alle sagens omkostninger, herunder betaling for pleje og ophold i

plejefamilie frem til barnets hjemtagelse samt gebyr til Ruth Chia. Derudover var der

udgifter til advokatbistand på 500 USD, der blev betalt direkte til advokaten. Der

kunne i konkrete sager være ekstra udgifter fx, hvis der var foretaget kejsersnit eller

til særlige lægeundersøgelser af barnet i forbindelse med udarbejdelse af medical

report.

I sager fra slutfirserne og 90’erne betales der for hver sag et gebyr til ACs

kontaktperson, advokat Chacon, på 3000 USD, der ifølge korrespondancen dækker

alle sagens omkostninger inklusiv en donation til børnehjemmet på 1000 USD.

Mens de øvrige repræsentanter er blevet betalt med et gebyr pr. sag, modtager Lone

Ehlers et fast honorar pr. måned, først på 500 USD, der senere nedsættes til 250

USD. Dertil kommer udgifter til kontorhold.

I sager formidlet via SENAME findes tre sager, hvor to ikke gennemføres. På den

ene sag, der blev gennemført kan vi se udgifter til advokat på 800 USD og til ACs

repræsentant, Maria Pudmer, på 500 USD

Mistanke mulige ulovligheder:

Ankestyrelsen har bedt DIA om at beskrive:

6

? hvordan AC Børnehjælp i 1980’erne eventuelt forholdt sig til den mistanke, der

på daværende tidspunkt blev rejst i den chilenske presse om mulige ulovlige

forhold i adoptionsformidlingen fra Chile, og hvor Casa National del Ninõ

efterfølgende indstillede sine aktiviteter.

Det er uklart for DIA hvilken konkret mistanke Ankestyrelsen omtaler i 1980’erne,

hvilket gør det svært i vores research for at forholde mere præcist til spørgsmålet.

Det DIA kan se i akterne fra den tidligere organisation AC fra denne periode er en

række avisartikler fra 1983, som omhandler noget der betegnes som en skandale fra

et område syd fra Santiago, San Fernando, hvor dommeren Ivonne Gutierrez i nogle

år skulle have været ”hovedbagmand” for ca. 50 adoptioner, som angiveligt ikke

foregik på lovlig vis.

Der er flere forskellige artikler på dette tidspunkt, hvor det bl.a. fremgår at 500 børn

årligt forlader Chile. Artiklerne omhandler både mistanke om illegale adoptioner, men

også om adoptionsansøgere, som ikke er godkendt eller kontrolleret i deres

hjemlande og om adoptivforældres misbrug af og udnyttelse af børn.

I en af artiklerne fremgår det, at man både kan få børn ud af landet på legal vis og på

illegal vis. De legale foretages med moderens og domstolenes billigelse, mens de

illegale foregår uden om loven, hvor gravide kvinder opsøges, indlægges på en klinik

og så kommer udenlandske kvinder til Chile i et par uger og tager et nyfødt barn med

sig tilbage, som er indskrevet i deres eget navn, altså noget der bedst kan betegnes

som en form for rugemoderskab.

Sagen fra San Fernando var medvirkende til en større politiundersøgelse, hvor alle

aktører på adoptionsområdet skulle undersøges, og Justitsministeriet påbegyndte en

ændring af lovgivningen på adoptionsområdet med henblik på at skabe større

retssikkerhed på området. Dette lovarbejde på gik i flere år og først i 1988 var der en

ny lovgivning på adoptionsområdet.

Af tidligere ACs korrespondance med Ruth Chia fremgår det bl.a. at hun oplyser om

skandalen i San Fernando, og forklarer hvordan hun selv og andre er blevet afhørt

i forbindelse med den generelle undersøgelse, der blev iværksat. På grund af

undersøgelsen stopper behandlingen af de igangværende sager i en periode på ca.

1 år.

Omkring adoptionerne til Danmark skriver Ruth Chia, at alle sager til Danmark er

udført i overensstemmelse med kravene i den chilenske lov, alle juridiske aspekter er

7

blevet opfyldt og Ruth Chia henviser til at det kan dokumenteres i hver eneste sag i

den dokumentation, der ligger hos domstolen.

Det fremgår ikke umiddelbart hvad baggrunden er for at Casa National del Nino

suspenderer sine adoptionsaktiviteter i begyndelsen af 1982, men det fremgår af

korrespondance med Ruth Chia, at der er kommet ordre fra Justitsministeriet i

begyndelsen af februar om at ingen børn må forlade Casa Nacional del Nino med

henblik på adoption til udlandet, før de har modtaget nye instrukser. Disse instrukser

kommer ca. 1 måned senere og indebærer ifølge korrespondance med socialrådgiver

Ruth Chia, at ansøgerne for fremtiden selv skal ansøge om overdragelse af

værgemålet direkte ved domstolen for mindreårige. Hvis de ikke selv kan være til

stede, skal de lade sig repræsentere, men dette må ikke være af ansatte på Casa

Nacional del Nino.

DIA har i vores dokumenter ikke fundet oplysninger eller artikler, der omhandler at

der skulle være foregået ulovligheder på Casa Nacional del Nino og da institutionens

suspension af sin adoptionsaktiviteter både falder sammen med de iværksatte

undersøgelser, men også overdragelsen af institutionen til Cordam er det ud fra det

nuværende grundlag vanskeligt at konkludere på den egentlige årsag til dette.

I DIAs gennemgang af sager, har vi ikke set børn formidlet fra domstolen I San

Fernando.

DIA har på baggrund af det tilgængelige og foreliggende formidlings materiale ikke

mulighed for at komme det nærmere ift. hvordan AC forholdt sig til de mistanker der

opstod i 80’erne om ulovligheder i forbindelse med adoption i Chile. Vi kan dog se i

dialogen mellem AC og Ruth Chia, at AC udtrykker stærk bekymring over situationen

og den stigende debat om ulovligheder relateret til adoption. Vi kan af materialet se

at der imidlertid synes at være tillid til, at de sager der behandles for AC foregår og er

foregået på legal vis. DIA har i dag ingen ansatte, der har kendskab til samarbejdet

med Chile eller var involveret i samarbejdet.

Ankestyrelsen har endvidere bedt om de fem første sager, der blev formidlet fra

”private care”

DIA fremsender følgende fem sager med post til Ankestyrelsen:

? 4338

? 4206

? 4573

? 4927

8

? 4952

DIA skal oplyse, at disse første fem sager fra private care ikke er indgået i vores

generelle sagsgennemgang jf. nedenfor, men vi har gennemgået de fem sager

særskilt, og skal i den forbindelse bemærke, at de to første sager (4338 og 4206)

adskiller sig fra de øvrige private care/private adoption sager vi har set, idet det i

dommene ikke eksplicit fremgår om biologisk mor har samtykket til adoptionen, men

den biologiske mor er kendt i den første sag og hendes navn fremgår af medical

report og i den anden sag fremgår begge forældres navne af medical report.

I de tre sidste sager fremgår det eksplicit, at biologisk mor har samtykket til

adoptionen.

Slutteligt har Ankestyrelsen bedt DIA om at sende en redegørelse for de konklusioner

DIA er kommet frem til i forbindelse med DIA’s egen sagsgennemgang af sager fra

Chile.

DIA har på nuværende tidspunkt gennemgået ca. 70% af sagerne fra AC (78 sager),

fra hele formidlingsperioden 1977-1995, og er fortsat i gang med at gennemgå de

resterende sager. Fem af de gennemgåede sager er udlånt til Ankestyrelsen, hvorfor

vi ikke har haft adgang til alle data i disse sager

Sagerne er gennemgået ud fra et skema hvor følgende oplysninger er noteret:

? Årstal: Hjemtag/Ankomst+/sagsnummer

? Barnets navn og fødselsdato

? Placering

? Samtykke og information om forældre

? Fødselsattest, fremgår det danske eller chilenske navn, dato for udstedelse,

distrikt hvor attesten er udstedt.

? Medical & social report, dato for udstedelse, hvor er den udstedt, er biologiske

forældre anført, hvem underskriver

? Dom, hvilken domstol, navn på dommer, sekretær og repræsentant for

ansøger. Er der info om Casa Nacional del Nino eller andet i dommen.

? Kontaktperson for AC

? Ankomst til Danmark og evt. eskorte

? Hvornår er adoptionen gennemført

? Hvornår er der sendt indfødsretsbevis til Chile

9

På baggrund af gennemgangen indtil nu har vi bl.a. gjort os følgende observationer:

Lidt over halvdelen af børnene har været placeret på Casa Nacional del Nino (38) og

den anden halvdel har været børn fra ”private care”, hvilket vil sige, at der er tale om

private adoptioner. Der er endvidere ganske få børn formidlet fra Ciudad del Nino og

SENAME. I enkelte sager fremgår det ikke, hvor børnene er formidlet fra

(dette er sager fra 90’erne, og børnene kan være formidlet via SENAME). I ganske få

sager har ansøgerne selv have haft en direkte kontakt til Chile og et konkret barn,

hvorefter AC har bistået ansøgerne.

Frem til ca. 1980/81 kommer børnene primært fra Casa Nacional del Nino og derefter

bliver de fleste børn formidlet via private adoptioner.

I ca. 86% (8 ukendte + 1 kun med fornavn) af sagerne er barnets mor kendt, og i

flere sager er der også kendskab til barnets far. Oplysninger om forældrene kan

fremgå flere steder i sagerne typisk på medical og fødselsattest og også i dommen.

I sagerne fra Casa National del Nino fremgår det primært ikke om der er givet

samtykke eller ej, og navnene på de biologiske forældre står oftest blot på medical.

I alle sagerne med private adoptioner er der bortset fra i en sag givet samtykke fra

biologisk mor (og evt. far).

I sagerne foreligger, som det klare udgangspunkt, en fødselsattest, medical og social

report. I alle sager er der domme om værgemål til de danske adoptanter, hvor der

også gives tilladelse til at barnet rejser ud af landet.

Medical og social report er i størstedelen af sagen underskrevet af hhv. Dr. Attila

Csendes, som var tilknyttet Casa Nacional del Nino og Dr. Raul Erzo Corona.

Ruth Chia medunderskriver på flere af rapporten sammen med Dr. Raul Erzo

Corona.

Langt størstedelen af dommene er afsagt i Santiago, flere af dommerne og

sekretærerne i retten er gennemgående. Ligesom der har været samarbejdet med

faste advokater i sagerne. Advokaterne Magaly Huerta Rojas og Maria Luisa

Avedano har primært repræsenteret de danske ansøgere, hvilket fremgår af de

gennemgåede sager. Ruth Chia har også haft fuldmagt til at repræsentere

ansøgerne.

Børnene der blev formidlet fra Casa Nacional del Nino har i de gennemgåede sager

været i alderen fra 2-6 år, da dom om værgemål afsiges. De fleste børn var omkring

4 år.

10

Børnene fra de private adoptioner var primært spæde og adoptionerne blev hurtigt

gennemført.

Dette kan med nutidens børnesyn in mente vække opmærksomhed. Vi finder derfor,

at det generelt er vigtigt at være opmærksom på, at tiden var en anden, børnesynet

og adoption var noget andet for 40 år siden. Det var ikke ualmindeligt at spædbørn

blev bortadopteret, hvilket også skete i andre af de tidligere organisationers

samarbejdslande og ikke mindst i nationale adoptioner i Danmark.

Det er i sagerne med de spæde børn værd at bemærke, at der i disse sager er givet

samtykke til adoptionerne. Om afgivelsen af samtykke beskriver Ruth Chia, at

samtykket skal gives af biologisk mor i retten for mindreårige efter fødslen, hvor hun

skal underskrive nogle dokumenter, hvor hun erklærer at hun vil give sit samtykke til

at hendes barn adopteres til en bestemt familie. Den fremtidige adoptantfamilies

navn skal ligeledes fremgå af dokumentet.

I forhold til frivilligheden af den biologiske mors samtykke fremgår det, at der er flere

sager, der trækkes tilbage efter barnets fødsel og Ruth Chia anfører i sin

korrespondance til AC, at i 50 % af alle tilfældene af de private adoptioner fortryder

mødrene, hvilket lovgivningen skaber mulighed for.

Samlet set danner der sig et billede af en formidling, hvor der ses en ensartet

behandling af sagerne, hvor der fx i alle sager er afsagt domme om værgemål med

henblik på adoption. Der er flere gennemgående aktører i sagerne, herunder

kontaktpersoner, læger, dommere og advokater. DIA er vidende om at flere af disse

personer er genstand for den undersøgelse der pågår i Chile

Med den viden vi har i dag, er der ingen tvivl om at gennemførelse af private

adoptioner rummer risiko for uetisk adfærd i adoptionsprocessen, men vi finder ikke

på det foreliggende grundlag, at vi kan drage nogen konklusioner hverken for eller

imod oplysningerne om, at der skulle have foregået ulovligheder i forbindelser med

de danske adoptioner fra Chile.

Ud fra det foreliggende er det dog umiddelbart vort indtryk, at der i de danske sager

er tale om legale sager i overensstemmelse med de daværende regler i Chile.

Formidlingen skal dog som nævnt ses i sammenhæng med tidspunktet for

formidlingerne samt den lovgivning der eksisterede på dette tidspunkt såvel i

Danmark som i Chile. Det er klart at der i dag er et væsentligt øget fokus på selve

adoptionsprocessen og adoptionssystemet og ikke mindst barnets rettigheder. Børn

bliver ikke eskorteret længere, børn får langt flere oplysninger om deres baggrund,

11

der er langt større regulering og åbenhed om betalinger mv. og private adoptioner er i

de fleste lande ikke længere tilladt.

DIA fortsætter vores undersøgelse af ACs formidling fra Chile, både af de sidste

sager, men også en mere indgående gennemgang af korrespondancen, hvor dele af

korrespondancen i de sidste formidlings år alene er på spansk. Dette sker også og

primært for at DIA på bedst mulig vis kan bistå de adopterede i PAS-sagerne, og

sikre at f.eks. oplysninger om, hvem der har eskorteret børnene eller om hvor de har

været i plejefamilie noteres på sagerne, hvor det fremgår af korrespondancen, idet

sådanne oplysninger desværre ikke blev registreret på sagerne dengang.

Hvis billedet skulle ændre sig væsentligt ved gennemgangen af de sidste godt 20

sager eller hvis vi finder nye oplysninger eller informationer, der kan uddybe vores

indsigt i de tidligere adoptionsformidlende organisationers formidling af adoptioner fra

Chile, vil vi naturligvis gøre Ankestyrelsen opmærksom på dette. Vi forventer at have

afsluttet vores undersøgelse endeligt medio november.

Såfremt I måtte have spørgsmål til ovennævnte eller skulle ønske yderligere

uddybning er I naturligvis velkomne til at kontakte os, ligesom vi naturligvis gerne

stiller os til rådighed for et møde, hvor ovenstående redegørelse kan drøftes mv.

Med venlig hilsen

Andrea Jedrzejowska

Hovedgaden 24, 1.

DK-3460 Birkerød

Tlf.: 45 81 63 33

Fax: 45 81 74 82

Mail: mail@d-i-a.dk

Cvr.nr 49661517

Ankestyrelsen

Birkerød den 23.12.2020

Om resultaterne af DIAs gennemgang af adoptioner fra Chile

DIA har nu lavet en afsluttende gennemgang af alle sager fra Chile. Denne

gennemgang skal ses som et supplement til vores høringssvar indsendt tidligere i år.

Endvidere er dette svar også sendt til filmselskabet Pipeline, som har haft spørgsmål

til sagerne fra Chile, herunder bl.a. spørgsmål til, hvilke personer, der var involveret i

sagerne; socialrådgivere, læger, dommere mfl.

I forhold til det tidligere AC Børnehjælps samarbejder og kontaktpersoner gennem

årene, samt hvilke år adoptionerne er gennemført i, henviser vi til den kopi af vores

høringsvar til Ankestyrelsen, som vi tidligere har sendt til jer.

Der er i alt formidlet 111 børn fra Chile til Danmark, heraf blev de 109 adoptioner

gennemført via AC Børnehjælp.

Ti sager vedrørende 11 børn er indsendt til tilsyn i Ankestyrelsen, og de indgår derfor

ikke i gennemgangen. Disse afventes retur fra Ankestyrelsen. Derudover indgår de to

sager, der blev gennemført via DanAdopt heller ikke. DVS resultaterne baserer sig

på gennemgangen af i alt 98 børns sager.

De 98 sager er primært formidlet via enten Casa Nacional del Nino (52) eller børn der

er formidlet fra ”Private Care” (39). I de sidste 7 sager, er der enkelte sager, hvor det

ikke fremgår hvor børnene er formidlet fra samt få børn formidlet fra Ciudad del Nino

og SENAME

2

I de sager der indgår i gennemgangen, er der givet samtykke i 40 af sagerne mens

der ikke er givet samtykke i 58 af sagerne. Der er samtykke i alle sager, der er

formidlet fra Private Care, mens der ikke foreligger eksplicit samtykke i nogen af

sagerne fra Casa Nacional del Nino.

Som vi også oplyste i vores høringssvar til Ankestyrelsen, er en eller begge forældre

kendt i de fleste sager. Oplysningerne fremgår oftest af Medical, men kan også

fremgå af dommen og/eller fødselsattesten. I ca. 83% af sagerne fremgår der

oplysninger om biologisk mor, og i ca. 39 % af sagerne fremgår der også oplysninger

om far. I knap 12 % af sagerne fremgår der ingen oplysninger om de biologiske

forældre. I en enkelt sag svarende til ca. 1 % fremgår kun forældrenes fornavne.

I de fleste sager er hverken barnets fornavn eller efternavn det danske på

fødselsattesten (I kun 14 ud af 98 sager).

I de gennemgåede sager, har følgende læger eller socialrådgivere underskrevet

Medical og Social report:

Dr. Carlos

Dr. Attila Csendes

Dr Raul Erazo Corona

Dr. Carmen Barros F

Dr. Luz Basaure.

Dr. Eduardo P. Moraga Castro

Dr. Rodolfo Quiroga A.

Dr. Camila gomez Raimers

Telma Uribe

Ruth Chia

Maria Salazar

Ana Holman Moreno

7

52

39

Andet CNDN Private Care

3

Veronica C Toro Mendez

Fernando Chacon

Medical og social report er i størstedelen af sagen underskrevet af hhv. Dr. Attila

Csendes, som var tilknyttet Casa Nacional del Nino og Dr. Raul Erzo Corona og Ruth

Chia medunderskriver på flere af rapporterne. Telma Uribe har kun underskrevet

socialrapporten i en enkelt sag, mens de øvrige går igen i flere eller enkelte sager.

Som det fremgår af høringssvaret til Ankestyrelsen er langt størstedelen af dommene

afsagt i Santiago, flere af dommerne og sekretærerne i retten er gennemgående.

Følgende navne fremgår af kendelserne i de danske sager:

Dommer Laura Garcia Roa

"Dommer Maria Angelica Granifo Soto.

Dommer Cristina S. Albornoz

Dommer Maria Aguilo Pujol

Dommer Elena Montt Rivadeneira

Dommer Gladys Pizarro Pizarro

Marcial Rojas Infante

Dommer Flora Colantes Espinoza

Dommer Maria Angelica Grimberg Letelier

Dommer Gloria Collazo Tabachnik.

Dommer Maria Carmen Alvarez Rivera

Dommer Graciela Carvajal Hererra

Dommer Josefina Leon Droguett,

"Dommer Luis Guillermo Avila Rojas

Dom.fm. Margarita Padron Morando

Dommer Anibal Cornejo Mariquez,

Dommer Ana Maria Zagal Cisternas

Maria Eugenia Lebert Acheritogaray,

Dommer Christina Sanz Slbornozo,

dom fm. Edmundo Mora Campos

Sek. Maria Angelica Pizzaro Lavin

Sek. Henny R, Brito

Sek. Alvaro Gajardo Perez

Retssekretær Elsa Fuentes Rodrigues

Sek. Auristela Barraza von Chrismar

Cristina Araya Pastene Kst. Retssekretær

Sek. Elsa Fuentes Rodriguez

4

Sek. Cristina Araya Pastene

sek. Emilio Potocnjak, Rodríguez

Sek. Gerardo Navarro Escala

dom.fm. Jorge Poblete Ortiz

sek. Juan Jaime Ferrer Corte Suprema

Sek. Ingrid Ahumada Muñez

sek. Carlos Gutierrez Rojas.

sek. Virginia Zaror Herrera

Sek. Trinidad Torres Torres

sekr. Elena Montt Rivadeneira

Vi bemærker i den forbindelse at benævnelsen sekretær ikke skal forstås bogstavligt,

og flere af sekretærerne er således dommerfuldmægtige eller dommere. Dvs. nogen

af dommerne eller sekretærerne går igen som hhv sekretær og dommer i andre

sager.

Det fremgår af gennemgangen, at der har været samarbejdet med faste advokater i

sagerne, men det fremgår ikke af alle sager, hvem der har repræsenteret de danske

familier. Følgende navne fremgår.

Adv. Maria Luisa Avendano

Ruth Chia

Magaly Huerta Rojas

Eliana Mella Guerra

Adv. Ana Rojas Mejias

María Mercedes Bravo

José Catro Mandujano

Adv. Ivonne Cadiz Bravo

Fernando Chacon Zamora

Advokaterne Magaly Huerta Rojas og Maria Luisa Avedano har primært

repræsenteret de danske familier, hvilket fremgår af de gennemgåede sager. Ruth

Chia har også haft fuldmagt til at repræsentere ansøgerne i nogen af sagerne.

Med venlig hilsen

Andrea Jedrzejowska

5

Bilag 3:

Den parlamentariske udredning fra Chile

BETÆNKNING FRA DEN SÆRLIGE UNDERSØGELSESKOMMISSION OM STATSLIGE

MYNDIGHEDERS HANDLINGER I FORBINDELSE MED MULIGE UREGELMÆSSIGHEDER

KNYTTEDE TIL ADOPTIONSBEHANDLING OG REGISTRERING AF BØRN SAMT

KONTROL MED DISSE BØRNS UDREJSE AF LANDET

ÆREDE KAMMER:

Undersøgelseskommissionen har udarbejdet denne betænkning i

henhold til de beføjelser, som kommissionen er tildelt af Deputeretkammeret i Chile (Cámara

de Diputados), idet Undersøgelseskommissionen således har afgivet de konklusioner og

anbefalinger, som fremgår af betænkningens slutning.

Idet der henvises til chilensk forvaltningsbekendtgørelse

(Reglamento de Corporación), artikel 318, tildeles Undersøgelseskommissionen følgende:

I – KOMPETENCE

Valparaíso, den 22. november 2018

Fru

Maya Fernández Allende

Præsident

Deputeretkammeret

VALPARAÍSO

Fru præsident:

Idet der henvises til republikkens politiske forfatning (Constitución

Política de la República), artikel 52, stk. 1, litra c), Nationalkongressens organiske forfatningslov

(Ley Orgánica Constitucional del Congreso Nacional), artikel 53, samt ovennævnte

forvaltningsbekendtgørelse, artikel 297, anmodes om forsamlingens samtykke til at oprette en

særlig Undersøgelseskommission. Der henvises til følgende omstændigheder:

1 – Det er mere end ti år siden, at det chilenske samfund fik

kendskab til de adoptioner, som har foregået på et uregelmæssigt grundlag i vores land. Disse

adoptioner blev gennemført uden de biologiske forældres viden og på den baggrund, at visse

statslige instanser handlede på en bestemt måde eller undlod at handle.

2 – Der er tale om uregelmæssige adoptioner, som begyndte at

forekomme i starten af 1950´erne, og som efter de nyeste vurderinger fortsatte frem til starten

af det nye årtusind.

3 – Børnene blev fjernet fra deres mødre, samtidig med at man gav

ukorrekte oplysninger om, hvor forældrenes nyfødte børn ville blive placeret. Generelt oplyste

man mødrene om, at deres børn var afgået ved døden, selv om dette reelt ikke var tilfældet.

Det var en grundlæggende forudsætning for, at børnene kunne blive fjernet, at medarbejdere

på offentlige institutioner medvirkede til disse handlinger.

4 – For at processen med at overdrage de nyfødte børn til deres

adoptivfamilie kunne gennemføres, krævede det medvirken fra dommere,

immigrationsmyndigheder, notarer, personer med tilknytning til kirken samt private

adoptionsorganisationer.

5 – Det skal tilføjes, at adoptivbørn har ret til at kende deres identitet

i henhold til både national og international lovgivning. Dette fremgår af De Forenede Nationers

konvention om barnets rettigheder, som blev undertegnet af Chile i 1990. Adoptivbørn har iflg.

konventionen ret til – når som helst og når de ønsker det – at få kendskab til deres biologiske

baggrund. Når et adoptivbarn således ønsker at få kendskab til sin biologiske familie, skal

staten stille de nødvendige midler til rådighed, så denne målsætning kan opfyldes.

6 – I de tilfælde, hvor adoptivbørn her i landet har besluttet sig for

at søge efter deres biologiske baggrund, har de været stillet over for en række hindringer, når

de har ønsket at indhente korrekte og troværdige oplysninger hos offentlige myndigheder. Når

de har henvendt sig til private instanser, har de erfaret, at deres adoptionsdokumenter og

fødselsattester på den ene eller anden måde har været forfalskede, således at man har kunnet

gennemføre en adoptionsbehandling, uden at der forelå samtykke hertil fra de biologiske

forældre. I nogle tilfælde har børnene i deres fortsatte søgen haft held til at lokalisere deres

forældre og dermed fået kendskab til, at mødrene i de fleste tilfælde ikke havde fået oplysninger

om adoptionen og dermed ikke havde givet deres samtykke hertil. Tværtimod havde de fået

besked om, at deres børn var afgået ved døden.

7 – De offentlige hospitaler råder ikke over tilstrækkelige

oplysninger om de biologiske forældre og om årsagen til dødsfald, der reelt aldrig har fundet

sted. Det kan tilføjes, at heller ikke Folkeregistrene har de nødvendige oplysninger til at kunne

garantere børnenes ret til identitet. Børnestyrelsen i Chile (Servicio Nacional de Menores;

Sename) har ikke de nødvendige mekanismer og systemer til at sikre, at denne rettighed kan

håndhæves. Det er således at faktum, at en række offentlige instanser ikke råder over korrekte,

tilstrækkelige og opdaterede oplysninger. Dette begrænser personernes grundlæggende

rettigheder og fremhæver, hvilke alvorlige mangler der i dag findes hos de offentlige

myndigheder i Chile. Disse mangler indvirker ikke alene på muligheden for at udøve retten til

identitet, men har også konkret betydning for en lang række personer, som i en fremskreden

alder erfarer, at deres børn er i live. Der findes ingen politik, som har til formål at rette op på

denne situation.

Situationen illustrerer og afslører, at vores institutioner har undladt

at handle i en række forhold. Dette skal ses i lyset af, at man gennem disse institutioner jo

burde kunne foretage en formel forhåndsforespørgsel og undersøgelse og dermed lokalisere

de søgte personers adresse.

8 – De chilenske domstole er i gang med at undersøge disse forhold

og gør det med stor grundighed. Denne undersøgelse vil gøre det muligt at fastslå, hvem der

har det straffe- og personretlige ansvar.

9 – Indtil videre er der foretaget en nøje undersøgelse af mere end

2.000 sager. Adoptivbørnene i de omtalte sager blev placeret i mange forskellige lande, men

primært i Europa. Der er flere koncentrerede forekomster af chilenske adoptivbørn rundt

omkring på det europæiske kontinent, og det er i den forbindelse relevant at overveje, om der

i disse tilfælde forekom en ikke-tilfældig og organiseret samordning, der skulle sikre en

regelmæssig forsyning eller leverance af chilenske børn. Det bringer også tankerne hen på, om

formålet udelukkende var at etablere en ulovlig, men indbringende forretning.

10 – Deputeretkammeret har med sine tilsynsfunktioner pligt til at

påpege statslige handlinger, som forhindrer udøvelsen af retten til identitet, og skal desuden

fastlægge indholdet og omfanget af den skade, som er opstået på baggrund af alvorlige

fejltagelser hos de offentlige institutioner, og som i stort set alle sager også indebærer, at der

er en tæt tilknytning til private aktører, som har stået for den officielle behandling af adoptioner.

11 – Selv om der er gået lang tid, siden de ureglementerede

adoptionsbehandlinger fandt sted, har det stor betydning, at vi i dag kan stille oplysninger til

rådighed for personer, som søger deres baggrund, og at vi i nødvendigt omfang kan identificere

de fejl hos staten, som betyder, at det stadig i dag ikke er muligt at udlevere de ønskede

oplysninger til personer, som har et ønske om at få kontakt til deres biologiske familie.

De deputerede henviser til ovenstående og anmoder hermed

Deputeretkammeret om at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission, som skal indhente

information om de oplysninger, der stilles til rådighed af staten til personer, som efter 2014 har

ønsket at modtage disse oplysninger om deres baggrund, og herunder især:

1 – Indsatsen i henhold til Børnestyrelsens (Sename) program for

oprindelige folk (Programa Orígenes) til støtte for familiemedlemmer, som søger

baggrundsoplysninger. Desuden handler det om at få kendskab til, hvordan

baggrundsoplysninger der registreres og de måder, hvorpå de udleveres. Der drejer sig også

om at få kendskab til, om der findes en registrering af de personer, som søger støtte, og af de

svar, som afgives, samt om der er DNA-registrering af personer, som medvirker i en

adoptionsbehandling.

2 – Sundhedsmyndighedernes og sundhedsministeriets indsats

for at registrere spædbørn, som er afgået ved døden, samt gældende procedurer for at udlevere

oplysninger til forældrene om årsagerne til deres dødsfald; desuden en undersøgelse af de

baggrundsoplysninger, der foreligger om den endelige placering af afdøde spædbørns lig samt

om, hvorvidt ligene er blevet udleveret til forældrene. I hvert enkelt tilfælde er der behov for at

undersøge, hvilken registrering eller hvilke data der findes om ligets endelige placering, samt

kilden eller kilderne til disse oplysninger. I samme forbindelse skal der ske en præcisering af

det tilsyn, som det pågældende ministerium udfører, når der tales om udbydere af private

sundhedsydelser.

3 – Justitsministeriets gældende tilsyn og procedurer, der skal

sikre, at alle instanser, som samarbejder med Børnestyrelsen (Sename), korrekt og efter lovens

bestemmelser overholder de gældende regler for adoptionsbehandling.

4 – Indsatsen hos Efterforskningspolitiet (Policía de

Investigaciones) og Sikkerhedspolitiet (Carabineros) i Chile for at sikre, at mindreårige, og

herunder især spædbørn, kan udrejse af landet under lovformelige forhold, idet der skal ske

indrapportering af konstaterede uregelmæssigheder og mulige, proceduremæssige fejl, som

skyldes ureglementerede adoptioner.

5 – Indsatsen hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

(Servicio Civil e Identificación) for at klarlægge, hvordan spædbørn registreres, og hvordan

en person kan registrere to identiteter (dobbelt identitet).

Vi skal desuden anmode Den Særlige

Undersøgelseskommission om at indsamle alle nødvendige oplysninger og hermed

indbyde personer og institutioner til at bidrage til at fremme arbejdet med undersøgelsen.

Undersøgelseskommissionen vil efter betænkningens godkendelse fremsende sine

konklusioner til alle relevante administrative og retslige myndigheder med forslag om tiltag,

som bør træffes for at afhjælpe de uregelmæssigheder, som måtte blive påvist.

VALPARAÍSO, den 27. november 2018

Deputeretkammeret har ved sit møde, der er afholdt dags dato i

henhold til Republikkens politiske forvaltning, artikel 52, stk. 1, litra c),

Nationalkongressens organiske forfatningslov, artikel 53, samt

Forvaltningsbekendtgørelsen, artikel 313 ff, godkendt begæringen fra 66 deputerede om

at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission om statslige myndigheders handlinger

knyttede til mulige uregelmæssigheder i forbindelse med adoptionsbehandling og

registrering af mindreårige samt og om kontrollen med disse børns udrejse af landet (CEI

18). Undersøgelseskommissionen skal forelægge sin betænkning inden for en frist på 90

dage, og dens mandat kan udøves overalt på nationalt, chilensk territorium.

Gud bevare Dem.

II – OVERSIGT OVER UDFØRTE AKTIVITETER

Undersøgelseskommissionen er

nedsat med følgende

deputerede som

medlemmer:

- Sandra Amar

- Natalia Castillo

- Loreto Carvajal

- Catalina Del Real

- Erika Olivera

- Ximena Ossandón

- Boris Barrera, (formand)

- Alvaro Carter

- Carlos Abel Jarpa

- Jaime Naranjo

- Luis Rocafull

- Gustavo Sanhueza

- Raúl Soto

- Raúl Soto.

Undersøgelsesdomstolens sekretariat beklædes af Roberto

Fuentes Innocenti, juridisk kommissionssekretær, Hugo Balladares Gajardo, assisterende

juridisk kommissionssekretær, og Mabel Mesías Chacano, ledende sekretær.

Undersøgelseskommissionen har afholdt i alt 15 møder.

1. Indkaldte personer

Hernán Larraín, justits- og menneskerettighedsminister, der

var ledsaget af Alejandro Fernández, leder af Resocialiseringsafdelingen (División

Reinserción Social), Danae Fuentes, leder af Afdelingen for unges resocialisering

(Departamento Reinserción Social Juvenil), Pedro Pacheco, advokat, Jorge Rubio,

direktør for Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal), og Marisol Intriago Leiva,

leder af Menneskerettighedsafdelingen (Departamento de Derechos Humanos) under

Retsmedicinsk afdeling.

Emilio Santelices, sundhedsminister, der var ledsaget af

Elizabeth Cabello, læge, Jaime González, advokat, og Enrique Accorsi, rådgiver. Desuden

medvirkede Claudio Román, leder af Afdeling for menneskers behandling og udvikling

(División de Gestión y Desarrollo de las Personas), María Eugenia Wegner, chef for GESafdelingen (særlige sundhedsgarantier), og Alfredo Donoso Barros, læge og direktør for

hospitalet i Talca.

Susana Tonda, nationaldirektør for Børnestyrelsen (Sename),

som var ledsaget af Viviana Petric, leder af Adoptionsafdelingen (Departamento de

Adopción), og Carolina Von Schakmann, advokat.

Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen (Servicio de Registro Civil e Identificación), som var ledsaget af

Francia Vera, konstitueret leder af denne styrelse, og Víctor Rebolledo, afdelingsleder i

hovedarkivet i Folkeregister- og Identifikationsstyrelsen.

Roberto Gaete og Fernando Hernández, overordnet

politifunktionærer, og Mario Vásquez, underordnet politifunktionær ved

Efterforskningspolitiet (Policía de Investigaciones) i Chile. Desuden Rodrigo Bustos, leder

af Juridisk retsenhed ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto Nacional de Derechos

Humanos; INDH), som var ledsaget af rådgiverne Natalia Labbé og Pablo Ribera. Som

særlig indkaldt medvirkede Raúl Sanhueza, ambassadør og generaldirektør for konsulære

anliggender.

Alicia Yáñez, forkvinde for sammenslutningen af

socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), som var ledsaget af

Nelson Ortega, national generalsekretær, og Karen Alfaro, historiker ved Universidad

Austral de Chile.

Ana María Olivares, María Inés Soto, Lorena Orellana, Ester

Herrera og María Jesús Vicuña, Patricia Astudillo, Andrea Moraga, Sofía Carvajal, Valeska

Bravo, Sandra Castillo og Rosa Gálvez samt, via Skype fra Peru, Luis Fernando Lezaeta,

César Augusto Zambrano og Mans Wikstron, alle repræsenterende sammenslutningen

Hijos y Madres del Silencio (Tavse børn og mødre), Mans Wikstron Bjorklund fra

sammenslutningen Madres del Silencio (Tavse mødre). Fra sammenslutningen Madres e

Hijos (Mødre og sønner) var Jeannette Velásquez og Tobías Kristoffer Ohrn Johansson

indkaldt for at medvirke.

Fra sammenslutningen Hijos y Madres del Silencio deltog Ana

María Olivares, forkvinde, og Marisol Rodríguez, sammenslutningens forkvinde, ligesom

stiftelsen Fundación Nos Buscamos (Vi søger) var repræsenteret af Constanza del Río,

direktør, og Ignacia Guzmán, sociolog.

Elena Heredia, som var ledsaget af sin datter Alison Heredia,

Nicole Guillaume, María Orellana, som ledsagede Rubén Estrada, Alicia Vásquez, som

var ledsaget af sin datter Susana Torres, og Patricia Rojas.

2. Udførte opgaver

Nummer Møde Vedr. Reference

51 Nr. 9 af 13.

maj 2019

INDH

Der anmodes om information om årsagen til, at man

ikke har haft kendskab til sagen, som var fremlagt

María Inés Soto Soto, idet styrelsen udfører de

nødvendige tiltag (anmeldelse eller klage).

40 Nr. 7 af 22.

april 2019

Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen

Der anmodes om information om alle forhold

vedrørende registrering af spædbørn, herunder især

tilknytning til slægtninge i tidligere led, sager om

dobbelt registrering, sager om dobbelt identitet, sager

om personer, for hvem der ikke er registreret bopæl,

sager om registrering af dødfødte – med henblik på

godkendelse af begravelse – og om lister over fødende

kvinder, sager om registrering efter 60 dage og måden,

hvorpå denne registrering foregik, og endelig sager om

eventuelle slægtskabserklæringer.

39 Nr. 7 af 22.

april 2019

Sundhedsministeriet

Der anmodes om information om beskyttelsestiltag i

forhold til personoplysninger, som skal træffes af

klinikker og hospitaler, der af den ene eller anden grund

bliver lukket.

38 Nr. 7 af 22.

april 2019

Højesteret Det blev vedtaget at særindkalde Mario Carroza,

minister, til at medvirke ved mødet den 6. maj 2019 kl.

17.00-19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at bede

vedkommende om at uddybe den problematik, som

bliver udredt i henhold til

Undersøgelseskommissionens mandat, og som fremgår

af stenograferede sagsakter.

Nummer Møde Vedr. Reference

35 Nr. 5 af 8.

april 2019

Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen

Der anmodes om information om alle

baggrundsoplysninger, der er registrerede per

dags dato, og som skal indgives i

registreringsprocessen for alle børn, som bliver

født her i landet.

34 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Vicuña

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

33 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Coquimbo

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

32 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Ovalle

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

31 Nr. 5 af 8.

april 2019

Regional

justitsministersekretær i Biobío

Der anmodes om information om, hvad der skete

med de børn, som opholdt sig på Centro de

Observación y Diagnóstico, Sector Chillancito, i

Concepción.

30 Nr. 5 af 8.

april 2019

Regionshospitalet

i Talca

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat.

29 Nr. 5 af 8.

april 2019

Direktøren for

Regionshospitalet

i Concepción

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat.

28 Nr. 5 af 8.

april 2019

Direktøren for

Hospitalet i San

Borja

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe det emne, som udredes i henhold til

Undersøgelseskommissionens mandat.

27

Nr. 5 af 8.

april 2019

Udenrigsministeriet

Der anmodes om information om alle forhold

vedrørende personer, som er født i Chile, og som

er overdraget til adoption i udlandet, herunder

især i

Nummer Møde Vedr. Reference

lande som Belgien, Sverige, Holland og Italien.

Der anmodes om, at alle relevante sagsakter

fremsendes, bl.a. registrering af udrejse af landet,

eventuelle forældretilladelser og/eller

retstilladelser og andre. Der vedlægges kopi af

fødselsattest for Mans Wikstron Bjorklund og

fødselserklæring for den anførte person. Dette

dokument kan indhentes i Centro Sueco de

Adopción (det svenske adoptionscenter).

26 Nr. 5 af 8.

april 2019

Sundhedsministeren

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat. Der vedlægges stenograferede sagsakter.

Der henvises især til sag nr. 10 af 6. marts om

eventuelle baggrundsoplysninger, idet det bedes

oplyst, om der foreligger sagsakter om sletning af

baggrundsoplysninger, og om der er truffet

administrative foranstaltninger med henvisning

til eventuel ulovlig behandling af disse

baggrundsoplysninger.

25 Nr. 5 af 8.

april 2019

Sundhedsministeriet

Det blev vedtaget påny at fremsende anmodning i

forbindelse med sag nr. 10 af 6. marts, der

vedlægges som kopi, idet der ikke er modtaget

svar på, om de ønskede baggrundsoplysninger

eksisterer, om der foreligger sagsakter om

baggrundsoplysningernes sletning, og om der er

truffet administrative foranstaltninger med

henvisning til eventuel ulovlig behandling af

disse baggrundsoplysninger.

22 Nr. 4 af 1.

april 2019

Sundhedsministeriet

Der anmodes om svar på de spørgsmål, som er

stillet i vedhæftede dokument, hvilket skal ses i

sammenhæng med ønsket om at indhente viden

om baggrundsoplysninger, som kan bekræfte en

bestemt fødsel.

18 Nr. 3 af 18.

marts 2019

Nationalkongressens

bibliotek

Der anmodes om information om reglerne i lov

om beskyttelse af privatlivets fred (Ley sobre

protección de la vida privada), herunder især om

behandlingen af personoplysninger og andre data

med følsomt indhold, og om denne beskyttelse

omfatter fødselsjournaler og de mange andre

oplysninger, der fremgår heraf.

10 Nr. 1 af 4.

marts 2019

Sundhedsministeriet

Man anmoder om at få fremsendt kliniske

journaler og fødselsbøger for personer, som står

anført i vedhæftede lister, og eventuel

information om alle forhold vedrørende

manglende tilstedeværelse af

III – INDLÆG

Hernán Larraín Fernández, justits- og

menneskerettighedsminister, gentog sit ønske om at bidrage til

Undersøgelseskommissionens mandat til at udrede eventuelle uregelmæssigheder i

forbindelse med den adoptionsbehandling, som har fundet sted her i landet i de senere

årtier. Situationen er meget alvorlig, og det er meget vigtigt at få udredt forholdene.

Det var efter indlægsholderens opfattelse meget

overraskende, at landet i så lang tid har måttet leve med disse ureglementerede

adoptioner – for at sige det mildt. Det har påvirket mange mennesker, måden, hvorpå

adoptionsbehandlingen har foregået er bemærkelsesværdig, det har været et langt

tidsforløb, og det har haft betydning for et stort antal mennesker.

Ministeren erkendte, at han ikke haft kendskab til problemets

omfang. Han havde hørt om særlige tilfælde, idet der var en præst, som udførte en form

for uregelmæssige adoptioner eller samarbejdede med personer, som gjorde det. Men det

bekymrede ham grundlæggende at have fået en viden om, at det har foregået siden

50´erne og som minimum frem til starten af det nye årtusind – og at der er tale om i

tusindvis af tilfælde.

Ministeren oplyste, at han fik sin viden på et møde om

adoptionsloven, som blev afholdt sidste år. Det foregik i familie- og voksenudvalget, som

undersøgte emnet. En deputeret havde inviteret sammenslutningen Hijos y Madres del

Silencio (Tavse børn og mødre), som holdt et indlæg om emnet. Indtil dette tidspunkt

havde ministeren ingen viden om problemets omfang. Siden da havde han ønsket at

bidrage til problemets løsning.

Det blev tilføjet, at der var et nødvendigt behov for at yde støtte.

Der var et ønske om at undersøge, om det var muligt at få støtte, og man havde spurgt

ministeren Carroza, hvordan man kunne hjælpe ham.

Ministeren fortalte, at der blev gennemført nogle undersøgelser

i samarbejde med domstolenes administrative forvaltning, og herefter erklærede

ministeren, at der var behov for flere ressourcer for at kunne behandle oplysninger og få

tilført teknologisk udstyr. På denne baggrund blev der truffet foranstaltninger i regeringen

for at fremskaffe de nødvendige midler.

Ministeren anførte, at han skal beklage, at det ikke har været

muligt at tilføre disse midler, som han havde oplyst. Ministeriet har ikke den nødvendige

kapacitet. Budgettet er meget begrænset, og der er ingen fleksibilitet. Ministeriet har

31.000 medarbejdere, men reelt forholder det sig sådan, at 30.500 af disse stillinger ligger

uden for ministeriet. Ministeriet har lidt over 400 medarbejdere, og budgettet er meget

beskåret.

Nummer Møde Vedr. Reference

baggrundsoplysninger, herunder især

administrative tiltag, som er truffet i den

forbindelse.

Det er klart, at politiet har sine ressourcer, og at Børnestyrelsen

(Sename) har sine ressourcer, men der er tale om ressourcer, som er allokerede direkte

til funktionerne i disse tjenestegrene. Det er ikke ressourcer, som er til rådighed for

ministeriet.

Derfor har man været nødsaget til at afsøge andre områder,

hvilket ikke har givet det ønskede resultat.

Ministeren oplyste dette til ministeren Carroza, med hvem han

havde afholdt flere møder for at afklare sagen.

Ministeren anførte, at han på det tidspunkt tog kontakt til

præsidenten for Højesteret om situationen for at se, om domstolene eventuelt kunne

allokere midler.

Han har ikke mistet håbet om, at han på et tidspunkt kan få

hjælp. Han kan ikke love noget, for det kan være svært at vide med sikkerhed. Efter at

man havde lovet at undersøge emnet, var der nogle personer, som blev ret skuffede. Og

ministeren beklagede, at det er gået på denne måde, for i virkeligheden engagerede man

sig meget i problemet, og man vil sikkert foretage sig yderligere. Indtil nu har de ikke kunnet

gøre mere i forhold til allokering af midler til at øge undersøgelser og få hurtigere resultater,

men de opgiver ikke håbet om, at det kan ændre sig i fremtiden. Og der blev udtrykt et håb

om, at også domstolene kunne gøre fremskridt.

Hvad angår problematikken på dagens møde så ved man, at

behandlingen eller processen foregik på en meget kompleks måde. Desuden er udtrykket

ureglementerede adoptioner ikke altid den mest præcise, fordi det ikke beskriver

fænomenet i sin helhed.

Der var ureglementerede adoptioner på den måde, at man

forvanskede data og oplysninger, men det handlede om meget mere end det: Der var

uregelmæssige registreringer i Folkeregistret, og der var også ulovlige tilladelser til at

udrejse af landet. Det er forhold, som De allerede kender, og som gør processen endnu

mere kompliceret.

Det vides, at Højesteret har afgjort, at undersøgelsen ikke

længere skal fortsætte 100% hos ministeren Carroza. Det var indtrykket, at det ville være

bedre, at det hele blev samlet et enkelt sted, hvor man havde et godt kendskab til alle

processerne, men alle må jo respektere domstolenes uafhængighed. Og her besluttede

man sig for at agere på en anden måde. Han var sikker på, at den nye minister, som skal

tage sig af denne undersøgelse, nok skal gøre det godt. Bekymring skulle kun ses i

sammenhæng med ministeren Carroza og dennes erfaring og viden. Man ville arbejde

sammen med den nye minister og med ministeren Carroza for at sikre, at undersøgelsen

bliver så effektiv som muligt, set fra statens synspunkt.

Uanset hvad kommer det til at være en god støtte, ikke alene

for undersøgelsen, men for problematikken som helhed. De tjenestegrene, som er

involverede i arbejdet, har allerede været i kontakt med Undersøgelseskommissionen,

dvs. Børnestyrelsen (Sename), Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og

Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal). Det er de institutioner, som primært kan

bidrage til at kaste lys over og afklare de emner, som underkastes undersøgelse af

Undersøgelseskommissionen.

Han tilføjede, at institutionerne arbejder sammen med

Deputeretkammeret, hvor Undersøgelsesdomstolen har sit sæde, om et lovudkast, som

skal gennemføre en generel reform af adoptionssystemet, og det er håbet, at disse

ændringer vil forbedre procedurerne og føre til indførelse af nye standarder, samt at de

situationer, som er opstået tidligere, ikke vil opstå igen. Det var hans opfattelse, at der er

særlig bevågenhed om dette område, og både Børnestyrelsen (Sename) og de instanser,

som samarbejder med Børnestyrelsen, herunder især i forhold til adoptioner i udlandet, er

genstand for denne bevågenhed.

Lovudkastet har ikke særlig prioritet, som det også fremgår af

den gældende lov. Dog gælder det iflg. lovudkastet – som det er vedtaget i udvalget –

lægger op til, at indenlandske adoptioner har forrang frem for internationale adoptioner.

Det betyder, at hvis der er flere valgmuligheder, og den ene mulighed er indenlandsk, er

det bedre at placere adoptivbørnene i Chile, så de har mulighed for at udvikle sig i vores

hjemlige miljø. Kun hvis der ikke findes en adoptant til det pågældende adoptivbarn, kan

det være hensigtsmæssigt at skride til international adoption.

Der ligger en præference her, som formentlig er påvirket af den

bekymring, som er kommet til udtryk i tilknytning til de internationale adoptioner. Som det

blev forklaret for Undersøgelseskommissionen, er dette ikke rimeligt. International

adoption er således en virkelig god og effektiv løsning for større børn. Især for børn i

alderen 7-10 år er det mest svært at finde personer i Chile, som ønsker at adoptere. Til

gengæld er der interesse for denne alder i udlandet.

Derfor er det vigtigt, at man bestræber sig på at sikre, at man i

udlandet lever op til forpligtelserne i henhold til adoptionskonventionen og de garantier,

der kræves til opfyldelse heraf. Der skal eksistere forskellige filtreringssystemer, som

sikrer, at dårlig erfaring ikke bliver gentaget. Det forholder sig nemlig sådan, at mange af

problemerne netop har sammenhæng med den pression, som man har været udsat for fra

udlandet, og som førte til ureglementerede kanaler, der blev åbnet på de mest tilforladelige

steder her i landet: På hospitaler, på notarkontorer og i forskellige organisationer, der

forhåbentlig nu bliver undersøgt af domstolene, og som De får kendskab til via Deres

arbejde.

Når vi kigger ud mod fremtiden og mod den nye lov, som

grundlæggende skal reformere adoptionssystemet i Chile, vil vi står med nogle

mekanismer, som betyder, at vi kan undgå disse situationer fremover.

Resocialiseringsafdelingen har ønsket at fremhæve, at man

reelt udøver teknisk kontrol med de tekniske bestemmelser og vejledninger, som styrer de

forskellige underprogrammer i adoptionsprogrammet, og at man hermed kan sikre en

beskyttelse i forhold til lovgivning og indgreb på området.

Når dette var sagt, måtte det konstateres, at

samarbejdsformen ud over ovennævnte ikke er særlig målrettet. Det bidrager til at skabe

bekymring. Derfor har ministeriet afholdt et møde med præsidenten, ledsaget af Carvajal,

som er deputeret, hvorpå man fremlagte de bekymringspunkter, som udvalget giver udtryk

for. Man har arbejdet for at finde en supplerende formel, som kan bidrage til at sikre, at

disse hændelser ikke gentager sig i fremtiden, men som især kan støtte børnene, når de

søger deres forældre, og omvendt.

Ministeren var således ledsaget af en direktør og specialist i Retsmedicinsk afdeling, som

skal kaste lys over et projekt, han har udviklet, en såkaldt genetisk bank i Retsmedicinsk

afdeling.

Vedkommende erklærede, at han har udført en teknisk og

juridisk undersøgelse af de ressourcer, der er til rådighed, for at konstatere, om det er

muligt at oprette en genetisk bank. Denne bank vil være et supplement til allerede

eksisterende genetiske banker, f.eks. ADN CODIS, som indeholder data på personer, som

har begået lovovertrædelser, og hvor der netop er behov for at foretage en genetisk

identifikation af fremtidige fund. Der findes også andre registre, men her vil man så

etablere et nyt register, som gør det muligt at fastslå blodslægtskab i de tilfælde, hvor det

er vurderingen, at der kan være tale om uregelmæssigheder i adoptions- og

registreringsbehandlingen i sager, som endnu ikke har gennemgået en juridisk proces.

Når der først har været gennemført en sådan juridisk proces, har domstolene mulighed for

at foretage en autoriseret undersøgelse. Man bestræber på et finde en formel, som ikke

kræver en juridisk proces, men udelukkende er baseret på begge parters frivillige tilgang.

Projektet består grundlæggende i at etablere en bank med

genetiske profiler, hvor børn kan deltage og aflevere deres genetiske profil og hermed få

adgang til viden om deres forældre, ligesom forældre kan få adgang til viden om deres

børn. Ordningen vil være baseret på et frivilligt grundlag. Det er tanken at placere dette

register i Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal) på en måde, hvor der ikke er

behov for retslig tilladelse. Det eneste, som kræves, er parternes frivillige tilkendelse af, at

de ønsker at få konstateret, om der er et match i registret, så de hermed få identificeret en

eventuel familiemæssig tilknytning.

Hermed undgås de begrænsninger og hindringer, som

kendetegner en juridisk proces, som eksempelvis ADN CODIS er reguleret efter i dag.

Hvordan skal det fungere? Personer, som ønsker at søge

baggrundsoplysninger af denne type, skal efter samtykke og på frivilligt grundlag afgive

deres genetiske profil til den pågældende genetiske bank, hvor der efterfølgende vil ske

en sammenholdelse af profiler.

Det er naturligvis et problem, at der skal indhentes oplysninger

på begge sider, både hos børn og forældre. Hvis kun den ene part findes i registret, kan

man jo ikke foretage en sammenholdelse.

Når en persons identitet er konstateret, indleveres

vedkommendes genetiske data til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og når det er

konstateret, at den pågældendes genetiske data faktisk tilhører den pågældende person,

og når der desuden er udført et interview, kan donorens profil oprettes. Herfra kan

relevante oplysninger overføres til den genetiske bank.

Det skal tilføjes, at brugen er underlagt streng fortrolighed og

regler om forbehold. Resultatet vil blive meddelt personligt, når der er konstateret et match

mellem forældre og børn.

Der ligger en begrænsning i, at begge parter skal være

registrerede, som henholdsvis forældre og børn, selv om de ikke på forhånd ved, om der

faktisk er tale om slægtskab, og en anden begrænsning er, at der er en mulighed for, at

kun den ene forælder – mor eller far – er registreret, og at det således kun er denne ene

person, som bliver sammenholdt med en søn eller datter.

Det er ikke muligt at fastslå en fuldstændig overensstemmelse,

hvis ikke begge forældre er registrerede. Men af tekniske årsager gælder det, at hvis der

foreligger indicier for, at en forælder i sin genetiske profil har et vist sammenfald med en

søn eller datter, som han eller hun søger efter, er det muligt at fortsætte søgningen. Når

man således går videre og sammenholder alle de forhold, som det er muligt at undersøge,

kan man nå til en situation, hvor det definitivt kan fastslås, at der er et slægtskab mellem

forældre og barn – og hermed opfylde den del, som også er en del af formålet: familiens

genforening.

Det handler ikke alene om at undersøge ansvaret for de

sanktioner, som skal placeres. Det er også vigtigt at støtte det helt centrale formål med at

hjælpe de personer, som er ofre for denne situation – nemlig at gøre det nemmere for dem

at blive genforenet med deres familiemedlemmer.

Staten har i denne forbindelse et stort ansvar. Staten har som

udgangspunkt udvist forsømmelighed ved ikke at gøre opmærksom på situationen og ved

ikke at undgå, at disse situationer er opstået. Derfor skal staten gøre en indsats ved at yde

støtte gennem statens tjenestegrene, hvilket vil bidrage til at afklare forholdene så godt,

som det er muligt.

Det var indlægsholderens opfattelse, at den genetiske bank

kan bidrage virkelig meget til opfyldelsen af dette formål. Det er et beskedent bidrag til

problemets omfattende dimension. Dette bidrag har vist, at der findes en forpligtelse, at

der findes en bekymring, og at banken er det rådighed – uanset hvor lille bidraget kan

være set i forhold til problemets enorme omfang.

Vi har kapacitet til at gennemføre projektet med vores egne

midler og med den software, som allerede er til rådighed i Retsmedicinsk afdeling, og det

er muligt at foretage gennemgang af de tilgængelige databaser, uden at der først foreligger

en retslig godkendelse.

Systemet kan indføres overalt i det chilenske territorium. Alle

kontorer under Retsmedicinsk afdeling kan benyttes – 41 i hele Chile – så de enkelte

personer her kan få udtaget prøver.

Prøverne kan også udtages i udlandet, uden at den

pågældende person, som bor i udlandet, skal rejse til Chile. Hvordan sker det? Det er

muligt takket være et kit, som kan fremsendes til Retsmedicinsk afdeling, som vil have en

tekniker til rådighed, der arbejder under tilsyn af vores konsulat i det pågældende land, og

som på dette grundlag kan udtage de nødvendige prøver og fremsende dem med

diplomatisk post til Chile, via Udenrigsministeriet, med henblik på sammenholdelse.

Hermed kan registret udvides, og mulighederne for at finde sine forældre bliver større.

Der er udformet et program, som har til formål fremadrettet at

støtte projektet gennem dets forskellige faser. Det er tanken at fuldføre programmet i år,

således at den genetiske bank kan sættes i værk i 2020.

Jeg tror, at det er muligt at nå målet, og personerne fra

Retsmedicinsk afdeling kan bidrage med mere detaljerede oplysninger og en beskrivelse

af den måde, hvorpå det her præsenterede projekt kan sættes i værk, således at den

genetiske bank kan blive til virkelighed til næste år. Banken vil således bidrage til at opfylde

de formål, som alle ønsker sig for en genforening af familierne.

Det igangværende projekt i Retsmedicinsk afdeling samordnes

af Marisol Intriaga Leiva, der står til højre, og Danae Fuentes, der står til venstre, og som

arbejder i justits- og menneskerettighedsministeriet. Marisol Intriago arbejder i

Retsmedicinsk afdeling, og Danae Fuentes arbejder i Justits- og

menneskerettighedsministeriet. Hun er leder af Afdelingen for unges resocialisering.

******************

Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen (Servicio de Registro Civil e Identificación), startede sit indlæg med

at beskrive de teknologiske systemer i folkeregistersystemet, fordi det kan være med til at

forklare forskellige forhold.

Nationaldirektøren omtalte, at Folkeregistret blev etableret i

1885, og at der har været fysisk registrering frem til dags dato. Imidlertid igangsatte man

en dedikeret digitaliseringsindsats i 1981. Der blev oprettet særlige indførsler, således at

dataene kunne overføres til databasen.

Med virkning fra 1981 begyndte man at oprette indførsler, som

tog højde for, at de skulle overføres til databasen, og i 1982 gik man så i gang med

konkrete at overføre dataene hertil. Dette er meget vigtigt, for det betyder, at dataene fra

1982 og fremadrettet er sammenhængende og af høj kvalitet.

Nationaldirektøren tilføjede, at man i 1990 indledte en såkaldte

massiv digitalisering, hvis formål var at forsøge også at digitalisere indførsler fra før 1982.

I det tekniske miljø benævntes denne teknik “tømning”, dvs. en løsning, hvor man udtrak

dataene, digitaliserede dataene tilhørende specifikke indførsler og herefter overførte dem

til en database med det formål at sammenknytte dem og få kendskab til hver enkelt

persons historie.

I 1990 begyndte man med tilbagevirkende kraft – med den

såkaldte massive digitalisering – at digitalisere fødsler tilbage til omkring 1940, indgåelse

af ægteskaber tilbage til 1950 og dødsfald tilbage til 1960. Alle disse data er nu overført til

databasen. Men opmærksomheden skal dog henledes på, at oplysningerne fra 1982 er

blevet mere sammenhængende.

I 2000 overgik man til et nyt system med online-registrering af

fødsler, vielser og dødsfald, og det indebar, at dataene fra da af blev overført til

computeren med det samme. Dette er meget vigtigt, fordi man således fra 2000 og

fremdeles har haft adgang til bekræftede oplysninger. Nu var der ikke længere fejl i for- og

efternavne. Det forekom heller ikke længere, at en medarbejder tastede forkert og skrev

dårligt, fordi databasen så ville advare om eventuelle fejl.

De oplysninger, der foreligger for perioden 2000-2019, indeholder grundlæggende ingen

fejl.

Hvad angår perioden fra 1940 og tilbage i tiden, er der en

detalje, som kan være vigtig at fortælle Undersøgelseskommissionen. Folkeregistret blev

lagt sammen med Identifikationsstyrelsen i 1940. Før dette årstal skulle alle personer

indhente en identitetsblanket hos Efterforskningspolitiet, og det var ikke krav om, at man

skulle medbringe sin fødselsattest. Derfor levede Patricio Aylwin som Patricio Aylwin, han

giftede sig som Patricio Aylwin, han fik børn som Patricio Aylwin, og han døde som Patricio

Aylwin – men i hans fødselsregistrering stod der, at han hed José Patricio. Det vil sige, at

det ikke fremgik af databasens data, at han var født og var afgået ved døden.

Det samme skete for den tidligere præsident Salvador Allende

Gossens, som i sin fødselsregistrering havde navnet Salvador Guillermo.

Mange har stillet det spørgsmål, hvordan det kunne ske. Det

skyldes, at der er tale om forskellige fornavne, og for at databasen skal kunne

sammenknytte navnene, skal der være fuldstændigt sammenfald.

Det er meget vigtigt, at De får disse oplysninger at vide,

eftersom der har været tvivl om sammenfaldet af de data, som findes i Folkeregistret.

Derfor blev emnet opdelt i de to dele, og for at De kan forstå

det fuldstændigt, er det nødvendigt at nævne sammenhængen med valgsystemet, som

De har hørt om mange gange.

Få dette ark ses en digitaliseret attest. Her ses indførslerne i

vores elektroniske system. I afsnittet foroven ses fornavne, fødselsdatoer og forældrenes

fornavne. Afsnittet forneden har været meget vigtigt, set ud fra en statistisk synsvinkel. Der

er i virkeligheden tale om et spørgeskema til registrering af afgørende statistiske

oplysninger.

For 35 år siden vedtog man en konvention om afgørende

statistiske oplysninger. Tidligere var der medarbejdere i INE (Chiles statistiske kontor),

som gennemgik oplysninger om f.eks. mødre, svangerskabsuger, morens beskæftigelse

og morens bopæl. Hermed kunne man sammenknytte data på en måde, at landet havde

mulighed for at bekæmpe dødelighed hos børn og mødre, ligesom man fik klarhed over,

hvad de enkelte personer døde af.

I dag overføres disse oplysninger automatisk til INE og til

Sundhedsministeriet, og sidstnævnte kan straks foretage en sammenknytning af dødsfald

og fosterdødsfald, som forekommer på et bestemt sted, og som kræver øjeblikkelige

foranstaltninger.

Det nævntes af indlægsholderen, at folk har spurgt meget ind

til fødselserklæringen (comprobante de parto). Før 1982 blev fødselserklæringen udført af

en læge eller jordemoder, dvs. to faglige personer. Fødselserklæringen blev udfærdiget in

duplo, idet den ene kopi gik til den pågældende person, som man har set i

undersøgelserne, mens den anden kopi blev tilført Folkeregistret, som foretog registrering

af fødselserklæringen med oplysninger om lægen, moren, barnets køn, fødselsdatoen,

tidspunktet og bopælen.

Det var de oplysninger, der fandtes.

I dag er det anderledes. Fødselserklæringen er vedlagt selve

fødselsregistreringen. Hvis De ser på registreringsformularen, vil De bemærke, at den er

udført som udskrift. I dag foregår alt som udskrifter. I 1982 blev fødselsregistreringen

udført i hånden og senere overført til computer.

Dette ark viser, hvordan dokumentet ser ud i dag. Der er

mange flere data i dag: Køn, vægt og højde for spædbarnet, fødselsform, dvs.

enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel, fødselssted, og om det foregik på en

institution eller i et privat hjem eller andet sted. Der er også oplyst, om moderen fik

assistance af fagfolk osv. Oplysningerne er ganske udtømmende, og de findes alle i vores

database.

Indlægsholderen ville gerne tale om de tvivlstilfælde, som

opstod, og som han havde bemærket i de stenografiske udskrifter.

Det skal nævnes, at Marisol Rodríguez som repræsentant for

organisationen Hijos y Madres del Silencio deltog i møde 1 den 4. marts 2019 og her

oplyste, at organisationen havde problemer med søgningerne. Problemerne viser sig at

skyldes, at man generelt har bedt om fødselserklæringerne. Og disse fødselserklæringer

og andre oplysninger, som ikke indgår i selve registreringerne, opbevares separat.

Fødselserklæringerne var de dokumentbilag, som udgjorde grundlaget for enhver

registrering, og de blev opbevaret i en anden arkivinstans end der, hvor fødselsattesterne

blev opbevaret. Her taler vi om perioden før 1982. Fra 1982 og fremad indgår

fødselserklæringerne i selve attesten. Før udgjorde de et separat dokument. Det oplyses,

at man faktisk råder over de fleste af disse fødselserklæringer, og at de ikke mangler. Der

er ikke mange oplysninger, som mangler i disse data. Problemet er dog, at de findes i

andre arkivmapper, arkivskabe og computere. De befinder sig trygt og sikkert her, fordi

man har investeret mange midler i at passe på disse dokumenter. Dog skal det tilføjes, at

alle søgninger er manuelle. De er systematiserede efter Folkeregistrets enkelte distrikter,

ikke efter hospitaler. Alle personer kan få adgang til deres fødselserklæring, men

søgningen er altid manuel. Derfor er det ikke så nemt at få fat i oplysningerne. Hvis en

person beder om en bestemt fødselserklæring, kan det ske hurtigt, men hvis

vedkommende ønsker alle fødselserklæringer fra et bestemt hospital, på en bestemt dato

eller i en bestemt række måneder, er de arkiverede i dokumenter, som fortsat vil være

intakte og valide. Der er blevet passet godt på dem, og de er aldrig bliver udleveret til

brugerne.

Disse dokumenter har aldrig haft stor betydning, fordi det har

været fødselsregistreringerne, der har været vigtige Dokumenterne findes dog, og der

burde laves en digitaliseringsplan for dem, så der blev adgang til dem. Der er dog ikke

sket nogen digitalisering, fordi Folkeregistret har fokuseret på sin indsats på

fødselsregistreringerne. Problemet er således, at der skal ske en manuel søgning i de

dokumenter, som udgør grundlaget for fødselsregistreringerne.

Marisol talte om de problemer, der opstår, når der ansøges om

at få adgang til sager. Her henvises til adoptionssagerne. Det forholder sig sådan, at

Folkeregistret opbevarer adoptionssagerne og grundlæggende har dem alle sammen

liggende. De opbevares i en boks omgærdet af største sikkerhed, nærmest som en

bankboks. Her opbevares alle adoptionssager, som hører til kategorien fuld adoption. Det

er dog sådan, at tidligere sagsakter/baggrundsoplysninger er blevet destrueret.

Der er sager tilbage fra 1965, godt organiserede og i god stand. Det er ikke så nemt at få

adgang til disse sager, for, som De ved, krævede loven, at indholdet i fulde adoptioner var

fortroligt. Loven anførte også, at offentlige ansatte kunne strafforfølges. Det var kun meget

få personer, der havde adgang til sagerne – kun to eller tre – og de civile funktionærer blev

instruerede i, at oplysningerne var yderst fortroligt. Man begik en lovovertrædelse, hvis

man udleverede oplysninger. Chilensk lov nr. 18.703 angav, at fremlæggelse eller

udlevering af en kopi krævede en domstolsafgørelse. Indlægsholderen anførte, at hun

havde arbejdet mange år på området, ligesom hun tog kopier og gav tilladelser til, at

bestemte personer kunne få sagerne til gennemsyn. Men der var tvivl om

fremgangsmåden: Hvordan arbejdede man, hvordan man fremlagde materialet osv.

Det kan tilføjes, at den nuværende lov, nr. 19.620, lagde

grundlagde for en mekanisme eller et system, således at personer, som er i tvivl om deres

slægtskabshistorik, kan rette forespørgsel til Folkeregistret. Der blev nu fremsendt breve

med spørgsmål om, hvorvidt personernes adoptionsmæssige tilknytning var den samme

som den oprindelige tilknytning, og her var svaret benægtende. De fleste af svarene på

disse forespørgsler var negative, så mange af dem, der troede, at de var adopterede, viste

sig ikke at være det – og de fik nogle rimelige forklaringer på det. Hvis en person til

gengæld viste sig at være adopteret, svarede Folkeregistret ham eller hende, at

vedkommende havde en adoptionsmæssig baggrund, hvorefter Folkeregistret udleverede

oplysninger om dommen og domstolen, hvor personen kunne henvende sig for at få en

kopi. Personen fik herefter sine oplysninger ved at gennemlæse sagsakterne. Sådan

foregik det i Børnestyrelsen (Sename), som havde startet programmet Søgning efter

biologisk herkomst (Búsqueda de Orígenes).

Der peges på, at der ud fra de anmodninger, som blev indgivet,

blot var en lille procentdel, som var adopterede efter bestemmelserne om fuld adoption.

En anden problematik, som påkaldte sig opmærksomhed, var

iflg. Marisol Rodríguez fælles slægtskab hos flere børn, og den måde, man kunne

sammenknytte dem på.

Der sker registrering af fødsler, vielser og dødsfald, men der er

ingen registrering af fælles slægtskab, eftersom det ikke hjemles i loven. Vores database

indeholder dog oplysninger om fælles slægtskab, sådan som det er sket gennem RUNsystemet (personligt id-system).

Her er vist et eksempel med Claudia, som ledsagede. Her er

hendes tilladelse.

Her ses navnet, Claudia Araya, og når der søges på “børn”,

bliver der vist to børn.

Eftersom hun er ret ung, og hendes børn er født efter 1982, er

oplysningerne meget entydige: Hun har to børn, de har fælles slægtskab, og hun har ikke

flere børn.

Hvis hendes børn var blevet født før 1982, kunne det indikere

en bestemt ting: Det kunne være mindre information, fordi det måske ikke var anført, at

der var fælles slægtskab. I gamle sagsakter kunne det være sådan, at moren kun stod

anført med et enkelt navn i stedet for to, og det ville måske ikke være anført, at der var et

fælles slægtskab mellem børnene.

Hun hedder Claudia Alejandra, men i en indførsel stod der

Claudia Araya Fredes på det måde, at der er tale om Claudia Alejandra, og der var ikke

nogen tilknyttet person.

Oplysningerne om fælles slægtskab, som i dag fremgår af

computeren, skal udelukkende opfattes som reference. De er ikke attesterede som sådan.

Men når en domstol beder om oplysninger, er man nødt til at søge på disse to indførsler

for at se, om navnet Claudia Alejandra Araya Fredes findes her.

Og hvis der f.eks. er en søn, som hedder Pozo Fredes, er man nødt til at søge på alle,

som hedder Pozo Fredes. Det er meget sandsynligt, at der bliver fundet en anden Pozo

Fredes, der er søn af hende, hvorimod der ikke står noget fælles slægtskab, fordi der

udelukkende er tale om en referencemæssig oplysning. Derfor oplyser mange, at deres

mor stod opført med 14 børn, mens hun i virkeligheden havde ti.

I tilfældet med hende og hendes bror stod kun hendes bror

anført med fælles slægtskab. Der skulle ske en tilknytning, og der skulle foretages en

handling for at konstatere, hvorfor broren ikke havde en tilknytning.

Hvis der er tale om tiden før 1982, skal processen ske manuelt:

Man skal kontakte en medarbejder, gennemgå databasen og lave en søgning. Det er ikke

noget, som sker automatisk. Men med alle oplysninger efter 1982 er det muligt at gøre det

automatisk. Desuden er det sådan, at man fra 2000 og fremdeles med højst sandsynlighed

vil kunne få udskrevet disse attester. Men som sagt, før 1982 er der ikke nogen

sammenknytning af indførsler, fordi de blev udført manuelt uden nogen form for

verifikation.

Når man ønsker at knytte en person til en far eller mor, er man

afhængig af de indførsler, der findes, og man er nødt til at gennemgå dem. Denne

tilknytning fremgår dog ikke af selve attesten. Når man beder om de pågældende attester,

skal der allerede foreligge en oplysning om tilknytning til personens rigtige mor og far.

Computeren gør det, at den oplyser en reference, som kan udgøre grundlaget for en videre

undersøgelse.

Marisol Rodríguez anførte, at der var indførsler uden

rekvirenter og uden underskrift.

Folkeregistrets procedurer er meget gamle og baseret på

principperne i det chilenske ejendomsregister (Conservador de Bienes Raíces), og det er

således afgørende, at rekvirenten har sat sin underskrift. Jeg kan dog ikke sige, at der ikke

kan være attester, som rekvirenten ikke har underskrevet. Der er nogle forskelle, som der

skal tages højde for. Indførslerne udføres in duplo. Nogle gange er en indførsel gået tabt,

hvorfor der er foretaget en genoprettelse. Denne genoprettelse har logisk set ikke haft en

underskrift, fordi der har været tale om en genoprettelse. Marisol Rodríguez gjorde

opmærksom på dette forhold, så der kunne være tilfælde, hvor rekvirenten ikke satte sin

underskrift. Der kunne også være tilfælde baseret på gamle procedurer, som betød, at der

skulle ske en bekræftelse: Hvis der ikke var en underskrift, skulle det bekræftes, at

rekvirenten havde været til stede, men i forbindelse med de fleste indførsler og

fødselsregistreringer er der faktisk en rekvirent til stede, fordi det er den vigtig detalje. Og

desuden har det været sådan, at rekvirenten har skulle godtgøre sin identitet med sit idkort.

Også den manglende adgang til registrene blev omtalt. På hver

eneste kontor i distriktet findes en kopi af indførslen, ligesom hovedarkivet, placeret i Calle

en Catedral 1772, råder over samtlige fødsels-, vielses- og dødsattester for alle chilenere

fra 1885 og frem til i dag.

Hvad skete der egentlig? I 1940 var der en brand, som

ødelagde registrene fra 1900 til 1940, men der lå dog stadig en kopi på lokalregistret. Men

naturligvis var der også nogle lokalregistre, hvor der indtraf ulykker. Et eksempel herpå er

lokalregistret i Viña del Mar, hvor der forekom en oversvømmelse i Marga. Og så var der

branden.

Derfor er mange oplysninger blevet ødelagt, og som det er

tilfældet med ejendomsregistret, er det i de tilfælde umuligt at udlevere registreringerne til

enkeltpersoner, så de kan gennemgå dem. Der var en kvinde, som på et tidspunkt fortvivlet

søgte efter sit barn, og jeg sagde til hende: Hvis det er muligt, skal det være her. Så

personen kiggede i registrene. Men der er ikke en enkelt metode, som på

Nationalbiblioteket, hvor man kan gennemgå registrene, så en person kan gennemse alt,

side for side.

Når der er nogen, der vil anmode om noget på dette område,

kan det ske skriftligt, og man kan få indholdet at se. Tidligere var der naturligvis bedre

adgang, men registrere blev efterhånden dårligere, og der blev passet mindre godt på

dem. Derfor er der ikke så udbredt adgang længere for personer til at få lov til at gennemse

indførslerne. Til gengæld har Nationalbiblioteket indført digitalisering, selv om dette

bibliotek heller ikke giver adgang til de gamle registre.

Der henvistes til et tilfælde med et barn, som var blevet fjernet,

og som var indskrevet tre gange. Situationen med dobbelt og tredobbelt indførsel ville

indlægsholderen gerne komme lidt nærmere ind på, og det kommer senere i indlægget.

Men som det også fremgår af akterne, kunne man registrere et barn med tilstedeværelse

af et vidne – med vilkårligt navn, fødselssted og fødselsdato. Når man først havde

konstateret, at det var de samme, var det nemt nok.

Det nævnes, at der foretages kontrol af dobbelt

fødselsregistrering. Det kan gøres, og det bliver gjort. F.eks. når en mor registrerede et

barn, hvis far ikke havde anerkendt det, og når moren så på et senere tidspunkt giftede

sig, og der skulle ske legitimering eller anerkendelse. Men her skete det dog i form af en

registrering med vidner tilstede. Som det kan konstateres, var det den samme mor, den

samme periode og den samme fødselsdato. Det vil altså sige, at det hele var det samme,

men hvis man ønskede at begå svindel, og der blev afgivet et andet navn, en anden mor

eller en anden fødselsdato, kunne det ske ved at foretage registreringen et andet sted end

der, hvor barnet var blevet født, og med de manuelle systemer, som var gældende

dengang. Det kunne man ikke vide.

På møde nr. 2, som blev afholdt den 11. marts 2019, deltog

desuden Karen Alfaro, historiker, som anførte, at hun havde konstateret 585

underindførsler af mindreårige, som var udrejst til udlandet, og at man ikke regulerede

disser udrejser til udlandet. Men faktisk var udrejse af mindreårige til udlandet faktisk

meget reguleret.

Udrejse af mindreårige til udlandet havde hjemmel i chilensk

lov nr. 18.703. Indlægsholderen mente, det var en særlig paragraf. Hun tilføjede, at

Børnestyrelsen (Sename) gennemgik det og talte med hende, og derfor ville hun ikke gå

yderligere ind i det her. Men det er et faktum, at domstolen fremsendte sin godkendelse til

Folkeregisterstyrelsen i forbindelse med udrejse af mindreårige til udlandet, og derfor

skulle Folkeregisterstyrelsen føre et register over det. Dette register findes faktisk også.

Sandheden er, at der er tale om en liste, ikke et fysisk register. Det er en liste, hvorpå man

nøjagtigt har registreret alle de børn, som er udrejst af landet, og de domstole, som har

godkendt disse udrejser.

Karen Alfaro anførte, at når børnene udrejste af Chile med

henblik på adoption i udlandet, skulle konsulen bagefter foretage et tilsyn, og når det var

konstateret, at formålet var overholdt, blev der lavet en underindførsel. Historikeren fandt

frem til denne underindførsel, og det er et faktum, at der kun var tale om ganske få

underindførsler, som blev påført, efter at børnene var blevet adopteret i udlandet.

Det betyder dog ikke, at de ikke er blevet adopteret i udlandet.

Indlægsholderen forklarede, at hvis der var en indførsel med

formuleringen: adoption i udlandet, så betyder det, at hele processen var afsluttet. Barnet

udrejste med henblik på adoption i udlandet, det blev registreret i et register, og

efterfølgende fremsendte konsulen domstolens dom om, at barnet var blevet adopteret.

På næste ark ses antallet af børn, som udrejste af Chile med

henblik på adoption i udlandet. Fra 1988 og i årene fremover er det ca. 3.500 børn, som

udrejste med henblik på adoption i udlandet. Der er et system i dette, i oplysningerne og i

de dokumenter, der lå bag.

På møde nr. 3 deltog Sandra Castillo, og de deputerede

Leonardo Soto og Luis Rocafull henledte opmærksomheden på systemet med RUNnumre (nationalt id-system). Det er måske en fejl at tilknytte RUN-nummeret til alderen,

selv om der i de fleste tilfælde er et sammenfald her. Der er dog ikke et fast sammenfald.

Indtil 5. februar 1981 fandtes der et system med bøger, som

fandtes tilsvarende (in duplo) lokalregistrene. Når man skulle have et RUN-nummer, tog

man til lokalregistret. Dengang, op til 1981, var det sådan, at når man skulle have et

identitetskort, skulle man først have et RUN-nummer. Men indførslen havde ikke et RUNnummer i sig selv.

Men med virkning fra 1982 begyndte man med indførslen af

det nye teknologiske system at bruge RUN i forbindelse med registreringen. Før 1982

skulle man først have et identitetskort, og derefter fik man et RUN-nummer. Dengang var

det generelt sådan, at man fik et identitetskort, når man fyldte 18 år, og når man tog

egnethedsprøve til at starte i uddannelse (i dag PSU), men hvis man rejste ud af landet

som 5-årig, fik man tildelt et RUN-nummer. Det kunne virke, som om man var ældre, men

RUN-nummeret har ikke nogen relation til alderen.

Bøgerne blev afskaffet i 1981, og man begyndte at sende RUNlister til lokalarkiverne. Fra 1981 og frem til 1999 fik personer tildelt RUN-nummer på basis

af listen, udarbejdet af computeren. Herefter skete der det, at de lokalregistre, der betjente

flest mennesker, begyndte at bruge RUN-numre. Men samtidig var det også sådan, at den

samme liste aldrig kom i gang visse steder, eksempelvis i Ahué. Men hvis en person skulle

have et RUN-nummer, kunne han få et utidssvarende nummer og konstatere: Her får jeg

et nummer med otte millioner, mens de andre får tildelt et nummer med 11 millioner – og

alderen er den samme. Der er derfor ikke en fast sammenhæng mellem RUN-nummer og

alder.

Hvordan foregår det så i dag? Systemet har siden 2000 hentet

RUN-numrene i en stor, central nummerbank. I dag går et RUN-nummer måske først til

Arica. Herefter er der en fødsel i Talca, og det følgende nummer bliver udtaget af

nummerbanken. Det betyder, at systemet ikke kan identificeres efter lokalarkiv, men at

RUN-numrene derimod bliver udtaget kontinuerligt af nummerbanken. Der er dog nogle

tidligere oplysninger, vi skal huske. Det kan således nævnes, at RUN-numrene fra 14

millioner blev brugt til udlændinge en overgang, og til straffede personer, som endnu ikke

havde fået et identitetskort. Området fra 14 millioner bliver stadig brugt, men udlændinge

tildeles i dag RUN-nummer fra den centrale nummerbank.

Sandra Castillo henviste igen til problemerne, der opstod, når

man ville anmode om at få udleveret adoptionssager.

På møde 5, afholdt den 8. april, henviste Constanza del Río til

forskellige problematikker. For det første bad hun Undersøgelseskommissionen om at

erindre, at registrering med vidner bør fjernes som mulighed.

Loven anerkender tre registreringsmetoder i forbindelse med

fødsel: fødselserklæring, vidneerklæring og domstolsafgørelse. Det er tre metoder,

hvorefter børns fødsel kan registreres.

Man er indtil videre fortsat med at anvende vidneerklæringer

som metode, eftersom registrering ved hjælp af fødselserklæring er forbeholdt de tilfælde,

hvor moren er blevet tilset af en læge eller jordemoder. Der er således fødsler, som finder

sted uden hverken læge eller jordemoder, og der er stadig behov for vidneerklæringen

som metode.

Opmærksomheden henledes på, at den generelle eller

universelle fødselsregistrering har været en af de største indsatser og en af de største

succeser i vores land. Det har afspejlet sig i den førte politik og har grundlæggende

afspejlet sig i børnesundheden. Chile er et af de få lande, som har indført universel

fødselsregistrering. Det betyder, at alle børn bliver indført og registreret. Her i regionen er

det kun Uruguay, Costa Rica og Chile, som har en sådan ordning. Generelt kan det siges,

at det er et stort problem, hvis børnene ikke bliver registreret – et barn, som ikke er

registreret, eksisterer således grundlæggende ikke.

I FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling, punkt 16, anføres

det som et mål at udvikle en velfungerende folkeregistrering, og at alle børn i 2030 skal

være registrerede.

Derfor ønsker Folkeregister- og identifikationsstyrelsen at

modarbejde enhver foranstaltning, som udgør at hindring før børns registrering.

Antallet af vidneregistreringer er faldet meget. Selv om denne

registreringsmetode i 1970´erne og 1980´erne var meget vigtig, forekommer der kun få i

dag. Der har eksempelvis i indeværende år været 43 vidneregistreringer, mens det sidste

år drejede sig om 134 ud af 360.000 fødsler. Der er dermed tale om et helt ubetydeligt

antal. Vi er dog nu i gang med at indføre nye metoder.

Der har således være eksempler på børn, som er blevet født

hjemme eller i en taxa – f.eks. på vej til fødslen og med assistance fra politibetjente. De

skal dog alligevel ind på en klinik eller et hospital, så der kan blive udfærdiget en

fødselserklæring. Der er nogle læger og jordemødre, som er imod dette, men det er ikke

flertallet. Når de har konstateret, at moden synes at have født et barn, vil de afsluttende

udfærdige en fødselserklæring, selv om de ikke selv har medvirket ved fødslen. Det gør

de, fordi de har konstateret det og føler sig overbeviste om, på et medicinsk grundlag, at

barnet faktisk er født, men der er som sagt læger og jordemødre, som ikke ønsket at gøre

det.

Der har desuden på det seneste været en tendens til flere

hjemmefødsler og badekarsfødsler, og der skal også tænkes på personer, som bor på

fjerne adresser. Når sådanne børn skal registreres, er der brug for vidner. De

sundhedsfaglige kontrolinstanser spørger i sådanne tilfælde, om moren har fået

assistance til fødslen, ligesom der bliver foretaget en undersøgelse.

Heldigvis er der ikke på det seneste konstateret tilfælde, hvor

registrering med vidner og bedrageri er set i forbindelse med uregelmæssige adoptioner.

Efterforskningspolitiet (PDI) vurderer, om der er tale om børn, som er født i udlandet, og

som herefter indrejser i Chile, og hvor det er oplyst, at børnene er født i Chile. Der er her

tale om bedrageri, men tallet er meget lavt.

Indlægsholderen gentog, at hvis vi fjerner registrering med

vidner, kan det medføre, at fødselsregistreringssystemet bliver hæmmet, og det ville efter

hendes mening være meget alvorligt.

Hun opfordrende desuden til at anvende den såkaldte

børneattest (certificado de hijos). Børneattesten er en manuel attest, som alt efter

tidspunktet har været en virkelig dyr løsning for myndighederne. Det var ikke noget

problem at gøre det i visse tidsperioder, som det skete mellem 1982 og 2000 og også

efterfølgende. Det var meget præcist, men længere tilbage har man muligvis attesteret

forhold, som ikke var korrekt oplyste.

Generelt kommer attesterne eller udskrifterne fra et register og

udskrives med hjemmel i loven. Her findes ikke børneattester, men fødselsattester

(certificados de nacimiento), og her fremgår børnenes navne også. Derfor skal man have

in mente, at der kan have været juridiske tvivlstilfælde.

Constanza del Río tilføjede, at hun havde bemærket, at det er

meget svært for udlændinge at indhente en kopi af deres fødselsattest. Det er et faktum,

at man er nødt til at opholde sig i Chile for at kunne anmode om en sådan kopi. Det skyldes,

at udskriften er genstand for en afgift, som skal betales lokalt. En chilener, som er bosat i

udlandet, kan indhente en fødselsattest ved at indsende en digital ansøgning. Det tager to

minutter, og ansøgningen kan også indgives på et website.

Fødsels-, vielses- og dødsattester er gratis, hvilket er en

kæmpe fordel for chilenske statsborgere, sammenlignet med andre lande i Latinamerika

og Caribien. Derimod er det mere kompliceret med deciderede sagsakter, fordi de skal

tages ud af bogen og fotokopieres. Endelig skal der betales en afgift for det.

Man er dog i gang med at etablere procedurer, så det bliver

muligt at udfærdige sagsakter til udlændinge. Det skal ske ved hjælp af webadgang. Det

er sådanne ting, vi skal være opmærksomme på.

Det blev endvidere oplyst, at udlændinge ikke er klare over,

hvordan de kan anmode om en attest. Der er f.eks. et problem med sproget. Hvis

pågældende person er i Sverige, kan det være problematisk at få adgang til vores system.

Men det ændrer ikke ved, at det er et godt system, og lad os håbe, at der kommer en side

på engelsk, så arbejdet kan gøres lettere. Det er hensigten at gøre dette.

Constanza del Río omtalte desuden, hvordan Folkeregister- og

Identifikationsstyrelsen har optrådt i forbindelse med dobbeltregistreringer.

Som hun tidligere havde nævnt, er der opstået dobbeltregistreringer pga. registreringer,

som er foretaget med fødselserklæring, og som derefter er gentaget med vidneerklæring.

Funktionærerne i Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

havde i 1960´erne, 1970´erne og 1980´erne en meget striks tilgang, men alle vidste, at

registreringen var vigtig. Tilgangen var striks, og man lavede vidneerklæringer og stillede

spørgsmål, men uanset systemet kunne det være sårbart for direkte bedrageri, som det er

set i andre sager. Et eksempel: Hvis en socialrådgiver kom fra domstolen og medbragte

to vidner, var det nok sådan, at funktionæren i Folkeregistret på det tidspunkt har taget

vidneerklæringerne for gode vare og accepteret socialrådgiverens adkomst, fordi hun

indgik i domstolen.

Men generelt arbejdede funktionærerne ved Folkeregistrene

dengang grundigt og stillede store krav til vidneerklæringerne.

Andrea Mercado erklærede over for

Undersøgelseskommissionen på samme møde, at hun havde 14 børn, hvoraf nogle ikke

var hendes egne. Dette skete med henvisning til hendes alder og til nogle af de

sammenholdelser, som var foretaget i databasen.

Constanza del Río spurgte, hvorfor man kunne acceptere

vidneregistreringerne, og fik det svar, at man handlede i god tro. Funktionærernes

beføjelser har hjemmel i chilensk lov nr. 4.808, hvor der findes to eller tre bestemmelser,

de skal overholde som personer, der nyder offentlig tillid. Det betyder, at de kan gøre

erklæringsafgiverne opmærksomme på en fejlagtig eller ukorrekt oplysning, således at der

kan tages forbehold for oplysningerne, som herefter indføres. Der er også en anden

bestemmelse, som gør det muligt for en funktionær at komme mod indvendinger mod det

navn, man ønsker at give barnet. Det betyder, at funktionæren har en vis selvbestemmelse

på området, og det var en mulighed, som især ældre funktionærer benyttede.

Tidligere var det at være funktionær på et Folkeregister en

bemyndigelse, i dag er det en stilling. Funktionæren fik tildelt visse særlige beføjelser, og

det var indlægsholderens opfattelse, at disse beføjelser i de fleste tilfælde blev udnyttet.

Det var ikke uvæsentligt, fordi enhver kunne lave en vidneregistrering. Med 25 års erfaring

var det ikke hendes opfattelse, at det var så nemt at gøre. De kunne måske finde

uregelmæssige sager, hvor der var en hensigt om bedrageri, men det er meget svært at

kontrollere.

Ana María Olivares omtalte igen slægtskabserklæringen

(certificado de filiación). Hun nævnte, at en mor kunne tro, at hendes barn var afgået ved

døden, men at barnet i virkeligheden var i live. I databasen findes oplysninger om fødsler

og dødsfald. Disse oplysninger bliver sammenholdt og sammenknyttet i den udstrækning,

at der er sammenfald mellem oplysningerne. Indlægsholderen ønskede at fortælle, hvad

det skete i 1982 og årene før. En person skulle have helt de samme oplysninger for forog efternavn samt for fødsel og dødsfald, for at der kunne ske en sammenholdelse og

sammenknytning af oplysningerne. Hvis der manglede noget, kunne der ikke ske en

sammenholdelse og sammenknytning. Dette kan dog konstateres nærmere af de

teknikere, som styrer databasen. I databasen findes datoer for Luis Pérez Orellanas fødsel

og død, men oplysningerne dog ikke samme sammenknyttede. Hvad er forskellen?

Fødselsdatoen. I den ene indførsel står der, at personen blev født en bestemt dag, mens

der er en anden dato i den anden indførsel. Derfor er indførslerne ikke sammenknyttede.

Det kræver, at det blevet bemærket af en tekniker i Folkeregistret, som kan fastslå, at det

er den samme Luis Pérez Orellana. Det skal konstateres, om der er tale om den samme

måned, og om forældrenes navne er sammenfaldende. Herefter kan en tekniker

sammenknytte dataene, men dette sker ikke automatisk i databasen.

Derfor har man i dag ikke over slægtskabsbeviser for mødrene.

Ana María Olivares omtalte desuden de dobbeltregistreringer,

som er sket for nogle personer. I dette tilfælde er der en detalje, som ikke kom frem i

diskussionen, og som hun ville kommentere. Den gældende procedure i forbindelse med

et barns udrejse til udlandet med henblik på adoption var ret besværlig. Men hvordan er

man så kommet ud af landet med et barn i perioden frem til i dag? Hvis jeg i dag ønsker

at udrejse til udlandet med et barn, som ikke er mit, skal jeg først indhente morens og

farens godkendelse. Måske skulle man tidligere henvende sig til retten for at erklære, at

man kom fra Italien, eller at man gerne ville adoptere herfra. Måske skulle man have

godkendelser fra begge forældre for at kunne udrejse. De vidste indlægsholderen ikke,

eftersom hun ikke er ekspert på dette område. Måske kan Efterforskningspolitiet kaste lys

over sagen, men som det er i dag, kan børn udrejse af landet, når der foreligger en

godkendelse fra faren og moren. Måske skulle man også oplyse, at barnet var registreret,

og at der skulle foretages en adoptionsbehandling, og det har altid være besværligt. Den

første adoptionslov i Frankrig havde netop til formål at undgå, at der skete forfalskning af

fødsler. Adoptionslovene bliver altid vedtaget let og hurtigt, men bagefter opstår

problemerne, og adoptionerne begynde at falde fra hinanden, fordi der sker handel med

børn. Efterfølgende laver man så en lov, for at det skal være lettere at adoptere. Der

kommer en strøm i gang, men når der efterfølgende begynder at komme problemer,

aftager strømmen. Med denne adoptionsmetode, som var så besværlig, registrerede de

enkelte personer børnene med en ny identitet. På et tidspunkt måtte hun tage sig af en

kvinde, som var fortvivlet, fordi hun ikke kunne blive genforenet med sit barn. Det fremgår

af sagens akter, at hun havde en fornemmelse af, at hendes barn ikke var død, og at det

var blevet registreret. Derfor ville hun søge efter barnet. Hun spurgte om, hvor hun skulle

tage hen og søge. Hvis det var sådan, at hendes barn var blevet registreret, kunne det

være sket i vidners nærvær på et af de 470 lokalarkiver under Folkeregisterstyrelsen.

Derefter fik hun oplysninger fra Folkeregisterstyrelsens arkiv på Hospital Sótero del Río til

gennemsyn. Hun var fortvivlet, og efterfølgende besøgte hun cirka 40 lokalarkiver, som

alle måtte afvise hende. Det er meget svært at få noget igennem, hvis man ikke har en

oplysning, det kan knyttes til. Når Folkeregistret undersøger dobbelte

fødselsregistreringer, virker det ret indlysende. I det konkrete tilfælde, som jeg lige har talt

om, var det den samme mor, og hun kunne ikke have fået to børn inden for den periode.

Hvis der er en far, er der naturligvis sket det, at man i stedet for at lave en ny

slægtsskabstilknytning registrerede barnet på ny, fordi der var den samme fødselsdato og

den samme mor. Derfor var der tale om den samme person. Men hvis barnet blev

registreret med vidner, og der blev oplyst et andet navn, en anden mor, en anden

fødselsdato eller et andet fødested, ville det ikke være muligt at udføre undersøgelsen.

Fru Olivares omtalte desuden forekomsten af dobbelt identitet

i Chile og i udlandet. Det forholder sig jo sådan, at hvis barnet udrejste til udlandet for at

blive adopteret der, ville barnet få tildelt for- og efternavn i forbindelse med adoptionen,

sådan som det nu var blevet bestemt i udlandet. Imidlertid betyder adoption i henhold til

international ret ikke, at barnet dermed mister sin nationalitet. For at en dom i Sverige eller

Italien kunne få retskraft i Chile, skulle det ske med konsulens mellemkomst (exequatur).

Indlægsholderen havde aldrig set, at det var sket, dvs. at man havde tildelt retskraft for en

dom, som var afsagt af en italiensk eller svensk dommer. Det er den eneste måde, hvorpå

man har kunnet annullere en registrering i Chile, mens eftersom man ikke gjorde det, fordi

personerne jo boede i udlandet, blev registreringen i Chile ikke ændret. Disse personer

har, som det fremgår af sagsakterne, kunnet henvende sig til konsulatet for at få chilensk

identitetskort og pas, eftersom en adoption ikke indebærer fortabelse af nationalitet.

Ana María Olivares oplyste, at hun har haft sagsakter til

gennemsyn, hvor indførslen lod til at være udstreget eller slettet, uden at der forelå en

forklaring fra Folkeregistret. Med virkning fra lov nr. 18.703 af 1988 begyndte man at

indsværte sagsakter med sort blæk, som var svær at fjerne igen, og som betød, at man

ikke kunne se, hvad der stod. Tidligere destruerede man materialerne, men det var ikke

tilladt at fjerne selve arket, eftersom der var en anden indførsel på bagsiden. Derfor brugte

man en del forskellige metoder. I første omgang, mellem 1965 og 1988, forekom det, at

der var sager, som blev destruerede efter bestemmelse fra en domstol. Dette skete ikke

efter 1988, fordi der stadig var en kopi af den gamle sagsakt. Før 1988 foregik det sådan,

at funktionæren i Folkeregistret i forbindelse med adoption overstregede eller slettede

oplysninger, og det samme skete i Hovedarkivet. Der fandtes i disse tilfælde en forklarende

note fra Folkeregistret, fordi der var tale om adoptioner, som var gennemført mellem 1965

og 1988.

Ana María Olivares havde også udført en undersøgelse om

sagen, idet hun mødtes med personer, som var registrerede uden bopæl. Hun forklarede,

at der kunne være en sammenhæng med udenlandsk adoption. En person kan have

registreret bopælsoplysninger i Folkeregistret af fire årsager: efter at anmodet om

identitetskort eller pas, efter at have registreret et motorkøretøj og efter at have registreret

et handicap. Der kan være disse fire årsager til, at en person har registreret sin bopæl i

Folkeregistret. Hvis ingen af disse faktorer er opfyldt, har personerne ikke fået registreret

deres bopæl, men udelukkende deres kommune. Fru Olivares mødte en gruppe personer

over 18 år, som ikke havde registreret deres bopæl. Man kan spørge sig selv: Hvordan

kan det være, at disse personer på 25, 30 eller 40 år stadig ikke har anmodet om

identitetskort? Det kan jo ikke passe. Hvad kan der være sket i disse tilfælde? Nogle er

måske udrejst af Chile i forbindelse med adoption, eller de er afgået ved døden, samtidig

med at fødslen ikke kan sammenholdes med dødsfaldet. Der kan være forskellige

forklaringer – og ikke nødvendigvis de her anførte. Man kunne lave en liste med personer,

som sikkert består af millioner. I databasen findes oplysninger om de personer, som ikke

har registreret bopæl. Når der bliver indgivet en ansøgning, er det en god idé at anføre en

afgrænsning af søgningen. Det skyldes, at der er enorme mængder oplysninger, og det er

kompliceret at behandle dem. Der er tale om et lukssussystem. Det er en spændende

database, men den er også ret gammel. Der arbejdes med at modernisere selve den

teknologiske basis i Folkeregisterstyrelsen.

Fru Olivares talte desuden om registreringen af dødfødte. Det

var hendes erfaring, at man før 1982 ikke engang udskrev fosterdødsattester. Ligene blev

behandlet som patologiske rester. Det oplyses, at der kun var oplysninger om det

Folkeregistret i de tilfælde, hvor forældrene ønskede at få liget begravet. I disse tilfælde

blev der udfærdiget en begravelsesattest, som var dokumentation for fosterdødsfaldet.

Denne oplysning havde stor betydning for

Sundhedsministeriet. Med konventionen fra 1982 blev det skærpet, at der skulle foreligge

oplysninger om fosterdødsfald, og at de skulle tillægges større betydning. Det skyldes, at

disse dødsfald gav relevant sundhedsinformation.

Fra 1982 blev alle fosterdødsfald registreret med den nye

formular D-8. Før det år blev kun få registreret.

Hvad var egentlig baggrunden? Sundhedsministeriet havde en

protokol, som bestemte, at hvis et foster ikke overlevede et bestemt antal

svangerskabsmåneder eller opnåede en bestemt vægt, undlod man at erklære

fosterdødsfald.

Efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen har man

siden 1982 bedt læger og jordemødre om altid at afgive erklæring om fosterdødsfald,

uanset antallet af svangerskabsuger og vægt. Det skete dog ikke på én gang. Der skulle

gå år, inden den nye praksis vandt frem.

Der findes ikke nogen registrering af fosterdødsfald, og der er

ikke noget register. Som De ved, er der aktuelt et lovudkast under behandling, som

fastslår, at der skal oprettes et sådant register. I dag råder vi over arkivmapper med

attester, som går fra 1982 og fremad. Materialet er i god stand, men fra de tidligere år

råder vi kun over begrænsede oplysninger.

Det nye register over fosterdødsfald svarer til

dødsfaldsregistret med den undtagelse, at der angives specifikke årsager til dødsfaldet og

antallet af svangerskabsuger. Der er her særligt fokus på dataene, fordi de har haft stor

betydning for kampen mod børnedødelighed, men der foreligger kun komplette

oplysninger fra 1982 og senere.

Fru Olivares talte om den såkaldte opgørelse af antallet af

fødsler per uge og fødende kvinder. Denne bestemmelse fremgår af lovdekret nr. 2.128 af

1930.

Der findes dog ingen dokumenter, der er knyttede til denne

opgørelse. Der kom aldrig nogen. Man har ikke viden om, at noget hospitalet lavede en

liste over fødende kvinder.

I dag arbejdes der med et system, som hedder Prenac. Efter

dette system skal læger og jordemødre indgive bekræftelser af fødsler og fosterdødsfald

online.

Man har udviklet et system, hvorefter man kan inddele

oplysningerne fra hospitalerne om nyfødte, så det er muligt at sammenholde antallet af

registrerede med antallet af fødsler. Det findes ikke i dag. Der udføres statistiske

beregninger, og det er en ting, som interesserer det internationale samfund meget. Vi

bliver spurgt, hvordan registret fungerer, men vi har ikke noget at fortælle. Jeg kan ikke

sige, at systemet ikke er indført, men vi kan heller ikke fortælle, at der er tilgået data.

Ana María Olivares fortalte, at der sker registreringer efter 60

dage, uden at der foreligger nogen juridisk godkendelse af en sådan fremgangsmåde.

Det forholder sig sådan, at den gamle lov foreskrev 30 dage til

registrering af fødsler, og hvis en registrering skete senere, blev der pålagt en bøde. Den

gamle lov fortsatte indtil 1940 og blev ændret, fordi folk ikke registrerede deres børn eller

registrerede dem, som om de lige var blevet født. Der er således sager, hvor personer er

blevet registreret i eksempelvis en alder af fem år, men med angivelse af, at de var nyfødte.

Det skete sådan, for at man kunne undgå at betale bøde.

En sådan bøde er en af de virkemidler, som et land kan bruge.

Det findes stadig i andre lande, men med den virkning, at folk så undlader at foretage

korrekt registrering.

Bøden blev fjernet, og i dag siger loven, at forældrene kan lade

deres børn registrere inden for de første 30 dage efter fødslen. Samtidig er det fastslået,

hvem der har pligt til lade børn registrere mellem 30 og 60 dage efter fødslen i tilfælde,

hvor der er tale om børn, som er blevet forældreløse. I dette tilfælde kan de pågældende

personer anmode om en registrering af fødslen.

I dag findes der ikke nogen frist. Der er ikke krav om retslig

registrering efter 60 dage.

Der er krav om retslig registrering, når der ikke findes

bekræftende vidner. Hvis en person er 70 år, kan det være svært at finde vidner på 90 år,

som kan bekræfte fødslen.

I den nordlige del af landet er der mange tilfælde med personer,

som flyttede dertil for at blive chilensk statsborger. Indlægsholderen kunne huske en

kaotisk sag med en retslig registrering i Arica, som i årevis forsøgte at registrere en

handicappet person, som desuden havde kræft. Til sidst accepterede domstolen sagen og

godkendte personens registrering, selv om der ikke var vidner, der kunne bekræfte det.

Efterforskningspolitiet tog sig af sagen.

Utroligt nok kom de oprindelige samfund senere og sagde, at

personen ikke var derfra, fordi alle kendte alle, og fordi den pågældende i stedet var fra

Bolivia.

Således nævnte fru Olivares, at man havde fundet personer,

som var blevet registreret efter syv eller otte måneder. Hun tilføjede, at der i dag findes

stadig findes registreringer af voksne personer, selv om det er få. Det er omkring 135, men

de findes.

Denne situation sættes i forbindelse med nogle brande, som

ødelagde registrene i perioden mellem 1900 og 1940. Det gjaldt en række distrikter som

Achao og Viña del Mar. De omtalte personer mistede deres registrering. Så hvis en person

på 70 år ikke var registreret, skulle vedkommende gå til Folkeregistret for at blive

registreret. Det skete ved mellemkomst af vidner, og derfor var der ikke behov for en retslig

registrering.

**************

Jaime González, rådgiver for sundhedsministeren, oplyste, at

kliniske journaler har fortrolig karakter, men at de kan fremlægges her og indgå i

overvejelserne, så længe de fremlægges på et særligt møde efter anmodning om, at disse

kliniske journaler behandles med henvisning til deres fortrolige og hemmelige indhold.

Enhver interesseret part, som ønsker at gennemse sine egne kliniske journaler, kan

kontakte sundhedsmyndighederne og hospitalerne for direkte at anmode om at få dem til

gennemsyn. Disse parter skal dog i samarbejde med Undersøgelseskommissionen

udlevere dem i den udstrækning, at det ovenfor anførte retslige krav bliver overholdt,

sådan som det for nylig er aftalt med sekretariatet.

************

María Eugenia Wegner, leder i styringsafdelingen i den

rådgivende virksomhed Red Asistencia, indledte med en præsentation af de

bestemmelser, der styrer håndteringen af kliniske journaler. Gennemgang af

bestemmelser. Det fysiske ejerskab til en klinisk journal ligger hos den pågældende

sundhedsinstitution, som har ansvar at sikre, at indholdet holdes fortroligt.

Det skal dog nævnes, at de data, som findes i en klinisk journal, tilhører patienten.

Derfor har alle patienter mulighed for at kontakte institutionen

for at anmode om at få udleveret sin kliniske journal. Uanset om en sådan klinisk journal

findes eller ej, er institutionen forpligtet til at udfolde en indsats for at give et svar.

Institutionerne skal som minimum opbevare den omtalte

dokumentation i 15 år. Sådan er bestemmelserne her i landet, og hvis en journal ikke

aktiveres, fordi patienten modtager en ydelse, vil journalen bevare en passiv status, og

herefter skal journalen opbevares i 15 år.

Lov nr. 20.584 om patienters rettigheder og forpligtelser, som

trådte i kraft den 1. oktober 2012, anfører som følger i artikel 12 og 13: Den kliniske journal

er et obligatorisk instrument, som benyttes til at registrere den samlede patienthistorie på

forskellige områder, som har tilknytning til personens sundhed, og formålet er at samle de

nødvendige patientoplysninger i forbindelse med den enkelte patients behandlingsforløb.

Den kliniske journal kan være elektronisk eller fysisk og have

en anden sammensætning, men det er altid en betingelse, at der foreligger en fuldstændig

registrering.

Det er her vigtigt at understrege, at den kliniske journal er en

samlet patienthistorie, som denne er registreret på forskellige hospitalet og klinikker. Det

betyder, at alle forhold, som vedrører en patient, skal være medtaget i en sådan journal,

og at der skal sikres en hensigtsmæssig adgang til, opbevaring af og fortrolighed i forhold

til oplysningerne. Det skal også sikres, at indholdet er korrekt, og at eventuelle ændringer

i journalen er korrekte.

Desuden skal alle oplysninger foreligge, både fra den kliniske

journal og fra undersøgelser og andre dokumenter, som angiver procedurer og

behandlinger, som de enkelte personer måtte gennemgår. Dvs. alle undersøgelser.

Desuden anføres som følger i artikel 2, litra g) i lov nr. 19.628.

Artikel 13. Den kliniske journal skal som minimum opbevares af yderen i en periode på 15

år, og det er yderen, som har ansvar for, at indholdet holdes fortroligt. Der er udformet en

bekendtgørelse under Sundhedsministeriet, som fastlægger formen og vilkårene, under

hvilke yderne skal opbevare kliniske journaler, og der anføres også de nødvendige

bestemmelser, for at de kliniske journaler kan forvaltes, beskyttes og annulleres.

Tredjeparter, som ikke har nogen direkte tilknytning til en

persons behandling, har ikke adgang til de oplysninger, som findes i den pågældende

kliniske journal.

Det betyder, at patienten eller dennes legale repræsentant kan

anmode om at få journalen udleveret. Andre personer har ikke denne ret, med mindre der

er tale om en retslig handling, som dog skal værne om den fortrolige karakter af de

oplysninger, som er beskyttede i henhold til loven om patienters rettigheder og

forpligtelser.

Det anføres som følger i artiklen: Dette omfatter

sundhedspersonale og administrativt personale hos den pågældende yder, som ikke er

involverede i personens behandling.

Det betyder eksempelvis, at en person, som ikke har nogen

direkte tilknytning til, at en bruger gennemgår behandling, ikke kan få vedkommendes

journal til gennemsyn. Det er udelukkende personer, som har været i kontakt med

patienten, og som har behandlet personen, som har denne adgang.

Det tilføjes i samme artikel: Idet der henvises til

bestemmelserne ovenfor gælder det, at oplysninger i en klinisk journal, herunder en kopi

eller dele af oplysningerne, helt eller delvist kan udleveres på begæring af de personer

(det var det, der blev omtalt) og instanser, som anføres nedenfor. En sådan udlevering

kan ske i den form og under de vilkår, som anføres i det følgende:

a) Til indehaveren af den kliniske journal, til dennes legale

repræsentant og ved indehaverens dødsfald til dennes arvinger.

b) Til en tredjepart, som er behørigt godkendt af indehaveren i

form af fuldmagt, oprettet for notar.

c) Til domstolene, idet det dog er en betingelse, at de

oplysninger, der fremgår af den kliniske journal, har tilknytning til den baggrund, som er

under undersøgelse.

d) Til den offentlige anklagemyndighed og til advokater på

betingelse af tilladelse fra en kompetent dommer, i tilfælde hvor anmodningen har direkte

sammenhæng med undersøgelser eller procesbistand, som de pågældende skal udføre.

Hr. formand, sådan er de gældende, specifikke bestemmelser

for, at man kan få adgang til en klinisk journal.

Idet der henvises til andre ministerielle aktstykker om fødsler,

identifikation af nyfødte og dødsfald, gælder det, at disse bestemmelse har været

gældende siden 2000. På dette tidspunkt begyndte man at udarbejde ministerielle

bestemmelser på dette område. Udgangspunktet har været Folkeregister- og

identifikationsstyrelsens bekendtgørelse, som blev kundgjort i 1930, og som senest blev

ændret i 1993. Området er således reguleret på basis af en række forskellige dokumenter:

Nogle ministerielle aktstykker:

Bestemmelse 86, om regler og procedurer for registrering af

fosterdødsfald og nyfødte. Gældende fra 2006.

Bestemmelse 100, om regler og procedurer for registrering af

gennemgåede mødredødsfald, fosterdødsfald og børnedødsfald. Gældende fra 2012.

Anvisning om procedurer for behandling af nyfødte i

spædbørns- og efterfødselstiden. Gældende fra 2013.

Bestemmelse 160, om regler og procedurer for registrering af

erklæringsformular i forbindelse med fødsel af levende børn. Gældende fra 2013.

Almen teknisk bestemmelse 194, om samlet behandling af

nyfødte i obstetriske og gynækologiske afdelingers spædbørnsafsnit. Gældende fra 2017.

Teknisk instruktion om samlet behandling af kvinder, som har

gennemgået abort og haft andre reproduktive gener. Gældende fra 2011.

Cirkulære 051, om foranstaltninger og anbefalinger i

forbindelse med opbevaring, overførsel og bortskaffelse af dokumenter. Gældende fra

2009.

Hvad angår anvisning om procedurer for behandling af nyfødte

i spædbørns- og efterfødselstiden i obstetriske og gynækologiske afdelingers

spædbørnsafsnit, fra 2013, er det noget nyt med identifikation af nyfødte, hvor formålet er

at identificere en nyfødt på fødselstidspunktet ved hjælp af morens oplysninger. Hensigten

hermed er at foretage en korrekt identifikation og forebygge forekomst af fejl i

behandlingen. Der skal således ske korrekt identifikation, så proceduren kan gennemføres

ansvarligt.

Det anføres, at den ansvarlige jordemor eller barneplejerske i

afdelingen, som tager sig af barnets behandling umiddelbart efter fødslen, også er

ansvarlig for at udfylde oplysninger på armbåndet med identifikationsoplysninger og

herefter bekræfte oplysningerne, inden armbåndet sættes på den nyfødtes arm.

Armbåndet skal placeres på venstre arms håndled, enten i fødselsrummet eller

operationsstuen/forrummet, og armbåndet skal som minimum anføre morens fulde navn,

dato, fødselstidspunkt og køn.

Jordemoren eller barneplejersken skal på fødselstidspunktet, i

enten fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet, lave et armbånd nummer to, som

er valgfrit, og som skal indeholde oplysninger fra den kliniske journal, morens

identitetskort, morens fulde navn, dato, fødselstidspunkt og den nyfødtes køn.

Ved fødsel af flere børn skal det nødvendige antal armbånd

forberedes: et, to eller flere, alt efter hvor mange børn der er født. Dette eller disse

armbånd skal placeres på hvert barns arm straks efter fødslen, inden det tages ud af

fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet.

Armbåndet skal placeres på venstre arm. Jordemoren eller

barneplejersken skal læse morens komplette identifikationsoplysninger og hermed

bekræfte indholdet. Moren skal oplyses om, at den nyfødte skal beholde armbåndet på

under hele hospitalsopholdet.

Armbåndet skal desuden angive den nyfødtes køn.

Armbåndet skal angive følgende oplysninger: Morens fulde

navn, dvs. begge fornavne og begge efternavne, samt dato og fødselstidspunkt.

Ved barnets identifikation skal det sikres, at tilknytningen til

moren eller anden person er korrekt. Jordemoren eller barneplejersken skal straks efter

fødslen identificere det raske spædbarn ved at placere båndet på venstre arm – efter at

have læst oplysningerne om dets mor, far eller andet familiemedlem.

Den rette tilknytning skal konstateres, når barnet lægges i morens favn.

Når der er tale om en nyfødt, hvor tilknytningsbetingelserne

ikke er opfyldt, og som har behov for genoplivning, fordi der er tale om spædbørn, som har

miconium, eller som virker livløse, eller der er tale om spædbørn, som fødes før 34. uge,

skal barnet straks identificeres. Når der er tale om stabiliserede spædbørn, som kan

forlade stedet sammen med sin mor, skal jordemoren straks placere armbånd om venstre

arms håndled, mens et vigtigt familiemedlem overværer det, dvs. faren, moren eller en

anden person, som har været til stede under fødslen.

Betragtninger:

Identifikationsarmbåndet skal være påført en tydelig og let

læselig håndskrift.

Alle nyfødte skal så hurtigt som muligt forlade fødselsrummet

eller operationsstuen/forrummet, når de blevet identificeret. Det vigtigste er at sikre

identifikation i forhold til morens identitet, og at armbåndet skal være parat før fødslen.

Identitetsarmbåndet skal blive siddende på armen af nyfødte,

som afgår ved døden, dvs. dødfødte og fosterdødfødte. Herefter placeres et armbånd

nummer to med dødsdato og -tidspunkt i overensstemmelse med den vedtagne procedure

på den enkelte institution.

Digitalisering med morens navn og RUT-nummer.

Armbåndet skal gøres parat samtidig med morens armbånd,

når morens ankommer til klinikken, og det skal fastgøres til den kliniske journal, så det kan

blive sat på uden for forrummet straks efter fødslen.

Hvis armbåndet bliver beskadiget, er ulæseligt eller går i

stykker, skal det straks erstattes af et nyt armbånd, som overholder alle de ovenfor omtalte

krav.

Når et dødfødt barn overføres til patologisk anatomisk afdeling,

skal det kontrolleres, at det bærer et identitetsarmbånd. Inden barnet forlader

behandlingsrummet, skal dets identitet kontrolleres på begge armbånd, ligesom aktiviteten

skal registreres i den nyfødtes kliniske journal.

Hvis det er for nemt at fjerne armbåndet i plast eller som

udskrift fra armen, skal det udskiftes og erstattes af et nyt, så det er korrekt. Hvis

plastarmbåndet falder af, skal det erstattes af et nyt, uden at der dermed sker en ændring

af papirregistreringen.

Hvis fødslen foregår i henhold til chilensk civillovbog (Código

Civil), artikel 764, tages der foranstaltning i tilfælde af en persons dødsfald. Dette sker,

uanset hvor lang tid personen har overlevet. Det betyder, at artikel 147 og 148 i chilensk

sundhedslov (Código Sanitario) finder anvendelse, samt dekret nummer 240 af 1983,

bekendtgørelse af sundhedslovens 9. bog. Det vil sige, at lig af afdøde personer på

offentlige og private hospitaler og klinikker og i retsmedicinske områder, som ikke er

anmodet udleveret inden for en frist på 24 timer, kan overdrages til videnskabelige studier

og undersøgelser, samt at disses væv og organer kan anvendes til fremstilling af

terapeutiske produkter og til udførelse af injektioner.

**************

Elizabeth Cabello, rådgiver for sundhedsministeren, indledte

med at omtale teknisk bestemmelse nummer 160, som regulerer registreringen af

erklæringer i forbindelse med fødsel af nyfødte. Dokumentet indgik i sagsmappen, som

blev udleveret på det seneste møde. Der blev i den forbindelse redegjort for et par ting,

som har tilknytning til problematikken om oplysninger.

Her i landet er afgørende, statistiske oplysninger blevet

registreret siden 1906, og her henvises primært til følgende tre begreber: vielser, fødsler

og dødsfald.

Ordningen med afgørende, statistiske oplysninger er baseret

på en form for samarbejde mellem tre instanser: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

(Servicio de Registro Civil e Identificación), som sluttelig indberetter de afgørende,

statistiske oplysninger, og som indhenter de pågældende oplysninger fra Statistisk kontor

(Instituto Nacional de Estadísticas) og Sundhedsministeriet.

Fødselsstatistik, som er genstand for dagens drøftelse,

fremgår af det tredje oplysningsfelt, hvor der indsamles oplysninger om, hvor mange børn

der er født i landet. Men for at indsamle fødselsstatistik er der dels behov for, at vores

sundhedsinstitutioner udarbejder en fødselsbekræftelse, hvor gang der fødes et barn.

Denne fødselsbekræftelse fremsendes af familiemedlemmer til

Folkeregistret, som laver en indførsel om, at det pågældende barn er blevet født. Det er

den normale fremgangsmåde. Med den registrering kan Folkeregistret indberette fødslen.

Hvis en fødsel ikke er blevet udført med mellemkomst af en

sundhedsfaglig person eller ikke er foretaget i en sundhedsinstitution, foreligger der af

indlysende årsager ikke juridisk dokumentation for fødslen. I disse tilfælde skal moren til

et nyfødt barn rette henvendelse til Folkeregistret for at få foretaget den pågældende

registrering. Hun skal være ledsaget af to vidner med henblik på at få fødslen registreret.

Man har siden 1985 haft en national ordning med perinatale

oplysninger (Sistema Nacional de Información Perinatal). Efter denne ordning findes den

såkaldte fødselsbekræftelse for levendefødte børn, og det er det dokument, som de fleste

familier anvender, når de registrerer deres børn. Samtidig findes fosterdødsattesten, når

barnet er død i mors mave, samt den lægelige dødsattest, som udfærdiges, hvis barnet

bliver født levende og herefter afgår ved døden.

Den nationale ordning med perinatale oplysninger er en del af

den trepartsaftale, som blev omtalt tidligere, og som er indgået mellem

Sundhedsministeriet, Statistisk kontor og Folkeregistret. Det skal også ses i sammenhæng

med de eksisterende tilsynsformularer for moderdødelighed, fosterdødelighed, neonatal

dødelighed og børnedødelighed.

Hvad betyder alt dette i vores sammenhæng? Grundlæggende

mangler der visse oplysninger, men efter de samtaler, man har haft primært i

Sundhedsministeriet, har det stået klart, at ministeriet ikke kan udlevere de oplysninger,

der anmodes om, formentlig fordi det skal samordnes med Folkeregistret. Der er tale om

en kompleks situation, når vi taler om adoptioner, som sker under uregelmæssige forhold.

Det forholder sig sådan, at parterne hver især bidrager med

deres del. Sundhedsministeriet bidrager med en del af historien, og Folkeregistret bidrager

med en anden del. Endelig bidrager også de familieorganisationer, som har stået for denne

type adoptioner.

Derfor er det i denne sag vores opgave at forsøge at få arbejdet

udført som en helhed.

Indlægsholderen henviste til de fremskridt, som er sket.

Det første fremskridt har bestået i, at man i

Sundhedsministeriet har udnævnt en person, som skal modtage alle anmodninger om

oplysninger. Det betyder, at man kanaliserer alle oplysninger igennem hende eller ham,

og personen skal desuden være kontaktperson mellem de enkelte personer og

Sundhedsministeriet.

Desuden er det besluttet at udarbejde en standardiseret

ansøgningsformular for indhentning af oplysninger. Det være blive bedt visse oplysninger,

men desuden vil man gerne arbejde sammen med familieorganisationerne for at forstå,

hvilke oplysninger man har her, alt afhængig af den konkrete sag. Det er en formular, som

kan blive en effektiv måde af indhente oplysninger på. Derfor er arbejdet med formularen

sat i gang, hvilket sker i samarbejde med organisationer og andre parter, som er

involverede i undersøgelsen.

Desuden ligger der en forpligtelse til at afgive skriftligt svar. Et

eksempel: Når der anmodes om oplysninger fra hospitaler, kan det forekomme, at der

ingen oplysninger findes. I sådanne situationer skal personen eller familien have

meddelelse om, at oplysningen ikke findes, uanset hvad årsagen er. Årsagen kunne være

bortkommet klinisk journal eller manglende opbevaring. Under alle omstændigheder skal

der fremsendes er officielt svar fra den institution, som er anmodet om den pågældende

oplysning.

Efter vores regler gælder det, at den omtalte

fødselsregistrering bliver en del af den kliniske journal, når den er lavet korrekt.

Grundlæggende er det kopien af fødselsregistreringen, som kommer til at indgå i den

kliniske journal. Hvis der ikke findes en klinisk journal, er det ikke muligt at få adgang til

fødselsbekræftelsen. Det er dog observeret, at der nogle gange findes fødselsbøger i

institutioner, som ikke har adgang til alle oplysninger, men som alligevel kan kopilere en

del af de oplysninger, der bliver bedt om, herunder også i tilfælde, hvor der er tale om

manuel søgning.

Der er også tilfælde, hvor man har fremsendt en officiel

skrivelse til hospitalerne om at besvare anmodninger om oplysninger. Det blev der talt om

på sidste møde, men det er opfattelsen, at det ikke blev gennemgået grundigt. Derfor ville

indlægsholderen gerne gennemgå det her i dag.

Selv om vi i første omgang sagde, at vores ministerium ikke har

mulighed for at udlevere fortrolige oplysninger om patientdata, sender ministeriet alligevel

skrivelser ud til de mange patienter, som har bedt om det. Det er i overensstemmelse med

hospitalerne, og det er udsendt meddelelse om det til de enkelte

sundhedsområdedirektører. Så hvis disse oplysninger ellers findes, rækker det, at De

tager kontakt til ministeriet for at få tilsendt oplysninger.

Der findes 29 sundhedsområder i hele landet. Jeg ved ikke, om

det er godt eller skidt, men disse 29 sundhedsområder har mange hospitaler, hvor der

foregår fødsler. Der er 47 meget specialiserede hospitaler, 21 hospitaler med

mellemspecialisiering og 97 med lav grad af specialisering. Det er alle sammen steder,

hvor der kan have forekommet fødsler.

Da sundhedsområdet i Atacama rettede henvendelse og

stillede spørgsmål til hospitalet i Vallenar, svarede hospitalet, at man stadig havde kliniske

journaler tilbage til 1960 og fremad. I det pågældende tilfælde kan personen ansøge

direkte med angivelse af sit RUT-nummer. Så hvis der er nogen fra hospitalet i Vallenar

her, er det nok muligt at bede om oplysninger.

Hvad angår sundhedsområdet i Viña del Mar, mere specifikt

hospitalerne i Quillota og Quilpué, er der kun en del af de kliniske journaler tilbage. Der er

også kun en del tilbage af bogen med gennemførte fødsler og aborter. I dette tilfælde kan

man finde oplysninger og også anmode om at få dem udleveret. Så kan man se, om man

finder noget.

Hospitalet i Cabildo har ingen kliniske journaler og heller ikke

tilgængelige registreringer, fordi det sker så sjældent.

På hospitalet Gustavo Fricke har man kun oplyst om

nuværende protokoller. Det er oplyst, at man ikke har oplysninger fra de ønskede år, hvor

der var anmodet om oplysninger i en række sager.

Hospitalet Carlos Van Buren i sundhedsområdet ValparaísoSan Antonio har adgang til registrene fra det kliniske arkiv fra hospitalet Enrique Deformes.

Det var et af de omtalte hospitaler, som blev lukket med henvisning til en afgørelse om at

blive fritaget for aktivitet. Derfor har man i dag adgang til kliniske journaler tilbage til 1970.

Det tilføjes fra dette hospital, at man ingen registreringer har fra 1960´erne, og

registreringer fra 1970´erne er kun delvist tilgængelige. Denne information fremgår af den

skrivelse, som blev fremsendt til Undersøgelseskommissionen.

Hospitalet Claudio Vicuña har adgang til kliniske journaler, når

der modtages ansøgning om at få adgang til arkivet. Men for at undgå, at det bliver for

besværligt, kan man ansøge gennem hospitalet.

I sundhedsområdet Aconcagua findes hospitalet San Juan de

Dios i Andesbjergene. Det fremgår af en rapport fra chefen for SOME (Medicinstatistisk

myndighed), at man kun anser kliniske journaler med aktivitet i de sidste 5 år for gyldige,

mens kliniske journaler med aktivitet inden for 5-15 år overføres til et lager. Når journalerne

er mere end 15 år gamle, bliver de destrueret. De sidste kliniske journaler blev destrueret

i april 2017, og der er oprettet en destruktionsmappe.

Hospitalet San Camilo i San Felipe, opbevarer ikke

registrerede oplysninger med henvisning til sagernes alder.

I sundhedsområde Nord har hospitalet San José heller ikke

adgang til registrene pga. oplysningernes fremskredne alder.

Der findes yderligere oplysninger, men det foretrækkes i stedet

at fortsætte med præsentationen.

Den sidste slide viser svaret fra sundhedsområderne i sager

med fortrolige oplysninger. Det planlægges i den forbindelse at arrangere en tværfaglig

arbejdsgruppe, i første omgang med deltagelse af Sundhedsministeriet, Folkeregistret og

ved behov også Efterforskningspolitiet (PDI) for at få alle vinkler af oplysningerne med.

Det tilbagestår stadig at organisere ansøgningerne fra

enkeltpersoner.

Her følger data, postadresse, bilag og telefon.

***************

Læge Jorge Alfredo Donoso Barros, direktør for

Regionshospitalet i Talca siden 2013. Indlægsholderen oplyste, at han er fra Talca og har

arbejdet 42 år i sin fødeby. Han tilføjede, at kun har været uden for Talca et stykke tid i

forbindelse med sin specialisering.

Det er første gang, at han står over for et problem af denne art,

og han må indrømme, at han er chokeret over de udtalelser, han har hørt. Han vidste ikke,

at problemet havde dette omfang. Han havde hørt om det, men i Talca har der kun været

tre anmeldelser, heraf én fra en ung mand, hvis alder er sammenfaldende med dem, der

har udtalt sig her. Han søgte, fordi han gerne ville have kliniske oplysninger, så han komme

få viden om sin fødsel. Han var blevet adopteret og havde en opfattelse af, at processen

havde været ulovlig. Han søgte oplysninger, men kunne ikke finde nogen. Hvor meget

havde han søgt? Det står ikke helt klart, eftersom det er en ganske ny oplysning.

Der er andre sager, som ikke fra samme periode, men derimod

fra 1990´erne. Der er tale om en anklage. De to andre anmodninger om oplysninger kom

fra domstolene. Det vil altså sige, at man har fulgt en domstolsbehandling for at få sagerne

belyst.

Hospitalet har de samme problemer som dem, der blev omtalt

af den kvindelige læge. De kliniske journaler er virkelige og troværdige dokumenter

tilhørende enkeltpatienter, som tidligere har fået behandling på hospitalet. Disse journaler

bortskaffes efter fem år. Det er en skæbnesvanger beslutning i denne slags situationer,

men det er nødvendigt, fordi der ikke er plads til arkiverne nogen steder. Regionshospitalet

i Talca har to sådanne lokaler. De er fyldte med kliniske journaler, og der er ikke plads til

flere. Det skaber mange problemer. Derfor må man spørge sig selv, hvorfor der ikke findes

et IT-system til hospitalerne, hvor man kan samle disse oplysninger som big data, som

kunne knyttes til og stilles til rådighed for andre hospitaler og resten af verden.

Indlægsholderen forestillede sig, at det kan blive meget dyrt,

fordi det ikke er noget, som er planlagt. Der er gjort overvejelser om et godt og

revolutionerende system, som hedder “Hospital Digital”, men som alligevel ikke vil løse

denne type problemer.

Ovenikøbet forholder det sig sådan, at en del af hospitalet blev

revet ned i 2010, og at alle blev forment adgang pga. sikkerheden. I denne slags situationer

forbyder man adgang, men så sker der bare det, at der kommer andre ind, som ikke bør

have adgang.

Desuden er det nok sådan, at hvis der var oplysninger, var de

nok blevet hentet for længe siden. Der er nemlig mange mennesker, som har henvendt sig

for at få oplysninger. Men opmærksomheden skal henledes på, at der faktisk er nogle,

som har fundet deres biologiske mor. Måden er interessant. Det er faktisk sket ved DNAsammenholdelse, men før personerne nåede hertil, har de sikkert søgt i rigtig lang tid.

Undersøgelsen skal være så professionel som muligt, og

domstolene bør bidrage til, at det også bliver sådan. Domstolene har de nødvendige

redskaber til at gå ind og undersøge detaljerne. Hvis Undersøgelseskommissionen ikke

har adgang til specialister, vil det ikke lykkes at opnå de ønskede resultater, selv ikke med

en dygtig politistyrke, som ellers må formodes at gøre sit yderste for at hente oplysninger.

Hospitalerne har forbud mod at udlevere kliniske oplysninger til

andre personer end den pågældende patient. Det skyldes, at der er tale om følsomme

oplysninger. Derfor beder ansøgerne om oplysningerne ved at gå til domstolene. Det er

nok med en ansøgning for at få udleveret følsomme oplysninger.

Hospitalet har søgt blandt de oplysninger, man havde adgang

til. Det har dog ikke været meget, eftersom en del af dem gik tabt i 2010 i forbindelse med

en oversvømmelse. Der var en gruppe personer, som med henvisning til en interesse for

kulturarven forsøgte at genetablere en række arkiver. Det var nogle dødsregistre, som blev

reddet ved oversvømmelsen, dokumenterne var godt emballerede. Disse arkiver

indeholder oplysninger fra 1991 til 2014, selv om det ikke netop er det område, vi taler om

her.

Der findes et statistikregister i obstetrisk afdeling, hvor man

registrerer alle, som fødes på hospitalet. Det er ikke et komplet register, men sagsakterne

er af god kvalitet. Det kommer man nok til at opgive. Der er detaljerede datoer, men

oplysningerne begyndte i 1981. I 2010 gik oplysningerne tabt. Men der er stadig

fragmenter, og hvis en dygtige undersøger forstår at samle trådene og gør det alvorligt,

kunne det sikkert godt føre til resultater. Det er nemlig lykkedes for nogle patienter, som

praktisk talt var blevet nægtet adgang til oplysninger og havde fået at vide, at der ikke var

mere at komme efter.

Det er noget, som kan undersøges nærmere. Vi må udvise

ansvar, for vi taler om 20.000 sager. Og det er ikke til at bære at skulle leve med en

situation af denne karakter. Indlægsholderen opfattede det som uhørt, at man ført nu går

i gang med at undersøge dette. Det havde været meget lettere for 10 år siden og endnu

lettere for 20 år siden. Så inden man bortskaffer de sidste dokumenter, er det vigtigt at få

en professionel og udtømmende undersøgelse, som udføres af personer, der er eksperter

i denne type undersøgelser.

Indlægsholderen opfattede Deputeretkammeret som godt

oplyst og som en højeste instans, der holder tilsyn med de resultater, som specialisterne

når frem til.

Hermed fremlægges disse oplysninger for

Undersøgelseskommissionen. Indlægsholderen har kendskab til de mange læger, som

har arbejdet med deres speciale i den omtalte periode, og Undersøgelseskommissionen

kan således anmode om oplysninger fra læger, som har arbejdet i fødeafsnittet, i neonatalt

afsnit, inden for patologisk anatomi osv. Og derudover er der adgang til registrene med

dødsfald på hospitalet og fødselsregistrene fra fødselsafsnittet. Måske er det ikke alle

sager, det handler om, for det er nævnt tallet 20.000. Måske er det nærmere 1.000, men

man siger, at Talca har rekorden – måske er der 2.000 relevante sager. Det er ikke

sandsynligt, at alle 2.000 sager vil give de ønskede oplysninger, men bestemt i mange

tilfælde.

Hvordan indhenter vi nu disse oplysninger? Efter

indlægsholderens vurdering kræver det en meget specialiseret viden. Der er mennesker,

som har specialiseret sig i denne type situationer, og som har gjort det mange gange.

Og der er ingen, der forestiller sig, at der i dag er nogen på

hospitalet, som vil forsvare denne situation. Man havde ingen anelse om, hvor mange

sager det drejer sig om. Han kendte kun til de få sager, han selv har præsenteret her. For

det var jo sådan, at domstolene kom for at indhente oplysninger, og han vidste, hvad det

handlede om. Ja, vi taler om to sager, men i virkeligheden er det i tusindvis. Situationen

ændrer karakter, og man bliver nødt til at samarbejde og komme videre med denne sag.

Han mente ikke, at nogen har sagt, at der er tale om svindel. Men det er svigagtigt at bruge

dokumenter for nyfødte børn på denne måde, og handlen med mennesker er også udtryk

for bedrageri. Det er på alle måder præget af, at der kan være tale om lovovertrædelser.

Derfor mente han ikke, der er nogen, der har interesse i ikke at få sagen bragt videre. Alle

har en interesse i at kende sandheden.

Dokumentationen ligger der, og forarbejdet er gjort... Han

mente, at det med domstolenes hjælp nok skal lykkes. Domstolene afviser ikke

oplysninger af nogen art. Det er vigtigt at have adgang til sin baggrund og historie, og det

er bemærkelsesværdigt, at ud af de tidligere direktører, som tidligere blev interviewet, var

der ingen, der opfattede det som en grundliggende problematik eller en problematik, som

var vigtig at håndtere. Alle kender denne usikkerhed, men hvis der er tale om i tusindvis

af mennesker, ja, så bliver det virkelig en alvorlig situation.

****************

Susana Tonda, direktør for Børnestyrelsen (Sename) indledte

med en dyb beklagelse af, hvad der foregår og har foregået i årevis for de personer, som

har afgivet vidneudsagn. Sandheden er, at de har gennemlevet en virkelig smertelig tid.

Undersøgelseskommissionen blev nedsat for at hjælpe disse personer med at finde

oplysninger og opsøge deres rødder.

Indlægsholderen understregede, at hun repræsenterer

Børnestyrelsen (Sename), en instans som i nogle faser ikke har ydet tilstrækkelig hjælp.

Det beklagede hun dybt og bad om undskyldning for situationen – samtidig med at

diskussionen om, hvad der er sket i disse mange år, nu kan fortsætte.

Børnestyrelsen (Sename) har fra en bestemt dato haft som

opgave at stå for gennemførelser af adoptionsbehandlinger. Adoption kan opfattes som

en genskabelse af en ret, som har til formål at tjene barnets tarv og sikre dets ret til at leve

og udvikle sig inden for rammerne af en familie, som tilbyder det kærlighed og yder det det

nødvendige underhold til, at barnet kan få tilfredsstillet sine mentale og materielle behov i

en situation, hvor det ikke kan få tilfredsstillet disse behov i sin oprindelige familie.

Adoptivbarnet får samtidig tildelt civilstatus som søn eller datter af adoptivfamilien. Dette

er hjemlet i lov nummer 19.620, som er den gældende lov, der trådte i kraft i 1999.

Det kan dog være interessant at kende mere til den

lovgivningsmæssige udvikling på adoptionsområdet i Chile. Man kan grundlæggende

opdele i tre hovedperioder:

Den første periode løb frem til 1988. I 1934 vedtoges den første

adoptionslov, som introducerede adoptionsformerne “klassisk” eller “aftalemæssig”,

hvorefter barnet får status som adoptivbarn, dog uden at tilknytningen til den oprindelige

familie hermed blev brudt. Der blev således ikke taget nogen form for forbehold.

Oplysningerne blev liggende uændrede i bøgerne, og de eneste involverede aktører var

de civile domstole og notarkontorerne.

Til samme periode hører lov nummer 7.613, som erstattede

den tidligere lov, lov nummer 5.343. Hermed blev opbygningen og teknikken forbedret,

men der skete ingen ændring af formen. Loven hørte dermed til den samme periode.

I 1965 vedtoges lov nummer 16.346, som introducerede

begrebet “legitimation gennem adoption”, hvor barnet fik tildelt en ny civilstand. Hermed

blev tilknytningen til den oprindelige familie afbrudt. Det var først i 1965, at tilknytningen til

den oprindelige familie blev brudt, og man indførte princippet om adoptionshemmelighed.

Dette begreb er meget relevant i forhold til den problematik, vi drøfter her, for lovgivningen

anførte nu, at der skulle ske destruktion af oplysninger, som kunne knytte adoptivbarnet til

dets oprindelige familie. Hermed blev det umuligt at søge efter barnets baggrundshistorie,

med mindre disse oplysninger tilfældigvis stadig befandt sig et eller andet sted. Men efter

loven skulle baggrundsoplysningerne destrueres. De involverede parter i denne periode

var børnedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.

Der blev ikke tildelt forvaltningsmæssige beføjelser til nogen

instanser inden for den statslige administration, men der opstod til gengæld en række

private institutioner, som med forskellige udgangspunkter arbejdede med temaet. På

denne måde kom der en stigende deltagelse fra fysiske personer, som på den ene eller

anden måde medvirkede i adoptionsbehandlingerne, dvs. som socialrådgivere, advokater,

læger, jordemødre, præster og andre.

Det er denne periode, som primært har været underkastet den

meget omtalte undersøgelse udført af ministeren Carroza. Det er dog ikke den eneste

periode, hvor der har været uregelmæssige adoptioner, dvs. før 1988.

Den anden periode omfatter perioden 1988-1999. I denne

periode vedtoges lov nummer 18.703 af 1988, som ophævede lov nummer 16.346, med

regulering af tre former:

- Delvis adoption, som ikke indebar tildeling af ny civilstand, og

som bragtes til ophør, når barnet nåede myndighedsalderen. Der var tale om en form for

beskyttelsesforanstaltning, som fortsatte indtil barnets fyldte 18 år.

- Fuld adoption, som indebar tildeling af ny civilstand, hvorved

barnets tilknytning til den biologiske familie blev ophævet. Hemmelighedsprincippet blev

erstattet af et fortrolighedsprincip, hvilket var en virkelig god foranstaltning. Barnets

baggrundsoplysninger blev opbevaret af Folkeregistret. Kontoret for søgning efter

oprindelig familie (Oficina de Búsqueda de Orígenes) begyndte sit arbejde.

Samtidig regulerede man den proces, som styrede børns

udrejse af Chile med henblik på adoption. Adoptionen blev stiftet i udlandet, og barnets

oprindelige identitet i Chile blev bevaret. Det betyder, at barnet ikke var adopteret, når det

udrejste af Chile, men først fik denne status, når det var kommet til udlandet. Idet der ikke

forelå en anerkendelse fra den chilenske stat, var det kun den chilenske konsul, som

havde beføjelser til at føre tilsyn med adoptionen, og som skulle fremsende kopi af sit

tilsyn. Konsulaterne fremsendte gennem sekretariatet oplysninger om ca. 500 sager, hvor

et barn var blevet adopteret i udlandet. Der er dog et voldsomt antal børn, som først fik

tildelt adoptionsstatus, efter at de kom til udlandet, og alle disse børn har derfor dobbelt

identitet. Det betyder, at de er chilenere i Chile og eksisterer som sådan, men samtidig har

de en anden identitet i udlandet. Det er et kæmpe problem for dem, at de ikke kun har en

enkelt identitet.

For første gang definerede man lovovertrædelse i forbindelse

med adoption, dvs. videregivelse af fortrolige oplysninger og svigagtig udlevering af børn

med henblik på adoption.

Der begyndte at komme flere involverede aktører, f.eks.

børnedomstolene, Børnestyrelsen (Sename) med forskellige roller og funktioner,

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Udenrigsministeriet (gennem konsulaterne),

og samtidig fastholdes deltagelsen af civilsamfundet og de fysiske personer. Det var det

samme som i perioden før, dog nu med større regulering end hidtil. Tidligere havde der

ikke været nogen regulering.

Lov nummer 7.613, af 1943, er stadig gældende, idet der her

åbnes mulighed for adoption af myndige personer. Loven er dog i dag kun gældende på

dette område.

I 1990 ratificerede Chile Konventionen om børns rettigheder.

På det forvaltningsmæssige plan vedtoges med lov nummer

18.703, at Børnestyrelsen (Sename) skulle involveres, dog kun med beføjelser til at

medvirke til processen med at udrejse af landet med henblik på adoption.

På det tidspunkt modtog Børnestyrelsen (Sename) fra de

involverede parter ansøgninger om børns udrejse af Chile med henblik på adoption, og

Styrelsen sendte ansøgningerne videre til en kompetent domstol.

I 1990 begyndte Børnestyrelsen (Sename) selv at udføre

bestemte aktiviteter. Styrelsen overtog således administrationen af Casa Nacional del

Niño, som tidligere havde været en stiftelse bestående af private organisationer.

For det andet oprettede Børnestyrelsen (Sename) en National

adoptionsenhed (Unidad de Adopción Nacional), som skulle udføre de funktioner, som

Børnestyrelsen (Sename) var pålagt i forbindelse med udrejse af børn af landet, og for det

tredje gennemførte man et program for fremme af indenlandsk adoption, idet der blev

nedsat adoptionsenheder i visse regioner, dvs. Valparaíso, Biobío og Metropolitana

(hovedstadsregionen), som var de største.

Børnestyrelsen (Sename) består af en national

styrelsesafdeling og herudover af regionale enheder.

I 1990 begyndte den Nationale adoptionsenhed (Unidad de

Adopción Nacional) på eget initiativ at foretage manuelle registreringer af bestemte

oplysninger i registerbøger, men enheden havde dog ikke nogen forpligtelse til at gøre det.

Tidligere var der ikke en sådan registrering, men der findes nogle bøger i Casa Nacional

del Niño. Selv om der ikke forelå en lovgivningsmæssig forpligtelse til det, findes der

alligevel registreringer i nogle tilfælde.

I 1995 iværksattes tiltag med søgning efter oprindelig familie til

personer med chilensk oprindelse, som senere blev adopteret i udlandet.

Alt eksisterende materiale fra 1988 til 1999 er blevet

digitaliseret, selv om der eventuelt kun er tale om delvise oplysninger. Der skete nemlig

det, at nogle oplysninger forsvandt ved brand, mens andre blev våde og dermed ødelagte.

Ministeren Carroza råder fysisk over disse oplysninger, som er under digitalisering, så der

er bedre adgang til dem. Ministeren Carroza har også bøgerne fra Casa Nacional del Niño.

Måske er det færre end forventet, men der findes nogle. Der findes nogle oplysninger i

disse bøger, men det er selvklart fysiske bøger. Der findes ingen systematiske

digitaliserede oplysninger, men noget findes der dog, og det er det materiale, man er i

gang med at bearbejde.

I 1995 henvendte visse internationale organisationer sig for at

udtrykke deres bekymring, og derfor blev der igangsat grundige tiltag for søgning efter

oprindelig familie. Der er stadig ikke noget konkret program på området, med tiltagene

findes.

Den tredje periode, som går fra 1999 og frem til dags dato, er

fastlagt i lov nummer 19.620, af 1999, og i bekendtgørelsen heraf, som er godkendt ved

Justitsministeriets dekret nummer 944, af 199. Lovgivningen er stadig gældende den dag

i dag. Denne periode er kendetegnet af en enhedsmodel for adoption, hvorved det stiftes

slægtskab. Der sondres tydeligt mellem indenlandsk og international adoption. Der er tale

om indenlandsk adoption, når adoptanterne er personer med bopæl i Chile, mens der er

tale om international adoption, når der er tale om ægtepar i udlandet, samt når adoptionen

stiftes i Chile, inden barnet rejser ud af landet.

Der eksisterer to specifikke behandlinger eller procedurer: en

procedure før adoptionen, som har til formål at erklære, at adoptionen vil være

hensigtsmæssig, samt en adoptionsbehandling som sådan, dvs. som De allerede kender,

og som De har stiftet ekstra kendskab til på det seneste.

Børnestyrelsen (Sename) har pligt til at føre nationalregistre

over børn, som står over for at skulle adopteres, samt over personer, som har gennemgået

processen, og som står over for om muligt at skulle være adoptivforældre. De er her i

Undersøgelseskommissionen blevet oplyst om, at der aktuelt er ca. 100 børn, som står

over for at skulle adopteres, ligesom der er 600 potentielle adoptanter.

Adoptionsprogrammet blev etableret som et teknisk program,

og det er kun Børnestyrelsen (Sename) og de godkendte samarbejdsorganisationer, som

kan gennemføre det.

Organisationer, som ikke er officielt godkendte, kan ikke udføre adoptionsbehandling.

Blandt kravene til at adoptere skal nævnes, at de potentielle

ansøgere skal erklæres egnede, og de skal gennemgå en evaluerings- og

godkendelsesproces for at blive registreret som kandidater til adoption i den pågældende

database.

Børnestyrelsen (Sename) har beføjelser til at udføre arbejde

med at foretage søgning efter oprindelig familie. Det er vigtigt at nævne, at Børnestyrelsen

(Sename) kan yde støtte til disse personer.

Aktuelt behandler man i Nationalkongressen en ændring af

adoptionsloven, idet der lægges op til, at denne støtte i stedet skal være en forpligtelse.

Indtil dags dato har Børnestyrelsen (Sename) dog kun beføjelser til at støtte og rådgive i

processen. Grundlæggende handler det om at “hjælpe”, eftersom det ikke er

Børnestyrelsen, som sidder inde med oplysningerne, men derimod domstolen og

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Derfor kan Børnestyrelsen (Sename) bidrage

ved at hjælpe med at søge efter personernes oprindelige familie.

Loven fastholder et tydeligt princip om fortrolighed i forbindelse

med adoption, idet den adopterede får adgang til hele adoptionssagen, efter at der er

afsagt domstolsafgørelse om det. Det vil mere specifikt sige, at det er familiedomstolen,

som anmoder om, at en sag kan åbnes og udleveres.

Der er flere involverede parter: Børnestyrelsen (Sename),

samarbejdsorganisationer, som er godkendte til adoptionsprogrammet, børne- og

familiedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som sidder inde med

baggrundsoplysningerne.

Siden 1990 findes desuden Konvention om børns rettigheder

samt Konvention af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn

til internationale adoptioner, som blev ratificeret i 1999, også kendt som

Haagerkonventionen.

Det skal understreges, at den gældende regulering af retten til

at have kendskab til den oprindelige familie er indeholdt i flere forskellige lovsamlinger.

Den første, som vi alle kender, er artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som Chile

ratificerede i 1990, og som lægger en klar ramme for børns rettigheder og deres mulighed

for at bevare en identitet, dvs. at de har en oprindelig identitet og en fuldstændig ret til at

bevare den og have kendskab til den.

Artikel 30 i Haagerkonventionen af 1999 garanterer opbevaring

af og adgang til oplysninger om adoptivbarnets oprindelse, deres forældres identitet og

medicinske journaloplysninger, i den udstrækning at statens lovgivning giver beføjelser til

det.

Haagerkonventionen fastslår, at dette område er omfattet af

lovgivningen i de enkelte lande, men anbefaler, at der tages udgangspunkt i generelle

forhold.

Lov nummer 19.260 af 1999, som indeholder bestemmelser

om adoption af børn, anfører som følger i artikel 27: Der kan kun udfærdiges kopier af

dommen eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse – efter

anmodning fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller

nedadstigende linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er selve adoptanterne, vil en

godkendelse til enhver kræve disses samtykke, med mindre det kan godtgøres, at de er

afgået ved døden.

Sådan gælder det i den gældende lov, men

Nationalkongressen er dog i gang med at behandle et ændringforslag.

Efter det nye forslag vil enhver myndig person og interesseret

part, som er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at

være adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt kunne

anmode om at modtage oplysninger om sit tilknytningsforhold.

Dette vil virke uafhængigt af domstolsafgørelsen. Det betyder,

at enhver person, inden en eventuel domstolsafgørelse, vil kunne henvende sig til

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen for at anmode om oplysninger om sit

tilknytningsforhold og hermed indhente viden om, hvorvidt vedkommende er adopteret

eller ej.

Efterfølgende kan personen over for domstol anmode om, at

pågældendes tidligere oplysninger trækkes ud af arkivet og leveres direkte til personerne,

dvs. gennem en organisation som Børnestyrelsen (Sename), gennem egen advokat eller

gennem en advokat, som forsvarer personen.

Bekendtgørelse af lov nummer 19.620 anfører i artikel 3:

Adoptionsenhederne under Børnestyrelsen (Sename) og de organisationer, som er blevet

godkendt til adoption, kan yde rådgivning og støtte til den adopterede, adoptanterne samt

disse slægtninge i op- og nedadgående linje, når disse måtte ønske at igangsætte en

søgning efter oprindeligt slægtskab.

For personer, som ønsker at indhente oplysninger om deres

adoption i henhold til lov nummer 19.620, artikel 27, og som får tilladelse hertil i henhold

til en domstolsafgørelse, kan modtage rådgivning fra Børnestyrelsen (Sename) eller af den

godkendte organisation, som har medvirket til personens adoptionsbehandling, for hermed

at undgå, at der opstår følelsesmæssige konflikter. Dette sker for at minimere den måde,

hvorpå processen kan påvirke personen, og for at bistå i forbindelse med personens møde

med sin biologiske familie på en sådan måde, at der tages hensyn til den biologiske

families rettigheder og privatliv.

Der findes en række holdninger til, hvad der efterfølgende skal

ske, dvs. hvordan processen med at blive genforenet eller ikke blive genforenet mellem

adoptanterne og disses oprindelige familie kan gennemføres.

Der blev i 1995 igangsat enkelte handlinger jfr. programmet

Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda de Orígenes), hvilket skete på initiativ af

chilenske personer, som var blevet adopteret i udlandet.

Som De tidligere har nævnt, findes der i Europa et betydeligt

antal børn, som blev “adopteret” i 1970´erne og 1980´erne. Efterfølgende er der kommet

flere personer, som er blevet adopteret i Chile, men i begyndelsen blev der kun taget højde

for internationale adoptioner.

I 2000 trådte lov nummer 19.620 i kraft, og hermed begyndte

Børnestyrelsen (Sename) at systematisere og organisere sine tiltag ud fra erfaringerne fra

1995, og Styrelsen iværksatte således programmet Søgning efter oprindelig familie. Det

er et underprogram, som er underordnet adoptionsprogrammet.

Dengang blev alle oplysninger registreret manuelt. I nogle

tilfælde fandtes der oplysninger, og i andre tilfælde søgte man videre efter oplysninger,

men der var en risiko, at mange specifikke oplysninger ikke kunne findes.

Så sent som i 2007 udarbejdede man tekniske bestemmelser

til programmet Søgning efter oprindelig familie, og der indføres et internt it-system i

Styrelsen, som dog ikke fungerer særlig godt, fordi de personer, som kan anvende

systemet, har svært ved at bruge det optimalt.

I 2014 skete der en decentralisering til regionale enheder, som

i søgningen efter oprindelig familie kan hjælpe med arbejdet. Det skyldes, at selve

adoptionsbehandlingen er blevet decentraliseret til regionalt niveau. Det er kun den

nationale del af Styrelsen, som stadig håndterer de internationale adoptioner, mens de

indenlandske adoptioner styres på regionalt niveau.

Formålet med det omtalte program var at yde hjælp på et

overordnet, tværfagligt plan. Det skal gentages, at loven ikke stillede krav herom, men det

blev dog indført som en målsætning. Dermed ikke sagt, at det blev indført med succes,

men målsætningen fandtes dog. Programmet giver adopterede personer en større viden

om deres livshistorie, og dermed kan det garanteres, at de kan udøve deres ret til identitet.

Jeg forestiller mig, at alle, som er til stede her i dag, er glade

for, at målsætningen bliver opfyldt, for det er jo det, man beder om. Det skal tilføjes, at

Styrelsen anlagde to rettesnore eller principper. Det første princip var adoptantens ret til

at kende sin historie før adoptionen, respekten for privatlivets fred og morens ret til frivilligt

at beslutte, om der skulle etableres kontakt og eventuelt aftales et møde.

Det er især mødet og de oplysninger, som er nærmest

beskrevet i lov nummer 19.628 om beskyttelse af privatlivets fred, samt bekendtgørelsens

artikel 3, som jeg tidligere har oplæst, der var udgangspunktet for, at der blevet stillet krav

om en godkendelse eller accept fra moren, og om at nogle oplysninger eventuelt skulle

fjernes på forhånd. Det er en problematik, som vi nu vil tale mere om.

Flowdiagrammet til programmet Søgning efter oprindelig

familie fra januar 2018, som stadig er gældende i dag, har særligt fokus på denne proces.

Præsentationen her viser kun et begrænset omfang, men på sidste møde var det dog

muligt at nå frem til en række konklusioner:

For det første ses en indførsel eller registrering i et

computersystem. Der er velkomstmailen og motivationskortet, hvor man spørger en

potentiel person, hvorfor han eller hun ønsker at kende sin identitet. Der er sagens

tidsforløb, alt efter om det er Styrelsen på nationalt eller regionalt plan. Og der er

ansøgningen om en vurdering af slægtskabets karakter, som sendes af Børnestyrelsen

(Sename) til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Ansøgningen kan indgives direkte

af den pågældende ansøger, men det er Børnestyrelsen (Sename), som formelt står for

henvendelsen.

Hvis slægtskabet viser sig at være baseret på adoption, kan

behandlingen fortsætte. Hvis der ikke er tale om adoption, henvises til ministeren Carroza,

for hvis der ikke er tale om adoption, er den umiddelbare konklusion, at ansøgeren har

taget fejl, eller at der er andre særlige forhold, som skal undersøges nærmere. På dette

område er det helt modsat ministeren Carroza.

Hvis slægtskabet viser sig at være en adoption, kan

behandlingen fortsætte. I dette tilfælde får ansøgeren hjælp af en advokat fra Styrelsen,

så han eller hun kan gå til domstolene for at anmode om, at sagen hentes ud af arkivet.

Hvis der er en frist, skal det som udgangspunkt ske inden for højst 200 dage, men i

virkeligheden er denne frist ikke gennemførlig. Det fremgår af vidneudsagnene, at fristerne

ikke har fungeret tilfredsstillende. Men ellers har domstolen 60 dage til sagens behandling.

Ansøgningen om at udtage sagen af arkivet kan tage op til 15 dage, mens domstolens

behandling kan tage op til ca. 60 dage. I tilfælde, hvor sagen udtages af arkivet, udleverer

domstolen en fotokopi af sagen, som herefter gennemgås og oplæses for de pågældende

af Børnestyrelsen (Sename). Men det bør overvejes, hvordan dette skal foregå i fremtiden,

eftersom sagen jo hører til ansøgeren, ikke Børnestyrelsen (Sename). Det vil sige, at

sagen tilhører den person, som indgiver ansøgningen. Styrelsen kan dog rådgive om,

hvordan sagen bør fortsætte. Sagen bliver således oplæst for ansøgeren, som får det

udleveret fysisk med visse udstregede oplysninger. I virkelighedens verden kan det

diskuteres, hvem sagen egentlig tilhører.

På dette tidspunkt igangsættes processen med at søge efter

den biologiske familie gennem hjemmebesøg og forberedelse af familien. Hvad sker der

så, hvis der er særlige forhold, eller hvis personen ikke ønsker det, eller hvis moren er død

osv.?

Det er en teoretisk situation, vi taler om. I praksis er det helt

anderledes. Ikke alle faser ligger fast, og der udleveres ikke officielle oplysninger via et

bestemt medie. Der findes mail- og telefonsamtaler samt møder, men der findes ikke en

formel inddeling i faser. Derfor er det den enes ord mod den andens, hvorvidt der er skal

ske udlevering af oplysninger eller ej.

Hvis man ser nærmere på programmet om søgning af

oprindelig familie fra 2010 til 2018, er der registreret 2.206 ansøgninger om søgning af

oprindelig familie. Heraf er 1.763 indenlandske og 443 internationale.

Sådan ser udviklingen mere eller mindre ud. Nogle perioder har

større stigninger end andre, men det skyldes primært nogle spektakulære sager. Der er

år, hvor der ingen registreringer er. Tilbage i tiden er der kun få registreringer. Det er ikke

et spørgsmål, som har den store betydning.

Ud af de 2.206 sager er der netop nu 21%, som stadig er under

behandling. Afsluttede sager med udlevering af oplysninger og udtræk af sagen fra arkivet

udgør kun 6%. Afsluttede efter positiv søgning: 5%. Møde med negativt resultat med

oprindelig familie, møde eller kontakt med oprindelig familie: 10%. Ansøger har ikke

adoptionsmæssig tilknytning: 3%. Det er disse sager, som overgår til ministeren Carroza.

Lukkede sager pga. manglende mulighed for at fortsætte søgningen efter oprindelig

familie, fordi der ikke foreligger adresse eller andre personlige oplysninger, eller fordi

oplysningerne er ufuldstændige: 8%. Lukkede sager pga. afvisning til ansøgeren af, at

vedkommende kan fortsætte søgningen: 17%. Lukkede sager pga. manglende svar fra

personen, efter at vedkommende har registreret sig i systemet: 31%. Der er også

ansøgere, som erklærer, at der ikke er taget kontakt til dem.

De forhold, som blev behandlet på mødet den 18. marts 2019,

drejer sig om forespørgsler.

Hvad angår forespørgsler og andre omtalte problemer, bliver

de gennemgået individuelt. Det er dog væsentligt at nævne, at systemet og programmet

Søgning efter oprindelig familie gradvis bliver bedre. Det er desuden bemærket, at der

faktisk er en del flere problemer end dem, som er omtalt her af sammenslutningen Hijos y

Madres del Silencio (Tavse børn og mødre). Det betyder, at der er mange ting, som kan

forbedres ud fra et administrativt synspunkt, ikke et juridisk synspunkt.

Sammenslutningen har f.eks. anført, at systemet til at modtage

ansøgninger ikke fungerer, og at det ikke er alle, som har adgang til Internet Explorer 8.

Der er således ikke kun problemer med it-systemet til

programmet Søgning efter oprindelig familie, men faktisk med hele adoptionssystemet.

Det er dog forventningen, at der i juni 2019 vil være etableret et nyt, integreret itadoptionssystem, som også vil omfatte programmet Søgning efter oprindelig familie samt

en software til flere platforme, som skal erstatte Explorer 8, der ikke fungerer godt.

Man anerkender fuldstændig den kritik, som blev rettet på

mødet den 18. marts, om at første gang en person sender en mail for at blive optaget i

underprogrammet, ender vedkommende ofte med ikke at få svar. Desværre forholdt det

sig sådan, at det i 2016 var nødvendigt at ændre e-mailadressen

budqueda.origenes@senane.cl, fordi den ikke virkede. Der var mange klager, og der

begyndte at komme henvendelser til den programansvarlige, Paulina Méndez fra

Børnestyrelsen (Sename), fordi der var behov for bedre svar. Nogle personer kom i kontakt

med hende – andre ikke. Dette har været en betydelig svaghed ved ordningen.

Det blev også fastslået, at medarbejderne ved

underprogrammet havde manglende respekt for adoptanternes privatliv. Det er således et

krav om, at personen skal udfylde en motivationsformular, som indeholder spørgsmål, der

for nogle kan opfattes som en krænkelse af deres privatliv. Og hvis man ikke udfylder

formularen, kan man ikke komme videre.

Der findes psykologer og socialrådgivere, som hjælper de

enkelte personer med at udfylde formularen. Dette sker for at yde den nødvendige

rådgivning og støtte til både adopterede og adoptanter samt disses slægtningen i op- og

nedadstigende linje. Det er Børnestyrelsens (Sename) målsætning at yde rådgivning til

adopterede og adoptanter på området. Dvs. at udlevere oplysninger på en måde, som

støtter parternes psykosociale udvikling. Dog vurderes det aktuelt, hvorvidt det er

nødvendigt at fastholde dette punkt som et krav, eller om det kan være frivilligt.

Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Der er

en oprindelig dato for, hvornår der indhentes oplysninger, men som nævnt har man ikke

lagt sig fast på bestemte datoer. Man har heller ikke nogen fast procedure for meddelelse

af dato og angivelse af årsager til, at en behandling bringes til ophør.

Derfor kan der sagtens være personer, som med al ret

forholder sig til bestemte datoer, men hvor datoerne alligevel ikke overholdes. Derfor er

man i gang med at gennemgå processen og datoforholdene.

Sagen udleveres med oplysningerne om den biologiske mor,

dvs. med fulde navn i nogle tilfælde, mens man i andre tilfælde sletter efternavnet eller helt

undlader at udlevere fornavnet.

Som tidligere nævnt sker dette med hjemmel i lov nummer

19.628 om beskyttelse af privatlivets fred. Denne procedure skal nu gennemgå en juridisk

analyse for at belyse, hvordan det skal foregå i fremtiden.

Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der

ikke meddelelse herom til resten af adoptantens biologiske familie. Hvis den biologiske

mor er afgået ved døden, gives der meddelelse til ansøgeren om, at hun er død, og

ansøgeren bliver spurgt, om han eller ønsker at fortsætte med processen. I mange tilfælde

er processen blevet fortsat.

Det skal analyseres, om der er tilfælde, hvor den pågældende

forespørgsel ikke er foretaget. Desuden kan det ikke vides med sikkerhed, at alle sager er

gennemført på denne måde, eftersom de forskellige faser ikke er tydeligt definerede.

Forespørgslen kan desuden foretages telefonisk og personligt, og det kan ikke siges, om

oplysningerne reelt er videregivet.

*********************

Fernando Hernández, kommissær ved Efterforskningspolitiet

i Chile (Policía de Investigaciones de Chile), oplyste, at undersøgelsen blev igangsat i

2014, da han havde beskæftigelse i Undersøgelsesenheden mod menneskelige

forbrydelser (Brigada Investigadora contra Delitos Humanos), primært i den afdeling, som

samarbejdede med ministeren Mario Carroza. Dengang bestod opgaven i at undersøge

en række anmeldelser, som havde tilknytning til begivenheder, som handlede om fjernelse

af børn fra de offentlige hospitaler og visse private klinikker. De fleste anmeldelser havde

tilknytning til hospitalerne Barros Luco, San Borja Arriaran, J.J. Aguirre, den lukkede

Clínica Carolina Freire samt Clínica Lira.

De anmeldelser, som blev indgivet, var rettet mod læger,

jordemoder, socialrådgivere, personer fra kirken og generelt medlemmer af civilsamfundet.

Det var svært at lægge sig fast på, hvordan undersøgelsen skulle udføres. Man vidste

ikke, hvad man skulle spørge om, fordi der ingen rutiner var. Roberto, som dengang var

gruppeleder, gik bort fra begrundelsen med menneskerettigheder for i stedet at forsøge at

forstå sagen generelt.

Det første, man gjorde, var at skrive officielt fra

Undersøgelsesenheden til hospitalerne. Enheden bad generelt om at modtage al

tilgængelig information om anmeldelserne, dvs. dokumentation og de velkendte

medicinske journaler, som Undersøgelseskommissionen har omtalt dem i bred forstand.

De første skrivelser blev sendt til Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen med forespørgsel om, hvorvidt de pågældende børn var blevet

registeret. Det viste sig at variere fra sag til sag: I nogle tilfælde var børnene registreret,

men uden at der var en registrering af dødsfald, og i andre tilfælde var de ikke registreret.

De havde således aldrig eksisteret i systemet.

Så begyndte man at støde på de første problemer.

Tiden gik, og man fik de første svar på skrivelser med de

ønskede svar. Hospitalet oplyste dog, at man ikke havde de nødvendige oplysninger. Man

oplyste f.eks. patientens indlæggelsestidspunkt, navnet på lægen, og at barnet var blevet

født, dog uden at anføre, om det var levende eller dødt. Problemet bestod nu i indføre

hospitalets svar i politirapporten til ministeren.

I et referat bad man ministeren Carroza om tilladelse til

personligt at aflægge besøg på hospitalerne. Man begyndte i fødeafsnittet, patologisk

anatomisk afdeling og endelig børneafdelingen. Det kunne konstateres, at der fandtes

oplysninger. Man fandt således fødselsbøger eller -opgørelser, men ikke de medicinske

journaler. I patologisk anatomisk afdeling fandt man frem til obduktionsrapporter, mens

man ikke fandt noget i børneafdelingens systemer.

Her er fortegnelsen over anmeldelser, som blev foretaget i

perioden 2014-2015.

Der var i den samme periode også anmeldelser, som blev

undersøgt af den offentlige anklagemyndighed, men disse havde tilknytning til

uregelmæssige adoptioner.

Samtidig var der personale fra vores enhed, som på det

tidspunkt var i gang med en undersøgelse. Jeg mener, at den offentlige anklagemyndighed

erklærede, at den ikke havde den nødvendige kompetence til at behandle de

uregelmæssige adoptioner, og derfor blev sagen overført til 34. kriminaldomstol (34°

Juzgado del Crimen).

På præsentationens slide 3 ses hospitalerne i den pågældende

periode, mellem 2014 og 2015, hvor man forsøgte at indhente oplysninger fra sag til sag

– jeg gentager, fra sag til sag. Hvorfor fremhæver jeg det? Fordi der var oplysninger om

bestemte personer. Man havde held til at finde nogle bøger, men man kunne ikke knytte

oplysningerne heri med de anmeldelser, man var i gang med at undersøge. Samtidig

kunne det konstateres, at der ikke var de baggrundsoplysninger, man søgte efter.

Spørgsmålet, man herefter stillede, var følgende: Hvad skete

der med de andre fødselsbøger og med oplysningerne om de kliniske journaler? Og svaret

var: Det er der ingen, der ved. Man sagde således følgende: “Tingene ændrer sig, der var

et rør, der gik i stykker, man mistede noget af det, og oplysningerne blev ødelagt”.

På denne baggrund blev der anmodet om en kendelse til at få

adgang og foretage registrering på det gamle fødeafsnit på hospitalet Barros Luco – for

hermed at sikre de oplysninger, der var blevet udleveret. Der blev sammensat et team på

20 medarbejdere. Det var et lukket team, som skulle arbejde med meget dårlige

sundhedsmæssige forhold på stedet. Så man tog af sted med de nødvendige værktøjer

og begyndte at lede efter det, man ønskede, dvs. bøger og optegnelser over manglende

fødsler.

Som det fremgår af fotoene i præsentationen, fandt teamet i

denne forbindelse fødselsbøger, som ingen kendte til i administrationen på hospitalet

Barros Luco. Bøgerne lå længst tilbage i en kælder, som blev brugt til at opbevare

oplysningerne til en sag fra 1969. Og som jeg husker det, var der også andre oplysninger.

Oplysningerne blev overdraget til hospitalsadministrationen,

dvs. til sikkerhedskontoret, og fødselsbogen blev overdraget til fødselsafsnittet, for at man

her kunne overtage ansvaret for dem. Man fik de oplysninger i sagen, som man havde

brug for, og oplysningerne blev stillet til rådighed for hospitalet.

I lyset af alle disse anmeldelsessager, den dybtgående

undersøgelse og en større forståelse af, hvad der var sket, blev der af politiet foretaget en

efterretningsmæssig undersøgelse. Alle disse dokumenter var i papirformat. Der var en

optegnelse over de tilgængelige ressourcer, og man kunne konstatere, at der var navne,

som gik igen – på jordemødre og læger og en socialrådgiver.

Man begyndte at spørge, hvad der var sket hos dem, og hvorfor

de ikke kendte de rutiner eller protokoller, som blev benyttet af lægerne i 1970´erne og

1980´erne, hverken kirurgerne, gynækologerne, obstetrikerne eller specialisterne i

patologisk anatomi. Og hvornår var der tale om et foster og om en abort, hvem assisterede

ved aborten, hvornår var der tale om kejsersnit, og hvornår var der en fødsel?

Teammedlemmerne skulle også lære de tekniske udtryk, se de

kunne læse bedømmelser om nyfødte barn. Og hvad var en Apgar-værdi? De faktorer,

som fik særlig opmærksomhed, var fødselsbøgerne. De kunne indeholder masser af

oplysninger, f.eks. medicinske journalark, benyttede senge, tidspunkt for ankomst til

forrum, navnet på jordemoren, det nyfødte barns tilstand og bedømmelsen (dvs. Apgarværdi), en bedømmelse som jordemoren foretager 3-5 minutter efter fødslen, alt efter

hvordan barnet ellers udvikler sig.

Man begyndte at tale med lægerne. Man spurgte dem, hvad

der var deres opgave og forventning på fødselstidspunkt, og man spurgte den pædiatriske

barneplejerske og den pædiatriske kirurg, hvad der var deres opgave, hvad de foretog sig,

hvis Apgar-værdien var lav, hvad de lavede, og hvordan det var meningen, at de skulle

assistere.

Den gynækologiske læge sagde: “Jeg tager imod de nyfødte,

men giver dem videre til jordemoren. Jeg rydder op og tager mig af moren. Jeg følger ikke

med barnet.” Bagefter blev barnet overført til børneafdelingen, hvor det blev undersøgt af

jordemoren eller barneplejersken. Man konstaterede en lav Apgar-værdi og tog kontakt til

børnelægen. Børnelægen sagde: Hvis barnet kom ind med en lav Apgar-værdi på måske

1, 2 eller 3, lavede vi de genoplivninger, der var mulighed for dengang. Andet var der ikke

i det.

Der var nogle anmeldelser, som handlede om børn, som var

lagt i kuvøse. Det var i 1980´erne, og jeg mener, at kuvøserne har været på de offentlige

hospitaler siden 1982. Det er oplyst, at mange døde pga. infektioner, de havde pådraget

sig på hospitalet. Jeg spurgte til, hvordan det skete, og om børnene var i kuvøse. Hertil

var svaret, at man dengang brugte vand til kuvøserne. Det betød, at der var risiko for en

kombination af svampe og bakterier, og det kunne være dødeligt.

Det lykkedes at finde nogle generelle mønstre og forstå den

bagvedliggende dynamik. Når man fandt sager med dødsfald, som var registrerede i

Folkeregistret, bad man om alle de dokumenter, som kunne understøtte oplysningen:

dødsattest, underskriften på den læge, som havde bekræftet, fødselserklæringer og

identitet på den person, som havde assisteret. Hermed så man en anden forskel: Nogle

gange assisterede jordemødrene ved fødslerne, og på det seneste kunne man også

konstatere, at kirurgerne assisterede ved udtagning og kejsersnit.

Indlægsholderen havde spurgt hvorfor der var denne forskel,

og de svarede, at det skyldtes det høje fødselstal. Hvis han huskede rigtigt, registrerede

man på hospitalet Barros Luco lidt mere end 40.000 fødsler pr. år, og i den pågældende

periode var der ca. 4.000-5.000 fødsler.

En parameter, som også blev undersøgt, var følgende: Hvad

skete der, når der blev anmodet om obduktion? Man opsøgte registrene og fandt navnet

på en læge, og det var altid den samme læge. Man fandt frem til ham, og han sagde, at

han dengang havde arbejdet som børnelæge, og at det ikke var længe siden, at han havde

taget sin eksamen. Efter at kigget i de statistiske tal undrede det ham, at der døde så

mange børn.

Han bad om en tilladelse, og med godkendelse fra den

daværende direktør begyndte han at foretage obduktioner med assistance fra en læge på

hospitalet El Salvador. Men han fremhævede også, at han kun lavede obduktioner, når

han havde tid til det. Han var nemlig stadig børnelæge i fødselsafsnittet.

Man undersøgte også, hvordan man registrerede børn på

hospitalerne dengang. På lokalarkiverne under Folkeregistrene fik man at vide, at der var

en registreringsafdeling på hvert eneste hospital. Dengang foretog man indførsel eller

registrering i to bøger, idet den ene bog forbliv i den omtalte underafdeling, mens den

anden lå i hovedarkivet i Santiago.

Der var mange kvinder, som erklærede, at der også var en

tredje bog, hvori man registrerede afdøde børn og aborter. Denne bog opbevares i

Folkeregistrets arkiver.

Indlægsholderen oplyste, at han med få ord havde forsøgt at

forklare, hvor svært det hele var, fordi der ingen information var, og fordi de ikke vidste,

hvordan de skulle gribe problemet an.

Der fremkom andre sager med kvinder, som anmeldte, at de

havde forladt deres børn på børnehjem, men at børnene var blevet sendt ud af landet med

henblik på adoption. I disse tilfælde blev der lavet en anmeldelse og foretaget de første

skridt i sagen. Det viste sig, at børnene var registreret i Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen med det forskel, at der var et gammelt foto af dem i systemet. Man

gennemgik nationalregistret ved Statspolitiet for immigration og internationale forhold

(Jefatura Nacional de Migraciones y Policía Internacional). Her blev det konstateret, at

disse børn var udrejst af landet. Hvordan kunne det være? Det ved man ikke, for man fandt

hverken dokumenter eller andre oplysninger, som kunne understøtte en eventuel udrejse

af landet, heller ikke i tilfælde hvor moren sagde, at hun aldrig havde godkendt dette.

Det er en konklusion, man nåede frem til i 2014 og 2015,

herunder også hos lufthavnsmyndighederne. Man vidste, at børnene var udrejst til

bestemte lande, men man kunne finde yderligere information om det.

Der har også været en undersøgelse, som blev udført af den

offentlige anklagemyndighed om uregelmæssige adoptioner (sic), og som implicerede

visse læger og præster.

Det fremgår af de anmeldelser, som der har været adgang til,

at nogle børn anmeldte, at deres forældre på et tidspunkt havde nævnt, at de ikke var

biologiske børn. Der var dog ikke anført noget om, at de havde status som adoptivbarn,

men derimod var eget barn af forældrene. På det tidspunkt, hvor disse børn havde spurgt

deres forældre om navnet på hospitalet, hvor de var født, havde forældrene ikke flere

oplysninger til børnene. Det betød, at børnene sporadisk besøgte forskellige steder for at

finde frem til den pågældende anmelder.

Det var ikke meget, de kunne gøre, at der var mange åbne

spørgsmål, bl.a. at børnenes adoptivforældre optrådte som registranter med direkte

registrering i de oplysninger, som fandtes hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.

Denne proces fortsatte frem til 2015. Efter 2015 fik

indlægsholderen andre arbejdsfunktioner, og i 2018 blev han efter indstilling fra ledelsen

igen overført til at arbejde med ministeren Carroza. Dette arbejde havde tilknytning til de

uregelmæssige adoptioner. I 2017 blev der foretaget en konfiskation hos en person, som

havde arkiver over børn, som var blevet sendt til udlandet. Det siges, at denne person var

involveret i første fase af undersøgelsen af børn, som var rejst ud af landet, men nu ved

indlægsholderen, hvordan det fandt sted.

Pga. mængden af akkumulerede oplysninger havde også en

anden person arbejdet for ministeren Carroza. Det var María Cecilia Erazo, som var

socialrådgiver, advokat og sagkyndig hos domstolen, og som selv havde lavet en rapport

med systematisering af de mange oplysninger, herunder især i papirformat.

Derfor begyndte man med en kriminalanalyse hos politiet,

ligesom man arbejdede med efterretninger for at forstå, hvordan det kunne fungere.

Gradvist begyndte man at finde fælles træk: navne, personer, sager, godkendende

domstole og involverede organisationer. Med disse data kunne vi endeligt og generelt

konkludere, hvad det var, der var sket. Det var ikke var lykkedes i den første periode 2014-

2015.

På ledelsesplan blev det besluttet at etablere en

arbejdsgruppe, som i dag ledes af kommissær Gaete, og som bistår ministeren Carroza.

Arbejdsgruppen er i 2018 overgået til at være en feltgruppe, som foretager interview af

personer, indhenter viden om forhold, som vækker bekymring, og får overblik over,

hvordan der blev arbejdet. Arbejdsgruppen foretager om nødvendigt beslaglæggelser for

på den måde at udvide databasen med oplysninger. Det har alt i alt givet gode svar.

Som en afslutning på denne første præsentation kan jeg

fortælle, at det var på denne måde, vi arbejdede på hospitalet Barros Luco. I en nedslidt

bygning med begrænset adgang for personer lå de arkiver, som i dag er til disposition for

de samme hospitaler.

Afslutningsvis blev der i denne sidste undersøgelse af

registreringer på hospitalet Barros Luco fundet fødselsbøger fra 1962, 1968, 1969 og

1971. Alle bøgerne blev fundet i Institut for epidemiologi, klinisk forskning og human

reproduktion ved Medicinsk fakultet på Universidad de Chile, campus syd. Ud over de

omtalte bøger blev der også fundet arkivmapper, som indeholdt journaler om aborter,

bækkeninflammationsbehandlinger og biopsiresultater.

Blandt konklusionerne fra arbejdet med relevante

patologianatomiske oplysninger fra hospitalerne kan nævnes, at der ikke blev sondret

mellem biopsier og obduktionsrapporter. Dette ændrede sig i 1984, da man begyndte at

sondre mellem obduktionsrapporter for voksne og for børn. Det blev endelig konstateret

af betjente, som kom på stedet.

Det tilføjes, at abortjournalerne også udgjorde et problem. Her

henvises specifikt til, at de pågældende oplysninger nu er blevet systematiseret, hvilket

har afgørende betydning for, at man kan foretage en hurtigere søgning og behandling af

de anmodninger, som modtages fra domstolene.

En kommentar om fødselsbøgerne: Selv om der kun er få

baggrundsoplysninger, findes der dog oplysninger, som giver information om den

behandlende læge, om personen selv, om der var tale om hoved- eller sædefodfødsel,

ligesom der er oplysninger om Apgar-værdi og fødselstidspunkt.

Nogle institutioner opbevarer flere oplysninger og andre færre,

men det er under alle omstændigheder vigtige oplysninger i den konkrete sag.

Det skal sluttelig bemærkes, at der for perioden 2014-2015 er

tale om foreløbige oplysninger. De tiltag, som er igangsat siden 2018, vil blive forelagt af

Roberto Gaete, politikommissær.

***************

Roberto Gaete oplyser, at ministeren Mario Carroza på

baggrund af det betydelige antal anmeldelser, han havde modtaget, bad

Efterforskningspolitiet (PDI) om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle udføre

feltarbejde til belysning af situationen.

I 2017 blev der indsamlet en stor mængde information fra

socialrådgivere, som man i dag er i gang med at systematisere, og som viser, at der findes

et stort antal personer – eller børn – som blev overdraget til adoption i både 1960´erne,

1970´erne, 1980´erne og 1990´erne.

Som omtalt af kommissær Hernández åbnede man en sag med

nummer 1044-2018, som omfattede en lang række anmeldelser, som var modtaget i hele

landet fra mødre, som søgte efter deres børn, og børn, som søgte deres oprindelige familie

eller biologiske mor.

Sådanne anmeldelser og ønsker er altid fremkommet på den

ene eller anden måde og er blevet forelagt via de sammenslutninger, som repræsenterer

dem. Det er sammenslutninger, som tydeligt har erklæret deres hensigt om at opnå et

resultat med de undersøgelser, som er udført af ministeren Mario Carroza.

Principielt arbejder man med to parallelle problematikker: Den

ene problematik handler om at finde frem til de ansvarlige for disse forhold, og derfor

medvirker i mange sager statslige funktionærer, som er blevet involveret i disse særlige

situationer. Den anden problematik, som har et vigtigt socialt fokus, er behovet for på et

tidspunkt at vide, hvor man kan finde den søn, som på uregelmæssig vis på et tidspunkt

er blevet sendt til udlandet, så barnet på et tidspunkt kan blive genforenet med sin mor.

Det er disse to primære arbejdsområder, vi koncentrerer os om for øjeblikket.

Der er således nedsat en særlig, specialiseret arbejdsgruppe:

Det er en gruppe, som arbejder direkte sammen med ministeren, baseret på ministerens

instrukser og anvisninger, alt efter hvilke anmeldelser der løbende kommer ind.

I feltarbejdet har man forsøgt at have fokus på de afhøringer

eller interview af personer med en særlig tilknytning til de pågældende forhold. Det er

interview eller afhøringer, som er foretaget af politiet, og som har haft til formål at hente

så mange oplysninger som muligt fra socialrådgivere, myndigheder, private

organisationer, f.eks. Casa Nacional del Niño og Børnestyrelsen (Sename). Man har

arbejdet med at indsamle forskellige former for input, som på den ene eller anden måde

kan give os et indblik i, hvordan disse adoptioner blev håndteret, og om der er tale om

uregelmæssige forhold.

Det skønnes aktuelt, at der er ca. 8.000 sager, når man ser

på de oplysninger, der ligger hos domstolene. Nu hvor tingene er ved at blive

systematiseret, anførte indlægsholderen, har man adgang til cirka halvdelen af

oplysningerne. Alle oplysninger er dog ikke systematiseret endnu, men det er nok

forventningen, at det naturligvis ikke er alle sager, som findes ved domstolene, som

handler om uregelmæssige adoptioner. Der kan være adoptioner, som i en vis

udstrækning er lovlige, men hvor virkelighedens verden har vist, at der er konstateret en

lang række “uregelmæssigheder”.

Man har nu forsøgt at opdele arbejdet, for selv om mønstret

optrådte første gang i regionen Metropolitana (hovedstadsregionen), gentog det sig

bagefter i andre regioner, primært mod syd, i 6., 7., 8., 9. og 10. distrikt. Arbejdsindsats

er opdelt, så man på den ene eller anden måde kan håndtere denne problemstilling over

for ministeren.

Efterforskningspolitiet (PDI) har modtaget 168 direkte

anmeldelser, som ligger ud over de sager, som er behandlet hos ministeren. Der ligger

aktuelt ca. 350 anmeldelser.

Arbejdsindsatsen er blevet samordnet med detektiver i hele

landet, som på den ene eller anden måde kan modtage anmeldelser og behandle det

input, som kommer. Det drejer sig i teorien om oplysninger, der er nødvendige for at

kunne udføre en undersøgelse. Der er mange mødre, der – måske af uvidenhed – ikke

har foretaget anmeldelse, mens andre har foretaget anmeldelse, inden ministeren blev

udpeget. Endelig skal det nævnes, at mange anmeldelser er blevet liggende hos den

offentlige anklagemyndighed, hvor de af en given årsag er blevet henlagt.

Der blev oprettet en e-mailadresse til modtagelse til

oplysninger fra ofrene, dvs. adoptivbørnene, som for det store flertals vedkommende

befinder sig i Europa og USA.

Der er desuden udført et informationsarbejde for at belyse,

hvordan Efterforskningspolitiet behandler problematikken, og for at motivere de enkelte

personer til at komme ind på vores stationer for at forelægge deres situation. Der er

nemlig mange, der har fået den opfattelse, at der kun bliver gjort lidt eller slet ingenting i

forhold til de anmeldelser, der er indgivet.

De foreslåede målsætninger har fokus på at belyse og

klarlægge, hvad der er sket, dvs. fra 1960´erne og frem til reformen af vores straffeproces.

I lyset af den indsamlede information og det udførte

analysearbejde skal det handle om at fastlægge ansvaret i de enkelte sager, som det

tidligere er nævnt, hos de personer eller statslige instanser, som eventuelt har været

implicerede i problematikken.

Det handler også om at behandle de nødvendige input og

hermed afstedkomme konkrete genforeninger. Der er en situation, som mange forældre

og børn higer efter, så de kan blive genforenet med deres biologiske familie.

Dette skema forklarer illustrativt, på hvilken baggrund

adoptionen af børn i mange tilfælde konkret har fundet sted. Der var et ønske hos en

familie, som gerne ville have et barn. Familien tog kontakt mange gange til

socialrådgivere, advokater eller organisationer, for at disse parter på den ene eller anden

måde kunne hjælpe med at finde et barn til familien. De børn, der var genstand for

interesse, var typisk børn af sårbare mødre.

I første omgang udvalgte man børn, som blev indlagt alene på

hospitalerne, og dengang var der ofte en person, som stod for at opsamle børnene.

Mange gange sagde man til mødrene, når de havde født, at deres søn eller dato var

afgået ved døden – som f.eks. Fernando har nævnt det på et tidspunkt. Samtidig fik de

ikke udleveret noget dokument, og de fik ikke at vide, hvor liget befandt sig eller var blevet

begravet. Til gengæld sagde man til mødrene, at hendes nyfødte, afdøde søn eller datter

var bliver overdraget til videnskaben.

Mødrene dengang foretog sig ikke mere, og de vænnede sig

til tanken om, at deres barn var død. På den baggrund opstod der en struktur med

såkaldte plejemødre (guardadora), hvorfra barnet senere kunne overdrages til en

privatperson eller en organisation, som tog sig af barnet, indtil man var færdig med

sagsbehandlingen, og barnet kunne udrejse af landet under værgemål eller

beskyttelsesforanstaltning.

Socialrådgiverne skrev i mange tilfælde rapporter, som var

notorisk ukorrekte med information om, at barnet var efterladt, eller at moren var

stofmisbruger eller alkoholiker. På baggrund af denne information afsagde domstolene

kendelse og erklæring om beskyttelsesforanstaltning og overdrog barnet til – i

citationstegn – adoption, som efterfølgende mange gange skete i udlandet.

Som Fernando også har omtalt, blev børnenes identitet ofte

ændret, dvs. barnets fødselserklæring blev ikke brugt til registreringen. I stedet benyttede

man en metode, som stadig findes i dag, og som giver mulighed for at registrere et barn

med tilstedeværelse af to vidner, som bevidner, at barnet faktisk er født med denne

identitet. Herefter kunne barnet blive registreret som biologisk barn af forældre, som af

indlysende årsager ikke var dets biologiske forældre.

På den baggrund er det meget sværere at forstå, hvad det

egentlig skete med disse børn, fordi der ikke er nogen registrering af, hvem der biologiske

forældre er. Desværre er der mange sager, som har dette typiske kendetegn.

Efterfølgende udrejste børnene af Chile med henblik på

adoption i udlandet, og mange af dem vidste ikke noget om deres baggrund. Derfor foretog

de sig ingenting for at få at vide, hvem deres biologiske forældre var.

Den ledende arbejdsgruppe består af fem detektiver, der i

samarbejde med sammenslutninger og domstole samt med instanser under Folkeregisterog identifikationsstyrelsen og Børnestyrelsens (Sename) program Søgning efter oprindelig

familie forsøger at finde svar til de mødre og børn, som i dag er voksne, og som søger

efter deres oprindelige familie.

*******************

Rodrigo Bustos, leder af Juridisk enhed (Unidad Jurídico

Judicial) ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto Nacional de Derechos Humanos),

takkede for invitationen fra Undersøgelseskommissionen. Samtidig beklagede han, at

nationaldirektøren for Menneskerettighedsstyrelsen ikke kunne være til stede, idet

pågældende er i Temuco for at underskrive en aftale med Børneombudsmanden

(Defensoría de la Niñez) om børns forhold i den oprindelige mapuche-befolkning

(Araukanien).

For det første ville indlægsholderen gerne fremhæve, at det

emne, der tales om her, er et menneskerettighedsproblem. Menneskerettighedsstyrelsen

arbejder med fjernelse af børn og uregelmæssige adoptioner og her den holdning, at der

er tale om en overtrædelse af menneskerettighederne. De internationale traktater bliver

overtrådt i de pågældende sager.

Man har lyttet til medarbejderne hos Efterforskningspolitiet

(PDI), som har udført denne undersøgelse. Undersøgelsen sætter situationen i relief og

viser, hvor utroligt relevant og betydningsfuld den er. Selv om der kun havde været tale

om få tilfælde, ville det alligevel være en overtrædelse af menneskerettighederne, idet der

er sket overtrædelse af artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som regulerer retten

til identitet.

Anvendelse af denne artikel skal ses i sammenhæng med bl.a. artikel 19 i den

amerikanske menneskerettighedskonvention i sagen om Dos Erres-masakren i

Guatemala, som blev behandlet ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol.

Problematikken med uregelmæssige adoption udgør en

overtrædelse af menneskerettighederne, fordi der er tale om en overtrædelse af retten til

identitet hos børn og voksne. Der henvises til Menneskerettighedsstyrelsens juridiske

beføjelser på området.

I mange af disse sager er der en sammenhæng med de

bestemmelser, som gælder for personers tvungne forsvinden. Som det vil være

Undersøgelseskommissionen bekendt, er der mange familiemedlemmer i sagerne, og de

ved stadig ikke noget om opholdsstedet for deres børn, som blev revet bort fra dem pga.

bedrageri. Dette er anført af medarbejderne ved Efterforskningspolitiet. Der er tale om

hjerteskærende vidneudsagn.

Hvis problematikken er blevet mere synlig i dag, skyldes det i

stor udstrækning familiemedlemmer og organisationerne i civilsamfundet.

Emnet er blevet behandlet i komparativ ret i Spanien og

Argentina, hvor man har undersøgt overtrædelsen af retten til identitet med stor respekt.

Et aspekt, som er relevant at omtale i forbindelse med de

årsager, man er i gang med at undersøge, er beregningen af forældelsesfrist i sagerne.

Denne frist kan gå hen og blive et problem på et tidspunkt. Man har således i den

komparative ret analyseret, at forældelsesfristen bør træde i kraft på det tidspunkt, hvor

man har fået viden om børnenes fjernelse. Som i mange andre sager med bedrageri skal

fristen naturligvis tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor man har fået kendskab til

forholdet. Hertil skal føjes, at når der er tale om tvungen forsvinden, vil lovovertrædelsen i

nogle tilfælde have varig karakter.

Menneskerettighedsstyrelsen griber ind i disse sager med

klager og anmeldelser, fordi en sådan indsats ligger inden for vores juridiske beføjelser.

Den lovgivning, Styrelsen er underlagt, fastlægger beføjelser til at fremme og beskytte

menneskerettighederne, og derfor har det været muligt at iværksætte retslige

foranstaltninger. Artikel 3, stk. 5, i lov nummer 20.405 indeholder mulighed for at indgive

klage i forbindelse med tvungen forsvinden.

Styrelsen har indgivet klager med henvisning til tvungen

forsvinden, når der er sket opfyldelse af to forbundne betingelser, dvs. når en

embedsmand har grebet ind, og når offeret indtil nu ikke har vist sig igen. Det er altså en

situation, hvor det barn, som er fjernet fra sin mor eller far, ikke har vist sig igen frem til

dags dato. I alle andre sager, hvor der er sket indgreb, er det sket på baggrund af

anmeldelser, som er indgivet med henvisning til de årsager, som er anført af ministeren

Carroza og andre ministre.

Menneskerettighedsstyrelsen har indgivet klager med

henvisning til forskellige undersøgelser. Et eksempel er den årsag, som er fremført af

ministeren Carroza, og hvor det blev oplyst, at der var tale om en kategori med mere end

500 sager. Der henvises også til de klager, som er indgivet af ministrene Hormazábal og

Yolanda Méndez fra henholdsvis regionerne Coquimbo og Biobío. De to ministre har fået

deres viden fra undersøgelsen af overtrædelser af menneskerettighederne under

diktaturet.

I sagen fra regionen Coquimbo blev klagen indgivet på begæring af familiemedlemmer til

ofrene. Her skal der tages hensyn til, at det giver økonomiske problemer, hvis man flytter

varigt til regionen Metropolitana (hovedstadsregionen).

Alligevel henvises specifikt til den årsag, som blev forelagt

ministeren Carroza fredag, efter hvad der er oplyst. Man mødtes sidste år to gange med

ministeren Carroza, og ved et møderne deltog også direktøren for

Menneskerettighedsstyrelsen. Der sættes stor pris på det arbejde, som ministeren gjorde

i 2016 i forbindelse med undersøgelsen med navnet “uregelmæssige adoptioner”, som i

henhold til det mandat, der er tildelt af Højesteret, har omfattet sagerne fra 1950 til 2001.

Den første klage kom som bekendt fra Elena Valentina Troncoso, som havde fået fjernet

sit barn på hospitalet San Borja i 1986. Dette hospital råder over en hovedbog og en

hemmelig, fortrolig bog.

Desuden har man som baggrundsoplysninger – primært i

forbindelse med den undersøgelsen, som blev udført af ministeren Carroza – kunnet

samle et kontaktnet af de personer, som medvirkede, dvs. socialrådgivere, sygeplejersker

og læger, hvortil kan føjes børnedommere, som gav forældremyndighed og værgemål til

de fjernede børn videre til især organisationer i udlandet.

Historierne fortæller, at det var tale om bedrageri, idet mange

af kvinderne fik besked om, at deres søn eller datter var afgået ved døden i forbindelse

med fødslen. En sådan handling udgør en overtrædelse af menneskerettighederne. Disse

mødre har startet en proces, som med stort møje og besvær måske vil føre til sandheden

og til det sted, hvor deres søn eller datter opholder sig.

I en anden undersøgelse er der konstateret religiøse

udlændinge, som har været involveret, og som har opholdt sig i det sydlige Chile.

******************

Natalia Labbé, advokat ved Menneskerettighedsstyrelsen

(Instituto Nacional de Derechos Humanos), fremlagde tal til belysning af de retslige

foranstaltninger, som Mennneskerettighedsstyrelsen har truffet i forbindelse med forhold,

som undersøges af ministeren Carroza.

Der er i alt tale om 53 retslige foranstaltninger, hvoraf de 36

indgår i sag nummer 1044-2018, som har været under behandling under ledelse af

ministeren Mario Carroza Espinoza. I forbindelse med disse 36 foranstaltninger skal det

tilføjes, at flertallet af vores retslige foranstaltninger har tilknytning til de hændelser, som

er indtruffet på hospitalet Barros Luca i perioden 1980-1990. Desuden skal

opmærksomheden i særlig grad rettes mod 1975, hvor der var fem sager, og 1982, hvor

der var fire sager.

I marts blev der forelagt ti retslige foranstaltninger for

ministeren Vicente Hormazábal på begæring af sammenslutningen Madres e Hijos Se

Buscan, og i de fleste af disse tilfælde skete hændelserne på regionshospitalet La Serena

i årene mellem 1973 og 1984.

Hvad angår sagerne, som forekom i den sydlige del af landet,

blev der i marts måned truffet syv retslige foranstaltninger på anmodning af ministeren

Méndez. Heraf forekom to af hændelser på hospitalet Laja med henvisning til forhold, som

var indtruffet mellem 1972 og 1988.

**************

Jorge Rubio Kinast, nationaldirektør ved Retsmedicinsk

Myndighed (Servicio Médico Legal), forklarede, at Det nationale DNA-register (Sistema

Nacional de Registros de ADN), som er navnet på den databank, der omtales i det

vedlagte dokument, er reguleret i lov nummer 19.970 om genetiske profiler i forbindelse

med undersøgelse af kriminelle forhold. Det er et godt udgangspunkt, at denne databank

anvendes med udgangspunkt i undersøgelser af kriminelle forhold.

Genetisk profilering defineres som alfanumerisk registrering af

personer, dvs. registrering af de tal og bogstaver, som er resultatet af en biologisk

prøvetagning. Der findes en unik kombination af tal og bogstaver, som repræsenterer hver

enkelte person. Det omtalte registrer er udelukkende baseret på genetiske oplysninger og

benyttes udelukkende til at give information i forbindelse med en persons identifikation.

Det er ikke muligt at få viden om eksempelvis hårfarven, øjnene eller andre forhold,

medmindre der sker en nøje sammenholdelse med identifikationsoplysninger.

Loven bestemmer, at genetisk profilering skal udføres af

fagpersoner og tekniske medarbejdere, som er ansat i Retsmedicinsk myndighed eller i

de offentlige eller private institutioner, som er godkendt af Retsmedicinsk myndighed til

det samme formål.

Forvaltningen af og tilsynet med Det nationale DNA-register

ligger hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, men ejerskabet ligger dog ikke her.

Det kan tilføjes, at input af information generelt ligger hos Retsmedicinsk myndighed.

Retsmedicinsk myndighed udtager biologiske prøver, som stammer fra enkeltpersoner, og

udfører den efterfølgende alfanumeriske behandling, som så overføres til et it-system.

Input af information ligger således hos Retsmedicinsk myndighed, og det gælder også

profiler, som måtte være udtaget af en institution, som er godkendt af Retsmedicinsk

myndighed, det være sig både offentlige og private institutioner. Det skal nævnes, at der i

Chile findes 12 genetiske laboratorier samt det genetiske laboratorium Codis, som det

fremgår af arket her. Alle laboratorier er godkendte af Retsmedicinsk myndighed til at

udføre denne type procedurer, dvs. udtage biologiske prøver og derefter behandle dem

med henblik på at opnå en alfanumerisk værdi. Til forskel fra det arbejde, som udføres af

Retsmedicinsk myndighed, overfører det genetiske laboratorium Codis værdierne til et itsystem. I slægtsskabssagerne, dvs. når man søger at dokumentere slægtskab mellem to

eller flere personer, overføres informationen dog ikke til it-systemet Codis, fordi dette

system udelukkende skal tjene som dokumentationdatabase for undersøgelser af

kriminelle forhold.

På det næste billede ses et overblik over de lovovertrædelser,

som er omfattede af lov nummer 19.970. Jeg skal indrømme, at jeg ikke selv forstår det

særlig godt, men det er de lovovertrædelser, som er anført i artiklerne, der henvises til på

billedet. Der er tale om lovovertrædelser, som er omfattede af chilensk straffelov (Código

Penal), og desuden fremstilling og ulovlig handel med narkotika samt terrorhandlinger. Der

foreligger en tydelig opdeling i kategorier af de lovovertrædelser, som giver anledning til

prøveudtagelse. Når den alfanumeriske værdi og genetiske profil er behandlet og

udarbejdet, overføres informationen til det det nationale DNA-register.

Det nationale DNA-register kan derudover underinddeles i fem

forskellige registreringstyper. 1) Den første type omfatter registrering af personer, som er

blevet dømt i overensstemmelser med de lovovertrædelser, som er beskrevet på det

tidligere ark. 2) Dernæst følger personer, som er anklagede for samme type

lovovertrædelser. 3) Beviser og baggrundsoplysninger, som stammer fra undersøgelser af

denne type lovovertrædelser. 4) Ofre, som har givet deres samtykke til, at der udtages

biologisk prøve, og som efter prøveudtagning og behandling har givet deres samtykke til,

at de registrerede data kan overføres til Det nationale DNA-register. 5) Og endelig

forsvundne personer og disses familiemedlemmer, som optræder i en kriminel

sammenhæng (i modsat fald indgår sidstnævnte gruppe ikke). Når en genetisk profil under

en af de fem kategorier skal overføres til DNA-registret, kræves der desuden en kendelse

fra en offentlig anklager eller domstol. I modsat fald kan sådanne genetiske profiler ikke

overføres til den pågældende software.

Retsmedicinsk myndighed (SML) står som faglig

tilsynsmyndighed med arbejdet med at sammenholde genetiske profiler. Når der foreligger

en biologisk prøve, som skal behandles, er den normale fremgangsmåde, at man forsøger

at lave en genetisk profil på et offer for en lovovertrædelse. Når offerets genetiske profil er

færdigbehandlet, overføres den til databasen, hvor der foretages en sammenholdelse med

en eller flere af de registrerede profiler, dvs. tilhørende dømte og anklagede personer osv.

for at kontrollere, om lovovertræderen befinder sig i databasen. Det er baggrunden for, at

man foretager denne sammenholdelse. Det er sådanne oplysninger, som skal indgå i en

given straffesag. Når der er foretaget en konkret sammenholdelse, sendes rapporten

herom til den offentlige anklagemyndighed eller til domstolen, alt efter sagen, hvor det

sagkyndige arbejde og resultaterne heraf bliver gennemgået.

It-systemet, hvori den alfanumeriske værdi bliver registreret,

dvs. den såkaldte genetiske profil, bærer benævnelsen Codis (Combined DNA Index

System). Det er et stykke meget avanceret teknologiske software, som er udviklet af FBI,

og som kombinerer retsgenetik (processen, som udføres i vores retsgenetiske

laboratorium) med informationsteknologi (sammensætningen af en it-baseret database for

de genetiske profiler, som er resultatet af genetiske prøver). Hermed råder vi over en digital

database med genetiske profiler, som kan sammenlignes, hvorefter den offentlige

anklagemyndighed og domstolene får adgang til et effektivt værktøj til forfølgelse af

lovovertrædelser.

Denne præsentation viser nogle fotografier, som er taget i

vores retsmedicinske laboratorium, Codis, og desuden ses en grafisk fremstilling af

statistiske oplysninger for laboratoriet, siden systemet trådte i kraft i 2010. Det betyder

ikke, at antallet af lovovertrædelser bliver ved med at stige, men at systemet gradvist får

tilført flere data. I dag er 76.186 dømte personer registrerede i systemet, ligesom der i

databasen er registreret 2.592 beviser, 23 anklagede personer, 15 ofre og endelig 136

forsvundne personer og familiemedlemmer.

***************

Alicia Yañez, forkvinde for Sammenslutningen af

socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), fortæller, at man som

organisation ønsker at samarbejde så meget som overhovedet muligt for at fremme

undersøgelsen.

Man har gennem medierne hørt om de ulovlige adoptioner –

som de fleste andre borgere i landet.

I slutningen af sidste år modtog organisationen en skrivelse fra

ministeren Carroza, hvori der blev anmodet om oplysninger om ni socialrådgivere.

De oplysninger, organisationen kunne videregive til

Justitsministeriet, var socialrådgivernes medlemsnumre og datoer for deres registrering i

fagregistret – og ikke mere end det. Den begrænsede information skyldes, at flertallet af

de ni personer, der blevet spurgt til, var medlemmer mellem 1934 og 1944. Det er således

mange år siden. Derfor optræder personerne ikke længere som medlemmer i

organisationen. Man har ikke i mange år haft kendskab til deres nuværende bopæl, og

nogle af dem er afgået ved døden. Det vides ikke med sikkerhed, om de alle er døde. På

denne måde bidrog organisationen med oplysninger til ministeren Carroza.

Det kan tilføjes, at organisationen her vil fremlægge en oversigt

over de ni personer, ministeren Carroza har forespurgt om.

Disse oplysninger blev afsendt den 23. april 2018, i

overensstemmelse med ministerens forespørgsel: Telma Uribe, registreringsnummer

1248 og afslutning af uddannelse i december 1944; Ruth Chía Barrios, afslutning af

uddannelse i 1953 og registreringsnummer 533; Rosa Muñoz, registreringsnummer 1294

og afslutning af uddannelse i 1941; Berta Orozco Wells, registreringsnummer 74 og

afslutning af uddannelse i 1938; Eliana Lizana Valenzuela, registreringsnummer 1941 og

afslutning af uddannelse i 1963; Julia Muñoz García, registreringsnummer 1841 og

afslutning af uddannelse i 1962; Esmeralda Quezada Rodríguez, registreringsnummer

2144 og afslutning af uddannelse i 1965; Elisa María Arriagada Ojeda,

registreringsnummer 1555 og afslutning af uddannelse i 1959; Teresa Castillo,

registreringsnummer 325 og registreret i vores faglige sammenslutning i 1936.

Det var alt, hvad vi havde mulighed for at oplyse ministeren

Carroza om, og vi står til enhver tid til rådighed med yderligere ønskede oplysninger.

Det var således ikke nødvendigt at anmode om en autorisation.

Ministeren forespurgte, om det var nødvendigt at anmode om en autorisation for at udøve

fri profession, men organisationen har aldrig haft sådanne beføjelser og er aldrig blevet

bedt om det. Dette var i april 2018.

Her i år, for et par uger siden, fik organisationen besøg af

Efterforskningspolitiets Enhed for menneskerettigheder (Brigada de Derechos Humanos).

Enheden aflagde besøg i organisationen for at bede om registreringsbøger for hele

organisationens faglige, historiske virke. Dvs. fra den første registrering i organisationen

og frem til de allernyeste registrerede medlemmer.

Det var for organisationen en svær situation, selv om

Efterforskningspolitiet optrådte helt korrekt. For en faglig organisation, som jeg står som

forkvinde for anden periode i træk, var det ikke behageligt at se, hvordan man gik ind og

hentede de bøger, som afspejler hele vores historie. Bøgerne er ikke digitaliserede.

På denne måde har organisationen dog bidraget til samarbejdet med ministeren Carroza

og med Efterforskningspolitiet.

Indlægsholderen anførte, at sammenslutningen efter den

omtalte situation ikke har foretaget yderligere undersøgelser. Der er allerede igangsat en

undersøgelser hos domstolene, og sammenslutningen kan ikke selv gennemføre en

parallel undersøgelse.

Man afventer resultaterne af denne undersøgelse for at erfare,

om der stadig findes levende kollegaer og medlemmer af organisationen, så vi evt. kan

underkaste dem behandling i vores etiske instans.

Følgende blev nævnt af indlægsholderen: I 1981 mistede de

faglige organisationer adgangen til undervisning i faglig etik. Dette har været et problem –

ikke kun for vores egen faglige organisation som sådan, men for alle faglige

organisationer, og det er et problem for hele landet. Når de faglige organisationer ikke

tilbyder undervisning i faglig etik, har det en skadelig virkning på borgerpligten. Hvis vores

kollegaer, som er medlemmer af organisationen, ikke bliver godkendt ved Den etiske

domstol, har de mulighed for at erklære, at de ikke vil være medlem af den faglige

organisation. Desuden kan der være personer, som begår ulovlige handlinger, samtidig

med at de ikke er medlem af organisationen. I den situation kan man ikke foretage sig

meget.

Og hermed en generel meddelelse til de ærede deputerede og

senatorer: Som medlemmer af Sammenslutningen af faglige akademiske organisationer i

Chile (Federación de Colegios Profesionales Universitarios de Chile) yder vi en stor

indsats for at få genetableret undervisningen i etik, ikke alene i vores egen organisation,

men i alle faglige organisationer.

I onsdags blev ministeren Blumel opfordret til at sørge for, at

det udkast til betænkning, man er i gang med at udarbejde, håndteres som en hastesag.

Det skyldes, som det blev nævnt af indlægsholderen, at det ikke alene er et problem for

vores faglige organisation, men for hele landet. Det sker i en situation, hvor det etiske

aspekt lider her i landet.

Samtidig med at det skal understrege, at vores organisation er

indstillet på at bidrage til samarbejdet, skal det gentages, at vores principper som faglige

personer er baserede på social retfærdighed, etik og menneskerettigheder. Det er vores

tre faglige grundpiller, som danner grundlaget for hele vores uddannelse på teoretiske og

metodologiske områder. Universiteterne har fuld fokus på den teoretiske og metodologiske

uddannelse, men frem for alt tilbagestår der en bekymring for manglende uddannelse i

social retfærdighed, etik og menneskerettigheder.

**************

1

BETÆNKNING FRA DEN SÆRLIGE UNDERSØGELSESKOMMISSION OM STATSLIGE

MYNDIGHEDERS HANDLINGER I FORBINDELSE MED MULIGE UREGELMÆSSIGHEDER

KNYTTEDE TIL ADOPTIONSBEHANDLING OG REGISTRERING AF BØRN SAMT

KONTROL MED DISSE BØRNS UDREJSE AF LANDET

ÆREDE KAMMER:

Undersøgelseskommissionen har udarbejdet denne betænkning i

henhold til de beføjelser, som kommissionen er tildelt af Deputeretkammeret i Chile (Cámara

de Diputados), idet Undersøgelseskommissionen således har afgivet de konklusioner og

anbefalinger, som fremgår af betænkningens slutning.

Idet der henvises til Forvaltningsbekendtgørelsen (Reglamento de

Corporación), artikel 318, tildeles Undersøgelseskommissionen følgende:

I – KOMPETENCE

Valparaíso, den 22. november 2018

Fru

Maya Fernández Allende

Præsident

Deputeretkammeret

VALPARAÍSO

Fru præsident:

Idet der henvises til republikkens politiske forfatning (Constitución

Política de la República), artikel 52, stk. 1, litra c), Nationalkongressens organiske forfatningslov

(Ley Orgánica Constitucional del Congreso Nacional), artikel 53, samt ovennævnte

forvaltningsbekendtgørelse, artikel 297, anmodes om forsamlingens samtykke til at oprette en

særlig Undersøgelseskommission. Der henvises til følgende omstændigheder:

1 – Det er mere end ti år siden, at det chilenske samfund fik

kendskab til de adoptioner, som har foregået på et uregelmæssigt grundlag i vores land. Disse

adoptioner blev gennemført uden de biologiske forældres viden og på den baggrund, at visse

statslige instanser handlede på en bestemt måde eller undlod at handle.

2 – Der er tale om uregelmæssige adoptioner, som begyndte at

forekomme i starten af 1950’erne, og som efter de nyeste vurderinger fortsatte frem til starten

af det nye årtusind.

3 – Børnene blev fjernet fra deres mødre, samtidig med at man gav

ukorrekte oplysninger om, hvor forældrenes nyfødte børn ville blive placeret. Generelt oplyste

man mødrene om, at deres børn var afgået ved døden, selv om dette reelt ikke var tilfældet.

Det var en grundlæggende forudsætning for, at børnene kunne blive fjernet, at medarbejdere

på offentlige institutioner medvirkede til disse handlinger.

2

4 – For at processen med at overdrage de nyfødte børn til deres

adoptivfamilie kunne gennemføres, krævede det medvirken fra dommere,

immigrationsmyndigheder, notarer, personer med tilknytning til kirken samt private

adoptionsorganisationer.

5 – Det skal tilføjes, at adoptivbørn har ret til at kende deres identitet

i henhold til både national og international lovgivning. Dette fremgår af De Forenede Nationers

konvention om barnets rettigheder, som blev undertegnet af Chile i 1990. Adoptivbørn har iflg.

konventionen ret til – når som helst og når de ønsker det – at få kendskab til deres biologiske

baggrund. Når et adoptivbarn således ønsker at få kendskab til sin biologiske familie, skal

staten stille de nødvendige midler til rådighed, så denne målsætning kan opfyldes.

6 – I de tilfælde, hvor adoptivbørn her i landet har besluttet sig for

at søge efter deres biologiske baggrund, har de været stillet over for en række hindringer, når

de har ønsket at indhente korrekte og troværdige oplysninger hos offentlige myndigheder. Når

de har henvendt sig til private instanser, har de erfaret, at deres adoptionsdokumenter og

fødselsattester på den ene eller anden måde har været forfalskede, således at man har kunnet

gennemføre en adoptionsbehandling, uden at der forelå samtykke hertil fra de biologiske

forældre. I nogle tilfælde har børnene i deres fortsatte søgen haft held til at lokalisere deres

forældre og dermed fået kendskab til, at mødrene i de fleste tilfælde ikke havde fået oplysninger

om adoptionen og dermed ikke havde givet deres samtykke hertil. Tværtimod havde de fået

besked om, at deres børn var afgået ved døden.

7 – De offentlige hospitaler råder ikke over tilstrækkelige

oplysninger om de biologiske forældre og om årsagen til dødsfald, der reelt aldrig har fundet

sted. Det kan tilføjes, at heller ikke Folkeregistrene har de nødvendige oplysninger til at kunne

garantere børnenes ret til identitet. Børnestyrelsen i Chile (Servicio Nacional de Menores;

Sename) har ikke de nødvendige mekanismer og systemer til at sikre, at denne rettighed kan

håndhæves. Det er således at faktum, at en række offentlige instanser ikke råder over korrekte,

tilstrækkelige og opdaterede oplysninger. Dette begrænser personernes grundlæggende

rettigheder og fremhæver, hvilke alvorlige mangler der i dag findes hos de offentlige

myndigheder i Chile. Disse mangler indvirker ikke alene på muligheden for at udøve retten til

identitet, men har også konkret betydning for en lang række personer, som i en fremskreden

alder erfarer, at deres børn er i live. Der findes ingen politik, som har til formål at rette op på

denne situation.

Situationen illustrerer og afslører, at vores institutioner har undladt

at handle i en række forhold. Dette skal ses i lyset af, at man gennem disse institutioner jo

burde kunne foretage en formel forhåndsforespørgsel og undersøgelse og dermed lokalisere

de søgte personers adresse.

8 – De chilenske domstole er i gang med at undersøge disse forhold

og gør det med stor grundighed. Denne undersøgelse vil gøre det muligt at fastslå, hvem der

har det straffe- og personretlige ansvar.

9 – Indtil videre er der foretaget en nøje undersøgelse af mere end

2.000 sager. Adoptivbørnene i de omtalte sager blev placeret i mange forskellige lande, men

primært i Europa. Der er flere koncentrerede forekomster af chilenske adoptivbørn rundt

omkring på det europæiske kontinent, og det er i den forbindelse relevant at overveje, om der

i disse tilfælde forekom en ikke-tilfældig og organiseret samordning, der skulle sikre en

regelmæssig forsyning eller leverance af chilenske børn. Det bringer også tankerne hen på, om

formålet udelukkende var at etablere en ulovlig, men indbringende forretning.

3

10 – Deputeretkammeret har med sine tilsynsfunktioner pligt til at

påpege statslige handlinger, som forhindrer udøvelsen af retten til identitet, og skal desuden

fastlægge indholdet og omfanget af den skade, som er opstået på baggrund af alvorlige

fejltagelser hos de offentlige institutioner, og som i stort set alle sager også indebærer, at der

er en tæt tilknytning til private aktører, som har stået for den officielle behandling af adoptioner.

11 – Selv om der er gået lang tid, siden de ureglementerede

adoptionsbehandlinger fandt sted, har det stor betydning, at vi i dag kan stille oplysninger til

rådighed for personer, som søger deres baggrund, og at vi i nødvendigt omfang kan identificere

de fejl hos staten, som betyder, at det stadig i dag ikke er muligt at udlevere de ønskede

oplysninger til personer, som har et ønske om at få kontakt til deres biologiske familie.

De deputerede henviser til ovenstående og anmoder hermed

Deputeretkammeret om at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission, som skal indhente

information om de oplysninger, der stilles til rådighed af staten til personer, som efter 2014 har

ønsket at modtage disse oplysninger om deres baggrund, og herunder især:

1 – Indsatsen i henhold til Børnestyrelsens (Sename)

underprogram for søgning efter oprindelig familie (Programa Orígenes) til støtte for

familiemedlemmer, som søger baggrundsoplysninger. Desuden handler det om at få kendskab

til, hvordan baggrundsoplysninger der registreres og de måder, hvorpå de udleveres. Der drejer

sig også om at få kendskab til, om der findes en registrering af de personer, som søger støtte,

og af de svar, som afgives, samt om der er DNA-registrering af personer, som medvirker i en

adoptionsbehandling.

2 – Sundhedsmyndighedernes og sundhedsministeriets indsats

for at registrere spædbørn, som er afgået ved døden, samt gældende procedurer for at udlevere

oplysninger til forældrene om årsagerne til deres dødsfald; desuden en undersøgelse af de

baggrundsoplysninger, der foreligger om den endelige placering af afdøde spædbørns lig samt

om, hvorvidt ligene er blevet udleveret til forældrene. I hvert enkelt tilfælde er der behov for at

undersøge, hvilken registrering eller hvilke data der findes om ligets endelige placering, samt

kilden eller kilderne til disse oplysninger. I samme forbindelse skal der ske en præcisering af

det tilsyn, som det pågældende ministerium udfører, når der tales om udbydere af private

sundhedsydelser.

3 – Justitsministeriets gældende tilsyn og procedurer, der skal

sikre, at alle instanser, som samarbejder med Børnestyrelsen (Sename), korrekt og efter lovens

bestemmelser overholder de gældende regler for adoptionsbehandling.

4 – Indsatsen hos Efterforskningspolitiet (Policía de

Investigaciones) og Sikkerhedspolitiet (Carabineros) i Chile for at sikre, at mindreårige, og

herunder især spædbørn, kan udrejse af landet under lovformelige forhold, idet der skal ske

indrapportering af konstaterede uregelmæssigheder og mulige, proceduremæssige fejl, som

skyldes ureglementerede adoptioner.

4

5 – Indsatsen hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

(Servicio Civil e Identificación) for at klarlægge, hvordan spædbørn registreres, og hvordan

en person kan registrere to identiteter (dobbelt identitet).

Vi skal desuden anmode Den Særlige

Undersøgelseskommission om at indsamle alle nødvendige oplysninger og hermed

indbyde personer og institutioner til at bidrage til at fremme arbejdet med undersøgelsen.

Undersøgelseskommissionen vil efter betænkningens godkendelse fremsende sine

konklusioner til alle relevante administrative og retslige myndigheder med forslag om tiltag,

som bør træffes for at afhjælpe de uregelmæssigheder, som måtte blive påvist.

VALPARAÍSO, den 27. november 2018

Deputeretkammeret har ved sit møde, der er afholdt dags dato i

henhold til Republikkens politiske forvaltning, artikel 52, stk. 1, litra c),

Nationalkongressens organiske forfatningslov, artikel 53, samt

Forvaltningsbekendtgørelsen, artikel 313 ff, godkendt begæringen fra 66 deputerede om

at nedsætte en særlig Undersøgelseskommission om statslige myndigheders handlinger

knyttede til mulige uregelmæssigheder i forbindelse med adoptionsbehandling og

registrering af mindreårige samt og om kontrollen med disse børns udrejse af landet (CEI

18). Undersøgelseskommissionen skal forelægge sin betænkning inden for en frist på 90

dage, og dens mandat kan udøves overalt på nationalt, chilensk territorium.

Gud bevare Dem alle.

II – OVERSIGT OVER UDFØRTE AKTIVITETER

Undersøgelseskommissionen er

nedsat med følgende

deputerede som

medlemmer:

- Sandra Amar

- Natalia Castillo

- Loreto Carvajal

- Catalina Del Real

- Erika Olivera

- Ximena Ossandón

- Boris Barrera, (formand)

- Alvaro Carter

- Carlos Abel Jarpa

- Jaime Naranjo

- Luis Rocafull

- Gustavo Sanhueza

- Raúl Soto

- Raúl Soto.

5

Undersøgelsesdomstolens sekretariat beklædes af Roberto

Fuentes Innocenti, juridisk kommissionssekretær, Hugo Balladares Gajardo, assisterende

juridisk kommissionssekretær, og Mabel Mesías Chacano, ledende sekretær.

Undersøgelseskommissionen har afholdt i alt 15 møder.

1. Indkaldte personer

Hernán Larraín, justits- og menneskerettighedsminister, der

var ledsaget af Alejandro Fernández, leder af Resocialiseringsafdelingen (División

Reinserción Social), Danae Fuentes, leder af Afdelingen for unges resocialisering

(Departamento Reinserción Social Juvenil), Pedro Pacheco, advokat, Jorge Rubio,

direktør for Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal), og Marisol Intriago Leiva,

leder af Menneskerettighedsafdelingen (Departamento de Derechos Humanos) under

Retsmedicinsk afdeling.

Emilio Santelices, sundhedsminister, der var ledsaget af

Elizabeth Cabello, læge, Jaime González, advokat, og Enrique Accorsi, rådgiver. Desuden

medvirkede Claudio Román, leder af Afdeling for menneskers behandling og udvikling

(División de Gestión y Desarrollo de las Personas), María Eugenia Wegner, chef for GESafdelingen (særlige sundhedsgarantier), og Alfredo Donoso Barros, læge og direktør for

hospitalet i Talca.

Susana Tonda, nationaldirektør for Børnestyrelsen (Sename),

som var ledsaget af Viviana Petric, leder af Adoptionsafdelingen (Departamento de

Adopción), og Carolina Von Schakmann, advokat.

Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen (Servicio de Registro Civil e Identificación), som var ledsaget af

Francia Vera, konstitueret leder af denne styrelse, og Víctor Rebolledo, afdelingsleder i

hovedarkivet i Folkeregister- og Identifikationsstyrelsen.

Roberto Gaete og Fernando Hernández, overordnet

politifunktionærer, og Mario Vásquez, underordnet politifunktionær ved

Efterforskningspolitiet (Policía de Investigaciones) i Chile. Desuden Rodrigo Bustos, leder

af Juridisk retsenhed ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto Nacional de Derechos

Humanos; INDH), som var ledsaget af rådgiverne Natalia Labbé og Pablo Ribera. Som

særlig indkaldt medvirkede Raúl Sanhueza, ambassadør og generaldirektør for konsulære

anliggender.

Alicia Yáñez, forkvinde for sammenslutningen af

socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), som var ledsaget af

Nelson Ortega, national generalsekretær, og Karen Alfaro, historiker ved Universidad

Austral de Chile.

Ana María Olivares, María Inés Soto, Lorena Orellana, Ester

Herrera og María Jesús Vicuña, Patricia Astudillo, Andrea Moraga, Sofía Carvajal, Valeska

Bravo, Sandra Castillo og Rosa Gálvez samt, via Skype fra Peru, Luis Fernando Lezaeta,

César Augusto Zambrano og Mans Wikstron, alle repræsenterende sammenslutningen

Hijos y Madres del Silencio (Tavse børn og mødre), Mans Wikstron Bjorklund fra

sammenslutningen Madres del Silencio (Tavse mødre). Fra sammenslutningen Madres e

Hijos (Mødre og sønner) var Jeannette Velásquez og Tobías Kristoffer Ohrn Johansson

indkaldt for at medvirke.

6

Fra sammenslutningen Hijos y Madres del Silencio deltog Ana

María Olivares, forkvinde, og Marisol Rodríguez, sammenslutningens forkvinde, ligesom

stiftelsen Fundación Nos Buscamos (Vi søger) var repræsenteret af Constanza del Río,

direktør, og Ignacia Guzmán, sociolog.

Elena Heredia, som var ledsaget af sin datter Alison Heredia,

Nicole Guillaume, María Orellana, som ledsagede Rubén Estrada, Alicia Vásquez, som

var ledsaget af sin datter Susana Torres, og Patricia Rojas.

2. Udførte opgaver

Nummer Møde Vedr. Reference

51 Nr. 9 af 13.

maj 2019

INDH

Der anmodes om information om årsagen til, at man

ikke har haft kendskab til sagen, som var fremlagt

María Inés Soto Soto, idet styrelsen udfører de

nødvendige tiltag (anmeldelse eller klage).

40 Nr. 7 af 22.

april 2019

Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen

Der anmodes om information om alle forhold

vedrørende registrering af spædbørn, herunder især

tilknytning til slægtninge i tidligere led, sager om

dobbelt registrering, sager om dobbelt identitet, sager

om personer, for hvem der ikke er registreret bopæl,

sager om registrering af dødfødte – med henblik på

godkendelse af begravelse – og om lister over fødende

kvinder, sager om registrering efter 60 dage og måden,

hvorpå denne registrering foregik, og endelig sager om

eventuelle slægtskabserklæringer.

39 Nr. 7 af 22.

april 2019

Sundhedsministeriet Der anmodes om information om beskyttelsestiltag i

forhold til personoplysninger, som skal træffes af

klinikker og hospitaler, der af den ene eller anden grund

bliver lukket.

38 Nr. 7 af 22.

april 2019

Højesteret Det blev vedtaget at særindkalde Mario Carroza,

minister, til at medvirke ved mødet den 6. maj 2019 kl.

17.00-19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at bede

vedkommende om at uddybe den problematik, som

bliver udredt i henhold til

Undersøgelseskommissionens mandat, og som fremgår

af stenograferede sagsakter.

7

Nummer Møde Vedr. Reference

35 Nr. 5 af 8.

april 2019

Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen

Der anmodes om information om alle

baggrundsoplysninger, der er registrerede per

dags dato, og som skal indgives i

registreringsprocessen for alle børn, som bliver

født her i landet.

34 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Vicuña

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

33 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Coquimbo

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

32 Nr. 5 af 8.

april 2019

Hospitalet i

Ovalle

Der anmodes om fremsendelse af

registreringshistorik om bekræftede fødsler på

hospitalet og i givet fald sagsakter om

destruktion af baggrundsoplysninger.

31 Nr. 5 af 8.

april 2019

Regional

justitsministersekretær i Biobío

Der anmodes om information om, hvad der skete

med de børn, som opholdt sig på Centro de

Observación y Diagnóstico, Sector Chillancito, i

Concepción.

30 Nr. 5 af 8.

april 2019

Regionshospitalet

i Talca

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat.

29 Nr. 5 af 8.

april 2019

Direktøren for

Regionshospitalet

i Concepción

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat.

28 Nr. 5 af 8.

april 2019

Direktøren for

Hospitalet i San

Borja

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe det emne, som udredes i henhold til

Undersøgelseskommissionens mandat.

27

Nr. 5 af 8.

april 2019

Udenrigsministeriet

Der anmodes om information om alle forhold

vedrørende personer, som er født i Chile, og som

er overdraget til adoption i udlandet, herunder

især i

8

Nummer Møde Vedr. Reference

lande som Belgien, Sverige, Holland og Italien.

Der anmodes om, at alle relevante sagsakter

fremsendes, bl.a. registrering af udrejse af landet,

eventuelle forældretilladelser og/eller

retstilladelser og andre. Der vedlægges kopi af

fødselsattest for Mans Wikstron Bjorklund og

fødselserklæring for den anførte person. Dette

dokument kan indhentes i Centro Sueco de

Adopción (det svenske adoptionscenter).

26 Nr. 5 af 8.

april 2019

Sundhedsministeren

Det blev vedtaget at indkalde Dem til at

medvirke ved mødet den 15. april 2019 kl. 17.00-

19.00 i Salón Protocolar i den tidligere

nationalkongres i Santiago, med henblik på at

uddybe den problematik, som bliver udredt i

henhold til Undersøgelseskommissionens

mandat. Der vedlægges stenograferede sagsakter.

Der henvises især til sag nummer 10 af 6. marts

om eventuelle baggrundsoplysninger, idet det

bedes oplyst, om der foreligger sagsakter om

sletning af baggrundsoplysninger, og om der er

truffet administrative foranstaltninger med

henvisning til eventuel ulovlig behandling af

disse baggrundsoplysninger.

25 Nr. 5 af 8.

april 2019

Sundhedsministeriet

Det blev vedtaget på ny at fremsende anmodning

i forbindelse med sag nummer 10 af 6. marts, der

vedlægges som kopi, idet der ikke er modtaget

svar på, om de ønskede baggrundsoplysninger

eksisterer, om der foreligger sagsakter om

baggrundsoplysningernes sletning, og om der er

truffet administrative foranstaltninger med

henvisning til eventuel ulovlig behandling af

disse baggrundsoplysninger.

22 Nr. 4 af 1.

april 2019

Sundhedsministeriet

Der anmodes om svar på de spørgsmål, som er

stillet i vedhæftede dokument, hvilket skal ses i

sammenhæng med ønsket om at indhente viden

om baggrundsoplysninger, som kan bekræfte en

bestemt fødsel.

18 Nr. 3 af 18.

marts 2019

Nationalkongressens

bibliotek

Der anmodes om information om reglerne i Lov

om beskyttelse af privatlivets fred (Ley sobre

protección de la vida privada), herunder især om

behandlingen af personoplysninger og andre data

med følsomt indhold, og om denne beskyttelse

omfatter fødselsjournaler og de mange andre

oplysninger, der fremgår heraf.

10 Nr. 1 af 4.

marts 2019

Sundhedsministeriet

Man anmoder om at få fremsendt kliniske

journaler og fødselsbøger for personer, som står

anført i vedhæftede lister, og eventuel

information om alle forhold vedrørende

manglende tilstedeværelse af

9

III – INDLÆG

Hernán Larraín Fernández, justits- og

menneskerettighedsminister, gentog sit ønske om at bidrage til

Undersøgelseskommissionens mandat til at udrede eventuelle uregelmæssigheder i

forbindelse med den adoptionsbehandling, som har fundet sted her i landet i de senere

årtier. Situationen er meget alvorlig, og det er meget vigtigt at få udredt forholdene.

Det var efter indlægsholderens opfattelse meget

overraskende, at landet i så lang tid har måttet leve med disse ureglementerede

adoptioner – for at sige det mildt. Det har påvirket mange mennesker, måden, hvorpå

adoptionsbehandlingen har foregået er bemærkelsesværdig, det har været et langt

tidsforløb, og det har haft betydning for et stort antal mennesker.

Ministeren erkendte, at han ikke haft kendskab til problemets

omfang. Han havde hørt om særlige tilfælde, idet der var en præst, som udførte en form

for uregelmæssige adoptioner eller samarbejdede med personer, som gjorde det. Men det

bekymrede ham grundlæggende at have fået en viden om, at det har foregået siden

50’erne og som minimum frem til starten af det nye årtusind – og at der er tale om i

tusindvis af tilfælde.

Ministeren oplyste, at han fik sin viden på et møde om

adoptionsloven, som blev afholdt sidste år. Det foregik i familie- og voksenudvalget, som

undersøgte emnet. En deputeret havde inviteret sammenslutningen Hijos y Madres del

Silencio (Tavse børn og mødre), som holdt et indlæg om emnet. Indtil dette tidspunkt

havde ministeren ingen viden om problemets omfang. Siden da havde han ønsket at

bidrage til problemets løsning.

Det blev tilføjet, at der var et nødvendigt behov for at yde støtte.

Der var et ønske om at undersøge, om det var muligt at få støtte, og man havde spurgt

ministeren Carroza, hvordan man kunne hjælpe ham.

Ministeren fortalte, at der blev gennemført nogle undersøgelser

i samarbejde med domstolenes administrative forvaltning, og herefter erklærede

ministeren, at der var behov for flere ressourcer for at kunne behandle oplysninger og få

tilført teknologisk udstyr. På denne baggrund blev der truffet foranstaltninger i regeringen

for at fremskaffe de nødvendige midler.

Ministeren anførte, at han skal beklage, at det ikke har været

muligt at tilføre disse midler, som han havde oplyst. Ministeriet har ikke den nødvendige

kapacitet. Budgettet er meget begrænset, og der er ingen fleksibilitet. Ministeriet har

31.000 medarbejdere, men reelt forholder det sig sådan, at 30.500 af disse stillinger ligger

uden for ministeriet. Ministeriet har lidt over 400 medarbejdere, og budgettet er meget

beskåret.

Nummer Møde Vedr. Reference

baggrundsoplysninger, herunder især

administrative tiltag, som er truffet i den

forbindelse.

10

Det er klart, at politiet har sine ressourcer, og at Børnestyrelsen

(Sename) har sine ressourcer, men der er tale om ressourcer, som er allokerede direkte

til funktionerne i disse tjenestegrene. Det er ikke ressourcer, som er til rådighed for

ministeriet.

Derfor har man været nødsaget til at afsøge andre områder,

hvilket ikke har givet det ønskede resultat.

Ministeren oplyste dette til ministeren Carroza, med hvem han

havde afholdt flere møder for at afklare sagen.

Ministeren anførte, at han på det tidspunkt tog kontakt til

præsidenten for Højesteret om situationen for at se, om domstolene eventuelt kunne

allokere midler.

Han har ikke mistet håbet om, at han på et tidspunkt kan få

hjælp. Han kan ikke love noget, for det kan være svært at vide med sikkerhed. Efter at

man havde lovet at undersøge emnet, var der nogle personer, som blev ret skuffede. Og

ministeren beklagede, at det er gået på denne måde, for i virkeligheden engagerede man

sig meget i problemet, og man vil sikkert foretage sig yderligere. Indtil nu har de ikke kunnet

gøre mere i forhold til allokering af midler til at øge undersøgelser og få hurtigere resultater,

men de opgiver ikke håbet om, at det kan ændre sig i fremtiden. Og der blev udtrykt et håb

om, at også domstolene kunne gøre fremskridt.

Hvad angår problematikken på dagens møde så ved man, at

behandlingen eller processen foregik på en meget kompleks måde. Desuden er udtrykket

ureglementerede adoptioner ikke altid den mest præcise, fordi det ikke beskriver

fænomenet i sin helhed.

Der var ureglementerede adoptioner på den måde, at man

forvanskede data og oplysninger, men det handlede om meget mere end det: Der var

uregelmæssige registreringer i Folkeregistret, og der var også ulovlige tilladelser til at

udrejse af landet. Det er forhold, som De allerede kender, og som gør processen endnu

mere kompliceret.

Det vides, at Højesteret har afgjort, at undersøgelsen ikke

længere skal fortsætte 100% hos ministeren Carroza. Det var indtrykket, at det ville være

bedre, at det hele blev samlet et enkelt sted, hvor man havde et godt kendskab til alle

processerne, men alle må jo respektere domstolenes uafhængighed. Og her besluttede

man sig for at agere på en anden måde. Han var sikker på, at den nye minister, som skal

tage sig af denne undersøgelse, nok skal gøre det godt. Bekymring skulle kun ses i

sammenhæng med ministeren Carroza og dennes erfaring og viden. Man ville arbejde

sammen med den nye minister og med ministeren Carroza for at sikre, at undersøgelsen

bliver så effektiv som muligt, set fra statens synspunkt.

Uanset hvad kommer det til at være en god støtte, ikke alene

for undersøgelsen, men for problematikken som helhed. De tjenestegrene, som er

involverede i arbejdet, har allerede været i kontakt med Undersøgelseskommissionen,

dvs. Børnestyrelsen (Sename), Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og

Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal). Det er de institutioner, som primært kan

bidrage til at kaste lys over og afklare de emner, som underkastes undersøgelse af

Undersøgelseskommissionen.

11

Han tilføjede, at institutionerne arbejder sammen med

Deputeretkammeret, hvor Undersøgelsesdomstolen har sit sæde, om et lovudkast, som

skal gennemføre en generel reform af adoptionssystemet, og det er håbet, at disse

ændringer vil forbedre procedurerne og føre til indførelse af nye standarder, samt at de

situationer, som er opstået tidligere, ikke vil opstå igen. Det var hans opfattelse, at der er

særlig bevågenhed om dette område, og både Børnestyrelsen (Sename) og de instanser,

som samarbejder med Børnestyrelsen, herunder især i forhold til adoptioner i udlandet, er

genstand for denne bevågenhed.

Lovudkastet har ikke særlig prioritet, som det også fremgår af

den gældende lov. Dog gælder det iflg. lovudkastet – som det er vedtaget i udvalget –

lægger op til, at indenlandske adoptioner har forrang frem for internationale adoptioner.

Det betyder, at hvis der er flere valgmuligheder, og den ene mulighed er indenlandsk, er

det bedre at placere adoptivbørnene i Chile, så de har mulighed for at udvikle sig i vores

hjemlige miljø. Kun hvis der ikke findes en adoptant til det pågældende adoptivbarn, kan

det være hensigtsmæssigt at skride til international adoption.

Der ligger en præference her, som formentlig er påvirket af den

bekymring, som er kommet til udtryk i tilknytning til de internationale adoptioner. Som det

blev forklaret for Undersøgelseskommissionen, er dette ikke rimeligt. International

adoption er således en virkelig god og effektiv løsning for større børn. Især for børn i

alderen 7-10 år er det mest svært at finde personer i Chile, som ønsker at adoptere. Til

gengæld er der interesse for denne alder i udlandet.

Derfor er det vigtigt, at man bestræber sig på at sikre, at man i

udlandet lever op til forpligtelserne i henhold til adoptionskonventionen og de garantier,

der kræves til opfyldelse heraf. Der skal eksistere forskellige filtreringssystemer, som

sikrer, at dårlig erfaring ikke bliver gentaget. Det forholder sig nemlig sådan, at mange af

problemerne netop har sammenhæng med den pression, som man har været udsat for fra

udlandet, og som førte til ureglementerede kanaler, der blev åbnet på de mest tilforladelige

steder her i landet: På hospitaler, på notarkontorer og i forskellige organisationer, der

forhåbentlig nu bliver undersøgt af domstolene, og som De får kendskab til via Deres

arbejde.

Når vi kigger ud mod fremtiden og mod den nye lov, som

grundlæggende skal reformere adoptionssystemet i Chile, vil vi står med nogle

mekanismer, som betyder, at vi kan undgå disse situationer fremover.

Resocialiseringsafdelingen har ønsket at fremhæve, at man

reelt udøver teknisk kontrol med de tekniske bestemmelser og vejledninger, som styrer de

forskellige underprogrammer i adoptionsprogrammet, og at man hermed kan sikre en

beskyttelse i forhold til lovgivning og indgreb på området.

Når dette var sagt, måtte det konstateres, at

samarbejdsformen ud over ovennævnte ikke er særlig målrettet. Det bidrager til at skabe

bekymring. Derfor har ministeriet afholdt et møde med præsidenten, ledsaget af Carvajal,

som er deputeret, hvorpå man fremlagte de bekymringspunkter, som udvalget giver udtryk

for. Man har arbejdet for at finde en supplerende formel, som kan bidrage til at sikre, at

disse hændelser ikke gentager sig i fremtiden, men som især kan støtte børnene, når de

søger deres forældre, og omvendt. Ministeren var således ledsaget af en direktør og

specialist i Retsmedicinsk afdeling, som skal kaste lys over et projekt, han har udviklet, en

såkaldt genetisk bank i Retsmedicinsk afdeling.

12

Vedkommende erklærede, at han har udført en teknisk og

juridisk undersøgelse af de ressourcer, der er til rådighed, for at konstatere, om det er

muligt at oprette en genetisk bank. Denne bank vil være et supplement til allerede

eksisterende genetiske banker, f.eks. ADN CODIS, som indeholder data på personer, som

har begået lovovertrædelser, og hvor der netop er behov for at foretage en genetisk

identifikation af fremtidige fund. Der findes også andre registre, men her vil man så

etablere et nyt register, som gør det muligt at fastslå blodslægtskab i de tilfælde, hvor det

er vurderingen, at der kan være tale om uregelmæssigheder i adoptions- og

registreringsbehandlingen i sager, som endnu ikke har gennemgået en juridisk proces.

Når der først har været gennemført en sådan juridisk proces, har domstolene mulighed for

at foretage en autoriseret undersøgelse. Man bestræber på et finde en formel, som ikke

kræver en juridisk proces, men udelukkende er baseret på begge parters frivillige tilgang.

Projektet består grundlæggende i at etablere en bank med

genetiske profiler, hvor børn kan deltage og aflevere deres genetiske profil og hermed få

adgang til viden om deres forældre, ligesom forældre kan få adgang til viden om deres

børn. Ordningen vil være baseret på et frivilligt grundlag. Det er tanken at placere dette

register i Retsmedicinsk afdeling (Servicio Médico Legal) på en måde, hvor der ikke er

behov for retslig tilladelse. Det eneste, som kræves, er parternes frivillige tilkendelse af, at

de ønsker at få konstateret, om der er et match i registret, så de hermed få identificeret en

eventuel familiemæssig tilknytning.

Hermed undgås de begrænsninger og hindringer, som

kendetegner en juridisk proces, som eksempelvis ADN CODIS er reguleret efter i dag.

Hvordan skal det fungere? Personer, som ønsker at søge

baggrundsoplysninger af denne type, skal efter samtykke og på frivilligt grundlag afgive

deres genetiske profil til den pågældende genetiske bank, hvor der efterfølgende vil ske

en sammenholdelse af profiler.

Det er naturligvis et problem, at der skal indhentes oplysninger

på begge sider, både hos børn og forældre. Hvis kun den ene part findes i registret, kan

man jo ikke foretage en sammenholdelse.

Når en persons identitet er konstateret, indleveres

vedkommendes genetiske data til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og når det er

konstateret, at den pågældendes genetiske data faktisk tilhører den pågældende person,

og når der desuden er udført et interview, kan donorens profil oprettes. Herfra kan

relevante oplysninger overføres til den genetiske bank.

Det skal tilføjes, at brugen er underlagt streng fortrolighed og

regler om forbehold. Resultatet vil blive meddelt personligt, når der er konstateret et match

mellem forældre og børn.

Der ligger en begrænsning i, at begge parter skal være

registrerede, som henholdsvis forældre og børn, selv om de ikke på forhånd ved, om der

faktisk er tale om slægtskab, og en anden begrænsning er, at der er en mulighed for, at

kun den ene forælder – mor eller far – er registreret, og at det således kun er denne ene

person, som bliver sammenholdt med en søn eller datter.

13

Det er ikke muligt at fastslå en fuldstændig overensstemmelse,

hvis ikke begge forældre er registrerede. Men af tekniske årsager gælder det, at hvis der

foreligger indicier for, at en forælder i sin genetiske profil har et vist sammenfald med en

søn eller datter, som han eller hun søger efter, er det muligt at fortsætte søgningen. Når

man således går videre og sammenholder alle de forhold, som det er muligt at undersøge,

kan man nå til en situation, hvor det definitivt kan fastslås, at der er et slægtskab mellem

forældre og barn – og hermed opfylde den del, som også er en del af formålet: familiens

genforening.

Det handler ikke alene om at undersøge ansvaret for de

sanktioner, som skal placeres. Det er også vigtigt at støtte det helt centrale formål med at

hjælpe de personer, som er ofre for denne situation – nemlig at gøre det nemmere for dem

at blive genforenet med deres familiemedlemmer.

Staten har i denne forbindelse et stort ansvar. Staten har som

udgangspunkt udvist forsømmelighed ved ikke at gøre opmærksom på situationen og ved

ikke at undgå, at disse situationer er opstået. Derfor skal staten gøre en indsats ved at yde

støtte gennem statens tjenestegrene, hvilket vil bidrage til at afklare forholdene så godt,

som det er muligt.

Det var indlægsholderens opfattelse, at den genetiske bank

kan bidrage virkelig meget til opfyldelsen af dette formål. Det er et beskedent bidrag til

problemets omfattende dimension. Dette bidrag har vist, at der findes en forpligtelse, at

der findes en bekymring, og at banken er det rådighed – uanset hvor lille bidraget kan

være set i forhold til problemets enorme omfang.

Vi har kapacitet til at gennemføre projektet med vores egne

midler og med den software, som allerede er til rådighed i Retsmedicinsk afdeling, og det

er muligt at foretage gennemgang af de tilgængelige databaser, uden at der først foreligger

en retslig godkendelse.

Systemet kan indføres overalt i det chilenske territorium. Alle

kontorer under Retsmedicinsk afdeling kan benyttes – 41 i hele Chile – så de enkelte

personer her kan få udtaget prøver.

Prøverne kan også udtages i udlandet, uden at den

pågældende person, som bor i udlandet, skal rejse til Chile. Hvordan sker det? Det er

muligt takket være et kit, som kan fremsendes til Retsmedicinsk afdeling, som vil have en

tekniker til rådighed, der arbejder under tilsyn af vores konsulat i det pågældende land, og

som på dette grundlag kan udtage de nødvendige prøver og fremsende dem med

diplomatisk post til Chile, via Udenrigsministeriet, med henblik på sammenholdelse.

Hermed kan registret udvides, og mulighederne for at finde sine forældre bliver større.

14

Der er udformet et program, som har til formål fremadrettet at

støtte projektet gennem dets forskellige faser. Det er tanken at fuldføre programmet i år,

således at den genetiske bank kan sættes i værk i 2020.

Jeg tror, at det er muligt at nå målet, og personerne fra

Retsmedicinsk afdeling kan bidrage med mere detaljerede oplysninger og en beskrivelse

af den måde, hvorpå det her præsenterede projekt kan sættes i værk, således at den

genetiske bank kan blive til virkelighed til næste år. Banken vil således bidrage til at opfylde

de formål, som alle ønsker sig for en genforening af familierne.

Det igangværende projekt i Retsmedicinsk afdeling samordnes

af Marisol Intriaga Leiva, der står til højre, og Danae Fuentes, der står til venstre, og som

arbejder i justits- og menneskerettighedsministeriet. Marisol Intriago arbejder i

Retsmedicinsk afdeling, og Danae Fuentes arbejder i Justits- og

menneskerettighedsministeriet. Hun er leder af Afdelingen for unges resocialisering.

******************

Jorge Álvarez, nationaldirektør for Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen (Servicio de Registro Civil e Identificación), startede sit indlæg med

at beskrive de teknologiske systemer i folkeregistersystemet, fordi det kan være med til at

forklare forskellige forhold.

Nationaldirektøren omtalte, at Folkeregistret blev etableret i

1885, og at der har været fysisk registrering frem til dags dato. Imidlertid igangsatte man

en dedikeret digitaliseringsindsats i 1981. Der blev oprettet særlige indførsler, således at

dataene kunne overføres til databasen.

Med virkning fra 1981 begyndte man at oprette indførsler, som

tog højde for, at de skulle overføres til databasen, og i 1982 gik man så i gang med

konkrete at overføre dataene hertil. Dette er meget vigtigt, for det betyder, at dataene fra

1982 og fremadrettet er sammenhængende og af høj kvalitet.

Nationaldirektøren tilføjede, at man i 1990 indledte en såkaldte

massiv digitalisering, hvis formål var at forsøge også at digitalisere indførsler fra før 1982.

I det tekniske miljø benævntes denne teknik “tømning”, dvs. en løsning, hvor man udtrak

dataene, digitaliserede dataene tilhørende specifikke indførsler og herefter overførte dem

til en database med det formål at sammenknytte dem og få kendskab til hver enkelt

persons historie.

I 1990 begyndte man med tilbagevirkende kraft – med den

såkaldte massive digitalisering – at digitalisere fødsler tilbage til omkring 1940, indgåelse

af ægteskaber tilbage til 1950 og dødsfald tilbage til 1960. Alle disse data er nu overført til

databasen. Men opmærksomheden skal dog henledes på, at oplysningerne fra 1982 er

blevet mere sammenhængende.

I 2000 overgik man til et nyt system med online-registrering af

fødsler, vielser og dødsfald, og det indebar, at dataene fra da af blev overført til

computeren med det samme. Dette er meget vigtigt, fordi man således fra 2000 og

fremdeles har haft adgang til bekræftede oplysninger. Nu var der ikke længere fejl i for- og

efternavne. Det forekom heller ikke længere, at en medarbejder tastede forkert og skrev

dårligt, fordi databasen så ville advare om eventuelle fejl. De oplysninger, der foreligger

for perioden 2000-2019, indeholder grundlæggende ingen fejl.

15

Hvad angår perioden frem til 1940, er der en detalje, som kan

være vigtig at fortælle Undersøgelseskommissionen. Folkeregistret blev lagt sammen med

Identifikationsstyrelsen i 1940. Før dette årstal skulle alle personer indhente en

identitetsblanket hos Efterforskningspolitiet, og det var ikke krav om, at man skulle

medbringe sin fødselsattest. Derfor levede Patricio Aylwin som Patricio Aylwin, han giftede

sig som Patricio Aylwin, han fik børn som Patricio Aylwin, og han døde som Patricio Aylwin

– men i hans fødselsregistrering stod der, at han hed José Patricio. Det vil sige, at det ikke

fremgik af databasens data, at han var født og var afgået ved døden.

Det samme skete for den tidligere præsident Salvador Allende

Gossens, som i sin fødselsregistrering havde navnet Salvador Guillermo.

Mange har stillet det spørgsmål, hvordan det kunne ske. Det

skyldes, at der er tale om forskellige fornavne, og for at databasen skal kunne

sammenknytte navnene, skal der være fuldstændigt sammenfald.

Det er meget vigtigt, at De får disse oplysninger at vide,

eftersom der har været tvivl om sammenfaldet af de data, som findes i Folkeregistret.

Derfor blev emnet opdelt i de to dele, og for at De kan forstå

det fuldstændigt, er det nødvendigt at nævne sammenhængen med valgsystemet, som

De har hørt om mange gange.

Få dette ark ses en digitaliseret attest. Her ses indførslerne i

vores elektroniske system. I afsnittet foroven ses fornavne, fødselsdatoer og forældrenes

fornavne. Afsnittet forneden har været meget vigtigt, set ud fra en statistisk synsvinkel. Der

er i virkeligheden tale om et spørgeskema til registrering af afgørende statistiske

oplysninger.

For 35 år siden vedtog man en konvention om afgørende

statistiske oplysninger. Tidligere var der medarbejdere i INE (Chiles statistiske kontor),

som gennemgik oplysninger om f.eks. mødre, svangerskabsuger, morens beskæftigelse

og morens bopæl. Hermed kunne man sammenknytte data på en måde, at landet havde

mulighed for at bekæmpe dødelighed hos børn og mødre, ligesom man fik klarhed over,

hvad de enkelte personer døde af.

I dag overføres disse oplysninger automatisk til INE og til

Sundhedsministeriet, og sidstnævnte kan straks foretage en sammenknytning af dødsfald

og fosterdødsfald, som forekommer på et bestemt sted, og som kræver øjeblikkelige

foranstaltninger.

Det nævntes af indlægsholderen, at folk har spurgt meget ind

til fødselserklæringen (comprobante de parto). Før 1982 blev fødselserklæringen udført af

en læge eller jordemoder, dvs. to faglige personer. Fødselserklæringen blev udfærdiget in

duplo, idet den ene kopi gik til den pågældende person, som man har set i

undersøgelserne, mens den anden kopi blev tilført Folkeregistret, som foretog registrering

af fødselserklæringen med oplysninger om lægen, moren, barnets køn, fødselsdatoen,

tidspunktet og bopælen. Det var de oplysninger, der fandtes.

16

I dag er det anderledes. Fødselserklæringen er vedlagt selve

fødselsregistreringen. Hvis De ser på registreringsformularen, vil De bemærke, at den er

udført som udskrift. I dag foregår alt som udskrifter. I 1982 blev fødselsregistreringen

udført i hånden og senere overført til computer.

Dette ark viser, hvordan dokumentet ser ud i dag. Der er

mange flere data i dag: Køn, vægt og højde for spædbarnet, fødselsform, dvs.

enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel, fødselssted, og om det foregik på en

institution eller i et privat hjem eller andet sted. Der er også oplyst, om moderen fik

assistance af fagfolk osv. Oplysningerne er ganske udtømmende, og de findes alle i vores

database.

Indlægsholderen ville gerne tale om de tvivlstilfælde, som

opstod, og som han havde bemærket i de stenografiske udskrifter.

Det skal nævnes, at Marisol Rodríguez som repræsentant for

organisationen Hijos y Madres del Silencio deltog i møde 1 den 4. marts 2019 og her

oplyste, at organisationen havde problemer med søgningerne. Problemerne viser sig at

skyldes, at man generelt har bedt om fødselserklæringerne. Og disse fødselserklæringer

og andre oplysninger, som ikke indgår i selve registreringerne, opbevares separat.

Fødselserklæringerne var de dokumentbilag, som udgjorde grundlaget for enhver

registrering, og de blev opbevaret i en anden arkivinstans end der, hvor fødselsattesterne

blev opbevaret. Her taler vi om perioden før 1982. Fra 1982 og fremad indgår

fødselserklæringerne i selve attesten. Før udgjorde de et separat dokument. Det oplyses,

at man faktisk råder over de fleste af disse fødselserklæringer, og at de ikke mangler. Der

er ikke mange oplysninger, som mangler i disse data. Problemet er dog, at de findes i

andre arkivmapper, arkivskabe og computere. De befinder sig trygt og sikkert her, fordi

man har investeret mange midler i at passe på disse dokumenter. Dog skal det tilføjes, at

alle søgninger er manuelle. De er systematiserede efter Folkeregistrets enkelte distrikter,

ikke efter hospitaler. Alle personer kan få adgang til deres fødselserklæring, men

søgningen er altid manuel. Derfor er det ikke så nemt at få fat i oplysningerne. Hvis en

person beder om en bestemt fødselserklæring, kan det ske hurtigt, men hvis

vedkommende ønsker alle fødselserklæringer fra et bestemt hospital, på en bestemt dato

eller i en bestemt række måneder, er de arkiverede i dokumenter, som fortsat vil være

intakte og valide. Der er blevet passet godt på dem, og de er aldrig bliver udleveret til

brugerne.

Disse dokumenter har aldrig haft stor betydning, fordi det har

været fødselsregistreringerne, der har været vigtige Dokumenterne findes dog, og der

burde laves en digitaliseringsplan for dem, så der blev adgang til dem. Der er dog ikke

sket nogen digitalisering, fordi Folkeregistret har fokuseret på sin indsats på

fødselsregistreringerne. Problemet er således, at der skal ske en manuel søgning i de

dokumenter, som udgør grundlaget for fødselsregistreringerne.

Marisol talte om de problemer, der opstår, når der ansøges om

at få adgang til sager. Her henvises til adoptionssagerne. Det forholder sig sådan, at

Folkeregistret opbevarer adoptionssagerne og grundlæggende har dem alle sammen

liggende. De opbevares i en boks omgærdet af største sikkerhed, nærmest som en

bankboks. Her opbevares alle adoptionssager, som hører til kategorien fuld adoption. Det

er dog sådan, at tidligere sagsakter/baggrundsoplysninger er blevet destrueret.

17

Der er sager tilbage fra 1965, godt organiserede og i god stand.

Det er ikke så nemt at få adgang til disse sager, for, som De ved, krævede loven, at

indholdet i fulde adoptioner var fortroligt. Loven anførte også, at offentligt ansatte kunne

strafforfølges. Det var kun meget få personer, der havde adgang til sagerne – kun to eller

tre – og de civile funktionærer blev instruerede i, at oplysningerne var yderst fortroligt. Man

begik en lovovertrædelse, hvis man udleverede oplysninger. Lov nummer 18.703 angav,

at fremlæggelse eller udlevering af en kopi krævede en domstolsafgørelse.

Indlægsholderen anførte, at hun havde arbejdet mange år på området, ligesom hun tog

kopier og gav tilladelser til, at bestemte personer kunne få sagerne til gennemsyn. Men

der var tvivl om fremgangsmåden: Hvordan arbejdede man, hvordan man fremlagde

materialet osv.

Det kan tilføjes, at den nuværende Lov nummer 19.620

udgjorde grundlaget for en mekanisme eller et system, således at personer, som er i tvivl

om deres slægtskabshistorik, kan rette forespørgsel til Folkeregistret. Der blev nu

fremsendt breve med spørgsmål om, hvorvidt personernes adoptionsmæssige tilknytning

var den samme som den oprindelige tilknytning, og her var svaret benægtende. De fleste

af svarene på disse forespørgsler var negative, så mange af dem, der troede, at de var

adopterede, viste sig ikke at være det – og de fik nogle rimelige forklaringer på det. Hvis

en person til gengæld viste sig at være adopteret, svarede Folkeregistret ham eller hende,

at vedkommende havde en adoptionsmæssig baggrund, hvorefter Folkeregistret

udleverede oplysninger om dommen og domstolen, hvor personen kunne henvende sig

for at få en kopi. Personen fik herefter sine oplysninger ved at gennemlæse sagsakterne.

Sådan foregik det i Børnestyrelsen (Sename), som havde startet Underprogrammet om

søgning efter biologisk familie (Búsqueda de Orígenes). Der peges på, at der ud fra de

anmodninger, som blev indgivet, blot var en lille procentdel, som var adopterede efter

bestemmelserne om fuld adoption.

En anden problematik, som påkaldte sig opmærksomhed, var

iflg. Marisol Rodríguez fælles slægtskab hos flere børn, og den måde, man kunne

sammenknytte dem på. Der sker registrering af fødsler, vielser og dødsfald, men der er

ingen registrering af fælles slægtskab, eftersom det ikke hjemles i loven. Vores database

indeholder dog oplysninger om fælles slægtskab, sådan som det er sket gennem RUNsystemet (personligt id-system).

Her er vist et eksempel med Claudia, som ledsagede. Her er

hendes tilladelse. Og her ses navnet, Claudia Araya, og når der søges på “børn”, bliver

der vist to børn. Eftersom hun er ret ung, og hendes børn er født efter 1982, er

oplysningerne meget entydige: Hun har to børn, de har fælles slægtskab, og hun har ikke

flere børn.

Hvis hendes børn var blevet født før 1982, kunne det indikere

en bestemt ting: Det kunne være mindre information, fordi det måske ikke var anført, at

der var fælles slægtskab. I gamle sagsakter kunne det være sådan, at moren kun stod

anført med et enkelt navn i stedet for to, og det ville måske ikke være anført, at der var et

fælles slægtskab mellem børnene. Hun hedder Claudia Alejandra, men i en indførsel stod

der Claudia Araya Fredes på det måde, at der er tale om Claudia Alejandra, og der var

ikke nogen tilknyttet person.

Oplysningerne om fælles slægtskab, som i dag fremgår af

computeren, skal udelukkende opfattes som reference. De er ikke attesterede som sådan.

Men når en domstol beder om oplysninger, er man nødt til at søge på disse to indførsler

for at se, om navnet Claudia Alejandra Araya Fredes findes her.

18

Og hvis der f.eks. er en søn, som hedder Pozo Fredes, er man

nødt til at søge på alle, som hedder Pozo Fredes. Det er meget sandsynligt, at der bliver

fundet en anden Pozo Fredes, der er søn af hende, hvorimod der ikke står noget fælles

slægtskab, fordi der udelukkende er tale om en referencemæssig oplysning. Derfor oplyser

mange, at deres mor stod opført med 14 børn, mens hun i virkeligheden havde ti.

I tilfældet med hende og hendes bror stod kun hendes bror

anført med fælles slægtskab. Der skulle ske en tilknytning, og der skulle foretages en

handling for at konstatere, hvorfor broren ikke havde en tilknytning.

Hvis der er tale om tiden før 1982, skal processen ske manuelt:

Man skal kontakte en medarbejder, gennemgå databasen og lave en søgning. Det er ikke

noget, som sker automatisk. Men med alle oplysninger efter 1982 er det muligt at gøre det

automatisk. Desuden er det sådan, at man fra 2000 og fremdeles med højst sandsynlighed

vil kunne få udskrevet disse attester. Men som sagt, før 1982 er der ikke nogen

sammenknytning af indførsler, fordi de blev udført manuelt uden nogen form for

verifikation.

Når man ønsker at knytte en person til en far eller mor, er man

afhængig af de indførsler, der findes, og man er nødt til at gennemgå dem. Denne

tilknytning fremgår dog ikke af selve attesten. Når man beder om de pågældende attester,

skal der allerede foreligge en oplysning om tilknytning til personens rigtige mor og far.

Computeren gør det, at den oplyser en reference, som kan udgøre grundlaget for en videre

undersøgelse. Marisol Rodríguez anførte, at der var indførsler uden rekvirenter og uden

underskrift.

Folkeregistrets procedurer er meget gamle og baseret på

principperne i det chilenske ejendomsregister (Conservador de Bienes Raíces), og det er

således afgørende, at rekvirenten har sat sin underskrift. Jeg kan dog ikke sige, at der ikke

kan være attester, som rekvirenten ikke har underskrevet. Der er nogle forskelle, som der

skal tages højde for. Indførslerne udføres in duplo. Nogle gange er en indførsel gået tabt,

hvorfor der er foretaget en genoprettelse. Denne genoprettelse har logisk set ikke haft en

underskrift, fordi der har været tale om en genoprettelse. Marisol Rodríguez gjorde

opmærksom på dette forhold, så der kunne være tilfælde, hvor rekvirenten ikke satte sin

underskrift. Der kunne også være tilfælde baseret på gamle procedurer, som betød, at der

skulle ske en bekræftelse: Hvis der ikke var en underskrift, skulle det bekræftes, at

rekvirenten havde været til stede, men i forbindelse med de fleste indførsler og

fødselsregistreringer er der faktisk en rekvirent til stede, fordi det er den vigtig detalje. Og

desuden har det været sådan, at rekvirenten har skulle godtgøre sin identitet med sit idkort.

Også den manglende adgang til registrene blev omtalt. På hver

eneste kontor i distriktet findes en kopi af indførslen, ligesom hovedarkivet, placeret i Calle

en Catedral 1772, råder over samtlige fødsels-, vielses- og dødsattester for alle chilenere

fra 1885 og frem til i dag.

Hvad skete der egentlig? I 1940 var der en brand, som

ødelagde registrene fra 1900 til 1940, men der lå dog stadig en kopi på lokalregistret. Men

naturligvis var der også nogle lokalregistre, hvor der indtraf ulykker. Et eksempel herpå er

lokalregistret i Viña del Mar, hvor der forekom en oversvømmelse i Marga. Og så var der

branden.

19

Derfor er mange oplysninger blevet ødelagt, og som det er

tilfældet med ejendomsregistret, er det i de tilfælde umuligt at udlevere registreringerne til

enkeltpersoner, så de kan gennemgå dem. Der var en kvinde, som på et tidspunkt fortvivlet

søgte efter sit barn, og jeg sagde til hende: Hvis det er muligt, skal det være her. Så

personen kiggede i registrene. Men der er ikke en enkelt metode, som på

Nationalbiblioteket, hvor man kan gennemgå registrene, så en person kan gennemse alt,

side for side.

Når der er nogen, der vil anmode om noget på dette område,

kan det ske skriftligt, og man kan få indholdet at se. Tidligere var der naturligvis bedre

adgang, men registrere blev efterhånden dårligere, og der blev passet mindre godt på

dem. Derfor er der ikke så udbredt adgang længere for personer til at få lov til at gennemse

indførslerne. Til gengæld har Nationalbiblioteket indført digitalisering, selv om dette

bibliotek heller ikke giver adgang til de gamle registre.

Der henvistes til et tilfælde med et barn, som var blevet fjernet,

og som var indskrevet tre gange. Situationen med dobbelt og tredobbelt indførsel ville

indlægsholderen gerne komme lidt nærmere ind på, og det kommer senere i indlægget.

Men som det også fremgår af akterne, kunne man registrere et barn med tilstedeværelse

af et vidne – med vilkårligt navn, fødselssted og fødselsdato. Når man først havde

konstateret, at det var de samme, var det nemt nok.

Det nævnes, at der foretages kontrol af dobbelt

fødselsregistrering. Det kan gøres, og det bliver gjort. F.eks. når en mor registrerede et

barn, hvis far ikke havde anerkendt det, og når moren så på et senere tidspunkt giftede

sig, og der skulle ske legitimering eller anerkendelse. Men her skete det dog i form af en

registrering med vidner tilstede. Som det kan konstateres, var det den samme mor, den

samme periode og den samme fødselsdato. Det vil altså sige, at det hele var det samme,

men hvis man ønskede at begå svindel, og der blev afgivet et andet navn, en anden mor

eller en anden fødselsdato, kunne det ske ved at foretage registreringen et andet sted end

der, hvor barnet var blevet født, og med de manuelle systemer, som var gældende

dengang. Det kunne man ikke vide.

På møde nummer 2, som blev afholdt den 11. marts 2019,

deltog desuden Karen Alfaro, historiker, som anførte, at hun havde konstateret 585

underindførsler af mindreårige, som var udrejst til udlandet, og at man ikke regulerede

disser udrejser til udlandet. Men faktisk var udrejse af mindreårige til udlandet faktisk

meget reguleret. Udrejse af mindreårige til udlandet havde hjemmel i Lov nummer 18.703.

Indlægsholderen mente, det var en særlig paragraf. Hun tilføjede, at Børnestyrelsen

(Sename) gennemgik det og talte med hende, og derfor ville hun ikke gå yderligere ind i

det her. Men det er et faktum, at domstolen fremsendte sin godkendelse til

Folkeregisterstyrelsen i forbindelse med udrejse af mindreårige til udlandet, og derfor

skulle Folkeregisterstyrelsen føre et register over det. Dette register findes faktisk også.

Sandheden er, at der er tale om en liste, ikke et fysisk register. Det er en liste, hvorpå man

nøjagtigt har registreret alle de børn, som er udrejst af landet, og de domstole, som har

godkendt disse udrejser.

Karen Alfaro anførte, at når børnene udrejste af Chile med

henblik på adoption i udlandet, skulle konsulen bagefter foretage et tilsyn, og når det var

konstateret, at formålet var overholdt, blev der lavet en underindførsel. Historikeren fandt

frem til denne underindførsel, og det er et faktum, at der kun var tale om ganske få

underindførsler, som blev påført, efter at børnene var blevet adopteret i udlandet. Det

betyder dog ikke, at de ikke er blevet adopteret i udlandet.

20

Indlægsholderen forklarede, at hvis der var en indførsel med

formuleringen: adoption i udlandet, så betyder det, at hele processen var afsluttet. Barnet

udrejste med henblik på adoption i udlandet, det blev registreret i et register, og

efterfølgende fremsendte konsulen domstolens dom om, at barnet var blevet adopteret.

På næste ark ses antallet af børn, som udrejste af Chile med

henblik på adoption i udlandet. Fra 1988 og i årene fremover er det ca. 3.500 børn, som

udrejste med henblik på adoption i udlandet. Der er et system i dette, i oplysningerne og i

de dokumenter, der lå bag.

På møde nummer 3 deltog Sandra Castillo, og de deputerede

Leonardo Soto og Luis Rocafull henledte opmærksomheden på systemet med RUNnumre (nationalt id-system). Det er måske en fejl at tilknytte RUN-nummeret til alderen,

selv om der i de fleste tilfælde er et sammenfald her. Der er dog ikke et fast sammenfald.

Indtil 5. februar 1981 fandtes der et system med bøger, som

fandtes tilsvarende (in duplo) lokalregistrene. Når man skulle have et RUN-nummer, tog

man til lokalregistret. Dengang, op til 1981, var det sådan, at når man skulle have et

identitetskort, skulle man først have et RUN-nummer. Men indførslen havde ikke et RUNnummer i sig selv.

Men med virkning fra 1982 begyndte man med indførslen af

det nye teknologiske system at bruge RUN i forbindelse med registreringen. Før 1982

skulle man først have et identitetskort, og derefter fik man et RUN-nummer. Dengang var

det generelt sådan, at man fik et identitetskort, når man fyldte 18 år, og når man tog

egnethedsprøve til at starte i uddannelse (i dag PSU), men hvis man rejste ud af landet

som 5-årig, fik man tildelt et RUN-nummer. Det kunne virke, som om man var ældre, men

RUN-nummeret har ikke nogen relation til alderen.

Bøgerne blev afskaffet i 1981, og man begyndte at sende RUNlister til lokalarkiverne. Fra 1981 og frem til 1999 fik personer tildelt RUN-nummer på basis

af listen, udarbejdet af computeren. Herefter skete der det, at de lokalregistre, der betjente

flest mennesker, begyndte at bruge RUN-numre. Men samtidig var det også sådan, at den

samme liste aldrig kom i gang visse steder, eksempelvis i Ahué. Men hvis en person skulle

have et RUN-nummer, kunne han få et utidssvarende nummer og konstatere: Her får jeg

et nummer med otte millioner, mens de andre får tildelt et nummer med 11 millioner – og

alderen er den samme. Der er derfor ikke en fast sammenhæng mellem RUN-nummer og

alder.

Hvordan foregår det så i dag? Systemet har siden 2000 hentet

RUN-numrene i en stor, central nummerbank. I dag går et RUN-nummer måske først til

Arica. Herefter er der en fødsel i Talca, og det følgende nummer bliver udtaget af

nummerbanken. Det betyder, at systemet ikke kan identificeres efter lokalarkiv, men at

RUN-numrene derimod bliver udtaget kontinuerligt af nummerbanken. Der er dog nogle

tidligere oplysninger, vi skal huske. Det kan således nævnes, at RUN-numrene fra 14

millioner blev brugt til udlændinge en overgang, og til straffede personer, som endnu ikke

havde fået et identitetskort. Området fra 14 millioner bliver stadig brugt, men udlændinge

tildeles i dag RUN-nummer fra den centrale nummerbank.

21

Sandra Castillo henviste igen til problemerne, der opstod, når

man ville anmode om at få udleveret adoptionssager.

På møde 5, afholdt den 8. april, henviste Constanza del Río til

forskellige problematikker. For det første bad hun Undersøgelseskommissionen om at

erindre, at registrering med vidner bør fjernes som mulighed.

Loven anerkender tre registreringsmetoder i forbindelse med

fødsel: fødselserklæring, vidneerklæring og domstolsafgørelse. Det er tre metoder,

hvorefter børns fødsel kan registreres.

Man er indtil videre fortsat med at anvende vidneerklæringer

som metode, eftersom registrering ved hjælp af fødselserklæring er forbeholdt de tilfælde,

hvor moren er blevet tilset af en læge eller jordemoder. Der er således fødsler, som finder

sted uden hverken læge eller jordemoder, og der er stadig behov for vidneerklæringen

som metode.

Opmærksomheden henledes på, at den generelle eller

universelle fødselsregistrering har været en af de største indsatser og en af de største

succeser i vores land. Det har afspejlet sig i den førte politik og har grundlæggende

afspejlet sig i børnesundheden. Chile er et af de få lande, som har indført universel

fødselsregistrering. Det betyder, at alle børn bliver indført og registreret. Her i regionen er

det kun Uruguay, Costa Rica og Chile, som har en sådan ordning. Generelt kan det siges,

at det er et stort problem, hvis børnene ikke bliver registreret – et barn, som ikke er

registreret, eksisterer således grundlæggende ikke.

I FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling, punkt 16, anføres

det som et mål at udvikle en velfungerende folkeregistrering, og at alle børn i 2030 skal

være registrerede.

Derfor ønsker Folkeregister- og identifikationsstyrelsen at

modarbejde enhver foranstaltning, som udgør at hindring før børns registrering.

Antallet af vidneregistreringer er faldet meget. Selv om denne

registreringsmetode i 1970’erne og 1980’erne var meget vigtig, forekommer der kun få i

dag. Der har eksempelvis i indeværende år været 43 vidneregistreringer, mens det sidste

år drejede sig om 134 ud af 360.000 fødsler. Der er dermed tale om et helt ubetydeligt

antal. Vi er dog nu i gang med at indføre nye metoder.

Der har således være eksempler på børn, som er blevet født

hjemme eller i en taxa – f.eks. på vej til fødslen og med assistance fra politibetjente. De

skal dog alligevel ind på en klinik eller et hospital, så der kan blive udfærdiget en

fødselserklæring. Der er nogle læger og jordemødre, som er imod dette, men det er ikke

flertallet. Når de har konstateret, at moden synes at have født et barn, vil de afsluttende

udfærdige en fødselserklæring, selv om de ikke selv har medvirket ved fødslen. Det gør

de, fordi de har konstateret det og føler sig overbeviste om, på et medicinsk grundlag, at

barnet faktisk er født, men der er som sagt læger og jordemødre, som ikke ønsket at gøre

det.

22

Der har desuden på det seneste været en tendens til flere

hjemmefødsler og badekarsfødsler, og der skal også tænkes på personer, som bor på

fjerne adresser. Når sådanne børn skal registreres, er der brug for vidner. De

sundhedsfaglige kontrolinstanser spørger i sådanne tilfælde, om moren har fået

assistance til fødslen, ligesom der bliver foretaget en undersøgelse.

Heldigvis er der ikke på det seneste konstateret tilfælde, hvor

registrering med vidner og bedrageri er set i forbindelse med uregelmæssige adoptioner.

Efterforskningspolitiet (PDI) vurderer, om der er tale om børn, som er født i udlandet, og

som herefter indrejser i Chile, og hvor det er oplyst, at børnene er født i Chile. Der er her

tale om bedrageri, men tallet er meget lavt.

Indlægsholderen gentog, at hvis vi fjerner registrering med

vidner, kan det medføre, at fødselsregistreringssystemet bliver hæmmet, og det ville efter

hendes mening være meget alvorligt.

Hun opfordrende desuden til at anvende den såkaldte

børneattest (certificado de hijos). Børneattesten er en manuel attest, som alt efter

tidspunktet har været en virkelig dyr løsning for myndighederne. Det var ikke noget

problem at gøre det i visse tidsperioder, som det skete mellem 1982 og 2000 og også

efterfølgende. Det var meget præcist, men længere tilbage har man muligvis attesteret

forhold, som ikke var korrekt oplyste.

Generelt kommer attesterne eller udskrifterne fra et register og

udskrives med hjemmel i loven. Her findes ikke børneattester, men fødselsattester

(certificados de nacimiento), og her fremgår børnenes navne også. Derfor skal man have

in mente, at der kan have været juridiske tvivlstilfælde.

Constanza del Río tilføjede, at hun havde bemærket, at det er

meget svært for udlændinge at indhente en kopi af deres fødselsattest. Det er et faktum,

at man er nødt til at opholde sig i Chile for at kunne anmode om en sådan kopi. Det skyldes,

at udskriften er genstand for en afgift, som skal betales lokalt. En chilener, som er bosat i

udlandet, kan indhente en fødselsattest ved at indsende en digital ansøgning. Det tager to

minutter, og ansøgningen kan også indgives på et website.

Fødsels-, vielses- og dødsattester er gratis, hvilket er en

kæmpe fordel for chilenske statsborgere, sammenlignet med andre lande i Latinamerika

og Caribien. Derimod er det mere kompliceret med deciderede sagsakter, fordi de skal

tages ud af bogen og fotokopieres. Endelig skal der betales en afgift for det.

Man er dog i gang med at etablere procedurer, så det bliver

muligt at udfærdige sagsakter til udlændinge. Det skal ske ved hjælp af webadgang. Det

er sådanne ting, vi skal være opmærksomme på.

Det blev endvidere oplyst, at udlændinge ikke er klare over,

hvordan de kan anmode om en attest. Der er f.eks. et problem med sproget. Hvis

pågældende person er i Sverige, kan det være problematisk at få adgang til vores system.

Men det ændrer ikke ved, at det er et godt system, og lad os håbe, at der kommer en side

på engelsk, så arbejdet kan gøres lettere. Det er hensigten at gøre dette.

Constanza del Río omtalte desuden, hvordan Folkeregister- og

Identifikationsstyrelsen har optrådt i forbindelse med dobbeltregistreringer. Som hun

tidligere havde nævnt, er der opstået dobbeltregistreringer pga. registreringer, som er

foretaget med fødselserklæring, og som derefter er gentaget med vidneerklæring.

23

Funktionærerne i Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

havde i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne en meget striks tilgang, men alle vidste, at

registreringen var vigtig. Tilgangen var striks, og man lavede vidneerklæringer og stillede

spørgsmål, men uanset systemet kunne det være sårbart for direkte bedrageri, som det er

set i andre sager. Et eksempel: Hvis en socialrådgiver kom fra domstolen og medbragte

to vidner, var det nok sådan, at funktionæren i Folkeregistret på det tidspunkt har taget

vidneerklæringerne for gode vare og accepteret socialrådgiverens adkomst, fordi hun

indgik i domstolen.

Men generelt arbejdede funktionærerne ved Folkeregistrene

dengang grundigt og stillede store krav til vidneerklæringerne.

Andrea Mercado erklærede over for

Undersøgelseskommissionen på samme møde, at hun havde 14 børn, hvoraf nogle ikke

var hendes egne. Dette skete med henvisning til hendes alder og til nogle af de

sammenholdelser, som var foretaget i databasen.

Constanza del Río spurgte, hvorfor man kunne acceptere

vidneregistreringerne, og fik det svar, at man handlede i god tro. Funktionærernes

beføjelser har hjemmel i Lov nummer 4.808, hvor der findes to eller tre bestemmelser, de

skal overholde som personer, der nyder offentlig tillid. Det betyder, at de kan gøre

erklæringsafgiverne opmærksomme på en fejlagtig eller ukorrekt oplysning, således at der

kan tages forbehold for oplysningerne, som herefter indføres. Der er også en anden

bestemmelse, som gør det muligt for en funktionær at komme mod indvendinger mod det

navn, man ønsker at give barnet. Det betyder, at funktionæren har en vis selvbestemmelse

på området, og det var en mulighed, som især ældre funktionærer benyttede.

Tidligere var det at være funktionær på et Folkeregister en

bemyndigelse, i dag er det en stilling. Funktionæren fik tildelt visse særlige beføjelser, og

det var indlægsholderens opfattelse, at disse beføjelser i de fleste tilfælde blev udnyttet.

Det var ikke uvæsentligt, fordi enhver kunne lave en vidneregistrering. Med 25 års erfaring

var det ikke hendes opfattelse, at det var så nemt at gøre. De kunne måske finde

uregelmæssige sager, hvor der var en hensigt om bedrageri, men det er meget svært at

kontrollere.

Ana María Olivares omtalte igen slægtskabserklæringen

(certificado de filiación). Hun nævnte, at en mor kunne tro, at hendes barn var afgået ved

døden, men at barnet i virkeligheden var i live. I databasen findes oplysninger om fødsler

og dødsfald. Disse oplysninger bliver sammenholdt og sammenknyttet i den udstrækning,

at der er sammenfald mellem oplysningerne. Indlægsholderen ønskede at fortælle, hvad

det skete i 1982 og årene før. En person skulle have helt de samme oplysninger for forog efternavn samt for fødsel og dødsfald, for at der kunne ske en sammenholdelse og

sammenknytning af oplysningerne. Hvis der manglede noget, kunne der ikke ske en

sammenholdelse og sammenknytning. Dette kan dog konstateres nærmere af de

teknikere, som styrer databasen. I databasen findes datoer for Luis Pérez Orellanas fødsel

og død, men oplysningerne dog ikke samme sammenknyttede. Hvad er forskellen?

Fødselsdatoen. I den ene indførsel står der, at personen blev født en bestemt dag, mens

der er en anden dato i den anden indførsel. Derfor er indførslerne ikke sammenknyttede.

Det kræver, at det blevet bemærket af en tekniker i Folkeregistret, som kan fastslå, at det

er den samme Luis Pérez Orellana. Det skal konstateres, om der er tale om den samme

måned, og om forældrenes navne er sammenfaldende. Herefter kan en tekniker

sammenknytte dataene, men dette sker ikke automatisk i databasen. Derfor har man i dag

ikke over slægtskabsbeviser for mødrene.

24

Ana María Olivares omtalte desuden de dobbeltregistreringer,

som er sket for nogle personer. I dette tilfælde er der en detalje, som ikke kom frem i

diskussionen, og som hun ville kommentere. Den gældende procedure i forbindelse med

et barns udrejse til udlandet med henblik på adoption var ret besværlig. Men hvordan er

man så kommet ud af landet med et barn i perioden frem til i dag? Hvis jeg i dag ønsker

at udrejse til udlandet med et barn, som ikke er mit, skal jeg først indhente morens og

farens godkendelse. Måske skulle man tidligere henvende sig til retten for at erklære, at

man kom fra Italien, eller at man gerne ville adoptere herfra. Måske skulle man have

godkendelser fra begge forældre for at kunne udrejse. De vidste indlægsholderen ikke,

eftersom hun ikke er ekspert på dette område. Måske kan Efterforskningspolitiet kaste lys

over sagen, men som det er i dag, kan børn udrejse af landet, når der foreligger en

godkendelse fra faren og moren. Måske skulle man også oplyse, at barnet var registreret,

og at der skulle foretages en adoptionsbehandling, og det har altid være besværligt. Den

første adoptionslov i Frankrig havde netop til formål at undgå, at der skete forfalskning af

fødsler. Adoptionslovene bliver altid vedtaget let og hurtigt, men bagefter opstår

problemerne, og adoptionerne begynde at falde fra hinanden, fordi der sker handel med

børn. Efterfølgende laver man så en lov, for at det skal være lettere at adoptere. Der

kommer en strøm i gang, men når der efterfølgende begynder at komme problemer,

aftager strømmen. Med denne adoptionsmetode, som var så besværlig, registrerede de

enkelte personer børnene med en ny identitet. På et tidspunkt måtte hun tage sig af en

kvinde, som var fortvivlet, fordi hun ikke kunne blive genforenet med sit barn. Det fremgår

af sagens akter, at hun havde en fornemmelse af, at hendes barn ikke var død, og at det

var blevet registreret. Derfor ville hun søge efter barnet. Hun spurgte om, hvor hun skulle

tage hen og søge. Hvis det var sådan, at hendes barn var blevet registreret, kunne det

være sket i vidners nærvær på et af de 470 lokalarkiver under Folkeregisterstyrelsen.

Derefter fik hun oplysninger fra Folkeregisterstyrelsens arkiv på Hospital Sótero del Río til

gennemsyn. Hun var fortvivlet, og efterfølgende besøgte hun cirka 40 lokalarkiver, som

alle måtte afvise hende. Det er meget svært at få noget igennem, hvis man ikke har en

oplysning, det kan knyttes til. Når Folkeregistret undersøger dobbelte

fødselsregistreringer, virker det ret indlysende. I det konkrete tilfælde, som jeg lige har talt

om, var det den samme mor, og hun kunne ikke have fået to børn inden for den periode.

Hvis der er en far, er der naturligvis sket det, at man i stedet for at lave en ny

slægtsskabstilknytning registrerede barnet på ny, fordi der var den samme fødselsdato og

den samme mor. Derfor var der tale om den samme person. Men hvis barnet blev

registreret med vidner, og der blev oplyst et andet navn, en anden mor, en anden

fødselsdato eller et andet fødested, ville det ikke være muligt at udføre undersøgelsen.

Fru Olivares omtalte desuden forekomsten af dobbelt identitet

i Chile og i udlandet. Det forholder sig jo sådan, at hvis barnet udrejste til udlandet for at

blive adopteret der, ville barnet få tildelt for- og efternavn i forbindelse med adoptionen,

sådan som det nu var blevet bestemt i udlandet. Imidlertid betyder adoption i henhold til

international ret ikke, at barnet dermed mister sin nationalitet. For at en dom i Sverige eller

Italien kunne få retskraft i Chile, skulle det ske med konsulens mellemkomst (exequatur).

Indlægsholderen havde aldrig set, at det var sket, dvs. at man havde tildelt retskraft for en

dom, som var afsagt af en italiensk eller svensk dommer. Det er den eneste måde, hvorpå

man har kunnet annullere en registrering i Chile, mens eftersom man ikke gjorde det, fordi

personerne jo boede i udlandet, blev registreringen i Chile ikke ændret. Disse personer

har, som det fremgår af sagsakterne, kunnet henvende sig til konsulatet for at få chilensk

identitetskort og pas, eftersom en adoption ikke indebærer fortabelse af nationalitet.

25

Ana María Olivares oplyste, at hun har haft sagsakter til

gennemsyn, hvor indførslen lod til at være udstreget eller slettet, uden at der forelå en

forklaring fra Folkeregistret. Med virkning fra Lov nummer 18.703 af 1988 begyndte man

at indsværte sagsakter med sort blæk, som var svær at fjerne igen, og som betød, at man

ikke kunne se, hvad der stod. Tidligere destruerede man materialerne, men det var ikke

tilladt at fjerne selve arket, eftersom der var en anden indførsel på bagsiden. Derfor brugte

man en del forskellige metoder. I første omgang, mellem 1965 og 1988, forekom det, at

der var sager, som blev destruerede efter bestemmelse fra en domstol. Dette skete ikke

efter 1988, fordi der stadig var en kopi af den gamle sagsakt. Før 1988 foregik det sådan,

at funktionæren i Folkeregistret i forbindelse med adoption overstregede eller slettede

oplysninger, og det samme skete i Hovedarkivet. Der fandtes i disse tilfælde en forklarende

note fra Folkeregistret, fordi der var tale om adoptioner, som var gennemført mellem 1965

og 1988.

Ana María Olivares havde også udført en undersøgelse om

sagen, idet hun mødtes med personer, som var registrerede uden bopæl. Hun forklarede,

at der kunne være en sammenhæng med udenlandsk adoption. En person kan have

registreret bopælsoplysninger i Folkeregistret af fire årsager: efter at anmodet om

identitetskort eller pas, efter at have registreret et motorkøretøj og efter at have registreret

et handicap. Der kan være disse fire årsager til, at en person har registreret sin bopæl i

Folkeregistret. Hvis ingen af disse faktorer er opfyldt, har personerne ikke fået registreret

deres bopæl, men udelukkende deres kommune. Fru Olivares mødte en gruppe personer

over 18 år, som ikke havde registreret deres bopæl. Man kan spørge sig selv: Hvordan

kan det være, at disse personer på 25, 30 eller 40 år stadig ikke har anmodet om

identitetskort? Det kan jo ikke passe. Hvad kan der være sket i disse tilfælde? Nogle er

måske udrejst af Chile i forbindelse med adoption, eller de er afgået ved døden, samtidig

med at fødslen ikke kan sammenholdes med dødsfaldet. Der kan være forskellige

forklaringer – og ikke nødvendigvis de her anførte. Man kunne lave en liste med personer,

som sikkert består af millioner. I databasen findes oplysninger om de personer, som ikke

har registreret bopæl. Når der bliver indgivet en ansøgning, er det en god idé at anføre en

afgrænsning af søgningen. Det skyldes, at der er enorme mængder oplysninger, og det er

kompliceret at behandle dem. Der er tale om et lukssussystem. Det er en spændende

database, men den er også ret gammel. Der arbejdes med at modernisere selve den

teknologiske basis i Folkeregisterstyrelsen.

Fru Olivares talte desuden om registreringen af dødfødte. Det

var hendes erfaring, at man før 1982 ikke engang udskrev fosterdødsattester. Ligene blev

behandlet som patologiske rester. Det oplyses, at der kun var oplysninger om det

Folkeregistret i de tilfælde, hvor forældrene ønskede at få liget begravet. I disse tilfælde

blev der udfærdiget en begravelsesattest, som var dokumentation for fosterdødsfaldet.

Denne oplysning havde stor betydning for

Sundhedsministeriet. Med konventionen fra 1982 blev det skærpet, at der skulle foreligge

oplysninger om fosterdødsfald, og at de skulle tillægges større betydning. Det skyldes, at

disse dødsfald gav relevant sundhedsinformation.

Fra 1982 blev alle fosterdødsfald registreret med den nye

formular D-8. Før det år blev kun få registreret.

Hvad var egentlig baggrunden? Sundhedsministeriet havde en

protokol, som bestemte, at hvis et foster ikke overlevede et bestemt antal

svangerskabsmåneder eller opnåede en bestemt vægt, undlod man at erklære

fosterdødsfald.

26

Efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen har man

siden 1982 bedt læger og jordemødre om altid at afgive erklæring om fosterdødsfald,

uanset antallet af svangerskabsuger og vægt. Det skete dog ikke på én gang. Der skulle

gå år, inden den nye praksis vandt frem.

Der findes ikke nogen registrering af fosterdødsfald, og der er

ikke noget register. Som De ved, er der aktuelt et lovudkast under behandling, som

fastslår, at der skal oprettes et sådant register. I dag råder vi over arkivmapper med

attester, som går fra 1982 og fremad. Materialet er i god stand, men fra de tidligere år

råder vi kun over begrænsede oplysninger.

Det nye register over fosterdødsfald svarer til

dødsfaldsregistret med den undtagelse, at der angives specifikke årsager til dødsfaldet og

antallet af svangerskabsuger. Der er her særligt fokus på dataene, fordi de har haft stor

betydning for kampen mod børnedødelighed, men der foreligger kun komplette

oplysninger fra 1982 og senere.

Fru Olivares talte om den såkaldte opgørelse af antallet af

fødsler per uge og fødende kvinder. Denne bestemmelse fremgår af Lovdekret nummer

2.128 af 1930.

Der findes dog ingen dokumenter, der er knyttede til denne

opgørelse. Der kom aldrig nogen. Man har ikke viden om, at noget hospitalet lavede en

liste over fødende kvinder.

I dag arbejdes der med et system, som hedder Prenac. Efter

dette system skal læger og jordemødre indgive bekræftelser af fødsler og fosterdødsfald

online.

Man har udviklet et system, hvorefter man kan inddele

oplysningerne fra hospitalerne om nyfødte, så det er muligt at sammenholde antallet af

registrerede med antallet af fødsler. Det findes ikke i dag. Der udføres statistiske

beregninger, og det er en ting, som interesserer det internationale samfund meget. Vi

bliver spurgt, hvordan registret fungerer, men vi har ikke noget at fortælle. Jeg kan ikke

sige, at systemet ikke er indført, men vi kan heller ikke fortælle, at der er tilgået data.

Ana María Olivares fortalte, at der sker registreringer efter 60

dage, uden at der foreligger nogen juridisk godkendelse af en sådan fremgangsmåde.

Det forholder sig sådan, at den gamle lov foreskrev 30 dage til

registrering af fødsler, og hvis en registrering skete senere, blev der pålagt en bøde. Den

gamle lov fortsatte indtil 1940 og blev ændret, fordi folk ikke registrerede deres børn eller

registrerede dem, som om de lige var blevet født. Der er således sager, hvor personer er

blevet registreret i eksempelvis en alder af fem år, men med angivelse af, at de var nyfødte.

Det skete sådan, for at man kunne undgå at betale bøde.

En sådan bøde er en af de virkemidler, som et land kan bruge.

Det findes stadig i andre lande, men med den virkning, at folk så undlader at foretage

korrekt registrering.

Bøden blev fjernet, og i dag siger loven, at forældrene kan lade

deres børn registrere inden for de første 30 dage efter fødslen. Samtidig er det fastslået,

hvem der har pligt til lade børn registrere mellem 30 og 60 dage efter fødslen i tilfælde,

hvor der er tale om børn, som er blevet forældreløse. I dette tilfælde kan de pågældende

personer anmode om en registrering af fødslen.

27

I dag findes der ikke nogen frist. Der er ikke krav om retslig

registrering efter 60 dage.

Der er krav om retslig registrering, når der ikke findes

bekræftende vidner. Hvis en person er 70 år, kan det være svært at finde vidner på 90 år,

som kan bekræfte fødslen.

I den nordlige del af landet er der mange tilfælde med personer,

som flyttede dertil for at blive chilensk statsborger. Indlægsholderen kunne huske en

kaotisk sag med en retslig registrering i Arica, som i årevis forsøgte at registrere en

handicappet person, som desuden havde kræft. Til sidst accepterede domstolen sagen og

godkendte personens registrering, selv om der ikke var vidner, der kunne bekræfte det.

Efterforskningspolitiet tog sig af sagen.

Utroligt nok kom de oprindelige samfund senere og sagde, at

personen ikke var derfra, fordi alle kendte alle, og fordi den pågældende i stedet var fra

Bolivia.

Således nævnte fru Olivares, at man havde fundet personer,

som var blevet registreret efter syv eller otte måneder. Hun tilføjede, at der i dag findes

stadig findes registreringer af voksne personer, selv om det er få. Det er omkring 135, men

de findes.

Denne situation sættes i forbindelse med nogle brande, som

ødelagde registrene i perioden mellem 1900 og 1940. Det gjaldt en række distrikter som

Achao og Viña del Mar. De omtalte personer mistede deres registrering. Så hvis en person

på 70 år ikke var registreret, skulle vedkommende gå til Folkeregistret for at blive

registreret. Det skete ved mellemkomst af vidner, og derfor var der ikke behov for en retslig

registrering.

**************

Jaime González, rådgiver for sundhedsministeren, oplyste, at

kliniske journaler har fortrolig karakter, men at de kan fremlægges her og indgå i

overvejelserne, så længe de fremlægges på et særligt møde efter anmodning om, at disse

kliniske journaler behandles med henvisning til deres fortrolige og hemmelige indhold.

Enhver interesseret part, som ønsker at gennemse sine egne kliniske journaler, kan

kontakte sundhedsmyndighederne og hospitalerne for direkte at anmode om at få dem til

gennemsyn. Disse parter skal dog i samarbejde med Undersøgelseskommissionen

udlevere dem i den udstrækning, at det ovenfor anførte retslige krav bliver overholdt,

sådan som det for nylig er aftalt med sekretariatet.

************

María Eugenia Wegner, leder i styringsafdelingen i den

rådgivende virksomhed Red Asistencia, indledte med en præsentation af de

bestemmelser, der styrer håndteringen af kliniske journaler. Gennemgang af

bestemmelser. Det fysiske ejerskab til en klinisk journal ligger hos den pågældende

sundhedsinstitution, som har ansvar at sikre, at indholdet holdes fortroligt. Det skal dog

nævnes, at de data, som findes i en klinisk journal, tilhører patienten.

28

Derfor har alle patienter mulighed for at kontakte institutionen

for at anmode om at få udleveret sin kliniske journal. Uanset om en sådan klinisk journal

findes eller ej, er institutionen forpligtet til at udfolde en indsats for at give et svar.

Institutionerne skal som minimum opbevare den omtalte

dokumentation i 15 år. Sådan er bestemmelserne her i landet, og hvis en journal ikke

aktiveres, fordi patienten modtager en ydelse, vil journalen bevare en passiv status, og

herefter skal journalen opbevares i 15 år.

Lov nummer 20.584 om patienters rettigheder og forpligtelser,

som trådte i kraft den 1. oktober 2012, anfører som følger i artikel 12 og 13: Den kliniske

journal er et obligatorisk instrument, som benyttes til at registrere den samlede

patienthistorie på forskellige områder, som har tilknytning til personens sundhed, og

formålet er at samle de nødvendige patientoplysninger i forbindelse med den enkelte

patients behandlingsforløb.

Den kliniske journal kan være elektronisk eller fysisk og have

en anden sammensætning, men det er altid en betingelse, at der foreligger en fuldstændig

registrering.

Det er her vigtigt at understrege, at den kliniske journal er en

samlet patienthistorie, som denne er registreret på forskellige hospitalet og klinikker. Det

betyder, at alle forhold, som vedrører en patient, skal være medtaget i en sådan journal,

og at der skal sikres en hensigtsmæssig adgang til, opbevaring af og fortrolighed i forhold

til oplysningerne. Det skal også sikres, at indholdet er korrekt, og at eventuelle ændringer

i journalen er korrekte.

Desuden skal alle oplysninger foreligge, både fra den kliniske

journal og fra undersøgelser og andre dokumenter, som angiver procedurer og

behandlinger, som de enkelte personer måtte gennemgår. Dvs. alle undersøgelser.

Desuden anføres som følger i artikel 2, litra g) i Lov nr. 19.628.

Artikel 13. Den kliniske journal skal som minimum opbevares af yderen i en periode på 15

år, og det er yderen, som har ansvar for, at indholdet holdes fortroligt. Der er udformet en

bekendtgørelse under Sundhedsministeriet, som fastlægger formen og vilkårene, under

hvilke yderne skal opbevare kliniske journaler, og der anføres også de nødvendige

bestemmelser, for at de kliniske journaler kan forvaltes, beskyttes og annulleres.

Tredjeparter, som ikke har nogen direkte tilknytning til en

persons behandling, har ikke adgang til de oplysninger, som findes i den pågældende

kliniske journal.

Det betyder, at patienten eller dennes legale repræsentant kan

anmode om at få journalen udleveret. Andre personer har ikke denne ret, med mindre der

er tale om en retslig handling, som dog skal værne om den fortrolige karakter af de

oplysninger, som er beskyttede i henhold til loven om patienters rettigheder og

forpligtelser.

29

Det anføres som følger i artiklen: Dette omfatter

sundhedspersonale og administrativt personale hos den pågældende yder, som ikke er

involverede i personens behandling.

Det betyder eksempelvis, at en person, som ikke har nogen

direkte tilknytning til, at en bruger gennemgår behandling, ikke kan få vedkommendes

journal til gennemsyn. Det er udelukkende personer, som har været i kontakt med

patienten, og som har behandlet personen, som har denne adgang.

Det tilføjes i samme artikel: Idet der henvises til

bestemmelserne ovenfor gælder det, at oplysninger i en klinisk journal, herunder en kopi

eller dele af oplysningerne, helt eller delvist kan udleveres på begæring af de personer

(det var det, der blev omtalt) og instanser, som anføres nedenfor. En sådan udlevering

kan ske i den form og under de vilkår, som anføres i det følgende:

a) Til indehaveren af den kliniske journal, til dennes legale

repræsentant og ved indehaverens dødsfald til dennes arvinger.

b) Til en tredjepart, som er behørigt godkendt af indehaveren i

form af fuldmagt, oprettet for notar.

c) Til domstolene, idet det dog er en betingelse, at de

oplysninger, der fremgår af den kliniske journal, har tilknytning til den baggrund, som er

under undersøgelse.

d) Til den offentlige anklagemyndighed og til advokater på

betingelse af tilladelse fra en kompetent dommer, i tilfælde hvor anmodningen har direkte

sammenhæng med undersøgelser eller procesbistand, som de pågældende skal udføre.

Hr. formand, sådan er de gældende, specifikke bestemmelser

for, at man kan få adgang til en klinisk journal.

Idet der henvises til andre ministerielle aktstykker om fødsler,

identifikation af nyfødte og dødsfald, gælder det, at disse bestemmelse har været

gældende siden 2000. På dette tidspunkt begyndte man at udarbejde ministerielle

bestemmelser på dette område. Udgangspunktet har været Folkeregister- og

identifikationsstyrelsens bekendtgørelse, som blev kundgjort i 1930, og som senest blev

ændret i 1993. Området er således reguleret på basis af en række forskellige dokumenter:

Nogle ministerielle aktstykker:

Bestemmelse 86, om regler og procedurer for registrering af

fosterdødsfald og nyfødte. Gældende fra 2006.

Bestemmelse 100, om regler og procedurer for registrering af

gennemgåede mødredødsfald, fosterdødsfald og børnedødsfald. Gældende fra 2012.

Anvisning om procedurer for behandling af nyfødte i

spædbørns- og efterfødselstiden. Gældende fra 2013.

Bestemmelse 160, om regler og procedurer for registrering af

erklæringsformular i forbindelse med fødsel af levende børn. Gældende fra 2013.

30

Almen teknisk bestemmelse 194, om samlet behandling af

nyfødte i obstetriske og gynækologiske afdelingers spædbørnsafsnit. Gældende fra 2017.

Teknisk instruktion om samlet behandling af kvinder, som har

gennemgået abort og haft andre reproduktive gener. Gældende fra 2011.

Cirkulære 051, om foranstaltninger og anbefalinger i

forbindelse med opbevaring, overførsel og bortskaffelse af dokumenter. Gældende fra

2009.

Hvad angår anvisning om procedurer for behandling af nyfødte

i spædbørns- og efterfødselstiden i obstetriske og gynækologiske afdelingers

spædbørnsafsnit, fra 2013, er det noget nyt med identifikation af nyfødte, hvor formålet er

at identificere en nyfødt på fødselstidspunktet ved hjælp af morens oplysninger. Hensigten

hermed er at foretage en korrekt identifikation og forebygge forekomst af fejl i

behandlingen. Der skal således ske korrekt identifikation, så proceduren kan gennemføres

ansvarligt.

Det anføres, at den ansvarlige jordemor eller barneplejerske i

afdelingen, som tager sig af barnets behandling umiddelbart efter fødslen, også er

ansvarlig for at udfylde oplysninger på armbåndet med identifikationsoplysninger og

herefter bekræfte oplysningerne, inden armbåndet sættes på den nyfødtes arm.

Armbåndet skal placeres på venstre arms håndled, enten i fødselsrummet eller

operationsstuen/forrummet, og armbåndet skal som minimum anføre morens fulde navn,

dato, fødselstidspunkt og køn.

Jordemoren eller barneplejersken skal på fødselstidspunktet, i

enten fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet, lave et armbånd nummer to, som

er valgfrit, og som skal indeholde oplysninger fra den kliniske journal, morens

identitetskort, morens fulde navn, dato, fødselstidspunkt og den nyfødtes køn.

Ved fødsel af flere børn skal det nødvendige antal armbånd

forberedes: et, to eller flere, alt efter hvor mange børn der er født. Dette eller disse

armbånd skal placeres på hvert barns arm straks efter fødslen, inden det tages ud af

fødselsrummet eller operationsstuen/forrummet.

Armbåndet skal placeres på venstre arm. Jordemoren eller

barneplejersken skal læse morens komplette identifikationsoplysninger og hermed

bekræfte indholdet. Moren skal oplyses om, at den nyfødte skal beholde armbåndet på

under hele hospitalsopholdet.

Armbåndet skal desuden angive den nyfødtes køn.

Armbåndet skal angive følgende oplysninger: Morens fulde

navn, dvs. begge fornavne og begge efternavne, samt dato og fødselstidspunkt.

Ved barnets identifikation skal det sikres, at tilknytningen til

moren eller anden person er korrekt. Jordemoren eller barneplejersken skal straks efter

fødslen identificere det raske spædbarn ved at placere båndet på venstre arm – efter at

have læst oplysningerne om dets mor, far eller andet familiemedlem. Den rette tilknytning

skal konstateres, når barnet lægges i morens favn

31

Når der er tale om en nyfødt, hvor tilknytningsbetingelserne

ikke er opfyldt, og som har behov for genoplivning, fordi der er tale om spædbørn, som har

miconium, eller som virker livløse, eller der er tale om spædbørn, som fødes før 34. uge,

skal barnet straks identificeres. Når der er tale om stabiliserede spædbørn, som kan

forlade stedet sammen med sin mor, skal jordemoren straks placere armbånd om venstre

arms håndled, mens et vigtigt familiemedlem overværer det, dvs. faren, moren eller en

anden person, som har været til stede under fødslen.

Betragtninger:

Identifikationsarmbåndet skal være påført en tydelig og let

læselig håndskrift.

Alle nyfødte skal så hurtigt som muligt forlade fødselsrummet

eller operationsstuen/forrummet, når de blevet identificeret. Det vigtigste er at sikre

identifikation i forhold til morens identitet, og at armbåndet skal være parat før fødslen.

Identitetsarmbåndet skal blive siddende på armen af nyfødte,

som afgår ved døden, dvs. dødfødte og fosterdødfødte. Herefter placeres et armbånd

nummer to med dødsdato og -tidspunkt i overensstemmelse med den vedtagne procedure

på den enkelte institution.

Digitalisering med morens navn og RUT-nummer.

Armbåndet skal gøres parat samtidig med morens armbånd,

når morens ankommer til klinikken, og det skal fastgøres til den kliniske journal, så det kan

blive sat på uden for forrummet straks efter fødslen.

Hvis armbåndet bliver beskadiget, er ulæseligt eller går i

stykker, skal det straks erstattes af et nyt armbånd, som overholder alle de ovenfor omtalte

krav.

Når et dødfødt barn overføres til patologisk anatomisk afdeling,

skal det kontrolleres, at det bærer et identitetsarmbånd. Inden barnet forlader

behandlingsrummet, skal dets identitet kontrolleres på begge armbånd, ligesom aktiviteten

skal registreres i den nyfødtes kliniske journal.

Hvis det er for nemt at fjerne armbåndet i plast eller som

udskrift fra armen, skal det udskiftes og erstattes af et nyt, så det er korrekt. Hvis

plastarmbåndet falder af, skal det erstattes af et nyt, uden at der dermed sker en ændring

af papirregistreringen.

Hvis fødslen foregår i henhold til Civillovbogen (Código Civil),

artikel 764, tages der foranstaltning i tilfælde af en persons dødsfald. Dette sker, uanset

hvor lang tid personen har overlevet. Det betyder, at artikel 147 og 148 i Sundhedsloven

(Código Sanitario) finder anvendelse, samt dekret nummer 240 af 1983, bekendtgørelse

af Sundhedslovens 9. bog. Det vil sige, at lig af afdøde personer på offentlige og private

hospitaler og klinikker og i retsmedicinske områder, som ikke er anmodet udleveret inden

for en frist på 24 timer, kan overdrages til videnskabelige studier og undersøgelser, samt

at disses væv og organer kan anvendes til fremstilling af terapeutiske produkter og til

udførelse af injektioner.

32

**************

Elizabeth Cabello, rådgiver for sundhedsministeren, indledte

med at omtale teknisk bestemmelse nummer 160, som regulerer registreringen af

erklæringer i forbindelse med fødsel af nyfødte. Dokumentet indgik i sagsmappen, som

blev udleveret på det seneste møde. Der blev i den forbindelse redegjort for et par ting,

som har tilknytning til problematikken om oplysninger.

Her i landet er afgørende, statistiske oplysninger blevet

registreret siden 1906, og her henvises primært til følgende tre begreber: vielser, fødsler

og dødsfald.

Ordningen med afgørende, statistiske oplysninger er baseret

på en form for samarbejde mellem tre instanser: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

(Servicio de Registro Civil e Identificación), som sluttelig indberetter de afgørende,

statistiske oplysninger, og som indhenter de pågældende oplysninger fra Statistisk kontor

(Instituto Nacional de Estadísticas) og Sundhedsministeriet.

Fødselsstatistik, som er genstand for dagens drøftelse,

fremgår af det tredje oplysningsfelt, hvor der indsamles oplysninger om, hvor mange børn

der er født i landet. Men for at indsamle fødselsstatistik er der dels behov for, at vores

sundhedsinstitutioner udarbejder en fødselsbekræftelse, hvor gang der fødes et barn.

Denne fødselsbekræftelse fremsendes af familiemedlemmer til

Folkeregistret, som laver en indførsel om, at det pågældende barn er blevet født. Det er

den normale fremgangsmåde. Med den registrering kan Folkeregistret indberette fødslen.

Hvis en fødsel ikke er blevet udført med mellemkomst af en

sundhedsfaglig person eller ikke er foretaget i en sundhedsinstitution, foreligger der af

indlysende årsager ikke juridisk dokumentation for fødslen. I disse tilfælde skal moren til

et nyfødt barn rette henvendelse til Folkeregistret for at få foretaget den pågældende

registrering. Hun skal være ledsaget af to vidner med henblik på at få fødslen registreret.

Man har siden 1985 haft en national ordning med perinatale

oplysninger (Sistema Nacional de Información Perinatal). Efter denne ordning findes den

såkaldte fødselsbekræftelse for levendefødte børn, og det er det dokument, som de fleste

familier anvender, når de registrerer deres børn. Samtidig findes fosterdødsattesten, når

barnet er død i mors mave, samt den lægelige dødsattest, som udfærdiges, hvis barnet

bliver født levende og herefter afgår ved døden.

Den nationale ordning med perinatale oplysninger er en del af

den trepartsaftale, som blev omtalt tidligere, og som er indgået mellem

Sundhedsministeriet, Statistisk kontor og Folkeregistret. Det skal også ses i sammenhæng

med de eksisterende tilsynsformularer for moderdødelighed, fosterdødelighed, neonatal

dødelighed og børnedødelighed.

33

Hvad betyder alt dette i vores sammenhæng? Grundlæggende

mangler der visse oplysninger, men efter de samtaler, man har haft primært i

Sundhedsministeriet, har det stået klart, at ministeriet ikke kan udlevere de oplysninger,

der anmodes om, formentlig fordi det skal samordnes med Folkeregistret. Der er tale om

en kompleks situation, når vi taler om adoptioner, som sker under uregelmæssige forhold.

Det forholder sig sådan, at parterne hver især bidrager med

deres del. Sundhedsministeriet bidrager med en del af historien, og Folkeregistret bidrager

med en anden del. Endelig bidrager også de familieorganisationer, som har stået for denne

type adoptioner.

Derfor er det i denne sag vores opgave at forsøge at få arbejdet

udført som en helhed.

Indlægsholderen henviste til de fremskridt, som er sket.

Det første fremskridt har bestået i, at man i

Sundhedsministeriet har udnævnt en person, som skal modtage alle anmodninger om

oplysninger. Det betyder, at man kanaliserer alle oplysninger igennem hende eller ham,

og personen skal desuden være kontaktperson mellem de enkelte personer og

Sundhedsministeriet.

Desuden er det besluttet at udarbejde en standardiseret

ansøgningsformular for indhentning af oplysninger. Det være blive bedt visse oplysninger,

men desuden vil man gerne arbejde sammen med familieorganisationerne for at forstå,

hvilke oplysninger man har her, alt afhængig af den konkrete sag. Det er en formular, som

kan blive en effektiv måde af indhente oplysninger på. Derfor er arbejdet med formularen

sat i gang, hvilket sker i samarbejde med organisationer og andre parter, som er

involverede i undersøgelsen.

Desuden ligger der en forpligtelse til at afgive skriftligt svar. Et

eksempel: Når der anmodes om oplysninger fra hospitaler, kan det forekomme, at der

ingen oplysninger findes. I sådanne situationer skal personen eller familien have

meddelelse om, at oplysningen ikke findes, uanset hvad årsagen er. Årsagen kunne være

bortkommet klinisk journal eller manglende opbevaring. Under alle omstændigheder skal

der fremsendes er officielt svar fra den institution, som er anmodet om den pågældende

oplysning.

Efter vores regler gælder det, at den omtalte

fødselsregistrering bliver en del af den kliniske journal, når den er lavet korrekt.

Grundlæggende er det kopien af fødselsregistreringen, som kommer til at indgå i den

kliniske journal. Hvis der ikke findes en klinisk journal, er det ikke muligt at få adgang til

fødselsbekræftelsen. Det er dog observeret, at der nogle gange findes fødselsbøger i

institutioner, som ikke har adgang til alle oplysninger, men som alligevel kan kopilere en

del af de oplysninger, der bliver bedt om, herunder også i tilfælde, hvor der er tale om

manuel søgning.

Der er også tilfælde, hvor man har fremsendt en officiel

skrivelse til hospitalerne om at besvare anmodninger om oplysninger. Det blev der talt om

på sidste møde, men det er opfattelsen, at det ikke blev gennemgået grundigt. Derfor ville

indlægsholderen gerne gennemgå det her i dag.

34

Selv om vi i første omgang sagde, at vores ministerium ikke har

mulighed for at udlevere fortrolige oplysninger om patientdata, sender ministeriet alligevel

skrivelser ud til de mange patienter, som har bedt om det. Det er i overensstemmelse med

hospitalerne, og det er udsendt meddelelse om det til de enkelte

sundhedsområdedirektører. Så hvis disse oplysninger ellers findes, rækker det, at De

tager kontakt til ministeriet for at få tilsendt oplysninger.

Der findes 29 sundhedsområder i hele landet. Jeg ved ikke, om

det er godt eller skidt, men disse 29 sundhedsområder har mange hospitaler, hvor der

foregår fødsler. Der er 47 meget specialiserede hospitaler, 21 hospitaler med

mellemspecialisiering og 97 med lav grad af specialisering. Det er alle sammen steder,

hvor der kan have forekommet fødsler.

Da sundhedsområdet i Atacama rettede henvendelse og

stillede spørgsmål til hospitalet i Vallenar, svarede hospitalet, at man stadig havde kliniske

journaler tilbage til 1960 og fremad. I det pågældende tilfælde kan personen ansøge

direkte med angivelse af sit RUT-nummer. Så hvis der er nogen fra hospitalet i Vallenar

her, er det nok muligt at bede om oplysninger.

Hvad angår sundhedsområdet i Viña del Mar, mere specifikt

hospitalerne i Quillota og Quilpué, er der kun en del af de kliniske journaler tilbage. Der er

også kun en del tilbage af bogen med gennemførte fødsler og aborter. I dette tilfælde kan

man finde oplysninger og også anmode om at få dem udleveret. Så kan man se, om man

finder noget.

Hospitalet i Cabildo har ingen kliniske journaler og heller ikke

tilgængelige registreringer, fordi det sker så sjældent.

På hospitalet Gustavo Fricke har man kun oplyst om

nuværende protokoller. Det er oplyst, at man ikke har oplysninger fra de ønskede år, hvor

der var anmodet om oplysninger i en række sager.

Hospitalet Carlos Van Buren i sundhedsområdet ValparaísoSan Antonio har adgang til registrene fra det kliniske arkiv fra hospitalet Enrique Deformes.

Det var et af de omtalte hospitaler, som blev lukket med henvisning til en afgørelse om at

blive fritaget for aktivitet. Derfor har man i dag adgang til kliniske journaler tilbage til 1970.

Det tilføjes fra dette hospital, at man ingen registreringer har fra 1960’erne, og

registreringer fra 1970’erne er kun delvist tilgængelige. Denne information fremgår af den

skrivelse, som blev fremsendt til Undersøgelseskommissionen.

Hospitalet Claudio Vicuña har adgang til kliniske journaler, når

der modtages ansøgning om at få adgang til arkivet. Men for at undgå, at det bliver for

besværligt, kan man ansøge gennem hospitalet.

I sundhedsområdet Aconcagua findes hospitalet San Juan de

Dios i Andesbjergene. Det fremgår af en rapport fra chefen for SOME (Medicinstatistisk

myndighed), at man kun anser kliniske journaler med aktivitet i de sidste 5 år for gyldige,

mens kliniske journaler med aktivitet inden for 5-15 år overføres til et lager. Når journalerne

er mere end 15 år gamle, bliver de destrueret. De sidste kliniske journaler blev destrueret

i april 2017, og der er oprettet en destruktionsmappe.

35

Hospitalet San Camilo i San Felipe, opbevarer ikke

registrerede oplysninger med henvisning til sagernes alder.

I sundhedsområde Nord har hospitalet San José heller ikke

adgang til registrene pga. oplysningernes fremskredne alder.

Der findes yderligere oplysninger, men det foretrækkes i stedet

at fortsætte med præsentationen.

Den sidste slide viser svaret fra sundhedsområderne i sager

med fortrolige oplysninger. Det planlægges i den forbindelse at arrangere en tværfaglig

arbejdsgruppe, i første omgang med deltagelse af Sundhedsministeriet, Folkeregistret og

ved behov også Efterforskningspolitiet (PDI) for at få alle vinkler af oplysningerne med.

Det tilbagestår stadig at organisere ansøgningerne fra

enkeltpersoner.

Her følger data, postadresse, bilag og telefon.

***************

Læge Jorge Alfredo Donoso Barros, direktør for

Regionshospitalet i Talca siden 2013. Indlægsholderen oplyste, at han er fra Talca og har

arbejdet 42 år i sin fødeby. Han tilføjede, at kun har været uden for Talca et stykke tid i

forbindelse med sin specialisering.

Det er første gang, at han står over for et problem af denne art,

og han må indrømme, at han er chokeret over de udtalelser, han har hørt. Han vidste ikke,

at problemet havde dette omfang. Han havde hørt om det, men i Talca har der kun været

tre anmeldelser, heraf én fra en ung mand, hvis alder er sammenfaldende med dem, der

har udtalt sig her. Han søgte, fordi han gerne ville have kliniske oplysninger, så han komme

få viden om sin fødsel. Han var blevet adopteret og havde en opfattelse af, at processen

havde været ulovlig. Han søgte oplysninger, men kunne ikke finde nogen. Hvor meget

havde han søgt? Det står ikke helt klart, eftersom det er en ganske ny oplysning.

Der er andre sager, som ikke fra samme periode, men derimod

fra 1990’erne. Der er tale om en anklage. De to andre anmodninger om oplysninger kom

fra domstolene. Det vil altså sige, at man har fulgt en domstolsbehandling for at få sagerne

belyst.

Hospitalet har de samme problemer som dem, der blev omtalt

af den kvindelige læge. De kliniske journaler er virkelige og troværdige dokumenter

tilhørende enkeltpatienter, som tidligere har fået behandling på hospitalet. Disse journaler

bortskaffes efter fem år. Det er en skæbnesvanger beslutning i denne slags situationer,

men det er nødvendigt, fordi der ikke er plads til arkiverne nogen steder. Regionshospitalet

i Talca har to sådanne lokaler. De er fyldte med kliniske journaler, og der er ikke plads til

flere. Det skaber mange problemer. Derfor må man spørge sig selv, hvorfor der ikke findes

et IT-system til hospitalerne, hvor man kan samle disse oplysninger som big data, som

kunne knyttes til og stilles til rådighed for andre hospitaler og resten af verden.

36

Indlægsholderen forestillede sig, at det kan blive meget dyrt,

fordi det ikke er noget, som er planlagt. Der er gjort overvejelser om et godt og

revolutionerende system, som hedder “Hospital Digital”, men som alligevel ikke vil løse

denne type problemer.

Ovenikøbet forholder det sig sådan, at en del af hospitalet blev

revet ned i 2010, og at alle blev forment adgang pga. sikkerheden. I denne slags situationer

forbyder man adgang, men så sker der bare det, at der kommer andre ind, som ikke bør

have adgang.

Desuden er det nok sådan, at hvis der var oplysninger, var de

nok blevet hentet for længe siden. Der er nemlig mange mennesker, som har henvendt sig

for at få oplysninger. Men opmærksomheden skal henledes på, at der faktisk er nogle,

som har fundet deres biologiske mor. Måden er interessant. Det er faktisk sket ved DNAsammenholdelse, men før personerne nåede hertil, har de sikkert søgt i rigtig lang tid.

Undersøgelsen skal være så professionel som muligt, og

domstolene bør bidrage til, at det også bliver sådan. Domstolene har de nødvendige

redskaber til at gå ind og undersøge detaljerne. Hvis Undersøgelseskommissionen ikke

har adgang til specialister, vil det ikke lykkes at opnå de ønskede resultater, selv ikke med

en dygtig politistyrke, som ellers må formodes at gøre sit yderste for at hente oplysninger.

Hospitalerne har forbud mod at udlevere kliniske oplysninger til

andre personer end den pågældende patient. Det skyldes, at der er tale om følsomme

oplysninger. Derfor beder ansøgerne om oplysningerne ved at gå til domstolene. Det er

nok med en ansøgning for at få udleveret følsomme oplysninger.

Hospitalet har søgt blandt de oplysninger, man havde adgang

til. Det har dog ikke været meget, eftersom en del af dem gik tabt i 2010 i forbindelse med

en oversvømmelse. Der var en gruppe personer, som med henvisning til en interesse for

kulturarven forsøgte at genetablere en række arkiver. Det var nogle dødsregistre, som blev

reddet ved oversvømmelsen, dokumenterne var godt emballerede. Disse arkiver

indeholder oplysninger fra 1991 til 2014, selv om det ikke netop er det område, vi taler om

her.

Der findes et statistikregister i obstetrisk afdeling, hvor man

registrerer alle, som fødes på hospitalet. Det er ikke et komplet register, men sagsakterne

er af god kvalitet. Det kommer man nok til at opgive. Der er detaljerede datoer, men

oplysningerne begyndte i 1981. I 2010 gik oplysningerne tabt. Men der er stadig

fragmenter, og hvis en dygtige undersøger forstår at samle trådene og gør det alvorligt,

kunne det sikkert godt føre til resultater. Det er nemlig lykkedes for nogle patienter, som

praktisk talt var blevet nægtet adgang til oplysninger og havde fået at vide, at der ikke var

mere at komme efter.

Det er noget, som kan undersøges nærmere. Vi må udvise

ansvar, for vi taler om 20.000 sager. Og det er ikke til at bære at skulle leve med en

situation af denne karakter. Indlægsholderen opfattede det som uhørt, at man ført nu går

i gang med at undersøge dette. Det havde været meget lettere for 10 år siden og endnu

lettere for 20 år siden. Så inden man bortskaffer de sidste dokumenter, er det vigtigt at få

en professionel og udtømmende undersøgelse, som udføres af personer, der er eksperter

i denne type undersøgelser.

37

Indlægsholderen opfattede Deputeretkammeret som godt

oplyst og som en højeste instans, der holder tilsyn med de resultater, som specialisterne

når frem til.

Hermed fremlægges disse oplysninger for

Undersøgelseskommissionen. Indlægsholderen har kendskab til de mange læger, som

har arbejdet med deres speciale i den omtalte periode, og Undersøgelseskommissionen

kan således anmode om oplysninger fra læger, som har arbejdet i fødeafsnittet, i neonatalt

afsnit, inden for patologisk anatomi osv. Og derudover er der adgang til registrene med

dødsfald på hospitalet og fødselsregistrene fra fødselsafsnittet. Måske er det ikke alle

sager, det handler om, for det er nævnt tallet 20.000. Måske er det nærmere 1.000, men

man siger, at Talca har rekorden – måske er der 2.000 relevante sager. Det er ikke

sandsynligt, at alle 2.000 sager vil give de ønskede oplysninger, men bestemt i mange

tilfælde.

Hvordan indhenter vi nu disse oplysninger? Efter

indlægsholderens vurdering kræver det en meget specialiseret viden. Der er mennesker,

som har specialiseret sig i denne type situationer, og som har gjort det mange gange.

Og der er ingen, der forestiller sig, at der i dag er nogen på

hospitalet, som vil forsvare denne situation. Man havde ingen anelse om, hvor mange

sager det drejer sig om. Han kendte kun til de få sager, han selv har præsenteret her. For

det var jo sådan, at domstolene kom for at indhente oplysninger, og han vidste, hvad det

handlede om. Ja, vi taler om to sager, men i virkeligheden er det i tusindvis. Situationen

ændrer karakter, og man bliver nødt til at samarbejde og komme videre med denne sag.

Han mente ikke, at nogen har sagt, at der er tale om svindel. Men det er svigagtigt at bruge

dokumenter for nyfødte børn på denne måde, og handlen med mennesker er også udtryk

for bedrageri. Det er på alle måder præget af, at der kan være tale om lovovertrædelser.

Derfor mente han ikke, der er nogen, der har interesse i ikke at få sagen bragt videre. Alle

har en interesse i at kende sandheden.

Dokumentationen ligger der, og forarbejdet er gjort... Han

mente, at det med domstolenes hjælp nok skal lykkes. Domstolene afviser ikke

oplysninger af nogen art. Det er vigtigt at have adgang til sin baggrund og historie, og det

er bemærkelsesværdigt, at ud af de tidligere direktører, som tidligere blev interviewet, var

der ingen, der opfattede det som en grundliggende problematik eller en problematik, som

var vigtig at håndtere. Alle kender denne usikkerhed, men hvis der er tale om i tusindvis

af mennesker, ja, så bliver det virkelig en alvorlig situation.

****************

Susana Tonda, direktør for Børnestyrelsen (Sename) indledte

med en dyb beklagelse af, hvad der foregår og har foregået i årevis for de personer, som

har afgivet vidneudsagn. Sandheden er, at de har gennemlevet en virkelig smertelig tid.

Undersøgelseskommissionen blev nedsat for at hjælpe disse personer med at finde

oplysninger og opsøge deres rødder.

38

Indlægsholderen understregede, at hun repræsenterer

Børnestyrelsen (Sename), en instans som i nogle faser ikke har ydet tilstrækkelig hjælp.

Det beklagede hun dybt og bad om undskyldning for situationen – samtidig med at

diskussionen om, hvad der er sket i disse mange år, nu kan fortsætte.

Børnestyrelsen (Sename) har fra en bestemt dato haft som

opgave at stå for gennemførelser af adoptionsbehandlinger. Adoption kan opfattes som

en genskabelse af en ret, som har til formål at tjene barnets tarv og sikre dets ret til at leve

og udvikle sig inden for rammerne af en familie, som tilbyder det kærlighed og yder det det

nødvendige underhold til, at barnet kan få tilfredsstillet sine mentale og materielle behov i

en situation, hvor det ikke kan få tilfredsstillet disse behov i sin oprindelige familie.

Adoptivbarnet får samtidig tildelt civilstatus som søn eller datter af adoptivfamilien. Dette

er hjemlet i Lov nummer 19.620, som er den gældende lov, der trådte i kraft i 1999.

Det kan dog være interessant at kende mere til den

lovgivningsmæssige udvikling på adoptionsområdet i Chile. Man kan grundlæggende

opdele i tre hovedperioder:

Den første periode løb frem til 1988. I 1934 vedtoges den første

adoptionslov, som introducerede adoptionsformerne “klassisk” eller “aftalemæssig”,

hvorefter barnet får status som adoptivbarn, dog uden at tilknytningen til den oprindelige

familie hermed blev brudt. Der blev således ikke taget nogen form for forbehold.

Oplysningerne blev liggende uændrede i bøgerne, og de eneste involverede aktører var

de civile domstole og notarkontorerne.

Til samme periode hører Lov nummer 7.613, som erstattede

den tidligere lov, Lov nummer 5.343. Hermed blev opbygningen og teknikken forbedret,

men der skete ingen ændring af formen. Loven hørte dermed til den samme periode.

I 1965 vedtoges Lov nummer 16.346, som introducerede

begrebet “legitimation gennem adoption”, hvor barnet fik tildelt en ny civilstand. Hermed

blev tilknytningen til den oprindelige familie afbrudt. Det var først i 1965, at tilknytningen til

den oprindelige familie blev brudt, og man indførte princippet om adoptionshemmelighed.

Dette begreb er meget relevant i forhold til den problematik, vi drøfter her, for lovgivningen

anførte nu, at der skulle ske destruktion af oplysninger, som kunne knytte adoptivbarnet til

dets oprindelige familie. Hermed blev det umuligt at søge efter barnets baggrundshistorie,

med mindre disse oplysninger tilfældigvis stadig befandt sig et eller andet sted. Men efter

loven skulle baggrundsoplysningerne destrueres. De involverede parter i denne periode

var børnedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.

Der blev ikke tildelt forvaltningsmæssige beføjelser til nogen

instanser inden for den statslige administration, men der opstod til gengæld en række

private institutioner, som med forskellige udgangspunkter arbejdede med temaet. På

denne måde kom der en stigende deltagelse fra fysiske personer, som på den ene eller

anden måde medvirkede i adoptionsbehandlingerne, dvs. som socialrådgivere, advokater,

læger, jordemødre, præster og andre.

Det er denne periode, som primært har været underkastet den

meget omtalte undersøgelse udført af ministeren Carroza. Det er dog ikke den eneste

periode, hvor der har været uregelmæssige adoptioner, dvs. før 1988.

39

Den anden periode omfatter perioden 1988-1999. I denne

periode vedtoges Lov nummer 18.703 af 1988, som ophævede Lov nummer 16.346, med

regulering af tre former:

- Delvis adoption, som ikke indebar tildeling af ny civilstand, og

som bragtes til ophør, når barnet nåede myndighedsalderen. Der var tale om en form for

beskyttelsesforanstaltning, som fortsatte indtil barnets fyldte 18 år.

- Fuld adoption, som indebar tildeling af ny civilstand, hvorved

barnets tilknytning til den biologiske familie blev ophævet. Hemmelighedsprincippet blev

erstattet af et fortrolighedsprincip, hvilket var en virkelig god foranstaltning. Barnets

baggrundsoplysninger blev opbevaret af Folkeregistret. Kontoret for søgning efter

oprindelig familie (Oficina de Búsqueda de Orígenes) begyndte sit arbejde.

Samtidig regulerede man den proces, som styrede børns

udrejse af Chile med henblik på adoption. Adoptionen blev stiftet i udlandet, og barnets

oprindelige identitet i Chile blev bevaret. Det betyder, at barnet ikke var adopteret, når det

udrejste af Chile, men først fik denne status, når det var kommet til udlandet. Idet der ikke

forelå en anerkendelse fra den chilenske stat, var det kun den chilenske konsul, som

havde beføjelser til at føre tilsyn med adoptionen, og som skulle fremsende kopi af sit

tilsyn. Konsulaterne fremsendte gennem sekretariatet oplysninger om ca. 500 sager, hvor

et barn var blevet adopteret i udlandet. Der er dog et voldsomt antal børn, som først fik

tildelt adoptionsstatus, efter at de kom til udlandet, og alle disse børn har derfor dobbelt

identitet. Det betyder, at de er chilenere i Chile og eksisterer som sådan, men samtidig har

de en anden identitet i udlandet. Det er et kæmpe problem for dem, at de ikke kun har en

enkelt identitet.

For første gang definerede man lovovertrædelse i forbindelse

med adoption, dvs. videregivelse af fortrolige oplysninger og svigagtig udlevering af børn

med henblik på adoption.

Der begyndte at komme flere involverede aktører, f.eks.

børnedomstolene, Børnestyrelsen (Sename) med forskellige roller og funktioner,

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Udenrigsministeriet (gennem konsulaterne),

og samtidig fastholdes deltagelsen af civilsamfundet og de fysiske personer. Det var det

samme som i perioden før, dog nu med større regulering end hidtil. Tidligere havde der

ikke været nogen regulering.

Lov nummer 7.613, af 1943, er stadig gældende, idet der her

åbnes mulighed for adoption af myndige personer. Loven er dog i dag kun gældende på

dette område.

I 1990 ratificerede Chile Konventionen om børns rettigheder.

På det forvaltningsmæssige plan vedtoges med Lov nummer

18.703, at Børnestyrelsen (Sename) skulle involveres, dog kun med beføjelser til at

medvirke til processen med at udrejse af landet med henblik på adoption.

På det tidspunkt modtog Børnestyrelsen (Sename) fra de

involverede parter ansøgninger om børns udrejse af Chile med henblik på adoption, og

Styrelsen sendte ansøgningerne videre til en kompetent domstol.

I 1990 begyndte Børnestyrelsen (Sename) selv at udføre

bestemte aktiviteter. Styrelsen overtog således administrationen af Casa Nacional del

Niño, som tidligere havde været en stiftelse bestående af private organisationer.

40

For det andet oprettede Børnestyrelsen (Sename) en National

adoptionsenhed (Unidad de Adopción Nacional), som skulle udføre de funktioner, som

Børnestyrelsen (Sename) var pålagt i forbindelse med udrejse af børn af landet, og for det

tredje gennemførte man et program for fremme af indenlandsk adoption, idet der blev

nedsat adoptionsenheder i visse regioner, dvs. Valparaíso, Biobío og Metropolitana

(hovedstadsregionen), som var de største.

Børnestyrelsen (Sename) består af en national

styrelsesafdeling og herudover af regionale enheder.

I 1990 begyndte den Nationale adoptionsenhed (Unidad de

Adopción Nacional) på eget initiativ at foretage manuelle registreringer af bestemte

oplysninger i registerbøger, men enheden havde dog ikke nogen forpligtelse til at gøre det.

Tidligere var der ikke en sådan registrering, men der findes nogle bøger i Casa Nacional

del Niño. Selv om der ikke forelå en lovgivningsmæssig forpligtelse til det, findes der

alligevel registreringer i nogle tilfælde.

I 1995 iværksattes tiltag med søgning efter oprindelig familie til

personer med chilensk oprindelse, som senere blev adopteret i udlandet.

Alt eksisterende materiale fra 1988 til 1999 er blevet

digitaliseret, selv om der eventuelt kun er tale om delvise oplysninger. Der skete nemlig

det, at nogle oplysninger forsvandt ved brand, mens andre blev våde og dermed ødelagte.

Ministeren Carroza råder fysisk over disse oplysninger, som er under digitalisering, så der

er bedre adgang til dem. Ministeren Carroza har også bøgerne fra Casa Nacional del Niño.

Måske er det færre end forventet, men der findes nogle. Der findes nogle oplysninger i

disse bøger, men det er selvklart fysiske bøger. Der findes ingen systematiske

digitaliserede oplysninger, men noget findes der dog, og det er det materiale, man er i

gang med at bearbejde.

I 1995 henvendte visse internationale organisationer sig for at

udtrykke deres bekymring, og derfor blev der igangsat grundige tiltag for søgning efter

oprindelig familie. Der er stadig ikke noget konkret program på området, med tiltagene

findes.

Den tredje periode, som går fra 1999 og frem til dags dato, er

fastlagt i Lov nummer 19.620, af 1999, og i bekendtgørelsen heraf, som er godkendt ved

Justitsministeriets dekret nummer 944, af 199. Lovgivningen er stadig gældende den dag

i dag. Denne periode er kendetegnet af en enhedsmodel for adoption, hvorved det stiftes

slægtskab. Der sondres tydeligt mellem indenlandsk og international adoption. Der er tale

om indenlandsk adoption, når adoptanterne er personer med bopæl i Chile, mens der er

tale om international adoption, når der er tale om ægtepar i udlandet, samt når adoptionen

stiftes i Chile, inden barnet rejser ud af landet.

Der eksisterer to specifikke behandlinger eller procedurer: en

procedure før adoptionen, som har til formål at erklære, at adoptionen vil være

hensigtsmæssig, samt en adoptionsbehandling som sådan, dvs. som De allerede kender,

og som De har stiftet ekstra kendskab til på det seneste.

Børnestyrelsen (Sename) har pligt til at føre nationalregistre

over børn, som står over for at skulle adopteres, samt over personer, som har gennemgået

processen, og som står over for om muligt at skulle være adoptivforældre. De er her i

Undersøgelseskommissionen blevet oplyst om, at der aktuelt er ca. 100 børn, som står

over for at skulle adopteres, ligesom der er 600 potentielle adoptanter.

Adoptionsprogrammet blev etableret som et teknisk program,

og det er kun Børnestyrelsen (Sename) og de godkendte samarbejdsorganisationer, som

kan gennemføre det. Organisationer, som ikke er officielt godkendte, kan ikke udføre

adoptionsbehandling.

41

Blandt kravene til at adoptere skal nævnes, at de potentielle

ansøgere skal erklæres egnede, og de skal gennemgå en evaluerings- og

godkendelsesproces for at blive registreret som kandidater til adoption i den pågældende

database.

Børnestyrelsen (Sename) har beføjelser til at udføre arbejde

med at foretage søgning efter oprindelig familie. Det er vigtigt at nævne, at Børnestyrelsen

(Sename) kan yde støtte til disse personer.

Aktuelt behandler man i Nationalkongressen en ændring af

adoptionsloven, idet der lægges op til, at denne støtte i stedet skal være en forpligtelse.

Indtil dags dato har Børnestyrelsen (Sename) dog kun beføjelser til at støtte og rådgive i

processen. Grundlæggende handler det om at “hjælpe”, eftersom det ikke er

Børnestyrelsen, som sidder inde med oplysningerne, men derimod domstolen og

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Derfor kan Børnestyrelsen (Sename) bidrage

ved at hjælpe med at søge efter personernes oprindelige familie.

Loven fastholder et tydeligt princip om fortrolighed i forbindelse

med adoption, idet den adopterede får adgang til hele adoptionssagen, efter at der er

afsagt domstolsafgørelse om det. Det vil mere specifikt sige, at det er familiedomstolen,

som anmoder om, at en sag kan åbnes og udleveres.

Der er flere involverede parter: Børnestyrelsen (Sename),

samarbejdsorganisationer, som er godkendte til adoptionsprogrammet, børne- og

familiedomstolene samt Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som sidder inde med

baggrundsoplysningerne.

Siden 1990 findes desuden Konvention om børns rettigheder

samt Konvention af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn

til internationale adoptioner, som blev ratificeret i 1999, også kendt som

Haagerkonventionen.

Det skal understreges, at den gældende regulering af retten til

at have kendskab til den oprindelige familie er indeholdt i flere forskellige lovsamlinger.

Den første, som vi alle kender, er artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som Chile

ratificerede i 1990, og som lægger en klar ramme for børns rettigheder og deres mulighed

for at bevare en identitet, dvs. at de har en oprindelig identitet og en fuldstændig ret til at

bevare den og have kendskab til den.

Artikel 30 i Haagerkonventionen af 1999 garanterer opbevaring

af og adgang til oplysninger om adoptivbarnets oprindelse, deres forældres identitet og

medicinske journaloplysninger, i den udstrækning at statens lovgivning giver beføjelser til

det.

Haagerkonventionen fastslår, at dette område er omfattet af

lovgivningen i de enkelte lande, men anbefaler, at der tages udgangspunkt i generelle

forhold.

Lov nummer 19.260 af 1999, som indeholder bestemmelser

om adoption af børn, anfører som følger i artikel 27: Der kan kun udfærdiges kopier af

dommen eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse – efter

anmodning fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller

nedadstigende linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er selve adoptanterne, vil en

godkendelse til enhver kræve disses samtykke, med mindre det kan godtgøres, at de er

afgået ved døden.

42

Sådan gælder det i den gældende lov, men

Nationalkongressen er dog i gang med at behandle et ændringforslag.

Efter det nye forslag vil enhver myndig person og interesseret

part, som er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at

være adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt kunne

anmode om at modtage oplysninger om sit tilknytningsforhold.

Dette vil virke uafhængigt af domstolsafgørelsen. Det betyder,

at enhver person, inden en eventuel domstolsafgørelse, vil kunne henvende sig til

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen for at anmode om oplysninger om sit

tilknytningsforhold og hermed indhente viden om, hvorvidt vedkommende er adopteret

eller ej.

Efterfølgende kan personen over for domstol anmode om, at

pågældendes tidligere oplysninger trækkes ud af arkivet og leveres direkte til personerne,

dvs. gennem en organisation som Børnestyrelsen (Sename), gennem egen advokat eller

gennem en advokat, som forsvarer personen.

Bekendtgørelse af Lov nummer 19.620 anfører i artikel 3:

Adoptionsenhederne under Børnestyrelsen (Sename) og de organisationer, som er blevet

godkendt til adoption, kan yde rådgivning og støtte til den adopterede, adoptanterne samt

disse slægtninge i op- og nedadgående linje, når disse måtte ønske at igangsætte en

søgning efter oprindelig familie.

For personer, som ønsker at indhente oplysninger om deres

adoption i henhold til Lov nummer 19.620, artikel 27, og som får tilladelse hertil i henhold

til en domstolsafgørelse, kan modtage rådgivning fra Børnestyrelsen (Sename) eller af den

godkendte organisation, som har medvirket til personens adoptionsbehandling, for hermed

at undgå, at der opstår følelsesmæssige konflikter. Dette sker for at minimere den måde,

hvorpå processen kan påvirke personen, og for at bistå i forbindelse med personens møde

med sin biologiske familie på en sådan måde, at der tages hensyn til den biologiske

families rettigheder og privatliv.

Der findes en række holdninger til, hvad der efterfølgende skal

ske, dvs. hvordan processen med at blive genforenet eller ikke blive genforenet mellem

adoptanterne og disses oprindelige familie kan gennemføres.

Der blev i 1995 igangsat enkelte handlinger jfr. programmet

Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda de Orígenes), hvilket skete på initiativ af

chilenske personer, som var blevet adopteret i udlandet.

Som De tidligere har nævnt, findes der i Europa et betydeligt

antal børn, som blev “adopteret” i 1970’erne og 1980’erne. Efterfølgende er der kommet

flere personer, som er blevet adopteret i Chile, men i begyndelsen blev der kun taget højde

for internationale adoptioner.

I 2000 trådte Lov nummer 19.620 i kraft, og hermed begyndte

Børnestyrelsen (Sename) at systematisere og organisere sine tiltag ud fra erfaringerne fra

1995, og Styrelsen iværksatte således programmet Søgning efter oprindelig familie. Det

er et underprogram, som er underordnet adoptionsprogrammet.

43

Dengang blev alle oplysninger registreret manuelt. I nogle

tilfælde fandtes der oplysninger, og i andre tilfælde søgte man videre efter oplysninger,

men der var en risiko, at mange specifikke oplysninger ikke kunne findes.

Så sent som i 2007 udarbejdede man tekniske bestemmelser

til programmet Søgning efter oprindelig familie, og der indføres et internt it-system i

Styrelsen, som dog ikke fungerer særlig godt, fordi de personer, som kan anvende

systemet, har svært ved at bruge det optimalt.

I 2014 skete der en decentralisering til regionale enheder, som

i søgningen efter oprindelig familie kan hjælpe med arbejdet. Det skyldes, at selve

adoptionsbehandlingen er blevet decentraliseret til regionalt niveau. Det er kun den

nationale del af Styrelsen, som stadig håndterer de internationale adoptioner, mens de

indenlandske adoptioner styres på regionalt niveau.

Formålet med det omtalte program var at yde hjælp på et

overordnet, tværfagligt plan. Det skal gentages, at loven ikke stillede krav herom, men det

blev dog indført som en målsætning. Dermed ikke sagt, at det blev indført med succes,

men målsætningen fandtes dog. Programmet giver adopterede personer en større viden

om deres livshistorie, og dermed kan det garanteres, at de kan udøve deres ret til identitet.

Jeg forestiller mig, at alle, som er til stede her i dag, er glade

for, at målsætningen bliver opfyldt, for det er jo det, man beder om. Det skal tilføjes, at

Styrelsen anlagde to rettesnore eller principper. Det første princip var adoptantens ret til

at kende sin historie før adoptionen, respekten for privatlivets fred og morens ret til frivilligt

at beslutte, om der skulle etableres kontakt og eventuelt aftales et møde.

Det er især mødet og de oplysninger, som er nærmest

beskrevet i Lov nummer 19.628 om beskyttelse af privatlivets fred, samt bekendtgørelsens

artikel 3, som jeg tidligere har oplæst, der var udgangspunktet for, at der blevet stillet krav

om en godkendelse eller accept fra moren, og om at nogle oplysninger eventuelt skulle

fjernes på forhånd. Det er en problematik, som vi nu vil tale mere om.

Flowdiagrammet til programmet Søgning efter oprindelig

familie fra januar 2018, som stadig er gældende i dag, har særligt fokus på denne proces.

Præsentationen her viser kun et begrænset omfang, men på sidste møde var det dog

muligt at nå frem til en række konklusioner:

For det første ses en indførsel eller registrering i et

computersystem. Der er velkomstmailen og motivationskortet, hvor man spørger en

potentiel person, hvorfor han eller hun ønsker at kende sin identitet. Der er sagens

tidsforløb, alt efter om det er Styrelsen på nationalt eller regionalt plan. Og der er

ansøgningen om en vurdering af slægtskabets karakter, som sendes af Børnestyrelsen

(Sename) til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen. Ansøgningen kan indgives direkte

af den pågældende ansøger, men det er Børnestyrelsen (Sename), som formelt står for

henvendelsen.

Hvis slægtskabet viser sig at være baseret på adoption, kan

behandlingen fortsætte. Hvis der ikke er tale om adoption, henvises til ministeren Carroza,

for hvis der ikke er tale om adoption, er den umiddelbare konklusion, at ansøgeren har

taget fejl, eller at der er andre særlige forhold, som skal undersøges nærmere. På dette

område er det helt modsat ministeren Carroza.

44

Hvis slægtskabet viser sig at være en adoption, kan

behandlingen fortsætte. I dette tilfælde får ansøgeren hjælp af en advokat fra Styrelsen,

så han eller hun kan gå til domstolene for at anmode om, at sagen hentes ud af arkivet.

Hvis der er en frist, skal det som udgangspunkt ske inden for højst 200 dage, men i

virkeligheden er denne frist ikke gennemførlig. Det fremgår af vidneudsagnene, at fristerne

ikke har fungeret tilfredsstillende. Men ellers har domstolen 60 dage til sagens behandling.

Ansøgningen om at udtage sagen af arkivet kan tage op til 15 dage, mens domstolens

behandling kan tage op til ca. 60 dage. I tilfælde, hvor sagen udtages af arkivet, udleverer

domstolen en fotokopi af sagen, som herefter gennemgås og oplæses for de pågældende

af Børnestyrelsen (Sename). Men det bør overvejes, hvordan dette skal foregå i fremtiden,

eftersom sagen jo hører til ansøgeren, ikke Børnestyrelsen (Sename). Det vil sige, at

sagen tilhører den person, som indgiver ansøgningen. Styrelsen kan dog rådgive om,

hvordan sagen bør fortsætte. Sagen bliver således oplæst for ansøgeren, som får det

udleveret fysisk med visse udstregede oplysninger. I virkelighedens verden kan det

diskuteres, hvem sagen egentlig tilhører.

På dette tidspunkt igangsættes processen med at søge efter

den biologiske familie gennem hjemmebesøg og forberedelse af familien. Hvad sker der

så, hvis der er særlige forhold, eller hvis personen ikke ønsker det, eller hvis moren er død

osv.?

Det er en teoretisk situation, vi taler om. I praksis er det helt

anderledes. Ikke alle faser ligger fast, og der udleveres ikke officielle oplysninger via et

bestemt medie. Der findes mail- og telefonsamtaler samt møder, men der findes ikke en

formel inddeling i faser. Derfor er det den enes ord mod den andens, hvorvidt der er skal

ske udlevering af oplysninger eller ej.

Hvis man ser nærmere på programmet om søgning af

oprindelig familie fra 2010 til 2018, er der registreret 2.206 ansøgninger om søgning af

oprindelig familie. Heraf er 1.763 indenlandske og 443 internationale.

Sådan ser udviklingen mere eller mindre ud. Nogle perioder har

større stigninger end andre, men det skyldes primært nogle spektakulære sager. Der er

år, hvor der ingen registreringer er. Tilbage i tiden er der kun få registreringer. Det er ikke

et spørgsmål, som har den store betydning.

Ud af de 2.206 sager er der netop nu 21%, som stadig er under

behandling. Afsluttede sager med udlevering af oplysninger og udtræk af sagen fra arkivet

udgør kun 6%. Afsluttede efter positiv søgning: 5%. Møde med negativt resultat med

oprindelig familie, møde eller kontakt med oprindelig familie: 10%. Ansøger har ikke

adoptionsmæssig tilknytning: 3%. Det er disse sager, som overgår til ministeren Carroza.

Lukkede sager pga. manglende mulighed for at fortsætte søgningen efter oprindelig

familie, fordi der ikke foreligger adresse eller andre personlige oplysninger, eller fordi

oplysningerne er ufuldstændige: 8%. Lukkede sager pga. afvisning til ansøgeren af, at

vedkommende kan fortsætte søgningen: 17%. Lukkede sager pga. manglende svar fra

personen, efter at vedkommende har registreret sig i systemet: 31%. Der er også

ansøgere, som erklærer, at der ikke er taget kontakt til dem.

De forhold, som blev behandlet på mødet den 18. marts 2019,

drejer sig om forespørgsler.

45

Hvad angår forespørgsler og andre omtalte problemer, bliver

de gennemgået individuelt. Det er dog væsentligt at nævne, at systemet og programmet

Søgning efter oprindelig familie gradvis bliver bedre. Det er desuden bemærket, at der

faktisk er en del flere problemer end dem, som er omtalt her af sammenslutningen Hijos y

Madres del Silencio (Tavse børn og mødre). Det betyder, at der er mange ting, som kan

forbedres ud fra et administrativt synspunkt, ikke et juridisk synspunkt.

Sammenslutningen har f.eks. anført, at systemet til at modtage

ansøgninger ikke fungerer, og at det ikke er alle, som har adgang til Internet Explorer 8.

Der er således ikke kun problemer med it-systemet til

programmet Søgning efter oprindelig familie, men faktisk med hele adoptionssystemet.

Det er dog forventningen, at der i juni 2019 vil være etableret et nyt, integreret itadoptionssystem, som også vil omfatte programmet Søgning efter oprindelig familie samt

en software til flere platforme, som skal erstatte Explorer 8, der ikke fungerer godt.

Man anerkender fuldstændig den kritik, som blev rettet på

mødet den 18. marts, om at første gang en person sender en mail for at blive optaget i

underprogrammet, ender vedkommende ofte med ikke at få svar. Desværre forholdt det

sig sådan, at det i 2016 var nødvendigt at ændre e-mailadressen

budqueda.origenes@senane.cl, fordi den ikke virkede. Der var mange klager, og der

begyndte at komme henvendelser til den programansvarlige, Paulina Méndez fra

Børnestyrelsen (Sename), fordi der var behov for bedre svar. Nogle personer kom i kontakt

med hende – andre ikke. Dette har været en betydelig svaghed ved ordningen.

Det blev også fastslået, at medarbejderne ved

underprogrammet havde manglende respekt for adoptanternes privatliv. Det er således et

krav om, at personen skal udfylde en motivationsformular, som indeholder spørgsmål, der

for nogle kan opfattes som en krænkelse af deres privatliv. Og hvis man ikke udfylder

formularen, kan man ikke komme videre.

Der findes psykologer og socialrådgivere, som hjælper de

enkelte personer med at udfylde formularen. Dette sker for at yde den nødvendige

rådgivning og støtte til både adopterede og adoptanter samt disses slægtningen i op- og

nedadstigende linje. Det er Børnestyrelsens (Sename) målsætning at yde rådgivning til

adopterede og adoptanter på området. Dvs. at udlevere oplysninger på en måde, som

støtter parternes psykosociale udvikling. Dog vurderes det aktuelt, hvorvidt det er

nødvendigt at fastholde dette punkt som et krav, eller om det kan være frivilligt.

Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Der er

en oprindelig dato for, hvornår der indhentes oplysninger, men som nævnt har man ikke

lagt sig fast på bestemte datoer. Man har heller ikke nogen fast procedure for meddelelse

af dato og angivelse af årsager til, at en behandling bringes til ophør.

Derfor kan der sagtens være personer, som med al ret

forholder sig til bestemte datoer, men hvor datoerne alligevel ikke overholdes. Derfor er

man i gang med at gennemgå processen og datoforholdene.

46

Sagen udleveres med oplysningerne om den biologiske mor,

dvs. med fulde navn i nogle tilfælde, mens man i andre tilfælde sletter efternavnet eller helt

undlader at udlevere fornavnet.

Som tidligere nævnt sker dette med hjemmel i Lov nummer

19.628 om beskyttelse af privatlivets fred. Denne procedure skal nu gennemgå en juridisk

analyse for at belyse, hvordan det skal foregå i fremtiden.

Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der

ikke meddelelse herom til resten af adoptantens biologiske familie. Hvis den biologiske

mor er afgået ved døden, gives der meddelelse til ansøgeren om, at hun er død, og

ansøgeren bliver spurgt, om han eller ønsker at fortsætte med processen. I mange tilfælde

er processen blevet fortsat.

Det skal analyseres, om der er tilfælde, hvor den pågældende

forespørgsel ikke er foretaget. Desuden kan det ikke vides med sikkerhed, at alle sager er

gennemført på denne måde, eftersom de forskellige faser ikke er tydeligt definerede.

Forespørgslen kan desuden foretages telefonisk og personligt, og det kan ikke siges, om

oplysningerne reelt er videregivet.

*********************

Fernando Hernández, kommissær ved Efterforskningspolitiet

i Chile (Policía de Investigaciones de Chile), oplyste, at undersøgelsen blev igangsat i

2014, da han havde beskæftigelse i Undersøgelsesenheden mod menneskelige

forbrydelser (Brigada Investigadora contra Delitos Humanos), primært i den afdeling, som

samarbejdede med ministeren Mario Carroza. Dengang bestod opgaven i at undersøge

en række anmeldelser, som havde tilknytning til begivenheder, som handlede om fjernelse

af børn fra de offentlige hospitaler og visse private klinikker. De fleste anmeldelser havde

tilknytning til hospitalerne Barros Luco, San Borja Arriaran, J.J. Aguirre, den lukkede

Clínica Carolina Freire samt Clínica Lira.

De anmeldelser, som blev indgivet, var rettet mod læger,

jordemoder, socialrådgivere, personer fra kirken og generelt medlemmer af civilsamfundet.

Det var svært at lægge sig fast på, hvordan undersøgelsen skulle udføres. Man vidste

ikke, hvad man skulle spørge om, fordi der ingen rutiner var. Roberto, som dengang var

gruppeleder, gik bort fra begrundelsen med menneskerettigheder for i stedet at forsøge at

forstå sagen generelt.

Det første, man gjorde, var at skrive officielt fra

Undersøgelsesenheden til hospitalerne. Enheden bad generelt om at modtage al

tilgængelig information om anmeldelserne, dvs. dokumentation og de velkendte

medicinske journaler, som Undersøgelseskommissionen har omtalt dem i bred forstand.

De første skrivelser blev sendt til Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen med forespørgsel om, hvorvidt de pågældende børn var blevet

registeret. Det viste sig at variere fra sag til sag: I nogle tilfælde var børnene registreret,

men uden at der var en registrering af dødsfald, og i andre tilfælde var de ikke registreret.

De havde således aldrig eksisteret i systemet. Så begyndte man at støde på de første

problemer.

47

Tiden gik, og man fik de første svar på skrivelser med de

ønskede svar. Hospitalet oplyste dog, at man ikke havde de nødvendige oplysninger. Man

oplyste f.eks. patientens indlæggelsestidspunkt, navnet på lægen, og at barnet var blevet

født, dog uden at anføre, om det var levende eller dødt. Problemet bestod nu i indføre

hospitalets svar i politirapporten til ministeren.

I et referat bad man ministeren Carroza om tilladelse til

personligt at aflægge besøg på hospitalerne. Man begyndte i fødeafsnittet, patologisk

anatomisk afdeling og endelig børneafdelingen. Det kunne konstateres, at der fandtes

oplysninger. Man fandt således fødselsbøger eller -opgørelser, men ikke de medicinske

journaler. I patologisk anatomisk afdeling fandt man frem til obduktionsrapporter, mens

man ikke fandt noget i børneafdelingens systemer.

Her er fortegnelsen over anmeldelser, som blev foretaget i

perioden 2014-2015.

Der var i den samme periode også anmeldelser, som blev

undersøgt af den offentlige anklagemyndighed, men disse havde tilknytning til

uregelmæssige adoptioner.

Samtidig var der personale fra vores enhed, som på det

tidspunkt var i gang med en undersøgelse. Jeg mener, at den offentlige anklagemyndighed

erklærede, at den ikke havde den nødvendige kompetence til at behandle de

uregelmæssige adoptioner, og derfor blev sagen overført til 34. kriminaldomstol (34°

Juzgado del Crimen).

På præsentationens slide 3 ses hospitalerne i den pågældende

periode, mellem 2014 og 2015, hvor man forsøgte at indhente oplysninger fra sag til sag

– jeg gentager, fra sag til sag. Hvorfor fremhæver jeg det? Fordi der var oplysninger om

bestemte personer. Man havde held til at finde nogle bøger, men man kunne ikke knytte

oplysningerne heri med de anmeldelser, man var i gang med at undersøge. Samtidig

kunne det konstateres, at der ikke var de baggrundsoplysninger, man søgte efter.

Spørgsmålet, man herefter stillede, var følgende: Hvad skete

der med de andre fødselsbøger og med oplysningerne om de kliniske journaler? Og svaret

var: Det er der ingen, der ved. Man sagde således følgende: “Tingene ændrer sig, der var

et rør, der gik i stykker, man mistede noget af det, og oplysningerne blev ødelagt”.

På denne baggrund blev der anmodet om en kendelse til at få

adgang og foretage registrering på det gamle fødeafsnit på hospitalet Barros Luco – for

hermed at sikre de oplysninger, der var blevet udleveret. Der blev sammensat et team på

20 medarbejdere. Det var et lukket team, som skulle arbejde med meget dårlige

sundhedsmæssige forhold på stedet. Så man tog af sted med de nødvendige værktøjer

og begyndte at lede efter det, man ønskede, dvs. bøger og optegnelser over manglende

fødsler.

Som det fremgår af fotoene i præsentationen, fandt teamet i

denne forbindelse fødselsbøger, som ingen kendte til i administrationen på hospitalet

Barros Luco. Bøgerne lå længst tilbage i en kælder, som blev brugt til at opbevare

oplysningerne til en sag fra 1969. Og som jeg husker det, var der også andre oplysninger.

48

Oplysningerne blev overdraget til hospitalsadministrationen,

dvs. til sikkerhedskontoret, og fødselsbogen blev overdraget til fødselsafsnittet, for at man

her kunne overtage ansvaret for dem. Man fik de oplysninger i sagen, som man havde

brug for, og oplysningerne blev stillet til rådighed for hospitalet.

I lyset af alle disse anmeldelsessager, den dybtgående

undersøgelse og en større forståelse af, hvad der var sket, blev der af politiet foretaget en

efterretningsmæssig undersøgelse. Alle disse dokumenter var i papirformat. Der var en

optegnelse over de tilgængelige ressourcer, og man kunne konstatere, at der var navne,

som gik igen – på jordemødre og læger og en socialrådgiver.

Man begyndte at spørge, hvad der var sket hos dem, og hvorfor

de ikke kendte de rutiner eller protokoller, som blev benyttet af lægerne i 1970’erne og

1980’erne, hverken kirurgerne, gynækologerne, obstetrikerne eller specialisterne i

patologisk anatomi. Og hvornår var der tale om et foster og om en abort, hvem assisterede

ved aborten, hvornår var der tale om kejsersnit, og hvornår var der en fødsel?

Teammedlemmerne skulle også lære de tekniske udtryk, se de

kunne læse bedømmelser om nyfødte barn. Og hvad var en Apgar-værdi? De faktorer,

som fik særlig opmærksomhed, var fødselsbøgerne. De kunne indeholder masser af

oplysninger, f.eks. medicinske journalark, benyttede senge, tidspunkt for ankomst til

forrum, navnet på jordemoren, det nyfødte barns tilstand og bedømmelsen (dvs. Apgarværdi), en bedømmelse som jordemoren foretager 3-5 minutter efter fødslen, alt efter

hvordan barnet ellers udvikler sig.

Man begyndte at tale med lægerne. Man spurgte dem, hvad

der var deres opgave og forventning på fødselstidspunkt, og man spurgte den pædiatriske

barneplejerske og den pædiatriske kirurg, hvad der var deres opgave, hvad de foretog sig,

hvis Apgar-værdien var lav, hvad de lavede, og hvordan det var meningen, at de skulle

assistere.

Den gynækologiske læge sagde: “Jeg tager imod de nyfødte,

men giver dem videre til jordemoren. Jeg rydder op og tager mig af moren. Jeg følger ikke

med barnet.” Bagefter blev barnet overført til børneafdelingen, hvor det blev undersøgt af

jordemoren eller barneplejersken. Man konstaterede en lav Apgar-værdi og tog kontakt til

børnelægen. Børnelægen sagde: Hvis barnet kom ind med en lav Apgar-værdi på måske

1, 2 eller 3, lavede vi de genoplivninger, der var mulighed for dengang. Andet var der ikke

i det.

Der var nogle anmeldelser, som handlede om børn, som var

lagt i kuvøse. Det var i 1980’erne, og jeg mener, at kuvøserne har været på de offentlige

hospitaler siden 1982. Det er oplyst, at mange døde pga. infektioner, de havde pådraget

sig på hospitalet. Jeg spurgte til, hvordan det skete, og om børnene var i kuvøse. Hertil

var svaret, at man dengang brugte vand til kuvøserne. Det betød, at der var risiko for en

kombination af svampe og bakterier, og det kunne være dødeligt.

49

Det lykkedes at finde nogle generelle mønstre og forstå den

bagvedliggende dynamik. Når man fandt sager med dødsfald, som var registrerede i

Folkeregistret, bad man om alle de dokumenter, som kunne understøtte oplysningen:

dødsattest, underskriften på den læge, som havde bekræftet, fødselserklæringer og

identitet på den person, som havde assisteret. Hermed så man en anden forskel: Nogle

gange assisterede jordemødrene ved fødslerne, og på det seneste kunne man også

konstatere, at kirurgerne assisterede ved udtagning og kejsersnit.

Indlægsholderen havde spurgt hvorfor der var denne forskel,

og de svarede, at det skyldtes det høje fødselstal. Hvis han huskede rigtigt, registrerede

man på hospitalet Barros Luco lidt mere end 40.000 fødsler pr. år, og i den pågældende

periode var der ca. 4.000-5.000 fødsler.

En parameter, som også blev undersøgt, var følgende: Hvad

skete der, når der blev anmodet om obduktion? Man opsøgte registrene og fandt navnet

på en læge, og det var altid den samme læge. Man fandt frem til ham, og han sagde, at

han dengang havde arbejdet som børnelæge, og at det ikke var længe siden, at han havde

taget sin eksamen. Efter at kigget i de statistiske tal undrede det ham, at der døde så

mange børn.

Han bad om en tilladelse, og med godkendelse fra den

daværende direktør begyndte han at foretage obduktioner med assistance fra en læge på

hospitalet El Salvador. Men han fremhævede også, at han kun lavede obduktioner, når

han havde tid til det. Han var nemlig stadig børnelæge i fødselsafsnittet.

Man undersøgte også, hvordan man registrerede børn på

hospitalerne dengang. På lokalarkiverne under Folkeregistrene fik man at vide, at der var

en registreringsafdeling på hvert eneste hospital. Dengang foretog man indførsel eller

registrering i to bøger, idet den ene bog forbliv i den omtalte underafdeling, mens den

anden lå i hovedarkivet i Santiago.

Der var mange kvinder, som erklærede, at der også var en

tredje bog, hvori man registrerede afdøde børn og aborter. Denne bog opbevares i

Folkeregistrets arkiver.

Indlægsholderen oplyste, at han med få ord havde forsøgt at

forklare, hvor svært det hele var, fordi der ingen information var, og fordi de ikke vidste,

hvordan de skulle gribe problemet an.

Der fremkom andre sager med kvinder, som anmeldte, at de

havde forladt deres børn på børnehjem, men at børnene var blevet sendt ud af landet med

henblik på adoption. I disse tilfælde blev der lavet en anmeldelse og foretaget de første

skridt i sagen. Det viste sig, at børnene var registreret i Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen med det forskel, at der var et gammelt foto af dem i systemet. Man

gennemgik nationalregistret ved Statspolitiet for immigration og internationale forhold

(Jefatura Nacional de Migraciones y Policía Internacional). Her blev det konstateret, at

disse børn var udrejst af landet. Hvordan kunne det være? Det ved man ikke, for man fandt

hverken dokumenter eller andre oplysninger, som kunne understøtte en eventuel udrejse

af landet, heller ikke i tilfælde hvor moren sagde, at hun aldrig havde godkendt dette.

Det er en konklusion, man nåede frem til i 2014 og 2015,

herunder også hos lufthavnsmyndighederne. Man vidste, at børnene var udrejst til

bestemte lande, men man kunne finde yderligere information om det.

50

Der har også været en undersøgelse, som blev udført af den

offentlige anklagemyndighed om uregelmæssige adoptioner (sic), og som implicerede

visse læger og præster.

Det fremgår af de anmeldelser, som der har været adgang til,

at nogle børn anmeldte, at deres forældre på et tidspunkt havde nævnt, at de ikke var

biologiske børn. Der var dog ikke anført noget om, at de havde status som adoptivbarn,

men derimod var eget barn af forældrene. På det tidspunkt, hvor disse børn havde spurgt

deres forældre om navnet på hospitalet, hvor de var født, havde forældrene ikke flere

oplysninger til børnene. Det betød, at børnene sporadisk besøgte forskellige steder for at

finde frem til den pågældende anmelder.

Det var ikke meget, de kunne gøre, at der var mange åbne

spørgsmål, bl.a. at børnenes adoptivforældre optrådte som registranter med direkte

registrering i de oplysninger, som fandtes hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen.

Denne proces fortsatte frem til 2015. Efter 2015 fik

indlægsholderen andre arbejdsfunktioner, og i 2018 blev han efter indstilling fra ledelsen

igen overført til at arbejde med ministeren Carroza. Dette arbejde havde tilknytning til de

uregelmæssige adoptioner. I 2017 blev der foretaget en konfiskation hos en person, som

havde arkiver over børn, som var blevet sendt til udlandet. Det siges, at denne person var

involveret i første fase af undersøgelsen af børn, som var rejst ud af landet, men nu ved

indlægsholderen, hvordan det fandt sted.

Pga. mængden af akkumulerede oplysninger havde også en

anden person arbejdet for ministeren Carroza. Det var María Cecilia Erazo, som var

socialrådgiver, advokat og sagkyndig hos domstolen, og som selv havde lavet en rapport

med systematisering af de mange oplysninger, herunder især i papirformat.

Derfor begyndte man med en kriminalanalyse hos politiet,

ligesom man arbejdede med efterretninger for at forstå, hvordan det kunne fungere.

Gradvist begyndte man at finde fælles træk: navne, personer, sager, godkendende

domstole og involverede organisationer. Med disse data kunne vi endeligt og generelt

konkludere, hvad det var, der var sket. Det var ikke var lykkedes i den første periode 2014-

2015.

På ledelsesplan blev det besluttet at etablere en

arbejdsgruppe, som i dag ledes af kommissær Gaete, og som bistår ministeren Carroza.

Arbejdsgruppen er i 2018 overgået til at være en feltgruppe, som foretager interview af

personer, indhenter viden om forhold, som vækker bekymring, og får overblik over,

hvordan der blev arbejdet. Arbejdsgruppen foretager om nødvendigt beslaglæggelser for

på den måde at udvide databasen med oplysninger. Det har alt i alt givet gode svar.

Som en afslutning på denne første præsentation kan jeg

fortælle, at det var på denne måde, vi arbejdede på hospitalet Barros Luco. I en nedslidt

bygning med begrænset adgang for personer lå de arkiver, som i dag er til disposition for

de samme hospitaler.

51

Afslutningsvis blev der i denne sidste undersøgelse af

registreringer på hospitalet Barros Luco fundet fødselsbøger fra 1962, 1968, 1969 og

1971. Alle bøgerne blev fundet i Institut for epidemiologi, klinisk forskning og human

reproduktion ved Medicinsk fakultet på Universidad de Chile, campus syd. Ud over de

omtalte bøger blev der også fundet arkivmapper, som indeholdt journaler om aborter,

bækkeninflammationsbehandlinger og biopsiresultater.

Blandt konklusionerne fra arbejdet med relevante

patologianatomiske oplysninger fra hospitalerne kan nævnes, at der ikke blev sondret

mellem biopsier og obduktionsrapporter. Dette ændrede sig i 1984, da man begyndte at

sondre mellem obduktionsrapporter for voksne og for børn. Det blev endelig konstateret

af betjente, som kom på stedet.

Det tilføjes, at abortjournalerne også udgjorde et problem. Her

henvises specifikt til, at de pågældende oplysninger nu er blevet systematiseret, hvilket

har afgørende betydning for, at man kan foretage en hurtigere søgning og behandling af

de anmodninger, som modtages fra domstolene.

En kommentar om fødselsbøgerne: Selv om der kun er få

baggrundsoplysninger, findes der dog oplysninger, som giver information om den

behandlende læge, om personen selv, om der var tale om hoved- eller sædefodfødsel,

ligesom der er oplysninger om Apgar-værdi og fødselstidspunkt.

Nogle institutioner opbevarer flere oplysninger og andre færre,

men det er under alle omstændigheder vigtige oplysninger i den konkrete sag.

Det skal sluttelig bemærkes, at der for perioden 2014-2015 er

tale om foreløbige oplysninger. De tiltag, som er igangsat siden 2018, vil blive forelagt af

Roberto Gaete, politikommissær.

***************

Roberto Gaete oplyser, at ministeren Mario Carroza på

baggrund af det betydelige antal anmeldelser, han havde modtaget, bad

Efterforskningspolitiet (PDI) om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle udføre

feltarbejde til belysning af situationen.

I 2017 blev der indsamlet en stor mængde information fra

socialrådgivere, som man i dag er i gang med at systematisere, og som viser, at der findes

et stort antal personer – eller børn – som blev overdraget til adoption i både 1960’erne,

1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.

Som omtalt af kommissær Hernández åbnede man en sag med

nummer 1044-2018, som omfattede en lang række anmeldelser, som var modtaget i hele

landet fra mødre, som søgte efter deres børn, og børn, som søgte deres oprindelige familie

eller biologiske mor.

52

Sådanne anmeldelser og ønsker er altid fremkommet på den

ene eller anden måde og er blevet forelagt via de sammenslutninger, som repræsenterer

dem. Det er sammenslutninger, som tydeligt har erklæret deres hensigt om at opnå et

resultat med de undersøgelser, som er udført af ministeren Mario Carroza.

Principielt arbejder man med to parallelle problematikker: Den

ene problematik handler om at finde frem til de ansvarlige for disse forhold, og derfor

medvirker i mange sager statslige funktionærer, som er blevet involveret i disse særlige

situationer. Den anden problematik, som har et vigtigt socialt fokus, er behovet for på et

tidspunkt at vide, hvor man kan finde den søn, som på uregelmæssig vis på et tidspunkt

er blevet sendt til udlandet, så barnet på et tidspunkt kan blive genforenet med sin mor.

Det er disse to primære arbejdsområder, vi koncentrerer os om for øjeblikket. Der er

således nedsat en særlig, specialiseret arbejdsgruppe: Det er en gruppe, som arbejder

direkte sammen med ministeren, baseret på ministerens instrukser og anvisninger, alt

efter hvilke anmeldelser der løbende kommer ind.

I feltarbejdet har man forsøgt at have fokus på de afhøringer

eller interview af personer med en særlig tilknytning til de pågældende forhold. Det er

interview eller afhøringer, som er foretaget af politiet, og som har haft til formål at hente

så mange oplysninger som muligt fra socialrådgivere, myndigheder, private

organisationer, f.eks. Casa Nacional del Niño og Børnestyrelsen (Sename). Man har

arbejdet med at indsamle forskellige former for input, som på den ene eller anden måde

kan give os et indblik i, hvordan disse adoptioner blev håndteret, og om der er tale om

uregelmæssige forhold.

Det skønnes aktuelt, at der er ca. 8.000 sager, når man ser

på de oplysninger, der ligger hos domstolene. Nu hvor tingene er ved at blive

systematiseret, anførte indlægsholderen, har man adgang til cirka halvdelen af

oplysningerne. Alle oplysninger er dog ikke systematiseret endnu, men det er nok

forventningen, at det naturligvis ikke er alle sager, som findes ved domstolene, som

handler om uregelmæssige adoptioner. Der kan være adoptioner, som i en vis

udstrækning er lovlige, men hvor virkelighedens verden har vist, at der er konstateret en

lang række “uregelmæssigheder”.

Man har nu forsøgt at opdele arbejdet, for selv om mønstret

optrådte første gang i regionen Metropolitana (hovedstadsregionen), gentog det sig

bagefter i andre regioner, primært mod syd, i 6., 7., 8., 9. og 10. distrikt. Arbejdsindsats

er opdelt, så man på den ene eller anden måde kan håndtere denne problemstilling over

for ministeren.

Efterforskningspolitiet (PDI) har modtaget 168 direkte

anmeldelser, som ligger ud over de sager, som er behandlet hos ministeren. Der ligger

aktuelt ca. 350 anmeldelser. Arbejdsindsatsen er blevet samordnet med detektiver i hele

landet, som på den ene eller anden måde kan modtage anmeldelser og behandle det

input, som kommer. Det drejer sig i teorien om oplysninger, der er nødvendige for at

kunne udføre en undersøgelse. Der er mange mødre, der – måske af uvidenhed – ikke

har foretaget anmeldelse, mens andre har foretaget anmeldelse, inden ministeren blev

udpeget. Endelig skal det nævnes, at mange anmeldelser er blevet liggende hos den

offentlige anklagemyndighed, hvor de af en given årsag er blevet henlagt.

53

Der blev oprettet en e-mailadresse til modtagelse til

oplysninger fra ofrene, dvs. adoptivbørnene, som for det store flertals vedkommende

befinder sig i Europa og USA.

Der er desuden udført et informationsarbejde for at belyse,

hvordan Efterforskningspolitiet behandler problematikken, og for at motivere de enkelte

personer til at komme ind på vores stationer for at forelægge deres situation. Der er

nemlig mange, der har fået den opfattelse, at der kun bliver gjort lidt eller slet ingenting i

forhold til de anmeldelser, der er indgivet.

De foreslåede målsætninger har fokus på at belyse og

klarlægge, hvad der er sket, dvs. fra 1960’erne og frem til reformen af vores straffeproces.

I lyset af den indsamlede information og det udførte

analysearbejde skal det handle om at fastlægge ansvaret i de enkelte sager, som det

tidligere er nævnt, hos de personer eller statslige instanser, som eventuelt har været

implicerede i problematikken.

Det handler også om at behandle de nødvendige input og

hermed afstedkomme konkrete genforeninger. Der er en situation, som mange forældre

og børn higer efter, så de kan blive genforenet med deres biologiske familie.

Dette skema forklarer illustrativt, på hvilken baggrund

adoptionen af børn i mange tilfælde konkret har fundet sted. Der var et ønske hos en

familie, som gerne ville have et barn. Familien tog kontakt mange gange til

socialrådgivere, advokater eller organisationer, for at disse parter på den ene eller anden

måde kunne hjælpe med at finde et barn til familien. De børn, der var genstand for

interesse, var typisk børn af sårbare mødre.

I første omgang udvalgte man børn, som blev indlagt alene på

hospitalerne, og dengang var der ofte en person, som stod for at opsamle børnene.

Mange gange sagde man til mødrene, når de havde født, at deres søn eller dato var

afgået ved døden – som f.eks. Fernando har nævnt det på et tidspunkt. Samtidig fik de

ikke udleveret noget dokument, og de fik ikke at vide, hvor liget befandt sig eller var blevet

begravet. Til gengæld sagde man til mødrene, at hendes nyfødte, afdøde søn eller datter

var bliver overdraget til videnskaben.

Mødrene dengang foretog sig ikke mere, og de vænnede sig

til tanken om, at deres barn var død. På den baggrund opstod der en struktur med

såkaldte plejemødre (guardadora), hvorfra barnet senere kunne overdrages til en

privatperson eller en organisation, som tog sig af barnet, indtil man var færdig med

sagsbehandlingen, og barnet kunne udrejse af landet under værgemål eller

beskyttelsesforanstaltning.

54

Socialrådgiverne skrev i mange tilfælde rapporter, som var

notorisk ukorrekte med information om, at barnet var efterladt, eller at moren var

stofmisbruger eller alkoholiker. På baggrund af denne information afsagde domstolene

kendelse og erklæring om beskyttelsesforanstaltning og overdrog barnet til – i

citationstegn – adoption, som efterfølgende mange gange skete i udlandet.

Som Fernando også har omtalt, blev mange af disse børn

stjålet, dvs. at børnenes fødselserklæring ikke blev brugt til registreringen. I stedet

benyttede man en metode, som stadig findes i dag, og som giver mulighed for at registrere

et barn med tilstedeværelse af to vidner, som bevidner, at barnet faktisk er født med denne

identitet. Herefter kunne barnet blive registreret som biologisk barn af forældre, som af

indlysende årsager ikke var dets biologiske forældre.

På den baggrund er det meget sværere at forstå, hvad det

egentlig skete med disse børn, fordi der ikke er nogen registrering af, hvem der biologiske

forældre er. Desværre er der mange sager, som har dette typiske kendetegn.

Efterfølgende udrejste børnene af Chile med henblik på

adoption i udlandet, og mange af dem vidste ikke noget om deres baggrund. Derfor foretog

de sig ingenting for at få at vide, hvem deres biologiske forældre var.

Den ledende arbejdsgruppe består af fem detektiver, der i

samarbejde med sammenslutninger og domstole samt med instanser under Folkeregisterog identifikationsstyrelsen og Børnestyrelsens (Sename) program Søgning efter oprindelig

familie forsøger at finde svar til de mødre og børn, som i dag er voksne, og som søger

efter deres oprindelige familie.

*******************

Rodrigo Bustos, leder af Juridisk enhed (Unidad Jurídico

Judicial) ved Menneskerettighedsstyrelsen (Instituto Nacional de Derechos Humanos),

takkede for invitationen fra Undersøgelseskommissionen. Samtidig beklagede han, at

nationaldirektøren for Menneskerettighedsstyrelsen ikke kunne være til stede, idet

pågældende er i Temuco for at underskrive en aftale med Børneombudsmanden

(Defensoría de la Niñez) om børns forhold i den oprindelige mapuche-befolkning

(Araukanien).

For det første ville indlægsholderen gerne fremhæve, at det

emne, der tales om her, er et menneskerettighedsproblem. Menneskerettighedsstyrelsen

arbejder med fjernelse af børn og uregelmæssige adoptioner og her den holdning, at der

er tale om en overtrædelse af menneskerettighederne. De internationale traktater bliver

overtrådt i de pågældende sager.

Man har lyttet til medarbejderne hos Efterforskningspolitiet

(PDI), som har udført denne undersøgelse. Undersøgelsen sætter situationen i relief og

viser, hvor utroligt relevant og betydningsfuld den er. Selv om der kun havde været tale

om få tilfælde, ville det alligevel være en overtrædelse af menneskerettighederne, idet der

er sket overtrædelse af artikel 8 i Konvention om børns rettigheder, som regulerer retten

til identitet. Anvendelse af denne artikel skal ses i sammenhæng med bl.a. artikel 19 i den

amerikanske menneskerettighedskonvention i sagen om Dos Erres-masakren i

Guatemala, som blev behandlet ved Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol.

55

Problematikken med uregelmæssige adoption udgør en

overtrædelse af menneskerettighederne, fordi der er tale om en overtrædelse af retten til

identitet hos børn og voksne. Der henvises til Menneskerettighedsstyrelsens juridiske

beføjelser på området.

I mange af disse sager er der en sammenhæng med de

bestemmelser, som gælder for personers tvungne forsvinden. Som det vil være

Undersøgelseskommissionen bekendt, er der mange familiemedlemmer i sagerne, og de

ved stadig ikke noget om opholdsstedet for deres børn, som blev revet bort fra dem pga.

bedrageri. Dette er anført af medarbejderne ved Efterforskningspolitiet. Der er tale om

hjerteskærende vidneudsagn.

Hvis problematikken er blevet mere synlig i dag, skyldes det i

stor udstrækning familiemedlemmer og organisationerne i civilsamfundet.

Emnet er blevet behandlet i komparativ ret i Spanien og

Argentina, hvor man har undersøgt overtrædelsen af retten til identitet med stor respekt.

Et aspekt, som er relevant at omtale i forbindelse med de

årsager, man er i gang med at undersøge, er beregningen af forældelsesfrist i sagerne.

Denne frist kan gå hen og blive et problem på et tidspunkt. Man har således i den

komparative ret analyseret, at forældelsesfristen bør træde i kraft på det tidspunkt, hvor

man har fået viden om børnenes fjernelse. Som i mange andre sager med bedrageri skal

fristen naturligvis tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor man har fået kendskab til

forholdet. Hertil skal føjes, at når der er tale om tvungen forsvinden, vil lovovertrædelsen i

nogle tilfælde have varig karakter.

Menneskerettighedsstyrelsen griber ind i disse sager med

klager og anmeldelser, fordi en sådan indsats ligger inden for vores juridiske beføjelser.

Den lovgivning, Styrelsen er underlagt, fastlægger beføjelser til at fremme og beskytte

menneskerettighederne, og derfor har det været muligt at iværksætte retslige

foranstaltninger. Artikel 3, stk. 5, i Lov nummer 20.405 indeholder mulighed for at indgive

klage i forbindelse med tvungen forsvinden.

Styrelsen har indgivet klager med henvisning til tvungen

forsvinden, når der er sket opfyldelse af to forbundne betingelser, dvs. når en

embedsmand har grebet ind, og når offeret indtil nu ikke har vist sig igen. Det er altså en

situation, hvor det barn, som er fjernet fra sin mor eller far, ikke har vist sig igen frem til

dags dato. I alle andre sager, hvor der er sket indgreb, er det sket på baggrund af

anmeldelser, som er indgivet med henvisning til de årsager, som er anført af ministeren

Carroza og andre ministre.

Menneskerettighedsstyrelsen har indgivet klager med

henvisning til forskellige undersøgelser. Et eksempel er den årsag, som er fremført af

ministeren Carroza, og hvor det blev oplyst, at der var tale om en kategori med mere end

500 sager. Der henvises også til de klager, som er indgivet af ministrene Hormazábal og

Yolanda Méndez fra henholdsvis regionerne Coquimbo og Biobío. De to ministre har fået

deres viden fra undersøgelsen af overtrædelser af menneskerettighederne under

diktaturet. I sagen fra regionen Coquimbo blev klagen indgivet på begæring af

familiemedlemmer til ofrene. Her skal der tages hensyn til, at det giver økonomiske

problemer, hvis man flytter varigt til regionen Metropolitana (hovedstadsregionen).

56

Alligevel henvises specifikt til den årsag, som blev forelagt

ministeren Carroza fredag, efter hvad der er oplyst. Man mødtes sidste år to gange med

ministeren Carroza, og ved et møderne deltog også direktøren for

Menneskerettighedsstyrelsen. Der sættes stor pris på det arbejde, som ministeren gjorde

i 2016 i forbindelse med undersøgelsen med navnet “uregelmæssige adoptioner”, som i

henhold til det mandat, der er tildelt af Højesteret, har omfattet sagerne fra 1950 til 2001.

Den første klage kom som bekendt fra Elena Valentina Troncoso, som havde fået fjernet

sit barn på hospitalet San Borja i 1986. Dette hospital råder over en hovedbog og en

hemmelig, fortrolig bog.

Desuden har man som baggrundsoplysninger – primært i

forbindelse med den undersøgelsen, som blev udført af ministeren Carroza – kunnet

samle et kontaktnet af de personer, som medvirkede, dvs. socialrådgivere, sygeplejersker

og læger, hvortil kan føjes børnedommere, som gav forældremyndighed og værgemål til

de fjernede børn videre til især organisationer i udlandet.

Historierne fortæller, at det var tale om bedrageri, idet mange

af kvinderne fik besked om, at deres søn eller datter var afgået ved døden i forbindelse

med fødslen. En sådan handling udgør en overtrædelse af menneskerettighederne. Disse

mødre har startet en proces, som med stort møje og besvær måske vil føre til sandheden

og til det sted, hvor deres søn eller datter opholder sig.

I en anden undersøgelse er der konstateret religiøse

udlændinge, som har været involveret, og som har opholdt sig i det sydlige Chile.

******************

Natalia Labbé, advokat ved Menneskerettighedsstyrelsen

(Instituto Nacional de Derechos Humanos), fremlagde tal til belysning af de retslige

foranstaltninger, som Mennneskerettighedsstyrelsen har truffet i forbindelse med forhold,

som undersøges af ministeren Carroza.

Der er i alt tale om 53 retslige foranstaltninger, hvoraf de 36

indgår i sag nummer 1044-2018, som har været under behandling under ledelse af

ministeren Mario Carroza Espinoza. I forbindelse med disse 36 foranstaltninger skal det

tilføjes, at flertallet af vores retslige foranstaltninger har tilknytning til de hændelser, som

er indtruffet på hospitalet Barros Luca i perioden 1980-1990. Desuden skal

opmærksomheden i særlig grad rettes mod 1975, hvor der var fem sager, og 1982, hvor

der var fire sager.

I marts blev der forelagt ti retslige foranstaltninger for

ministeren Vicente Hormazábal på begæring af sammenslutningen Madres e Hijos Se

Buscan, og i de fleste af disse tilfælde skete hændelserne på regionshospitalet La Serena

i årene mellem 1973 og 1984.

57

Hvad angår sagerne, som forekom i den sydlige del af landet,

blev der i marts måned truffet syv retslige foranstaltninger på anmodning af ministeren

Méndez. Heraf forekom to af hændelser på hospitalet Laja med henvisning til forhold, som

var indtruffet mellem 1972 og 1988.

**************

Jorge Rubio Kinast, nationaldirektør ved Retsmedicinsk

Myndighed (Servicio Médico Legal), forklarede, at Det nationale DNA-register (Sistema

Nacional de Registros de ADN), som er navnet på den databank, der omtales i det

vedlagte dokument, er reguleret i Lov nummer 19.970 om genetiske profiler i forbindelse

med undersøgelse af kriminelle forhold. Det er et godt udgangspunkt, at denne databank

anvendes med udgangspunkt i undersøgelser af kriminelle forhold.

Genetisk profilering defineres som alfanumerisk registrering af

personer, dvs. registrering af de tal og bogstaver, som er resultatet af en biologisk

prøvetagning. Der findes en unik kombination af tal og bogstaver, som repræsenterer hver

enkelte person. Det omtalte registrer er udelukkende baseret på genetiske oplysninger og

benyttes udelukkende til at give information i forbindelse med en persons identifikation.

Det er ikke muligt at få viden om eksempelvis hårfarven, øjnene eller andre forhold,

medmindre der sker en nøje sammenholdelse med identifikationsoplysninger.

Loven bestemmer, at genetisk profilering skal udføres af

fagpersoner og tekniske medarbejdere, som er ansat i Retsmedicinsk myndighed eller i

de offentlige eller private institutioner, som er godkendt af Retsmedicinsk myndighed til

det samme formål.

Forvaltningen af og tilsynet med Det nationale DNA-register

ligger hos Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, men ejerskabet ligger dog ikke her.

Det kan tilføjes, at input af information generelt ligger hos Retsmedicinsk myndighed.

Retsmedicinsk myndighed udtager biologiske prøver, som stammer fra enkeltpersoner, og

udfører den efterfølgende alfanumeriske behandling, som så overføres til et it-system.

Input af information ligger således hos Retsmedicinsk myndighed, og det gælder også

profiler, som måtte være udtaget af en institution, som er godkendt af Retsmedicinsk

myndighed, det være sig både offentlige og private institutioner. Det skal nævnes, at der i

Chile findes 12 genetiske laboratorier samt det genetiske laboratorium Codis, som det

fremgår af arket her. Alle laboratorier er godkendte af Retsmedicinsk myndighed til at

udføre denne type procedurer, dvs. udtage biologiske prøver og derefter behandle dem

med henblik på at opnå en alfanumerisk værdi. Til forskel fra det arbejde, som udføres af

Retsmedicinsk myndighed, overfører det genetiske laboratorium Codis værdierne til et itsystem. I slægtsskabssagerne, dvs. når man søger at dokumentere slægtskab mellem to

eller flere personer, overføres informationen dog ikke til it-systemet Codis, fordi dette

system udelukkende skal tjene som dokumentationdatabase for undersøgelser af

kriminelle forhold.

58

På det næste billede ses et overblik over de lovovertrædelser,

som er omfattede af Lov nummer 19.970. Jeg skal indrømme, at jeg ikke selv forstår det

særlig godt, men det er de lovovertrædelser, som er anført i artiklerne, der henvises til på

billedet. Der er tale om lovovertrædelser, som er omfattede af Straffelovbogen (Código

Penal), og desuden er det fremstilling af og ulovlig handel med narkotika samt

terrorhandlinger. Der foreligger en tydelig opdeling i kategorier af de lovovertrædelser, som

giver anledning til prøveudtagelse. Når den alfanumeriske værdi og genetiske profil er

behandlet og udarbejdet, overføres informationen til det det nationale DNA-register.

Det nationale DNA-register kan derudover underinddeles i fem

forskellige registreringstyper. 1) Den første type omfatter registrering af personer, som er

blevet dømt i overensstemmelser med de lovovertrædelser, som er beskrevet på det

tidligere ark. 2) Dernæst følger personer, som er anklagede for samme type

lovovertrædelser. 3) Beviser og baggrundsoplysninger, som stammer fra undersøgelser af

denne type lovovertrædelser. 4) Ofre, som har givet deres samtykke til, at der udtages

biologisk prøve, og som efter prøveudtagning og behandling har givet deres samtykke til,

at de registrerede data kan overføres til Det nationale DNA-register. 5) Og endelig

forsvundne personer og disses familiemedlemmer, som optræder i en kriminel

sammenhæng (i modsat fald indgår sidstnævnte gruppe ikke). Når en genetisk profil under

en af de fem kategorier skal overføres til DNA-registret, kræves der desuden en kendelse

fra en offentlig anklager eller domstol. I modsat fald kan sådanne genetiske profiler ikke

overføres til den pågældende software.

Retsmedicinsk myndighed (SML) står som faglig

tilsynsmyndighed med arbejdet med at sammenholde genetiske profiler. Når der foreligger

en biologisk prøve, som skal behandles, er den normale fremgangsmåde, at man forsøger

at lave en genetisk profil på et offer for en lovovertrædelse. Når offerets genetiske profil er

færdigbehandlet, overføres den til databasen, hvor der foretages en sammenholdelse med

en eller flere af de registrerede profiler, dvs. tilhørende dømte og anklagede personer osv.

for at kontrollere, om lovovertræderen befinder sig i databasen. Det er baggrunden for, at

man foretager denne sammenholdelse. Det er sådanne oplysninger, som skal indgå i en

given straffesag. Når der er foretaget en konkret sammenholdelse, sendes rapporten

herom til den offentlige anklagemyndighed eller til domstolen, alt efter sagen, hvor det

sagkyndige arbejde og resultaterne heraf bliver gennemgået.

It-systemet, hvori den alfanumeriske værdi bliver registreret,

dvs. den såkaldte genetiske profil, bærer benævnelsen Codis (Combined DNA Index

System). Det er et stykke meget avanceret teknologiske software, som er udviklet af FBI,

og som kombinerer retsgenetik (processen, som udføres i vores retsgenetiske

laboratorium) med informationsteknologi (sammensætningen af en it-baseret database for

de genetiske profiler, som er resultatet af genetiske prøver). Hermed råder vi over en digital

database med genetiske profiler, som kan sammenlignes, hvorefter den offentlige

anklagemyndighed og domstolene får adgang til et effektivt værktøj til forfølgelse af

lovovertrædelser.

Denne præsentation viser nogle fotografier, som er taget i

vores retsmedicinske laboratorium, Codis, og desuden ses en grafisk fremstilling af

statistiske oplysninger for laboratoriet, siden systemet trådte i kraft i 2010. Det betyder

ikke, at antallet af lovovertrædelser bliver ved med at stige, men at systemet gradvist får

tilført flere data. I dag er 76.186 dømte personer registrerede i systemet, ligesom der i

databasen er registreret 2.592 beviser, 23 anklagede personer, 15 ofre og endelig 136

forsvundne personer og familiemedlemmer.

59

***************

Alicia Yañez, forkvinde for Sammenslutningen af

socialrådgivere i Chile (Colegio de Asistentes Sociales de Chile), fortæller, at man som

organisation ønsker at samarbejde så meget som overhovedet muligt for at fremme

undersøgelsen.

Man har gennem medierne hørt om de ulovlige adoptioner –

som de fleste andre borgere i landet.

I slutningen af sidste år modtog organisationen en skrivelse fra

ministeren Carroza, hvori der blev anmodet om oplysninger om ni socialrådgivere.

De oplysninger, organisationen kunne videregive til

Justitsministeriet, var socialrådgivernes medlemsnumre og datoer for deres registrering i

fagregistret – og ikke mere end det. Den begrænsede information skyldes, at flertallet af

de ni personer, der blevet spurgt til, var medlemmer mellem 1934 og 1944. Det er således

mange år siden. Derfor optræder personerne ikke længere som medlemmer i

organisationen. Man har ikke i mange år haft kendskab til deres nuværende bopæl, og

nogle af dem er afgået ved døden. Det vides ikke med sikkerhed, om de alle er døde. På

denne måde bidrog organisationen med oplysninger til ministeren Carroza.

Det kan tilføjes, at organisationen her vil fremlægge en oversigt

over de ni personer, ministeren Carroza har forespurgt om.

Disse oplysninger blev afsendt den 23. april 2018, i

overensstemmelse med ministerens forespørgsel: Telma Uribe, registreringsnummer

1248 og afslutning af uddannelse i december 1944; Ruth Chía Barrios, afslutning af

uddannelse i 1953 og registreringsnummer 533; Rosa Muñoz, registreringsnummer 1294

og afslutning af uddannelse i 1941; Berta Orozco Wells, registreringsnummer 74 og

afslutning af uddannelse i 1938; Eliana Lizana Valenzuela, registreringsnummer 1941 og

afslutning af uddannelse i 1963; Julia Muñoz García, registreringsnummer 1841 og

afslutning af uddannelse i 1962; Esmeralda Quezada Rodríguez, registreringsnummer

2144 og afslutning af uddannelse i 1965; Elisa María Arriagada Ojeda,

registreringsnummer 1555 og afslutning af uddannelse i 1959; Teresa Castillo,

registreringsnummer 325 og registreret i vores faglige sammenslutning i 1936.

Det var alt, hvad vi havde mulighed for at oplyse ministeren

Carroza om, og vi står til enhver tid til rådighed med yderligere ønskede oplysninger.

Det var således ikke nødvendigt at anmode om en autorisation.

Ministeren forespurgte, om det var nødvendigt at anmode om en autorisation for at udøve

fri profession, men organisationen har aldrig haft sådanne beføjelser og er aldrig blevet

bedt om det. Dette var i april 2018.

Her i år, for et par uger siden, fik organisationen besøg af

Efterforskningspolitiets Enhed for menneskerettigheder (Brigada de Derechos Humanos).

Enheden aflagde besøg i organisationen for at bede om registreringsbøger for hele

organisationens faglige, historiske virke. Dvs. fra den første registrering i organisationen

og frem til de allernyeste registrerede medlemmer.

Det var for organisationen en svær situation, selv om

Efterforskningspolitiet optrådte helt korrekt. For en faglig organisation, som jeg står som

forkvinde for anden periode i træk, var det ikke behageligt at se, hvordan man gik ind og

hentede de bøger, som afspejler hele vores historie. Bøgerne er ikke digitaliserede. På

denne måde har organisationen dog bidraget til samarbejdet med ministeren Carroza og

med Efterforskningspolitiet.

60

Indlægsholderen anførte, at sammenslutningen efter den

omtalte situation ikke har foretaget yderligere undersøgelser. Der er allerede igangsat en

undersøgelser hos domstolene, og sammenslutningen kan ikke selv gennemføre en

parallel undersøgelse.

Man afventer resultaterne af denne undersøgelse for at erfare,

om der stadig findes levende kollegaer og medlemmer af organisationen, så vi evt. kan

underkaste dem behandling i vores etiske instans.

Følgende blev nævnt af indlægsholderen: I 1981 mistede de

faglige organisationer adgangen til undervisning i faglig etik. Dette har været et problem –

ikke kun for vores egen faglige organisation som sådan, men for alle faglige

organisationer, og det er et problem for hele landet. Når de faglige organisationer ikke

tilbyder undervisning i faglig etik, har det en skadelig virkning på borgerpligten. Hvis vores

kollegaer, som er medlemmer af organisationen, ikke bliver godkendt ved Den etiske

domstol, har de mulighed for at erklære, at de ikke vil være medlem af den faglige

organisation. Desuden kan der være personer, som begår ulovlige handlinger, samtidig

med at de ikke er medlem af organisationen. I den situation kan man ikke foretage sig

meget.

Og hermed en generel meddelelse til de ærede deputerede og

senatorer: Som medlemmer af Sammenslutningen af faglige akademiske organisationer i

Chile (Federación de Colegios Profesionales Universitarios de Chile) yder vi en stor

indsats for at få genetableret undervisningen i etik, ikke alene i vores egen organisation,

men i alle faglige organisationer.

I onsdags blev ministeren Blumel opfordret til at sørge for, at

det udkast til betænkning, man er i gang med at udarbejde, håndteres som en hastesag.

Det skyldes, som det blev nævnt af indlægsholderen, at det ikke alene er et problem for

vores faglige organisation, men for hele landet. Det sker i en situation, hvor det etiske

aspekt lider her i landet.

Samtidig med at det skal understrege, at vores organisation er

indstillet på at bidrage til samarbejdet, skal det gentages, at vores principper som faglige

personer er baserede på social retfærdighed, etik og menneskerettigheder. Det er vores

tre faglige grundpiller, som danner grundlaget for hele vores uddannelse på teoretiske og

metodologiske områder. Universiteterne har fuld fokus på den teoretiske og metodologiske

uddannelse, men frem for alt tilbagestår der en bekymring for manglende uddannelse i

social retfærdighed, etik og menneskerettigheder.

**************

Karen Alfaro, historiker ved Universidad Austral i Chile,

forklarer, at hun nu vil fremlægge nogle af de første resultater af en undersøgelse, som

der blev sat i gang i 2015, men som siden sidste år er blevet finansieret med henvisning

til et fænomen, som vi efterhånden er begyndt at få information om. Det er det, som vi

kalder for “søgning efter oprindelig familie”, og som først og fremmest er resultatet af

mediernes indsats og det arbejde, som er udført af sammenslutningen Madres e Hijos del

Silencio (Tavse mødre og børn). Sammenslutningen har synliggjort problemstillingen og

har med en frivillig indsats kunnet skabe et nationalt rum for mødre, som søger efter deres

børn, og børn, som søger efter deres mødre.

61

Dette arbejde med at synliggøre problemstillingen har stor betydning og skal fremhæve,

at der ikke kun er tale om isolerede tilfælde, men derimod en landsdækkende

problemstilling, som har strakt sig over mange år af vores lands historie.

Den første ting, som skal fremhæves, er, at problemstillingen

allerede er grundigt behandlet i den internationale litteratur. Forskellige forfattere – især

nordamerikanske – anfører, at Chile var et af de første lande, som åbnede mulighed for

international adoption i 1970’erne og 1980’erne. I denne præsentation skal vi blot nævne

nogle forfattere og publikationer fra 1980’erne og frem til i dag, som placerer Chile i selskab

med andre latinamerikanske lande, bl.a. Colombia, der var blandt de første til at tillade, at

deres børn udrejste af landet med henblik på international adoption.

For at forstå problemstillingens omfang har det været

nødvendige at bidrage med forskellige aspekter til diskussionen.

For det første er det i analysen nødvendigt at tage høje for de

bestemmelser, som regulerer indenlandsk og international adoption i Chile, dvs. de

forskellige lovgivninger, som i de senere år har reguleret indenlandsk adoption – national

adoption – og international adoption. Her tænkes på lovgivningen i Chile, men også i de

lande, der står som primære modtagere af adoptivbørn, f.eks. Sverige, Holland, USA osv.

For det andet er det vigtigt at analysere egenskaberne hos de

offentlige og private institutioner, som har haft ansvar for omsorg og behandling af børn.

Vi skal vide, hvordan vilkårene var for de børn, som blev overdraget i adoption. Man

modtog således en række anmeldelser fra mødre, som havde efterladt deres børn på

institutioner og på private hjem, der ikke var underkastet tilsyn fra offentlige myndigheder.

Det er vigtigt at have fokus på sammensætningen af de institutioner, som har haft ansvar

for børns omsorg og behandling.

For det tredje finder vi det vigtigt at slå fast, hvordan situationen

har ændret sig for børn, som lever under uregelmæssige sociale forhold. Det skal

undersøges, hvordan denne kategori af børn har ændret sig, og hvordan det at være fattig

i sig selv har udgjort et uregelmæssigt, socialt kriterium. Dette er vigtigt at nævne. Der var

således socialrådgivere, som argumenterede for, at når børnene levede under fattige

forhold, gjorde det dem mere sårbare for at blive adopteret. Fattigdom var således en

væsentlig faktor for definitionen af uregelmæssige, sociale forhold, og dette ligger ud over,

om forældrene tog sig af godt af deres børn eller ej.

Endelig skal vi fremhæve den internationale kontekst og de

undersøgelser, som bliver gennemført i udlandet. Vi må ikke glemme den internationale

kontekst. Oprettelsen af internationale adoptionsorganisationer spiller således en

afgørende rolle for cirkulationen af børn fra Latinamerika og til andre lande i Europa og

Nordamerika. Her henvises til de organisationer, som står for cirkulationen af disse børn

uden for Latinamerika.

62

Lad mig understrege, at der opleves en løbende ændring af

befolkningspolitikken i Europa og i tredjeverdenslandene. Dette skyldes den stigende

fødselskontrol og udbredelsen af svangerskabsforebyggende metoder. Disse faktorer fik

betydning for, at man i 1970’erne og 1980’erne så sig nødsaget til at indføre mulighed for

adoption, og at der blev oprettet internationale adoptionsorganisationer, som helt basalt

rettede fokus mod Latinamerika og lande her i regionen, hvorfor de kunne modtage børn.

Det er en væsentlig betragtning, fordi der også er mange andre

internationale organisationer, som har haft som sigte at give oplysninger om disse forhold.

Mange af disse organisationer har således adgang til data, som vi ikke selv råder over i

vores egne institutioner. Der henvises her til de mest kendte internationale

adoptionsorganisationer, men også andre centre i Italien, Frankrig, Schweiz, USA og

andre lande.

Når vi taler om den lovgivningsmæssige dimension, skal vi her

fremhæve de vigtigste love til regulering af indenlandsk og international adoption her i

landet. Lad mig især nævne en bestemt lov, som virker fremmende for, at børn bliver

fjernet og udsat for tvangsadoption. Der er tale om Lov nummer 16.346, som blev vedtaget

i 1965, og som var inspireret af idéen om fuld adoption.

Hvorfor omtales netop denne lov? Det skyldes for det første. at

loven ikke regulerede international adoption, eftersom loven var baseret på begrebet fuld

adoption. For det andet skyldes det, at loven havde som målsætning at fjerne oplysninger

om oprindelig familie og således legitimere adoptionsbegrebet. Det betyder, at man med

indførelsen af det nye adoptionssystem slettede børnenes identitet gennem deres

biologiske oprindelse.

Som yderligere en problemstilling skal nævnes, at de officielle

oplysninger i Folkeregistret i lovens gyldighedsperiode ikke medtog de børn, som udrejste

af landet med henblik på international adoption, hvilket skyldes, at loven tilsyneladende

ikke regulerede det internationale adoptionssystem.

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen henviser til egne

oplysninger og siger, at der kun var 585 børn, som udrejste af landet i perioden. Dette

fremgår af de såkaldte underindførsler (subinscripciones), dvs. børn som man fik

oplysninger om via Udenrigsministeriet, og hvis udrejse var blevet godkendt af de

chilenske konsulater i andre lande.

Det første problem består i, hvordan man skal sætte et konkret

tal på processen, dvs. hvor mange børn der udrejste af landet med henblik på international

adoption, i en situation hvor der ikke fandtes en lovgivning, som regulerede området.

Loven bestemte dog, at Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen med henvisning til en bestemmelse, eller en mekanisme, skulle

registrere udrejse af børn i henhold til det omtalte system med underindførsler (der kun jo

bestod af 585 underindførsler).

63

Med dataene fra Udenrigsministeriet og Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen har det dog været muligt at krydstjekke oplysningerne og nå frem

til en størrelse, så vi kan analysere problemets virkelige dimension.

Især efter at man havde konstateret denne form for handel med

børn, og efter at de indenlandske og internationale organisationer begyndte at presse på,

blev det nødvendigt at ændre loven om adoptioners legitimitet. Således blev der i

slutningen af 1980’erne vedtaget en ny lov, som regulerede udrejse af chilenske børn med

henblik på adoption, idet der nu blev stillet krav om, at der skulle foreligge en

domstolsgodkendelse. Denne nye metode, som begyndte at fungere i 1988, betød, at der

i 1990’erne blev indført flere begrænsninger på international adoption, ligesom

indenlandsk adoption fik førsteprioritet.

De nye regler skal fremhæves i denne sammenhæng, fordi det

hermed blev muligt at finde frem til årsagerne til problematikken, som havde ført til et

lovgivningsmæssigt tomrum.

Men det er også vigtigt for at vide, hvordan vi skal angribe

problemet fremadrettet. Som også medierne siger, taler man i de fleste tilfælde om

uregelmæssige adoptioner. Og naturligvis er de uregelmæssige, når vi holder det op med

nutidens bestemmelser, men vi skal huske, at det var almindelige bestemmelser med

lovgivningsmæssige forhold, der var typiske for tidsperioden. De var samtidig lovlige, fordi

periodens retslige forhold betød, at det ikke var nødvendigt at regulere og føre tilsyn med

børns udrejse af landet.

Det er disse data, som Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen kun udleverer i forbindelse med de såkaldte indenlandske

adoptioner. Det er data, som er udleveret med hjemmel i Gennemsigtighedsloven (Ley de

Transparencia). Det kan med tydelighed konstateres, at der er tale om et stigende antal

indenlandske adoptioner, men vi råder ikke over data til at sammenligne med

internationale adoptioner, som dog også må formodes at være steget i den pågældende

periode.

Der er desuden adgang til de data, som er fremlagt af de

internationale adoptionscentre. På centrenes websites fremgår statistiske oplysninger om

den geografiske oprindelse af børn, som blev indstillet til adoption i disse centre. Dataene

lader forstå, at der har været en stigende procentdel mellem 1975 og 1982 af chilenske

børn, som er overdraget i adoption, og det har også afspejlet sig i et større antal

behandlinger. Disse data understøttes af den internationale litteratur på området og af

konklusioner fra sociale undersøgelser, historiske undersøgelser osv., som lægger op til,

at det netop var i denne periode – fra 1970’erne til 1980’erne – at et stigende antal

chilenske børn blev overdraget i international adoption.

På dette ark ses avisudklip fra 1970’erne og 1980’erne med

oplysninger om handel med chilenske børn. Det er bl.a. oplyst, at det drejer sig om 800-

1.000 børn, som udrejste hvert år. Avisudklippene kommer her fra dagbladet El Mercurio,

men der er også en lignende omtale i regionale dagblade, herunder også af personer, som

er blevet anholdt for handel med børn i den pågældende periode. Presseudklippene viser

også, at man nåede op på en pris for handel med børn på 6.500 amerikanske dollars. Der

er således ikke tale om et nyt problem. Det har stået på i længere tid, men i denne periode

begyndte det at påkalde sig større offentlig opmærksomhed, som det fremgår af medierne

i de år.

64

Efter en analyse af de tilgængelige oplysninger kan det

konkluderes, at Chile var blandt de lande, som lod flest børn udrejse af landet med henblik

på international adoption i den pågældende periode. Det var sammenfaldende med en lov,

som ikke i tilstrækkeligt omfang regulerede udrejse af chilenske børn med henblik på

adoption i udlandet.

Det kan tilføjes, at de primære ofre for såkaldte opsamlere

(captadores) og medarbejdere – både i den offentlige og private sektor – var mødre, piger,

kvindelige bønder og fattige, i alle tilfælde kvinde, som blev ofre for denne adfærd med at

stjæle og tvangsadoptere børn.

Jeg kommer selv fra Valdivia, regionen Los Ríos, og her havde

man ikke et udbredt system med identitetskort og fødselsregistreringer til hele

befolkningen. Og her valgte de fleste forældre at registrere deres børn på én gang – i et

byområde. Her brugte man heller ikke de såkaldte fødselserklæringer. Herefter begyndte

hele arrangementet at institutionalisere sig. Og derfor er der mange mødre, som kun har

en vidneerklæring som dokumentation for, at de har fået et barn på et hospital. Desuden

er det sådan, at mange hospitaler ikke stillede alle faciliteter til rådighed for at kunne

registrere en fødsel, og mange læger noterede ikke, at en given fødsel var sket på en

bestemt dato, tidspunkt og sted (og det burde lægerne jo være kompetente nok til).

Det er også et problem, som gør det svært at behandle

anmeldelser officielt i nogle af disse sager, og det er min vurdering, at mødrenes

vidneerklæring har grundlæggende betydning for, at undersøgelsen overhovedet kan

udføres.

Der er flere artikler i medierne af denne slags – der er flere fra

1980’erne – men jeg vil gerne vise denne artikel, som fortæller, at dommere oplevede, at

de blev udsat for pres for at begrænse arbejdet med at behandle internationale adoptioner,

og at de modtog trusler, for at de kunne gøre adoptionsbehandlingen mindre kompliceret.

Denne artikel blev offentliggjort i dagbladet Últimas Noticias i 1990’erne, men der var også

tilsvarende artikler i 1980’erne.

Hvordan fungerede de netværk, som stod for cirkulationen af

børn? Jeg taler her om bredt dækkende netværk, som især omfattede de såkaldte

opsamlere, dvs. socialrådgivere, medarbejdere i sundhedsvæsenet og funktionærer ved

domstolene, som tog initiativ til at udvikle nogle processer til opsamling af kvinder, som

befandt sig i en sårbar situation.

Hvordan fungerede netværkene? Grundlæggende drejede det

sig om at opsamle enlige mødre, der for det store flertals vedkommende var unge mellem

14 og 17 år, men også yngre. Opsamlingen skete i tre faser: Det foregik under

svangerskabet, eller man fjernede børnene lige efter fødslen, eller man stjal dem på

børnehjemmene, hvor socialrådgiverne i mange tilfælde anførte, at de tilbød støtte til

mødrene, så de kunne få arbejde bagefter. Der var tale om enlige mødre, hvor fædrene

ikke var til stede. Hertil kommer, at disse mødre fik dårlig støtte fra deres familie. Når først

børnene var kommet i institution eller på midlertidigt opholdshjem, blev de fjernet, hvorefter

man sagde direkte til mødrene, at de ikke ville få deres børn at se igen.

65

Opfangningsmekanismen blev virkelig udbredt. På arket ses

en vejledning til socialrådgivere, som blev omtalt i det svenske adoptionscenter i

forbindelse med et møde i Ecuador i 1979. Vejledning indeholdt en række procedurer, som

socialrådgiveren skulle overholde for hermed at få fat i unge, enlige mødre og piger, som

befandt sig i en sårbar situation. Formålet var at få mødrene til at overdrage deres børn i

adoption. Det var en form for manual med ensrettede procedurer, som vandt generel

udbredelse, og som i dag omtales i både anmeldelser og vidneudsagn.

Disse mødre fik taget deres børn fra sig i forbindelse med

fødslen og også på midlertidige opholdshjem og hospitaler, når de kom for at få børnene

indlagt i forbindelse med sygdom. I de fleste tilfælde blev børnene dog taget fra dem

allerede under svangerskabet. Det var baseret på en form for fortrolighedsproces, og i

manualen stod der også, at socialrådgiverne skulle skabe en tillidsrelation til disse kvinder.

Det kan desuden nævnes, at man ud over den gældende

lovgivning på adoptionsområdet fra 1978 begyndte at implementere en national børneplan

(Plan Nacional de la Infancia). Det er også relevant at nævne, at behandlingen af og

omsorgen for børn i den pågældende periode undergik en række forandringer.

Børnestyrelsen (Sename) blev etableret i 1979 inden for rammerne af denne nationale

børneplan.

Den nationale børneplan blev forvaltet af det daværende

Justitsministerium. Planen blev også kaldt 5-årsplanen (Plan Quinquenal), fordi den havde

et forløb over fem år. Opmærksomheden henledes på, at planen introducerede en ny

opfattelse af børn i en uregelmæssig situation, og man begyndte at tale om uregelmæssige

sociale forhold, grundlæggende knyttet til fattigdom.

Den nye børnepolitik var desuden startskuddet til, at adoption

skulle indtage en vigtig rolle. Man omtalte politikken på følgende måde, og jeg citerer:

“Adoption er det perfekte omsorgssystem til sunde og raske børn, som ikke har et hjem.

På denne måde tilbyder man et barn de naturlige forhold, som det er blevet nægtet.”

Men derudover blev der fastsat en målsætning for

børnepolitikken: Der skulle ske en betydelig stigning i antallet af adoptioner i Chile – som

en måde at tilbyde et hjem til børn, som ikke havde et hjem. Til understøttelse af denne

politik, som skulle munde ud i flere adoptioner, udviklede man to mekanismer. Dels

etablerede man en offentlig bevægelse, som skulle støtte adoptionstanken, og dels

igangsatte man en international kampagne til støtte for børn og barndommen.

Dette er interessant, som jeg ser det. Der blev således i denne

periode indrykket annoncer i aviserne som en del af kampagnen om adoptionsfremme. I

disse annoncer opfordrede børnedomstole og myndigheder, som arbejdede med

regulering af børneområdet, offentligt til at adoptere børn. Og det skete med et sprog, som

i dag forekommer upassende til omsorg og behandling af børn. Jeg citerer: “Vi har 70 børn,

og af dem er der otte, som skal adopteres”.

66

På dette ark ses en børnedommer, som kommer med en

opfordring: Hun siger: “Du kan vælge at tage imod et efterladt barn i din familie”. Det

bekymrende ved disse offentlige udsagn er, at der var særligt fokus på familier fra udlandet

og de fordele, der lå i det indenlandske adoptionssystem.

I nogle annoncer stod der ligefrem at læse: “Du kan adoptere

en chilener på to eller tre dage. Sagsbehandlingen er helt ligetil. Det er nemt og bekvemt,

når disse børn overdrages i adoption.”

Man må spørge sig selv, hvordan alle disse børn så hurtigt

kunne blive overdraget i adoption. Og igen skal vi have fokus på, hvordan kategorien “barn

i uregelmæssig situation” kom til udtryk dengang – i tiden, i lovgivningen og i den

daværende uddannelse af socialrådgivere. Deraf kommer også det sprog, der anvendes:

“Der er et stigende behov for at adoptere børn”. I dag ville det være helt ude at trit at

forestille sig at bruge begrebet udbud og efterspørgsel, når vi taler om børn.

Der blev eksempelvis arrangeret et foredrag om kærlighed, om

betydningen af kærlighed i familiens skød, og om hvordan adoption kunne åbne op for

denne mulighed.

I den pågældende periode, dvs. i slutningen af 1970’erne og

begyndelsen af 1980’erne, var adoption endnu ikke blevet et alment udbredt begreb.

Mange mødre, som blev interviewet, blev faktisk overraskede, når en socialrådgiver

spurgte, om de havde lyst til at adoptere deres barn væk. Det var ikke så almindeligt at

tale om adoption i det store flertal af befolkningen. Det var også baggrunden for, at

adoptionskampagnen stablet på benene for at oplyse, skabe opmærksomhed og

normalisere begrebet adoption her i landet.

Herefter kom der annoncer med de samme kendetegn:

fagpersoner, som havde adopteret børn, fordi de havde opdaget, hvor almindelig og

ukompliceret en adoptionsbehandling var blevet.

Denne annonce viser et dokument fra Udenrigsministeriet, som

i Folkeregistret bliver benævnt som underindførsel. Der er tale om rapporter fra

Udenrigsministeriet, som oplyste, at chilenske børn havde fået tildelt hollandsk, svensk,

eller amerikansk statsborgerskab i forbindelse med deres adoption.

Der er ca. 580 sager, som er oplyst af Folkeregistret, og som

har denne dokumentation.

Det skal tilføjes, at de fleste af disse informerede børn, som har

fået tildelt statsborgerskab gennem adoption, var børn af enlige mødre. De fleste af dem

har således et enkelt efternavn, og det fremgår af en lang liste, som er lavet for Holland,

at de fleste børn var børn af enlige mødre. Denne dokumentation befinder sig i

Udenrigsministeriet.

67

Ved en gennemgang kan det konstateres, at det kun er i

tilfældet med Holland, at man har fundet en lang liste med børn, som har fået tildelt

statsborgerskab pga. adoption. Her ses dokumenterne, f.eks. børnenes pas, fødselsår og

alle de dokumenter, som var nødvendige, for at de kunne udrejse af landet.

Når vi har disse oplysninger, dvs. registreringerne og passene,

kan vi også vide præcist, hvor mange børn der udrejste af landet med henblik på adoption.

Listen er lang, og det samme gælder med Sverige, Italien og andre lande.

En første vigtig sondring, man skal foretage, når man laver en

dybdegående analyse af problemstillingen, er den måde, begrebet omtales på.

Vi er begyndt at bruge de benævnelser, som medierne har

brugt, og som i mange tilfælde svarer til situationen i andre lande, f.eks. Argentina og

Spanien. Men hvad skete der i Chile, og hvad der skete specifikt med vores lovgivning og

med vores børnepolitik?

Den første afgørende sondring er forskellen mellem

indenlandske og internationale adoptioner, og hvordan man udvikler processer for

fjernelse af børn med det grundlæggende formål, at de skal overdrages i international

adoption. Det mener jeg er den vigtigste sondring.

Den næstvigtigste sondring – eller problematik – er

tvangsadoptioner, når mødre eller familiemedlemmer blev bedraget, udsat for pression

eller tvunget til at underskrive et dokument – eller når selve handlingen med at fjerne et

barn implicerede brug af tvang eller vold hos medarbejdere i offentlige eller private

instanser, som havde været en del processen med at opfange eller fjerne børn.

Når vi taler om de uregelmæssige adoptioner, som kategori, er

det vigtigt at foretage en analyse af de perioder, hvor denne lovgivning ikke var gældende,

og hvor der fortsat forekom uregelmæssige praksisser for at gennemføre adoptioner. Jeg

taler om perioden fra 1988 og årene efter.

Men der kom også anmeldelser og sager i samme forbindelse,

som i 1990’erne grundlæggende implicerede institutioner som Børnestyrelsen (Sename)

og andre instanser, og konsekvensen heraf er, at der kan konstateres en række

uregelmæssige procedurer i nogle af sagerne. Vi skal desuden overveje, om der har været

tale om tvangsadoptioner i disse andre perioder – men vi skal dog hele tiden have

sondringen for øje.

For det tredje må vi forstå, at der grundlæggende var tale om

en praksis hos medarbejdere i offentlige og private organisationer, som havde fokus på at

fjerne fattige børn og børn fra fattige familier.

Selv om der er involveret visse familier i de mellem til høje

socioøkonomiske samfundslag, ses sagerne og den udførte praksis hyppigst hos unge,

enlige mødre, som dermed er de primære ofre for denne praksis. Der har også været

ægteskaber i målgruppen, men igen kan det konstateres, at i flertallet af tilfælde er der i

den pågældende periode tale om vidneudsagn fra enlige, unge mødre.

68

Det vil på den baggrund være interessant at forstå, hvordan

dette netværk af offentlige og private instanser og institutioner fungerede. Der er således

tale om institutioner, som havde ansvar for omsorgen og behandlingen af børn. Desuden

er det nødvendigt at kortlægge eller afsløre, hvilke bagvedliggende motivationer der har

drevet udviklingen af dette netværk af funktionærer/medarbejdere og fagpersoner. På den

ene side skal vi her fremhæve den økonomiske gevinst – medierne har oplyst, hvor meget

man betalte for at få børnene fjernet – men det er også væsentligt at understrege, hvordan

der blev indført en statspolitik, en politik, som regulerede adoptionen af børn.

I interview med socialrådgivere, som desuden har været

involveret i opfangning og fjernelse af børn, giver socialrådgiverne udtryk for følgende: Jo,

alt hvad jeg foretog mig, lå inden for lovens rammer og de gældende bestemmelser, og

jeg gjorde det, fordi jeg var overbevist om, at jeg reddede et barn fra en skæbne i fattigdom.

Så ud over en økonomisk gevinst lå der hos de involverede

parter en politisk-ideologisk overbevisning om at kunne redde fattige børn i en

sammenhæng, hvor Chile og Latinamerika i 1980’erne gennemlevede en af de værste

økonomiske kriser, landene har oplevet i moderne historie.

Så ud over den personlige motivation taler vi ikke kun om

ansvaret hos den enkelte socialrådgiver eller læge, men vi taler også om et netværk, som

arbejder sammen om at udvikle et system med at fjerne børn og foretage tvangsadoption

af børn, og vi må rette opmærksomheden på hele dette netværk for at forstå, hvordan det

udviklede sig, og hvilke ansvarsområder der ligger indlejret i det.

Lad os tilføje, at de største ofre for disse handlinger

grundlæggende var fattige familier, men derudover er sagerne for de flestes

vedkommende kendetegnede af vold mod fattige kvinder, enlige møder og børn.

Lad os gentage, at det er det indtryk, der står tilbage, når man

læser vejledningen fra det svenske adoptionscenter, og det samme gælder andre

manualer, som blev distribueret i hele Latinamerika for at fremme adoption.

Der findes institutionaliserede, internationale netværk på

internationale adoptionscentre, som har til opgave at videregive oplysninger, så denne

undersøgelse kan nå frem til et resultat. Det var i det svenske adoptionscenter, men også

i andre, at denne udvikling af netværk blev observeret tidligt i 1960’erne. Mange af dem

fungerer stadig i dag.

Har staten et ansvar for det? Staten har klart et ansvar,

eftersom mange af de fagpersoner, som medvirkede i den første del af dette netværk, var

offentlige funktionærer på den tid, idet de enten var socialrådgivere i kommunerne eller

havde ansvar som medarbejdere ved de offentlige hospitaler. Der findes desuden private

organisationer (her er der tale om specifikke, private organisationer), men også her har

staten et ansvar: De personer, der udviklede systemet med opfangning og fjernelse af

børn var nemlig offentlige funktionærer, f.eks. det internationale politi (Policía

Internacional), som godkendte handlingerne, ligesom Udenrigsministeriet modtog

oplysninger, når chilenske børn havde opnået legitim status i udlandet.

69

Man har en forventning om, at en række institutioner vil

fremlægge oplysninger for Undersøgelseskommissionen, for at vi kan komme videre med

opklaringen af statens ansvar i denne sag. Der eksisterede i den pågældende periode

desuden en børnepolitik, som skulle fremme adoption. Det er vigtigt ikke at glemme dette

aspekt. Hvis der var myndigheder og dommere, som over for offentligheden tilskyndede til

fremme af adoption ved at gå i medierne med formuleringer om udbud og efterspørgsel,

ja, så ligger der et ansvar hos de myndigheder, som havde beføjelser på den tid.

Lad mig sluttelig sige, at det er vigtigt at lave disse sondringer,

som tager hensyn til den tid, der foregik i, dvs. med udgangspunkt i den gældende

adoptionslovgivning og de offentlige adoptionspolitikker dengang. De mange sager er

koncentrerede om bestemte perioder eller årtier. Det betyder ikke, at de uregelmæssige

adoptioner, som blev gennemført i 1990’erne eller i 1960’erne, ikke har den samme

dimension eller det samme voldsaspekt som i andre perioder, men det vigtigt, at vi altid

sondrer mellem de enkelte perioder. Mødre og familier fortjener en forklaring, så

sandheden i disse sager kan komme frem i lyset. Men især vil jeg understrege, at det er

vigtigt at sondre mellem de enkelte perioder, når vi skal fastslå statens ansvar i disse

sager.

*****************

Raúl Sanhueza, ambassadør og generaldirektør for Styrelsen

for konsulære forhold, immigration og chilenere i udlandet (Asuntos Consulares,

Inmigración y de Chilenos en el Exterior), forklarede, at han ud over hvervet som politisk

og økonomisk repræsentant i Udenrigsministeriet (Cancillería) har ansvar for den

konsulære tjeneste, som grundlæggende handler om at servicere de statsborgere i

Republikken, som midlertidigt eller varigt udrejser af Chile for at tage ophold i udlandet.

Arbejdet i Udenrigsministeriet foregår i Styrelsen for konsulære

forhold, immigration og chilenere i udlandet, og her skal fremhæves nogle særlige forhold.

Hvervet udføres uden for chilensk territorium. Det oplyses, at

der findes 111 faglige konsulater, 66 konsulære afdelinger samt andre generalkonsulater

og særlige konsulater. 24 honorære konsulater har konkrete beføjelser, mens 130

konsulære konsulater udelukkende udøver repræsentation.

Det vigtigste kendetegn er, at konsulaterne repræsenterer alle

de offentlige myndigheder og instanser i landet, dvs. instanser som handler direkte og

dermed udfører funktioner efter beføjelser efter loven, altså indirekte, ved at udøve retten

til at indgive begæringer for statsborgere, som opholder sig i udlandet. Chiles konsulater

fungerer som udgangspunkt som folkeregisterkontor, kontor for udskrivning til

militærtjeneste, instans for attesterende funktioner og notarfunktioner, søfartsmyndighed,

indvandringsmyndighed osv.

Hvervet indeholder særligt delegerede beføjelser. Konsulerne

refererer direkte til Udenrigsministeriet, men i udøvelsen af deres funktioner optræder de

som befuldmægtigede med delegerede beføjelser på vegne af de forskellige offentlige

myndigheder. Denne fuldmagt omfatter beføjelser til at udfærdige instrukser, hvilket er en

vigtig faktor i denne sammenhæng.

70

Konsulerne kan kommunikere med Folkeregisterstyrelsen og

meddele, at et givent regelsæt, som Styrelsen har vedtaget, ikke finder anvendelse i

udlandet, eller at bestemmelsen er svær at anvende i udlandet. Grundlæggende har

sådanne instrukser betydning for folkeregisterfunktionærens handlemuligheder. Det

samme gælder for alle andre myndigheder: Udskrivningsstyrelsen (Dirección General de

Reclutamiento), Justitsministeriet osv. i forhold til notarfunktioner og andre funktioner. Det

vil sige, at konsulerne anvender de bestemmelser, som ministerier og andre myndigheder

vedtager, og har pligt til at overholde dem.

Det er derfor afgørende at forstå, at konsulerne repræsenterer

staten, men at de desuden udøver delegerede beføjelser. De udgør ikke et separat system

uden for den chilenske stat og de enkelte offentlige myndigheder.

Konsulerne skal desuden overholde og anvende de gældende

bestemmelser om arkivering. Der findes to arkiveringstyper. Den ene type er den

dokumentation, som konsulerne udveksler med Udenrigsministeriet. Nogle af de

tilstedeværende her i dag har haft hverv i udlandet, og De ved, at denne dokumentation

skal opbevares i fem år. Herefter udfærdiges en destruktionserklæring, hvorefter

dokumentationen overføres til hovedarkivet (Archivo General). Konsulerne har delegerede

beføjelser til bl.a. at føre bøger for Folkeregistret og notarerne, som skal opbevares

permanent.

Sådan er de gældende bestemmelser. Vi taler om små

kontorer, som ligger i lande i udlandet, og som påvirkes af politiske, økonomiske og sociale

udsving. Som eksempel kan nævnes, at da vores ambassade i Caracas brændte,

forsvandt alle arkiverne, og man måtte starte fra bunden igen. Dermed mistede man en

del de eksisterende data, især fra Folkeregistret, som blev opbevaret på ambassaden.

Vi har generalkonsulater, f.eks. den i Buenos Aires, som er et

stort konsulat med 14 personer, og som servicerer de 14 millioner chilenere, som er bosat

i Buenos Aires. Det er disse arbejdsområder, som udøves på vores kontorer. Mange af

vores ambassader består kun af to personer, dvs. ambassadøren og en medarbejder, som

påtager sig udenrigsfunktionerne. I praksis kan en person være en fjerdedel konsul, fordi

samme funktionær også samtidig fungerer som administrationschef, politisk sekretær og

økonomisk sekretær. Mens personen udøver disse forskellige funktioner, er han samtidig

konsul for Republikken.

Her ser De et kort over vores konsulater.

De faglige konsulater er markerede med rød. Det fremgår, at

søfarten har stor betydning for Chile. Konsulaterne ligger generelt ved havne og har en

markant tilstedeværelse i Europa. De blå konsulater er honorære konsulater, som er tildelt

beføjelser til at udøve dette hverv. Det er en ganske ydmyg og sparsommelig

foranstaltning. Der er tale om en udenlandsk statsborger eller oprindelig chilensk

statsborger, som stiller et kontor til rådighed for Chile, og hvorfra vedkommende stiller sine

ydelser gratis til rådighed for Republikken, mens Republikken betaler nogle af personens

udgifter.

Netop nu forsøger man at udvikle en ny ordning for de

honorære konsulater, så de i højere grad kan opfylde deres formål.

71

Som udgangspunkt har konsulaterne ikke meget at skulle have

sagt, for i virkeligheden foregår tingene i Chile. De uregelmæssige adoptioner,

identitetstyverier og andre lovovertrædelser og udrejsekontrol håndteres af

udlændingeafdelingen i Efterforskningspolitiet (PDI). Derfor tager de sig normalt ikke det

område, som vi drøfter her i dag. Konsulaterne er dog blevet involverede i et midlertidig

tiltag og tre varige tiltag, hvoraf det sidste er det vigtigste.

Mellem 1988 og 1999 var der en gældende lov, Lov nummer

18.703, som direktøren for Børnestyrelsen (Sename) har henvist til i rigtig mange tilfælde.

Efter denne lov fik konsulen beføjelser, når der var tale om adoptioner, som blev afsluttet

i udlandet, idet konsulen skulle føre tilsyn med og indberette forholdene til Folkeregisterog identifikationsstyrelsen.

Dette arbejde blev udført, og derfor er der i perioden udfærdiget

ca. 500 attester herom. Attesterne var dokumentation for gennemførelse af adoption.

Der er stadig i dag situationer, f.eks. opfyldelse af domme for

chilenske statsborgere i udlandet, som konsulerne måske har fået oplysning om, men som

først har konkretiseret sig, når en statsborger er dukket op på konsulatet og f.eks. har sagt:

“Jeg er blevet dømt til at underskrive. Jeg kommer derfor for at underskrive.” Først på dette

tidspunkt har konsulen så kontaktet den pågældende domstol, anklagemyndighed eller

politimyndighed, hvorefter sagen har kunnet ordnes.

Kunne der være den slags tilfælde med adoptioner? Ja. Det er

muligt, at der har været adoptioner, som konsulatet ikke har fået nogen besked om i

forbindelse med sagens behandling.

Vi har desuden funktion som Folkeregister og registrerer

chilenernes vigtige persondokumenter, når de oprettes uden for chilensk territorium:

fødsel, vielse og dødsfald. Nogle gange skal identitetspapirer og rejsedokumenter

udfærdiges og fornys, når personen lever eller opholder sig midlertidigt i udlandet.

Lad mig fremhæve, at der er et særligt system, som gælder i

Chile: en Folkeregister- og identifikationsstyrelse, hvor folkeregisterfunktionen ligger i én

afdeling, mens identifikationsfunktionen ligger i en anden afdeling.

Systemet i eksempelvis Argentina er anderledes:

Folkeregisterafdelingerne hører under provinserne, mens identifikationsregistret hører

under staten. Derfor har man i Argentina etableret et nationalt personregister.

Dataene i Chiles Folkeregister overføres til én bestemt afdeling

under Folkeregistret, og det er traditionelt set afdelingen i Recoleta. Herfra udarbejdes et

særligt register, det såkaldte Equis-register, som De har hørt om mange gange. Alle

chilenere, som bliver født i udlandet, har en fødselsregistrering, som overføres til netop

dette register.

72

Her er det vigtigt at nævne, at når der er tale om en chilensk

mor, foretages indførslen af morens børn i Folkeregistret. Det ligger dog i ordningen, at

disse børn senere kan anmode om et identitetskort – men at de ikke altid gør det. Generelt

kan det fastslås, at det generelt sker, når moren er chilensk – mere end når faren er

chilensk.

Tænk på sagen med de syv børn i Syrien. Lige fra starten

oplyste man, at det var svenske statsborgere med chilenske rødder, fordi bedstefaren

aldrig havde indskrevet børnenes mor i Folkeregistret. Så selv om der teoretisk

eksisterede en sådan ret, var det ikke muligt at bekræfte, at moren var datter af den

pågældende far, og heller ikke at børnene var børnebørn af ham. Dette aspekt er vigtigt

at huske. Det er nemlig ganske sandsynligt, at der findes folkeregisterindførsler, som ikke

svarer til den pågældende persons identifikationsregistrering. Et chilensk barn fødes i

udlandet, det chilenske barn registreres på konsulatet i udlandet, konsulatet sender

dataene til Chile, dataene indskrives i Folkeregistret i den pågældende afdeling, den

chilenske dreng henter aldrig sit identitetskort, fordi drengen er født i Buenos Aires – og i

Argentina er den chilenske dreng argentiner, indhenter sin argentinske dokumentation og

har ikke behov for at indhente sit chilenske dokument. Som jeg sagde, er det en relevant

betragtning, som De skal huske.

Det kan i nogen grad forklare, hvad man kan læse i

sagsakterne. Og i Santiagos kommune gælder der det særlige forhold, at der findes

indførsler, som ikke er sammenfaldende med identifikationen. Det kan sagtens være, at

det har en sammenhæng med denne forskel mellem Folkeregistret og

Identifikationsregistret.

Det andet funktionsemne, som blev fremhævet, handler om

udøvelsen af nationalitetsfunktioner. Indførslen i Folkeregistret bestemmer ikke alene

personens identitet, men også vedkommendes nationalitet. Og her må vi konstatere, at

der i den pågældende periode, dvs. i forbindelse med forfatningen fra 1925, forfatningen

fra 1980 og reformen fra 2005, skete en ændring af nogle nationalitetsbestemmelser.

I den oprindelige formulering i Chiles forfatning fra 1883 var der

en jus soli absoluto (absolut fødselsret): Alle personer, som fødtes i Chile, var chilenere.

Det gjaldt desuden, at en chilener, som udrejste af landet i mere end ti år uden at have

tilladelse hertil fra Republikkens præsident, mistede sin chilenske nationalitet.

I 1925 vedtoges en ligeledes markant jus soli (fødselsret), som

betød, at chilenere mistede nationaliteten, når de opnåede nationalitet i andre lande.

I 1980 blev bestemmelsen ændret igen, således at børn af

chilenere, som er født i udlandet, erhverver chilensk nationalitet, når de har boet et år i

Chile.

I 2005 udvidedes jus sanguinis (nationalitet baseret på

nationalitet eller etnicitet af en eller begge forældre), hvorefter der findes tre kategorier af

chilenere: 1) Personer født i Chile med chilensk afstamning. 2) Udenlandske chilenere,

som er født i Chile, og som er chilenere, men hvis forældre og bedsteforældre er

udlændinge, idet de for udlændinge er udlændinge og for chilenere er chilenere. 3)

Chilenske udlændinge. For øjeblikket indrejser eksempelvis chilenske statsborgere, som

bor i Venezuela, til Chile sammen med deres familie efter instruks fra Republikkens

præsident. Således indrejser den chilenske bedstefar, hvis søn er født i Venezuela, men

er chilener, samt barnebarnet, som er født i Venezuela, men er chilener, tilbage til Chile

sammen med deres ægtefæller for at genforene familien.

73

En sådan situation er relevant at fremhæve, når vi taler om

forpligtelser. I en anden afdeling af denne bygning talte man den anden dag om respekten

for militærtjeneste. Hvad sker der med en chilener, som aftjener sin værnepligt i udlandet,

og hvad sker der med en venezuelaner med chilensk oprindelse, som aftjener sin

værnepligt i Venezuela? Man skal sætte sig ind i de to situationer, både for chileneren som

skal aftjene sin værnepligt i det land, hvor hans forfædre stammer fra, og for den person,

som bor i sit land og skal aftjene sin værnepligt i sine forfædres land, som er Chile.

I størstedelen af denne tidsperiode gjaldt det således for

chilenere, som erhvervede udenlandsk nationalitet, samtidig mistede deres [chilenske]

nationalitet. Og samtidig havde konsulen pligt til at meddele dette til myndighederne,

hvorefter der blev fremsendt meddelelse til Folkeregistret, og påtegningen om personen

blev tilført vedkommendes fødselsattest. Dette fortsatte frem til 2005.

I 2005 indførtes i forfatningen princippet om dobbelt nationalitet

eller statsborgerskab, hvorefter det blev muligt at give afkald på nationaliteten. Når en

chilener siden 2005 har givet afkald på sin nationalitet ved at give møde for konsulen,

optræder konsulen som en person. der nyder offentlig tillid. Der udfyldes en formular, som

fremsendes til Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, og som vedlægges personens

fødselsattest. Personen registreres som ikke-chilener, hvorefter en generhvervelse af

chilensk nationalitet vil kræve lovgivning i Kongressen.

Her kan der være opstået situationer, hvor der er indtrådt nye

forhold, og hvor der er givet meddelelse om gennemførelse af et adoptionsforhold eller en

anden situation af tilsvarende karakter, således at der er foretaget en indførsel, som

vedrører denne chileners nationalitet.

Det er imidlertid konsulens primære opgave – som er det, jeg

redegør for her i min egenskab af erfaren konsul – at lytte til vores landsmænds ord og

støtte dem, der opholder sig i udlandet. Konsulen er ikke alene en embedsmand, som

repræsenterer Folkeregistret. Han forvalter også arbejdet med udskrivning til

militærtjenester, er chilenernes sjælesørger, er en god ven, er den, som tager imod, og er

den, som tager til lufthavnen i weekenden, når en turist har mistet sit pas og sidder fast.

Lad mig nævne et eksempel fra sidste weekend, som udspandt sig i Istanbul. Der var en

chilensk statsborger, som havde mistet sit pas, og derfor måtte konsulen fra Ankara tage

til Istanbul. Vores konsul i Ankara var nødt til at tage til Istanbul for at overdrage personen

et nødpas, så han kunne fortsætte sin rejse. Han sad nemlig fast i lufthavnen.

Med udgangspunkt i disse arbejdsopgaver er der opstået

situationer, hvor man har konstateret tilfælde med personer, som er udrejst af Chile under

særlige omstændigheder.

74

Lad mig her fortælle, at det især er fejlagtige adoptioner, der er

konstateret. I begyndelsen af sidste år opstod der en situation i Italien med et barn, hvis

adoption var gennemført på lovlig vis med overholdelse af alle bestemmelser. Dog skete

der efterfølgende det, at den italienske familie afviste barnet og overdrog det til en

institution, hvor det får pleje og omsorg. Det var kommet så langt, at den pågældende

havde fået italiensk nationalitet, men alligevel opstod der juridisk tvivl om sagen. Er der

således tale om en chilensk eller italiensk statsborger?

Nu er der fremkommet en lignende sag med en ung person i

Norge. Det er et par, som havde adopterede barnet, og hvor faren så blev alvorligt syg. I

denne situation blev sagen overdraget til den norske Børnestyrelse, og det er et godt

eksempel på, hvordan man i fællesskab må håndtere en adoptionsproblematik.

Der er tale om adoptioner, som er mislykkedes. Det vil sige, at

de er lovlige og gennemført efter reglerne og lovgivningen. Men efterfølgende indtræder

der forhold, som betyder, at adoptionen går galt. Alligevel er der tale om helt lovlige

adoptioner i sagerne med den norske og den italienske statsborger. Vores arbejde kan

sammenlignes med børnene fra Syrien. Vi skal have fokus på det, for den norske stat

respekterer personens rettigheder, dog sådan at den norske eller italienske forvaltning

efterfølgende undlader at handle efter det.

De sager, som er forelagt Undersøgelseskommissionen, har

primært handlet om at genskabe en chilensk identitet. Der er adgang til Folkeregistrets

databaser, og man forsøger at søge oplysninger, både eventuelt navn og eventuelle

fingeraftryk.

Der findes ikke nogen fast skabelon for, hvordan man

sammenknytter navne mellem forskellige lande, og derfor er det ganske muligt, at der

findes personer, som har forskellige identiteter, fordi de har været underlagt bestemmelser

i forskellige lande. Som eksempel kan nævnes Carlos Menéndez Behety, som blev født i

Punta Arenas i 1882 (jfr. https://gw.geneanet.org/gentuc?lang=es&n=menendez+

behety&oc=0&p=carlos). Personen fik en søn med navnet Fernando Menéndez Behety,

som blev født i Buenos Aires i 1940, og et barnebarn, Fernando Menéndez Behety, som

blev født i ca. 1960. Jeg henviser til denne sag, fordi jeg har været konsul i Buenos Aires.

Personerne anmodede om at få genetableret deres identitet

efter dokumenterne. Personerne hedder Menéndez Behety, fordi man i Argentina bevarer

et enkelt efternavn, men personerne ønskede dog at bevare begge de oprindelige

efternavne: Menéndez Behety, Menéndez Behety, Menéndez Behety. I Chile, derimod,

hedder de Menéndez González, fordi morens efternavn er González. Det var ønsket at

blive chilener, men at det skulle være med efternavnene Menéndez Behety. Det var helt

fint, men det chilenske Folkeregister meddelte, at det ikke er tilladt kun at benytte farens

efternavn. Morens efternavn skal således også indgå. Det betyder altså, at der findes

denne person, som hedder Fernando Menéndez Behety efter argentinsk lovgivning og

Fernando Menéndez González efter chilensk lovgivning.

Det er to identiteter, som har en form for sammenknytning.

Udfordringen består i at finde denne sammenknytning. Indlægsholderen fortalte, at

resultatet blev at udfærdige at dokument med angivelse af oprindelig argentinsk identitet,

hvorefter dokumentet bliver fremsendt. Herefter kunne den chilenske identitet etableres.

Sådanne sager kan også forekomme.

75

Det kan tilføjes, at Chiles myndigheder får meddelelse om den

slags sager på de enkelte konsulater. Konsulaterne bidrager til familiernes genforening,

taler med Børnestyrelsen (Sename) via programmet Søgning efter biologisk familie

(Orígenes) og er nogle gange i kontakt med politiet, hvis der her kan gennemføres en

efterforskning eller undersøgelse i udlandet. Der findes en mindre politistyrke og en

afdeling under Efterforskningspolitiet i Udenrigsministeriet, som bl.a. arbejder med at

styrke denne type programmer.

Der er en særlig tilknytning til Argentina, fordi mange chilenere

er udrejst hertil. I 1869 levede 1% af chilenerne i Argentina, og derfor er det helt

uundgåeligt, at der vil komme mennesker, som ønsker at blive genforenet med f.eks. fætre

og kusiner. Det står politiet og Efterforskningspolitiet til rådighed for at hjælpe med.

Det bliver indberettet til Folkeregister- og

identifikationsstyrelsen, når der er konstateret uregelmæssige forhold. Et eksempel kan

være, at en person på 22 eller 23 år med et navn på en fødselsattest møder frem for at

anmode om at få udfærdiget et identitetsdokument, hvorefter det viser sig, at personens

Rut-nummer er optaget af en anden. Sådanne sager er forekommet, og de bliver

indberettet. For i sådanne sager kan der være forekommet identitetstyveri. Styrelsen får

besked om sagen, og den træffer en afgørelse om det.

Jeg synes, at det er meget vigtigt at holde kontakten til en

landsmand, som er landet i en sådan situation, og give ham eller hende relevante

oplysninger, så vedkommende kan tage initiativ til at få oplyst, hvad der bliver undersøgt i

sagen i Chile osv.

Der er i sagens natur tale om individuelle handlinger. Personen

har således taget et initiativ og er kommet til konsulatet for at udtrykke sin tvivl. I sådanne

tilfælde har vores konsuler fået klar instruks om, at de ikke skal spilde tiden på materielle

ting, som ikke er svære at løse. I de fire timer, hvor konsulatet har åbningstid, skal de tage

sig af chilenere, støtte dem, give dem oplysninger og frem for alt holde fast i kontakten til

dem, fordi det jo er en kompliceret situation.

Vores centrale myndigheder har, f.eks. gennem

Statssekretariatet for udenrigsanliggender (Subsecretaría de Relaciones Exteriores),

modtaget organisationen Asociación de Madres e Hijos del Silencio (Tavse sønner og

mødre) og organisationen Asociación Nos Buscamos (Vi søger), og i den forbindelse har

vi udsendt anvisninger til vores konsuler, så de kan have særligt fokus på denne slags

situationer.

Indlægsholderen erklærede sig godt tilfreds med det, der er

blevet sagt her, og tilføjede, at forskellige personer har nævnt, at konsulerne har været

gode til at yde støtte. Eksempler herpå er ambassadør Romero i Italien. Konsulen i Rom

kom til mødet med chilenerne i Cerdeña og lovede dem sin støtte.

Man har evalueret de forslag til oplysninger, som blev forelagt

af ONG’erne. Disse organisationer står ikke i en situation, hvor de kan igangsætte en

meget åben kampagne over for udlandet, men de kan dog opsætte plakater på

konsulaterne, som opfordrer personer til at tage kontakt til organisationen, hvis der er

noget, de er i tvivl om osv. Men når vi taler om de sociale medier, herunder Twitter,

forekommer fremgangsmåden lidt aggressiv. Men nu er jeg jo ikke blandt de yngste. Og

jeg må tilføje, at man her arbejder med et medieteam, som skal forsøge at formulere en

venlig og sympatisk opfordring. Denne opfordring kan have følgende indhold: Måske

befinder du dig i denne situation. Tag kontakt til konsulen, eller bed om at komme til at tale

med konsulen. Du skal nok få hjælp.

76

Konsulen i Rom har udført et enestående stykke arbejde, både

i sagen med adoptionen, som gik galt, og nu sagen med personerne fra Cerdeña.

Som nævnt var der også sagen i Norge og sagen i USA, men

derudover har vi også den noget bekymrende sag i Melbourne, som tidligere er omtalt. I

Melbourne var problemet lidt anderledes, eftersom kvinder i de angelsaksiske lande

generelt erhverver deres mands efternavn. Derfor bestod problemet ikke så meget i fastslå

identiteten, men derimod selve navnet. Kvinden i Melbourne ønskede, at både hendes

eget og mandens navn skulle fremgå af hendes kørekort. Det skabte et problem, fordi

gifte, enlige og fraskilte kvinder i Chile beholder sit efternavn, og der er hverken nogen

mulighed eller noget ønske om, at vores lovgivning af den ene eller anden årsag skal

kunne overføres til andre lande. Samtidig ønsker vi ikke, at andre landes bestemmelser

får virkning i vores folkeregistersystem.

Grundlæggende er det min opfattelse, at konsulerne i sagens

natur lytter til de problematikker, der uundgåeligt opstår. Konsulerne har et ønske om hele

tiden at støtte arbejdet med at afklare forhold af denne art.

Der findes tilgængelige folkeregisterarkiver på alle konsulater,

ligesom der findes en kopi (modpart) i Folkeregistret i afdelingen i Recoleta. Hvis der

således er chilenske statsborgere i udlandet, som gennem Folkeregistret anmoder om

oplysninger, er det ikke noget problem at følge op på det og opfylde anmodningen. Det er

dog naturligvis et krav, at anmodningen sker på begæring af myndigheden og med fuld

respekt for de pågældende statsborgere.

Jeg har talt med ministeren om det og fået dennes

godkendelse. Tirsdag den 8. blev der afholdt et møde med formanden for

Deputeretkammeret, hvor man drøftede emnet. Formanden var således lige vendt hjem

fra Italien, hvor han mødtes med ambassadør Romero og vores konsul i Rom. I den

anledning talte man om muligheden for en administrativ løsning.

Hvis vi tager udgangspunkt i en forudsætning om, at problemet

ikke er dobbelt identitet i sig selv, men derimod dobbelt identitet i tilfælde, hvor systemerne

ikke sammenknytter oplysninger, ser parterne frem til, at Folkeregisterstyrelsen kan finde

en løsning, hvorefter problematikken let kan håndteres. Også hvis der ønskes en

lovgivningsmæssig løsning, er parterne enige om at støtte den løsning, som måtte blive

fremlagt. Konsulerne vil også i fremtiden servicere chilenere i udlandet – det er det,

Udenrigsministeriet betaler for.

***********

77

Marisol Rodríguez erklærede, at hendes sammenslutning

hedder Hijos y Madres del Silencio (Tavse børn og mødre) og støtter ofrene for

uregelmæssige og ulovlige adoptioner, både mødre og børn.

Ud fra det, vi har set, er der mange svære punkter i forbindelse

med de uregelmæssige adoptioner. Sammenslutningen arbejder frivilligt, modtager ikke

bidrag, har ingen officielle ejere og modtager ikke nogen form for vederlag.

Indlægsholderen fortalte, at hendes sammenslutning blev

etableret i 2014 i forbindelse med sagerne om præsten Joannon. Det tilføjes, at

sammenslutningen startede som en gruppe på Facebook. I dag er man også på Instagram,

og sammenslutningen består af 5.500 personer. Det er vurderingen, at 80% af personerne

i gruppen, som er privat, er ofre for ulovlige adoptioner.

Sammenslutningen udfører søgningsaktiviteter, juridisk

rådgivning og følelsesterapi til børn og yder hjælp til familier, som ønsker at finde andre

personer. Da sammenslutningen begyndte sit arbejde i 2014, var det aldrig tanken, at de

skulle blive så mange. I dag er der medlemmer fra forskellige lande, som blev adopteret

på en uregelmæssig eller ulovlig måde, og som blev sendt ud af landet med etablering af

et beskikket værgemål. Mange mødre fik meddelelse om, at deres barn var afgået ved

døden, men de fik aldrig attester eller et lig udleveret.

Sammenslutningen hjælper til med at registrere ofrene. Man

prøver at udbrede problematikken, fordi det er statens problem, et problem for landet, som

vi ved meget lidt om. Vi ved, at cirka 10.000 børn udrejste af Chile mellem 1960 og 2000.

10.000 af disse børn var genstand for ulovlig adoption. De er ikke engang registrerede

som adoptivbørn i Chile, men står opført med dobbelt identitet.

Sammenslutningen hjælper til med søgning, rådgivning og

vejledning og koordinatorer for de enkelte regioner og hospitaler, og de er mange, som

hjælper. I hele Chile findes der ofre for ulovlige adoptioner, og de adopterede personer

befinder sig i dag i Europa og i dele af Sydamerika. Der er chilenske adopterede i praktisk

taget hele verden.

Der findes en lang række adoptionssager med adopterede i

udlandet. Samtidig har man ikke den store viden om, hvordan man skal finde frem til de

biologiske familier, fordi dokumenter er blevet forfalsket, eller ganske enkelt fordi der ikke

er noget navn – eller navnet på en anden mor.

Sammenslutningen arbejder med den internationale DNAdatabase. Prisen er 38.000 chilenske pesos pr. prøve, og selv om det er en forholdsvis lav

pris, er der mange mødre, som ikke har råd til at betale for det.

Hvordan fungerer den med dette DNA-system? Der er tale om

en international DNA-database, hvor man åbner en konto. Man logger på og kommer

automatisk frem til den pågældende person, så tæt på som muligt og ned til femte

generation. Hvis der findes en person, som må formodes at være en søn, kommer han

eller hun frem, hvis der er et gensammenfald på 50%. Hvis der er tale om en bror, er det

også 50%, og hvis det er en halvbror, er det 25%. Det er virkelig vigtigt at huske, hvad

DNA handler om.

78

Sammenslutningen rådgiver også i, hvor man skal henvende

sig, og hvad man skal gøre, når der er tale om mødre og familier. Vi har en

søgningsprocedure, som vi bruger til hospitalet, når vi skal bruge fødselserklæringer i

Folkeregistret, og når vi på hospitalerne skal bruge en fødselsjournal osv.

Børn henvises til programmet Søgning efter oprindelig familie

(Programa Búsqueda de Orígenes), fordi det først skal påvises, om der findes et

adoptionsbaseret slægtskab. Hvis dette ikke kan fastslås, anbefales de at indgive en

anmeldelse om det til ministeren Carrosa, fordi der så er tale om ulovlig adoption eller

tyveri af en person.

Hvad er forskellen på en lovlig og en ulovlig adoption?

Vi er nødt til at tage et forbehold i forhold til lovlige adoptioner i

Chile. I programmet Søgning efter oprindelig familie finder vi nok frem til

adoptionsdokumenterne, men det er ikke altid de mødre, som er registrerede her, som er

personernes reelle mor. Her er navnene blevet ændret. Et eksempel: Et barn, som nu er

blevet voksen, siger, at María González er hans eller hendes mor. Man tager kontakt til

María González, der dog siger: Jeg er ikke hans eller hendes mor. Mange gange har man

troet, at personen nægtede fakta. Men efter at man har taget en DNA-prøve af personen,

har man forstået, at hun faktisk ikke er barnets mor. Og de adoptioner, som lader til at

være lovlige, er det i virkeligheden ikke, fordi man har ændret navnet på moren.

Disse børn bliver herefter henvist til Børnestyrelsens program

Søgning efter oprindelig familie (Búsqueda de Origen). Indtil for nylig blev de henvist til

ministeren Carroza, men som det er nu, bliver de henvist til dette program, hvorfra de

automatisk sendes videre til ministeren Carroza, hvis der ikke kan påvises et

adoptionsbaseret slægtskab.

Herefter bliver søgningsprofilerne spredt i hele landet og

omkring i verden, og det har vi fået ret gode resultater ud af. Det har ført til 126

familiemæssige genforeninger.

I løbet af de fire år, sammenslutningen har arbejdet med

adoptioner og registrering af mødre på hospitalerne, er der konstateret alvorlige mangler

ved systemet.

Vi finder personer i lovlige adoptioner, men der er også ulovlige

eller uregelmæssige adoptioner. Der er de personer, som er adopteret uregelmæssigt. Det

er generelt personer, som er blevet adopteret i udlandet, og personer, som i virkeligheden

ikke er blevet adopteret, men som er udrejst med beskikket værgemål, sådan at der aldrig

har været tale om en egentlig adoption. Og endelig er der de stjålne børn.

Vi kender ikke de præcise tal i Chile, men der er mange børn,

som er stjålet af andre, og som ikke er blevet adopteret. Hvad betyder det egentlig? Lad

mig nævne eksemplet med Carolina Freire. På klinikken sagde man til adoptivforældrene

(dvs. adoptivforældre i citationstegn), at de kunne vælge et af de otte børn, som lå på en

stue. Det var nyfødte børn, som var normale biologiske børn af deres forældre. Det var

dog sådan, at der ikke var nogen oplysninger om børnenes biologiske oprindelse, og loven

siger, at vi har ret til at kende vores biologiske oprindelse. Den dag, børnene blev født,

slettede man alle oplysninger om dem. De var stjålne børn, og der var ikke engang tale

om adoption. De blev overført fra klinikken eller en anden hospitalsenhed, og de blev

således anset for at være forældrenes biologiske børn.

79

Det er de stærkeste eksempler, vi kan fremhæve her. Man har

ikke kunnet finde data, fordi der på hospitalerne desværre ikke er adgang til at få vist,

hvilken dato de er født. Mange er dog registrerede med fødested, men efter loven kan vi

ikke hermed få adgang til mødrenes data.

Det blev tilføjet af indlægsholderen, at der i Argentina findes en

Lov om biologisk oprindelse, og det var hendes holdning, at man også burde have sådan

en i Chile.

Der henvises til en anden sag om Ema. Den ses her til venstre.

Ema Espinoza har ikke været i stand til at opspore sin familie, fordi hun har en fødselsattest

uden angivelse af de forældre, som har anmeldt fødslen. Hun ved, at hendes far hedder

José Espinoza, men der er en del personer, der har det navn. I Emas tilfælde er alle

oplysninger om biologisk oprindelse blevet slettet.

I Folkeregistrene i Temuco, Padre Las Casas og Lautaro er der

indskrevet i tusindvis af børn uden angivelse af forældre, som har anmeldt fødslen. Der

var en person, som arbejdede for de offentlige myndigheder, men som lavede den fejl, at

vedkommende i Folkeregistret registrerede en lang række børn uden angivelse af

forældre, som anmeldte fødslen. Der er mange børn registreret på denne måde. 2.200

børn udrejste til Sverige, og flertallet af dem er fra Araucanía.

Så er det eksemplet med Pernilla, som fik et pas med et

kørekortsnummer. Hun blev registreret med sit svenske navn i Chile. Registreringen er

stadig aktiv i Folkeregistret, og det betyder, at hun kan stemme i Chile. Børnene har

dobbelt identitet: Der er således mange personer, som har et chilensk navn, f.eks. Ema

María Espinoza, og derudover et svensk navn. Det betyder altså, at de ikke har dobbelt

nationalitet, men derimod dobbelt identitet, hvilket igen betyder, at de optræder som én

person i Chile og en anden person i Sverige. I Valgregistret (Registro Electoral) findes der

mange mennesker, som man tror vil afgive deres stemme, men som ikke gør det.

Det lykkedes at finde Pernillas mor, fordi hun havde kørekortet

med sig. Pernilla er lærer, og efter at læst en masse skriftprøver lykkedes det for hende at

finde sin mor. Hvis hun ikke havde taget sit kørekort med sig som et minde om Chile,

havde hun aldrig fundet sin mor.

I sagen om María Paz var det formodningen, at hun blev født i

Clínica Freire. Hendes forældre udvalgte hende blandt otte børn, de stjal hende, og der

foreligger ingen oplysninger om hendes biologiske oprindelse. Hun gennemgår en daglig

kamp for at finde sin biologisk familie, efter at staten har krænket hendes rettigheder som

person. Og sådan kan der fortsættes med de andre sager på arket.

Problematikken med mødre og familier

I sammenslutningen findes fædre, mødre og søskende, som

søger deres børn, brødre og søstre. En mor fik at vide, at hendes søn var afgået ved

døden, og hun fik ikke udleveret liget af sit nyfødte barn. Og hun modtog heller ikke

officielle dokumenter som f.eks. en fødselsattest eller dødsattest. Og hun fik ikke at vide,

hvilken kirkegård barnet var blevet bragt til. Det eneste, disse personer fik at vide, var, at

hospitalet tog sig af begravelsen eller bisættelsen, eller at barnet var kommet i hospitalets

fællesgrav, hvilket ikke var korrekt. De blev også fortalt, at liget ville blive overdraget til

videnskabelige formål, og at de bare skulle tage hjem, fordi de jo var unge og kunne få

flere børn. De fik heller ikke mulighed for at tage afsked med deres barn, og de fik at vide,

at de var uerfarne mødre. De fik fjernet deres børn i hjemmet.

80

Der er adskillige sager i La Araucanía, hvor socialrådgivere

ankom ledsaget af politibetjente. Forældrene fik bank, de tog børnene med sig, og de blev

solgt til Sverige. Der var også børn, som blev fjernet fra børnehjem, hvor mange mødre

arbejdede på landet. I løbet af ugen placerede de børnene på børnehjemmene, hvorefter

de hentede dem igen i weekenden. I de første uger lod man mødrene se deres børn, men

senere sagde man til dem, at børnene var blevet syge. Og til sidst forsvandt de. Eller også

sagde man, at børnene havde alvorlige sygdomme som leukæmi, og at de ville dø, hvis

mødrene ikke skrev under på, at børnene kunne komme til USA. Der er tale om en grov

krænkelse af rettigheder. Og der skete noget lignende på midlertidige børnehjem og også

i Conin.

Mødrene har sendt fotos af deres børn, som blev indlagt i

præmatur tilstand og med lav vægt, og man blev ved med at retfærdiggøre disse

handlinger ved at sige, at mødrene ikke tog sig ordentligt af deres børn – så havde man

en undskyldning for at sende dem til udlandet.

********************

Ana María Olivares fortalte, at man i sin søgen efter familier

er stødt på mange forhindringer i de forskellige offentlige institutioner. På præsentationen

beskrives en fremgangsmåde at søge på, som betød, at mødrene kunne søge forskellige

oplysninger på hospitalet, i Folkeregistret og andre steder. Det er her, det første problem

med hospitalerne begynder. Mødrene får generelt den besked, at deres journaler ikke

findes, fordi der er gået 15 år. Det skyldes, at de efter loven skal destrueres efter 15 år.

Mødrene har også fået at vide, at der findes fødselsbøger, som dog er blevet destrueret,

så de ikke kan søge efter deres data. Mødrene er desuden blevet oplyst, at deres børn er

begravet i fællesgrave. Der bliver ikke taget hensyn til de mødre, der dag efter dag søger

efter disse oplysninger.

Der er afsagt et dekret i 2012, som anviser, hvad der skal ske

med de omtalte journaler. Der fremgår således, at journalerne skal destrueres, når der er

gået 15 år, uden at brugeren har været indlagt på hospitalet og ikke har været underkastet

behandling. Når en journal destrueres, skal der foreligge en erklæring, som er

underskrevet af hospitalets direktør. Det skal beskrives, hvordan journalen destrueres –

om den afbrændes, om den opbevares i en kælder eller andet. Desuden skal journalens

nummer være ledsaget af navnet på den pågældende person.

Det har generelt indebåret en stor omkostning af have

journalerne liggende. De fleste hospitaler overholder ikke reglerne og undskylder sig med,

at der er gået 15 år, siden der sidst blev søgt på materialet. Der findes dog også mødre,

som igen har været indlagt på hospitalerne – og også i disse tilfælde udleverer

hospitalerne kun journaler fra 2000, 2002 og 2003. Samtidig destrueres ældre journaler,

hvis de ikke omtales separat i dekretet. Der er intet tilsyn med området, og journalerne er

heller ikke blevet opbevaret på den korrekte måde.

81

Undersøgelsesdomstolen vil senere kunne lytte til en

vidneerklæring fra Efterforskningspolitiet i Chile. Fernando Hernández foretog i den

forbindelse en undersøgelse på nogle hospitaler, hvor journalerne var fra 1969, 1970 og

1971. De blev fundet henkastet i kældre og i fugtige lokaler, selv om loven foreskriver, at

de skal opbevares korrekt. Denne undersøgelse gav en stor mængde information.

Der er hospitaler, som på trods af Transparensrådets (Consejo

para la Transparencia) anbefalinger nægter at udlevere disse oplysninger. Det kan tilføjes,

at disse mødre aldrig har været indlagt på hospitalet, og at de aldrig har født deres børn

der, selv om de har en fødselserklæring, som siger, at det er tilfældet, og

fødselserklæringen er underskrevet af vidner.

Det er et område, som vi gerne ser gennemgået af

Undersøgelseskommissionen, fordi det er så vigtigt, ikke kun for vores sammenslutning,

men også for de i tusindvis af familier, som søger deres journaler uden at kunne finde dem.

De har således brug for at vide, hvad der foregår, og hvad der skal ske fremadrettet.

Der er to relevante områder i underprogrammet om oprindelse

under Børnestyrelsen (Sename): adoptioner af chilenere i Chile og i udlandet. Hvad angår

de chilenere, som opholder sig i Chile, skal her fremhæves forskellige problemer med

programmet om søgning efter oprindelig familie, som har aktiviteter i alle regioner. Det er

et underprogram, som udelukkende har til formål at lokalisere oprindelig familie til

personer, som er blevet adopteret. Underprogrammet skal opfyldes med hjemmel i en lov.

Det er konstateret, at der findes forskellige

fremgangsprocedurer i de enkelte regioner. Når man søger oplysninger i regionen

Coquimbo, svares der med henvisning til andre procedurer end dem, som findes i f.eks.

Metropolitana (hovedstadsregionen), i det sydlige Chile og i andre regioner. Formularen til

søgning efter oprindelig familie findes kun på nettet, og brugeren kan kun bruge Explorer

8. Man må formode, at kravet om at bruge Explorer 8 og nettet er ret problematisk for de

fleste mennesker. Der er således ikke ret mange servere, der opfylder kravene. Der er

ingen, som downloader en særlig browsertype for at kunne gøre det. Der bør findes andre

former for adgang, hvad enten der er tale om e-mail eller andre løsninger. Websitet er

meget svært at få adgang til, og mange mennesker vil falde fra.

Websitet er både på spansk og engelsk, men den engelske

version er af begrænset kvalitet, og den kan være svær for udlændinge at forstå. For

personer i Sverige, Tyskland og Frankrig kan det være svært at læse de engelske

formuleringer, som motivationsformularen indeholder. Det er ikke alene en ansøgning om

at finde en sag, men også en motivationsformular. Okay. Er det virkelig nødvendigt at have

en motivation for at få adgang til ens oprindelse? Det er jo ens ret og ejendom. Siger loven,

at man skal kunne præsentere en motivation? Jeg ved det ikke. Loven siger tilsyneladende

ikke noget om det.

Det nævnes, at sammenslutningen har kendskab til sagen om

María Diemar, som har været forelagt Udvalget for social udvikling og Familieudvalget for

nogle måneder siden. Hun er forkvinde for sammenslutningen Los Adoptados en Suecia

(Adoptanter i Sverige) og har arbejdet i gruppen i 15 år. Der findes ca. 2.200 adoptanter i

Sverige. Hun startede i Børnestyrelsens (Sename) program for mere end ti år siden, og

dengang var programmet lige blevet introduceret. Hun blev bedt om at udfylde

motivationsformularen, men eftersom hun ikke kunne spansk, var hun nødt til at tage

kontakt til adoptionsorganisationen, som havde stået for hendes adoption til Sverige. Hun

bad om at få en oversættelse af formularen.

82

Hun udfyldte formularen, men i Børnestyrelsen (Sename) var

man af den opfattelse, at hendes måde at skrive på var lidt “negativ”. Hun fik at vide, at

hun udtrykte had over for sin oprindelige familie, og derfor blev hendes anmodning om at

søge oplysninger afvist. Dermed begyndte en proces, som fortsætter i dag, hvor hun nu er

forkvinde for sammenslutningen Los Adoptados en Suecia. Senere mødte hun sin

oprindelige familie. Det var i 2004. Hun har aldrig haft problemer med at udtrykke kritik. En

person, som søger sin familie, kan naturligvis have brug for at være kritisk! Desuden

indeholder loven ikke krav om en motivation, for at man kan få adgang til sine oplysninger.

Oplysningerne er private, de er ens ejendom, og de er en del af ens oprindelse og

grundlæggende tilværelse.

Desuden kan det nævnes, at der er mange søgeprocesser,

som varer i længere end et år. Der er personer, som har ventet på svar siden 2007. I nogle

tilfælde kan myndighederne udlevere sager med komplette oplysninger, herunder

forældrenes navne, og i andre tilfælde udleveres kun en del af sagen eller sådan, at

navnene er fjernet. Loven indeholder ikke et krav om, at alle oplysninger, eller en del af

disse, i sagen skal udleveres. Der siges heller ikke noget om, hvorvidt de skal udleveres

med slettede navne eller ej. Loven siger derimod, at hvis en person ønsker adgang til

oplysningerne om sin oprindelse, har vedkommende krav på at modtage disse

oplysninger. Der er tale om en overspringshandling i fortolkningen af loven. Det er således

op til den enkelte offentlige funktionær at beslutte, om han eller hun vil udlevere materiale

eller ej – alt efter om vedkommende personligt vurderer, at oplysningerne skal udleveres.

Som det er i dag, finder loven ikke anvendelse, som den burde. I stedet holder man private

oplysninger tilbage og overtræder dermed de enkelte personers rettigheder i forhold til

bl.a. privatliv, oprindelse, ret til livet og privat ejendom. Vi taler her også om personernes

psykiske og emotionelle stabilitet. Det er i sidste instans disse forhold, som krænkes mest

med den anvendte praksis.

Der er eksempler på medarbejdere i Børnestyrelsen (Sename),

som har taget kontakt til en potentiel mor, og hvis moren har afvist, er sagen blevet lukket.

Dette sker i alle sager, hvor der søges oplysninger om oprindelse i Børnestyrelsen

(Sename). Ikke alene bliver sagen lukket, når en mor afviser at få kontakt. Sagen bliver

også lukket, når en mor er afgået ved døden. Loven siger: Søgning efter oprindelig familie.

Loven siger intet om: Søgning efter mødre. Der er således behov for en præcisering af,

hvordan Børnestyrelsen (Sename) fortolker søgninger efter oprindelig familie. Er det kun

moren, som er omfattet af denne oprindelige familie, eller findes der også en far? Er det

også søskende? Der er grundlæggende tale om magtmisbrug, når en person, som har til

opgave at tage kontakt, oplyser, at moren er død. Der bliver sendt en mail, og sagen

lukkes. Herefter er der ikke længere adgang til sagen, hvis ejerskab ligger hos den person,

som søger efter sin oprindelse.

Der er også sager, hvor bestemte medarbejdere har oplyst, at

de har foretaget søgning efter mødre, som ikke har ønsket kontakt – hvor de så

efterfølgende bliver kontaktet på en anden måde (der er altså personer, som ikke ønsker

at acceptere en besked om, at deres mor ikke vil møde dem), og hvor mødrene

efterfølgende har sagt, at Børnestyrelsen (Sename) aldrig har taget kontakt til dem. Det vil

altså sige, at der er medarbejdere i Børnestyrelsen (Sename), som siger, at de har

lokaliseret moren, men at hun ikke har ønsket at få kontakt. Dermed lukkes sagen. Hvad

er baggrunden for at handle på denne måde? Det ved vi ikke.

Når der er tale om udlændinge, er det hele lidt mere

kompliceret. Overordnet set er der problematikken med sproget, spansk eller engelsk, og

kravet om at have adgang til Explorer 8. Det er lidt til grin, at det kun er Explorer 8, som er

en mulighed, når nu der findes så mange andre elektroniske platforme. Netop dette

følsomme program er der ikke nogen teknologisk adgang til.

83

Sproget har betydet, at kommunikationen mellem adopterede

og Programmet for søgning efter oprindelig familie ikke har været særlig brugervenlig. Der

er blevet udsendt sager med fejlagtigt navn på den biologiske mor, og der er også udsendt

sager, som er blevet ændret. Det betyder, at den person, som skulle modtage sin sag, i

stedet har modtaget f.eks. sin søsters sag – eller en sag til en anden person, som hun ikke

kender.

Når man taler med de adopterede, og det er ikke kun

udenlandske adopterede, får de at vide, at de ikke må foretage søgninger ad andre kanaler

end via Børnestyrelsen (Sename). De må f.eks. ikke bruge Facebook. Det er stadig ikke

klart, hvilken del af loven der skulle angive, at en person har forbud mod at søge efter sin

familie gennem sociale medier eller på anden vis. Jeg ved ikke, hvilken paragraf det skulle

være. Det er noget, som skræmmer de enkelte familie, eftersom der er mange, som har

knappe ressourcer. Der er mange mødre, som føler sig skræmte efter mødet med disse

magtmisbrugende repræsentanter for staten.

Som prikken over i’et kan det nævnes, at Børnestyrelsen

(Sename) faktisk har e-mailadresserne og godt kunne sende dem sagerne bagefter.

Adoptanterne i udlandet bliver alligevel bedt om at give tilladelse til at åbne en sag, men

tilladelsen skal dels apostilleres, som det er normalt, dels skal den være vedlagt en

ansøgning, som er underskrevet af den pågældende og af adoptivforældrene. Hvis

adoptivforældrene ikke skriver under, kan den adopterede ikke bede om sin sag, også selv

om vedkommende er myndig. Der er heller ingen, som ved, hvor i loven det står, at en

adopteret skal have fået tilladelse fra adoptivforældrene for at kunne søge sin oprindelse.

Det vides stadig ikke. Der er sager med personer, som er blevet mishandlet og misbrugt i

forbindelse med deres adoption og som har været meget præget af det. Der er personer,

hvis forældre er afgået ved døden, og der er andre, som bliver fulgt af deres forældre

gennem processen. Men det kræver ikke nogen underskrift. Derfor må man spørge sig

selv i dag, hvad der egentlig foregår hos Børnestyrelsen (Sename) og i deres

søgningssystem.

Afslutningsvis kan det nævne, at adoptionsloven anfører, at det

er Folkeregistret, som skal opbevare alle sager om personer, som er blevet adopteret.

Loven angiver desuden, at alle personer kan få adgang til

deres sag ved at anmode om det. Dog skal det tilføjes, at det i

Folkeregisterbekendtgørelsen står anført, at sagen kun kan udleveres via domstolene, ved

mellemkomst af en dommer.

Dog er det bemærket af Statssekretariatet for

udenrigsanliggender, som vi mødte for ca. en måned siden (konsulaterne har i alt

registreret flere end 18 lande med adopterede), at man her har modtaget mange

anmodninger fra adopterede chilenere i udlandet. Man har derfor talt med Folkeregistret,

som åbne sagerne direkte uden at rådspørge domstolene.

Der er generelt et problem med Folkeregistret. Der er mange

mødre i disse sager, som – når de søger i Folkeregistret – ikke står anført med tilknytning

til deres børn, eller som er registrerede med tilknytning af børn, som efter deres opfattelse

er afgået ved døden.

84

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en person pludselig

modtager børnepenge for en søn eller datter, som vedkommende har fået at vide er afgået

ved døden. Og der er tilfælde, hvor personen har fået at vide, at det skal vedkommende

ikke tænke mere på, at vedkommende bare skal tage hjem, og at myndighederne selv står

for begravelsen – og hvor det nu viser sig, at barnet står indskrevet som levende person.

Der er mange varianter af denne historie. Og i nogle tilfælde er

der ingen, der er klar over, hvem der har indskrevet barnet – og Folkeregistret har heller

ingen idé om det. Folkeregistret siger: Vi har ingen oplysninger. Men der er ting, der er

streget over, uden at nogen ved noget. Ingen svarer, og der kommer ingen svar. I andre

sager siger Folkeregistret: “Nej, men din underskrift står jo her.” Her står dit navn, men det

er ikke din underskrift. Det oplyses, at man aldrig har registreret den pågældende person.

Og der er ingen, der ved hvorfor. Derfor er der ingen mulighed for at undersøge det

nærmere og få det bedre belyst. I andre tilfælde har de børn, som faktisk eksisterer, ikke

nogen tilknytning til moren.

Der er en sag, som hermed indbringes for

Undersøgelseskommissionen, om en mor i den sydlige del af Chile, som fik 14 børn. To

af børnene blev fjernet fra hende. I dag er der ti børn, som officielt er tilknyttet hende –

ikke 14 – men ud af de ti er der to, som aldrig har eksisteret. Det betyder altså, at nogen

har registreret dem – vi ved ikke hvem – i hendes navn, men ingen af dem har nogensinde

ansøgt om kørekort, de har aldrig fået foretaget en sagsbehandling, intet. De findes ikke!

Moren henvendte sig til Folkeregistret for at få at vide, hvad der

var sket, men ingen kunne give et svar. Der er ikke nogen steder, hvor man kan hente

disse oplysninger, som tilhører privatlivets fred.

Hvis man alligevel kontakter Folkeregistret for at bede om en

liste over de børn, der er registreret, så kan ikke få en sådan liste. Hvorfor? For der er en

bekendtgørelse, som siger det. Hvorfor? Det er der ingen, der ved. Det er eksempler på

disse ubærlige ting i livet.

Det foreslås, at De alle tager kontakt til Folkeregistret for at

bede om en liste over samtlige børn, der er indskrevet i Deres navn. Det kan godt være,

at de deputerede kan få listen, men det store flertal af borgere kan ikke.

Derudover findes der en række børn, som er registreret uden

bopæl. Blot i Santiagos kommune er der et stort antal tilfælde med børn, som er indskrevet

med bopæl på hoteller eller uden bopæl. Der er her generelt tale om ulovlige adoptioner.

Ikke i alle tilfælde, men det gælder i langt de fleste tilfælde, man har kunne finde.

Her kommer yderligere et eksempel: I Santiagos kommune er

der registreret mere end 3.000 personer, som ikke har bopæl, og som ikke findes i Chile.

Alligevel er de indskrevet i Folkeregistret og dermed i Valgregistret (Servel). Derfra skal

der trækkes 3.000 personer i Santiago ud af tallet. Man har også beregnet antallet i alle

andre kommuner i Chile, og i den stor del af tilfældene er der tale om ulovlige adoptioner.

Der findes en lang række børn, som er blevet registreret, uden

at forældrene dog har mødt frem for at registrere dem. Man har anmodet Folkeregistret

om at få adgang til arkiver osv., men det er blevet afvist med henvisning til, at der er tale

om sager, hvor de pågældende personer selv skal møde op for at få vist oplysningerne.

Det lader dog til, at der er mange mødre, som er helt klar over, at deres børn ikke findes.

De ved ikke engang, om børnene er registreret, og som sådan har de brug for disse

oplysninger for at kunne lokalisere deres børn. Det bliver de dog nægtet.

85

Der er brug for andre måder for at få præcise svar om

oplysningerne.

Der er mange personer med dobbelt fødselsregistrering. Før

digitaliseringen var der ikke nogen registrering af dem, men det er personer, som her står

med et alvorligt problem: De er to personer og nogle gange ovenikøbet tre personer. Et

eksempel er en person, som var blevet adopteret. Personen havde store problemer, og

derudover havde vedkommende to identiteter i Chile og derudover en tredje identitet.

Barnet blev grundlæggende indskrevet tre gange. Faren registrerede barnet. Herefter blev

barnet fjernet fra hospitalet, hvorefter en anden person registrerede barnet. Den samme

person fik yderligere et fjernet barn, som blev registreret sammen med barnet. Det er tre

registreringer, som elle sammen er gyldige. Dog ved Folkeregistret stadig ikke, hvad man

skal gøre ved det.

Mange af de adoptivbørn, som er kommet andre steder hen,

stammer fra mapuchefolket. Men eftersom de er registreret med svenske forældre, uden

forældre, som er mødt frem for at registrere dem, og med angivelse af svensk navn, har

de ingen mulighed for at få fastlagt deres identitet med oprindelse i mapuchefolket. Og der

er virkelig afgørende, eftersom deres oprindelse er det samme som deres identitet. Dog

kræver loven, at deres identitet bliver dokumenteret ved hjælp af efternavnet. Der er

yderligere det problem, at man også har taget den kulturelle identitet fra personerne.

De kom tilbage fra Sverige netop for at forstå problematikken

nærmere, og i Sverige er der faktisk omtrent 1.000 chilenere, som oprindelig stammer fra

mapuchefolket.

Endelig skal her fremhæves problematikken med ulovlige

adoptioner. Men alle deres mødre, som De ser her, kæmper nu med hospitalerne, med

registrene, med sundhedsmyndighederne og med skolerne, som heller ikke udleverer

oplysninger til netop deres datter, som faktisk gik her på skolen, og som pludselig

forsvandt.

De kæmper i dag ikke alene for at blive genforenet med deres

barn. De kæmper også med staten, som ikke vil udlevere de ønskede oplysninger.

Den selvsamme stat, som tillod, at børnene forsvandt, blev

bortadopteret på ulovlig vis og blev fjernet fra deres hjem, tillader ikke i dag, at børnene

søger oplysninger om deres oprindelige familie.

Vi oplever derfor i dag en dobbelt overtrædelse af rettigheder.

For det første taler vi om en juridisk-strafferetlig overtrædelse. Dette område er allerede

ved at blive undersøgt, og medarbejderne ved domstolene og i Efterforskningspolitiet vil

bestemt også lægge mærke til det.

For det andet står vi i dag med en stat, som ikke er underlagt

tilsyn, og som gør, hvad der passer den, med journalerne. Desuden er det de enkelte

kontorledere, som egenhændigt beslutter, hvilket kriterium der efter deres opfattelse er

bedst. Og der er ingen, som ved, hvorfor de gør det den måde, og hvorfor de prioriterer

bestemte ting frem for andre.

****************

86

Elena Heredia fortalte, at hendes to tvillingedøtre blev født i

1972 på regionshospitalet i Concepción. Hun tilføjede, at de lå i kuvøse i to måneder, fordi

de var født otte uger før termin. Efterfølgende blev de udskrevet, efter at perioden i kuvøse

var overstået, og så tog de alle til mormoren i Angol, for at hun kunne hjælpe med døtrene.

De var der i to måneder, og derefter vendte hun tilbage til hospitalet i Concepción med

døtrene. Hun talte med socialrådgiveren, som fik hende til at underskrive et dokument om,

at de ville tage sig af døtrenes omsorg. Hun vidste dog ikke, at hendes døtre ville blive

bortadopteret. Eller rettere – hun forstod det ikke.

Dengang, i marts 1973, var hun kun 17 år. Inden de fik hende

til at skrive under, tog socialrådgiveren den ene datter fra hende og sagde, at hun roligt

kunne skrive under. Hun fik dog aldrig datteren rakt tilbage igen, og samtidig blev hun bedt

om at udlevere hendes fødselserklæring. Hun havde pigernes bleer i tasken, og dem fik

hun taget fra sig, og det samme skete med døtrenes sutteflasker.

Hun forstod nu, at mormoren allerede havde afleveret den

anden pige til socialrådgiveren. Herefter sagde socialrådgiveren: Elena, du har lige

underskrevet en erklæring om, at du ikke får pigerne tilbage igen. Og mormoren trak hende

væk i armen, hvorefter hun ikke hørte mere til pigerne. Mormoren ville ikke sige, hvor

pigerne var blevet placeret.

Ud over fra den vold, hun blev udsat for, var hun også

traumatiseret. Så flyttede hun til Santiago, hvor hun var under militærkuppet og i tiden

under Pinochet. Hun blev boede i Santiago i årene efter. Hun vendte ikke tilbage til

Concepción. Og da hun så vendte tilbage til Concepción i 1981, fik hun oplyst, at hendes

døtre var blevet sendt fra hospitalet og til Laguna Redonda i Concepción. Senere talte hun

med en pige på opholdshjemmet. Det var en veninde fra barndommen, som hun havde

boet i nærheden af i gaden Calle Castellón. Hun kendte hende lige fra den tid, da familien

flyttede til et nyt hus. Det var nok i 1973, og her havde de stadig pigernes vugger stående.

Juanita, som var navnet hendes barndomsven, sagde: Min mor tog sig af pigerne som

spæde, fordi hun havde haft arbejde på regionshospitalet i Concepción. Hun tænkte ikke

på, at det var en special situation. Det var også sådan, at Juana Salazars anden søster,

María Teresa Salazar, havde haft arbejde på neonatal afdeling, dvs. der hvor pigernes var

blevet født (den hospitalsafdeling, hvor man giver de nyfødte behandling og omsorg). Fordi

hun arbejdede på hospitalet, virkede det normalt, at hun tog sig af pigerne, og eftersom de

havde et nyt hus, forekom det hele at være rigtigt og normalt.

Da hun flyttede derfra, havde hun ingen kontakt med veninden,

inden hun vendte tilbage i 1981. Det var på det tidspunkt, at hun fik at vide af veninden, at

hendes døtre havde boet i venindens hjem, og at de var som en familie for pigerne. Det

var på dette tidspunkt, at hun forstod, at det var her, hendes døtre havde været.

Hun vendte tilbage i januar i år og tog til regionshospitalet i

Concepción for at anmode om at få tilsendt indlæggelsesjournalerne fra dengang, hun var

indlagt på hospitalet, og fra dengang hendes døtre blev født. Men det blev afvist af

hospitalet. De sagde til hende, at hun skulle komme personligt. Hun forklarede, at hun var

syg, at hun havde en sygdom og var blind, og det derfor var umuligt for hende at tage

derhen personligt. Det reagerede hospitalet dog ikke på.

87

Derfor mødte hun personligt op den 3. januar, bad om at få

udleveret fødselserklæringen og indlæggelsesjournalerne, men hun fik straks det svar, at

det ikke kunne lade sig gøre med følgende begrundelse: Hvis en patient ikke er blevet

behandlet på et hospital i 15 år, bliver sagens oplysninger automatisk destrueret. Derfor

kunne hun ikke få journalerne. Hun bad dog stadig om at få fødselserklæringen.

Lederen af sammenslutningen Agrupación Hjios y Madres del

Silencio (Tavse Børn og Mødre) i Biobío, María Elena Castro, tog senere til hospitalet.

Hun læste indholdet i bogen, hvor navnet Elena Heredia var registreret, ligesom også

tvillingedøtrene stod opført. Hun fik dog ikke lov til at tage fotos, fordi hun ikke havde fået

Elenas tilladelse. Derfor fik hun ikke noget med sig fra hospitalet.

Det skal tilføjes, at der efter sigende blev sendt et anbefalet

brev til hendes hjem i San Bernardo, som det var hensigten, men eftersom modtageren

var ubekendt, blev brevet returneret. Mine damer og herrer, jeg må dog sige, at det er

løgn. Der kom ikke noget brev i hendes navn. Man skal nemlig skriftligt bekræfte

modtagelsen af et anbefalet brev, og hvis det var blevet modtaget af en anden person i

husstanden, skulle vedkommende vise sit identitetskort og underskrive. Men det skete

ikke. Derfor har indlægsholderen i dag personligt sendt en klage til Sundhedsministeriet.

***************

Nicole Guillaume kunne ikke give møde for

Undersøgelseskommissionen pga. helbredsmæssige problemer, og derfor blev ordet i

stedet givet til hendes mand, Cristián Cortés, som talte på hendes vegne.

Cristián Cortés forklarede, at hans hustru ikke har kunnet

medvirke pga. problemet med helbredet. Hun lider således af kræft i en indledende fase.

I stedet blev hustruens indlæg oplæst:

Nicole Guillaume blev i en alder af 21 år indlagt på fødeafsnittet

på hospitalet San Borja Arriarán den 15. maj 1992, kl. 18.00 for at føde sin anden datter.

Efter at hun var ankommet, blev hun undersøgt. Hun var ca. otte måneder henne i

svangerskabet, hun havde kraftige kramper, og vandet var allerede gået.

To læger undersøgte hende, og det undrede hende meget, at

de ville vide, hvor hendes efternavn stammede fra. Den ældste af lægerne sagde til den

anden, at han ville tage til »paro«. Der er ingen, som indtil dags dato har vidst, hvad ordene

betyder. Der blev ikke udfyldt en indlæggelsesseddel. De sendte hende over i den venstre

del af fødeafsnittet, hvilket var den modsatte del af, hvor hun havde været under den første

fødsel. Hun blev lagt inde på en stue, hvor der ikke var andre patienter, og en

sygeplejerske lagde drop på hende. Derefter begyndte hun at blive meget døsig, og alt

blev sløret. Hun kunne ikke skelne mellem ansigter – det var kun silhuetter, hun kunne se.

Alt var som i en tåge.

Da fødslen gik i gang, blev hun bragt ind på en operationsstue,

hvor en mand – det kunne hun høre på stemmen – løftede hendes overkrop op, så hun

næsten var siddende. Og der var en kvinde, som løftede hendes hoved og gav hende en

lussing. Hun husker kun lyden af lussingen og vidste, at hun var nødt til at sige noget. Det

prikkede i den højre arm, og mens hun sov, fornemmede hun, at hun fødte sin datter. Hun

hørte, at datteren skreg højt.

88

Hun vågnede op ved, at hun var ved at blive kvalt i opkast. Hun

befandt sig en i meget smal gang, og ved siden af hende var der en kvinde, som var klædt

i blåt. Hun kunne ikke se hendes ansigt, fordi alting stadig var så tåget. Nede for fodenden

af sengen råbte hun: Jeg skal fortælle dig, at hun er død! Hvorfor beder du så om at få

hende? Lad være med at græde og lave scener. Hun besvimede, og da hun var kommet

sig, var der en anden kvinde, som sagde til hende: Lad være med at græde. Videnskaben

får glæde af dit barn, og andre kvinder kan undgå at komme ud for det, der er sket for dig.

Desuden er du ung og får flere børn. Du har jo allerede en datter, som du så kan elske

endnu mere. Hun husker ikke rigtigt dette ansigt. Hun ved, at kvinden var klædt i noget

lyst, og at hun var forholdsvis høj. De kom noget i droppet, og hun faldt i søvn igen.

Samtidig ventede familien udenfor og fik den besked, at hun havde det godt, og at både

hun og datteren var i en god forfatning.

Der var en mand i blåt, som sagde til hendes mand, at hans

datter var afgået ved døden. Det havde været alvorligt, og de havde været nødt til at

foretage en udskrabning [sic]. Hun vidste ikke, hvad klokken var. Det næste, hun huskede

var, at hun var kommet ud af hospitalet og befandt sig i en gang med mange vinduer. Da

det blev besøgstid, kom hendes mor og mand ind. De blev forskrækkede over at se hende

så påvirket af medicin og bad samme dag om, at hun blev udskrevet. De bad også om at

få udleveret datterens lig.

Der kom en læge, som var klædt i blåt. Der kom også en kvinde

i blåt. De sagde på en meget voldsom måde, at de ikke kunne udlevere liget, fordi det

skulle anvendes til videnskabelige formål. Derfor havde de ikke ret til at få hende at se. De

burde heller ikke insistere på det, for datteren havde bare været en lille gnalling, og det

havde de alligevel nok ikke lyst til at se. Derefter blev de bedt om at underskrive nogle

dokumenter, og der var en, som sagde, at underskriften var frivillig. Hun fik at vide, at hun

kunne komme tilbage inden for nogle dage for at få fødselsattesten. Hun forlod hospitalet

meget dårlig tilpas, men ellers var der ikke andet.

Da de kom tilbage for at få udleveret fødselsattesten, sagde de

i fødeafsnittet, at de ikke havde nogen attest, og i stedet blev de sendt hen for at tale med

hospitalsdirektørens sekretær. Hun var egentlig meget venlig, men da hun gik ind på

computeren for at lede efter hendes data, skiftede hun toneleje og råbte: Det har I jo

allerede fået! Hvis I nu kommer tilbage og vil vide, hvor hun er, og hvem der har jeres

datter – ja, så må I komme med en advokat og en kendelse fra Højesteret. De blev smidt

ud af kontoret, og der blev tilkaldt politi og vagter.

Der er nu gået 26 år, og hun ved stadig ingenting. Hospitalet

har svaret, at man ikke har nogen oplysninger om, at hun skulle have været på hospitalet

– selv om hundes store datter og desuden hendes søn er født på samme hospital.

Hospitalets historiske arkiv indeholder ingen oplysninger om,

at hun skulle have født et barn her i 1992. Sundhedsministeriet giver samme svar.

Alle døre er blevet lukket for familien, der har lidt meget som

forældre i de sidste 26 år. De mangler en datter, og ingen kan sige, hvor hun er.

“Lad mig tilføje, at en af grundene til min kones sygdom, netop

er den sorg, som har tynget hende i de sidste 27 år, og der er mange af disse mødre, so

udvikler også patologiske tilstande som depression, kræft og fibromyalgi.

Den dag fik hun ikke alene frarøvet sin datter. De rev også min

kones inderste væsen og positive livstilgang fra hende.”

89

*************

María Orellana takkede for muligheden at fortælle en meget

trist historie til ære for de mange mødre, som i mange år har befundet sig i tavshed.

María Orellana fødte sit barn nummer to på Hospital Clínico

San Borja Arriarán, som tidligere hed Paula Jaraquemada. Det skete den 18. februar 1985.

Da hun kom til hospitalet, havde hun allerede fødselsveer. Hun var 39 uger og 6 dage

henne i svangerskabet. Hun skulle føde til termin.

Hun fortalte, at hun tilbragte hele den foregående nat med

mange kramper, og hun ankom til hospitalet en mandag morgen kl. 7.30. Hun blev

undersøgt og fik at vide, at hun allerede havde veer. Hun skulle blive på hospitalet og blev

bedt om tage afsked med min mand, fordi hun skulle indlægges. Hun tog afsked med sin

mand, afleverede sit tøj og blev på hospitalet.

Der blev gjort forberedelser til kejsersnit. Der forholdt sig nemlig

sådan, at hendes første søn, som havde været med hende, blev født ved kejsersnit pga.

fosterets tilstand, og det samme skete med hendes søn nummer 2.

Efter at været forberedt på operationen, blev hun overført til et

forværelse, hvor hun opholdt sig kort tid. Hun tror, at det måske var en times tid. Hun lå

på en båre. Det var ret koldt, og hun lå og ventede i fuldstændig stilhed. Hun var meget

bekymret for smerterne, og der var ingen, der tog sig af hende. Hun husker, at der

pludselig kom en gruppe læger og sygeplejersker ind, og at de gik i gang med at gøre

parat til kejsersnit.

Det var de i gang med, da hun sagde til dem, at hun havde fået

en voldsom smerte i ryggen og havde et grimt stik i hjertet. Hun sagde, at hun ikke havde

det godt. Netop da fødte hun sit barn og udbrød: “Min søn!”. Det gjorde hun, fordi hun

hørte en sygeplejerske sige: “Det er en dreng.” Samtidig med, at sygeplejersken sagde,

at det var en dreng, fik hun en indsprøjtning med en klar væske i sonden.

Kort tid efter begyndte hun at blive svimmel, og hun kunne se,

at der var nogle ansigter lige foran hendes, men at de derefter forsvandt. Og der var nogle

stemmer, som bliver fjernere og fjernere. Derefter faldt hun i søvn.

Hun vidste, at man normalt altid er ved bevidsthed i forbindelse

med kejsersnit. Hun har fået fire børn ved kejsersnit, og hun aldrig mistet bevidstheden

ved de andre indgreb. Men i denne situation fik de hende til at sove, og hun fandt aldrig

ud af, hvad der skete i den periode, hvor hun vågnede op igen. Det foregik ikke sådan ved

de andre fødsler, hvor hun var ved bevidsthed og kom på genopvågningsstue med store

smerter, Det var ikke det, hun oplevede ved denne fødsel. Hun vågnede først, da hun var

kørt ind på sengestuen, hvor der var andre mødre.

Her begyndte hendes kvaler, da hun igen og igen spurgte efter

sin søn. Hun spurgte de læger og sygeplejerske, der kom ind på stuen: “Hvad med min

søn – hvor er han kommet hen?” Hun fik hele tiden det samme svar: “Du skal nok få

besked af jordemoren.” Alt dette skete den 18. oktober, og også hen på eftermiddagen

fortsatte hun med at spørge.

90

Det blev den 19. februar, og der var ingen ændringer. Lægerne

kom næste morgen for at undersøge hende. De sagde, at hun havde det godt, og hun

spurgte herefter: “Og hvad med min søn?” En læge svarede: “Det kan jeg ikke svare på.

Det ved jordemoren. Jeg beder hende om at komme herind og give dig besked.” Der skete

ikke mere den 19., og hele dagen gik på den måde. Det blev aften og nat, og hun ventede

hele tiden på at høre nyt om sin søn.

Det blev den 20. februar, og klokken har nok været omkring kl.

11 om formiddagen, da en barneplejerske to gange kom hen til døren til stuen. Hun

kiggede ind og gik igen. Hun kiggede igen ind og gik igen. Den tredje gang kom hun ind

på stuen, stillede sig ved fodenden af sengen og sagde: “Var du godt klar over, at din søn

var meget lille?” “Mon du har hørt, at din søn kom i kuvøse og havde problemer med

åndedrættet?” María Orellana svarede: “Nej, jeg vidste ikke noget. Jeg har været her fra

den 18. og frem til 20, og I har ikke sagt noget som helst om min søn.” Barneplejersken

satte sig ved sengekanten og sagde: “¿Hvordan taler du til mig datid, hvorfor siger du ikke,

hvad du ved? ¿Er min søn måske død?” Og hun sagde: “Ja, han var meget lille.”

Hermed modtog hun den værste besked i sit liv. Hun satte sig

op i sengen. Hun var ved at give op og ville have fat i sin søn. Hun sagde: “Tag mig hen

til min søn.” Men dem på hospitalet sagde: “Nej, det kan vi ikke hjælpe dig med. Du kan

ikke få drengen med dig. Det er bedst, at du bærer ham med dig i mindet. Din søn ligger

med slanger i kroppen, og han er helt blålilla i huden. Det er bedst, at du ikke husker ham

på den måde.” Hun svarede tilbage: “Jeg er ligeglad. Det er min søn, og jeg vil se ham.”

Eftersom hun havde sat sig op i sengen, begyndte hendes sår

at bløde, og barneplejersken kom ind. Og jordemoren begyndte at diskutere med

barneplejersken, og den ene spurgte til den anden, hvorfor hun ikke havde fået noget at

vide, så de kunne give hende beskeden. Og mens de diskuterede, tænkte hun kun på, at

hun ville væk derfra og se sin søn, som de ellers nægtede at give hende lov til.

Der gik to timer, og hun spurgte en kvinde, som hun tidligere

havde talt med, om hun kunne komme i kontakt med sin mand. Det var sådan, at kvinden

og hendes mand boede i kvarteret Los Nogales, hvor María Orellanos mand også

arbejdede. Hun gav navnet på sin mand videre til kvinden og bad hende mindeligt at

fortælle ham, hvad der var sket. Hun følte sig meget alene. Det gjorde kvinden, og manden

ankom til hospitalet ca. kl. 16 om eftermiddagen – sammen med sin bror.

Da hendes mand kom, fik de følgende besked: “Jeres søn var

i live en dag, og nu vil gerne spørge jer, om I kan give drengen en religiøs begravelse.

Hvis I ikke kan det, kan vi gøre det her på hospitalet. Samtidig sagde de: “På den måde

slipper I for omkostningerne. Men det betyder samtidig, at I skal underskrive nogle

dokumenter, hvorefter barnet bliver overdraget til videnskabelige formål. Det vil andre børn

få glæde af senere.” Hendes mand accepterede forslaget, umoden som han var. Manden

sagde, at han underskrev et dokument, men at han ikke læste, hvad han skrev under på.

Og drengens lig fik han heller ikke at se.

María Orellano blev udskrevet fra hospitalet den 22. februar –

det var en fredag – og herefter indskrev hun sin søn på det lokale folkeregister, som ligger

lige uden for hospitalet. Barnet blev registreret, men der blev aldrig anmodet om en

dødsattest – ingenting. Dødsårsagen er stadig ukendt.

91

Sidste år var der en fjernsynsreportage, som omtalte disse

sager. Indlægsholderen havde ikke selv set reportagen. Det gjorde til gengæld hendes

svigerdatter, som fortalte om den tvivl, hun selv følte: “Jeg så reportagen og synes, at

sagerne minder meget om min. Historierne har det med at gentage sig. Har De mon bedt

om en dødsattest?” Hun svarede benægtende, og derfor bad hun om det på nettet.

Det fremgår af dødsattesten, at dødsårsagen hos hendes søn

var et åndedrætssyndrom pga. hyalinmembraner, fordi barnet var født for tidligt. Men hun

tilføjede: “Nej, min søn blev ikke født for tidligt. Han blev født lidt til termin (40 uger), og 39

uger og 6 dage svarer jo næsten til 40 uger”. Sønnen var altså ikke født for tidligt, og hun

gik op på anden sal for at få fat i kontrolkortet til ambulatoriet i San José de Chuchunco.

Her viste det sig, at den sidste kontrol blev udført den 5. februar, hvor hun var 37 uger og

5 dage fremme i svangerskabet. Hun havde således et svangerskab med termin ved 40

uger. De sagde til hende, at det ikke kunne være korrekt. De sagde, at hun havde ret, fordi

liget af det lille barn, som var afgået ved døden, ikke var hendes søn. Hendes søn var ikke

født for tidligt. Hun tilføjede, at der var taget EKG. Hun havde ikke fået disse fotos, fordi

man på den tid ikke udleverede fotos. Der blev kun lavet en rapport. Den holdning havde

ambulatoriet også.

Hun fortalte, at hun havde fået et sundhedskort af

socialrådgiveren, fordi man på et tidspunkt havde spurgt hende, om hun kunne betale for

fødslen. Det svarede hun nej til, fordi hun ikke havde ressourcer til at betale for fødslen.

Derefter fik hun et sundhedskort, som gjorde, at hun ikke skulle betale for fødslen. Hun

har nævnt dette, fordi sammenslutningen i alle sager henviser til, at socialrådgiveren

havde udleveret et sundhedskort, som blev givet til borgere, som kom fra en oprindelig

befolkning.

Bagefter begyndte de sammen med hendes søn og

svigerdatter at indsamle oplysninger. De tog til hospitalet Paula Jaraquemada, som sagde,

at der ikke fandtes oplysninger, og at der ikke var en journal med fødslerne, hverken for

Cristian eller nogen af børnene. De tog hen på hospitalet to gange, men den anden gang

havde svigerdatteren bedt om at få oplysninger. Svigerdatteren har hjulpet meget med

dette, og det samme har sønnen. På den måde fik de fat i oplysninger. Hun fik en e-mail

med en besked om, at der nu var blevet fundet en journal, og hun tog hen for at hente

journalen. Den pågældende journal indeholdt ingen oplysninger om fødslerne. Der var kun

en klinisk historik, som gik tilbage til 2002, hvor hun var blevet steriliseret. Der var ikke de

oplysninger om fødslerne, hun havde brug for, og hun blev oplyst, at Lov nummer 19.000

ikke angiver noget om, hvordan dokumentationen skal beskyttes mod at blive destrueret.

Der fandtes ikke noget. Og hun tilføjede, at det ikke kunne være rigtigt, at loven på denne

måde beskytter en lovovertrædelse! En klinisk journal indeholder mange prøver på mange

ting, og det kan ikke være meningen, at loven beskytter en lovovertrædelse. Hun tilføjede,

at hun ikke ved meget om loven, men i dette tilfælde var loven meget graverende, fordi

den gjorde så stor skade. Og journalen kom aldrig for dagen – der er ingenting. Hun blev

spurgt, hvorfor hun dog kontaktede ambulatoriet for at bede om sine papirer og EKGbillederne, når nu hendes søn var født for tidligt. Men hun ville have bekræftet, at sønnen

ikke var født for tidligt. Herefter begyndte hun sin søgning. Hendes søn fortalte, at

fødselsdokumentationen, der var blevet anmodet om i april i Peñaflor, hvor han bor, var

blevet fundet takket være Gennemsigtighedsloven. Han havde bedt om det siden april,

men havde ikke kunnet få det udleveret, fordi der ingen oplysninger var. Men takket være

Gennemsigtighedsloven lykkedes det, efter at de havde insisteret på det i så lang tid.

Hendes søn henvendte sig også til Folkeregistret, men her ville man ikke hjælpe i første

omgang. De tiltvang sig adgang til kontoret tilhørende advokaten Alejandra Herrera. De

trængte ind på hendes kontor og blev der, indtil hun udleverede attesterne til dem. Hun

spurgte om, hvorfor de skjulte dokumenterne, når de nu tilhørte hende. Det ville hun gerne

vide.

92

Hun fortalte, at hun ikke kendte sin søns vægt og heller ikke

vidst andet. Hun fik det udleveret, og samtidig sagde hun til sin søn, at der var noget galt.

Man siger nemlig, at hver eneste gang, man foretager en obduktion, skal der tages

fingeraftryk. Men i sagen med hendes søn fandtes disse fingeraftryk ikke. Der var rigtig

mange udråbstegn. Og det gjorde hende mere i tvivl. Attesten indeholdt information om,

at hendes søn var blevet begravet på kirkegården Cementerio General, og hun fik

udleveret et nummer, så hun kan forsøge at lokalisere begravelsesstedet. Hun tog hen til

den omtalte kirkegård, hvor hun blev venligt betjent af arkivlederen. De gik igennem en

række bøger, og han sagde: “Jeg kan se, at vi faktisk ikke har modtaget noget fra Paula

Jaraquemada. Det er jeg ret overbevist om, men alligevel vil jeg gerne lade jer se bøgerne,

så I kan gennemgå årene fra 1985 til 1992. Så kan I selv konstatere, om nummeret findes

her.” De søgte, men fandt ikke noget. Hendes søn tog nogle fotos frem. Her ses kopier af

de fotos, som er taget af bogens ark. Her fremgår liget af hendes afdøde søn ikke. Det vil

sige, at de oplysninger, de havde fået, var ukorrekte. Hendes søn blev ikke bragt til

Cementario General og heller ikke til andre steder. Det betyder, at liget af det afdøde barn

ikke tilhørte hendes søn, og dette fremgik også af den anatomisk patologiske attest.

Wanda Fernández underskrev den anatomisk patologiske opduktionserklæring, som

dokumenterede, at hun havde undersøgt liget af et spædbarn på 36 uger. Denne oplysning

er dog ikke sammenfaldende med hendes fødselstidspunkt, som var 40 uger. Det

pågældende barn vejede iflg. rapporten 2,320 kg og var 44 cm høj. Hun spurgte sig selv,

hvordan hun kunne slappe af, hvis ingen af oplysningerne var i overensstemmelse med

virkeligheden. Hun besluttede sig for at tale med den vagthavende jordemor. Hun tog

kontrolkortet fra dengang med og beskrev sin sag over for jordemoren. Hun bad

jordemoren om at vurdere, om det så normalt ud, hvilket jordemoren svarede nej til. Selv

om der havde været en regnefejl, kunne det ikke være så mange uger, sagde jordemoren.

Det kan højst dreje sig om nogle dage eller en uge, men ikke næsten en måned.

Jordemoren sagde: “Dit spædbarn blev født til termin”.

Her ses sagsmappen, som viser de fremskridt, hun havde

opnået med sine egne midler. Hun tilføjede, at hun er kristen. Hun bad til Gud for at få

hjælp til at søge efter sit barn. Hun sagde: “Kære Gud, hvis mit barn lever, så giv mig et

tegn, så jeg kan fortsætte min søgning”. Hendes svigerdatter havde ansøgt om et DNAkit, som ville komme fra USA efter to uger. Men man skulle ansøge på forhånd. Der var

gået to uger efter ansøgningen, og svigerdatteren sagde: “Du kan få glæde af DNA-kittet.

Det bliver sendt her til Chile, og så får du mulighed for at få taget en DNA-prøve. Der er

sket fremskridt, og der er en god chance for, at du kan finde din søn igen.”

De børn, som er blevet sendt til udlandet på denne måde, har

korrekte attester. Og derfor er det virkelig irriterende, når der kommer en ukorrekt attest.

Nogle adoptivforældre har på et tidspunkt fortalt deres adoptivbarn sandheden, og barnet

er begyndt at søge efter sin oprindelse. Og jeg håber virkelig, at adoptivbarnet ønsker at

få kendskab til sine rødder. Det er nemmere for børnene at finde deres forældre end

omvendt, hvor vi som mødre skal finde vores børn. Grunden til, at det er svært, er, at det

bliver afvist over for os. Sådan burde det ikke være. Det er ikke godt, at der bliver lagt så

mange forhindringer ud, for at vi kan få at vide, hvor vores børn befinder sig – de børn,

som er blevet revet bort fra os. Indlægsholderen følte, at det var hendes overbevisning,

og derfor sagde hun også, at hun er kristen. Derfor var DNA-kittet et svar fra Gud,

eftersom den alvidende Gud aldrig havde givet dette DNA-kittet til hende, hvis en anden

kvinde havde mere brug for det.

93

Dermed kunne Gud bekræfte, at hendes søn var i live. Siden

da har der åbnet sig flere og flere døre for hende. Hendes mulighed for at fortælle sin

historie her, er også noget, Gud har gjort. Det var vigtigt for hende at sige, eftersom Gud

har så stor betydning for hende.

Sammenslutningen mødtes på de enkelte hospitaler, dvs.

Paula Jaraquemada, Jan Juan de Dios osv. Gruppen med fokus på hospitalet San Borja

Arriarán kunne konkludere, at disse hændelser altid skete mandag og fredag.

De spurgte om sagerne, en ad gangen, og det viste sig, at de

altid forekom om mandagen og fredagen. Hvorfor? Det er der ingen, der ved.

Indlægsholderen vidste ikke, om det var nemmere for lægerne at udføre procedurerne på

disse dage, men der er bestemt tale om en sammenhæng.

Alle blev bedøvet, hvilket normalt ikke sker i forbindelse med

kejsersnit. Ved kejsersnit får personen foretaget anæstesi fra bæltestedet og nedefter. Alle

havde et sundhedskort fra en socialrådgiver. Der er mange ting, som går igen i alle

sagerne. Det var altid unge mødre, som ville være i stand til at få flere børn. Man kunne

sige, at det ikke betyder så meget, at barnet dør, hvis man kan få andre børn bagefter! Et

tosset og mærkeligt svar, for en mor vil jo aldrig finde trøst med sådan et svar.

*************

Patricia Rojas er repræsentant for sammenslutningen

Hermanos que buscan hermanos (Søskende, som søger søskende). Hun oplyste, at hun

kommer fra regionen Maule, hvor samfundet Colonia Dignidad var lokaliseret, og hun

ønskede at beskrive en sag med tilknytning til hospitalet i Talca.

Hun søger sin tvillingebror, som forsvandt i 1972 på hospitalet

i Talca. Herfra har hun fået oplyst, at drengen blev født som hendes tvillingebror i 2000.

Hun har oplyst, at hun sendte sin biologiske mor ud for at finde

fødselsjournalen, fordi hun gerne ville vide, præcis hvilken dag og hvilket tidspunkt hun

var født. Hun tog herefter til hospitalet, og en sygeplejerske, som hun kendte privat, gav

hende sin fødselsjournal. Hun ringede til sin mor og fortalte hende, at der var blevet født

to spædbørn, som begge vejede 3 kg. Hun blev født 5 minutter før sin bror, som også blev

født og var i live.

Det var en nyhed, som overraskede hende, fordi hun havde

forstået det sådan, at hun var enebarn af en enlig mor på landet, som blev indlagt på

hospitalet i Talca den ene gang i sit liv. Under svangerskabet havde hun være indespærret

på en grund. Det var i hvert fald, hvad folk sagde dengang.

Indlægsholderen begyndte at søge hjælp, og som en del af

denne proces kom hun i kontakt med overbetjenten Guillermo Bravo, som dengang i 2000

arbejdede med at forene familier gennem programmet Venga Conmigo (Kom med mig).

Hun kom i kontakt med ham og tog herefter til Talca, hvor hun aflagde besøg på hospitalet

og bad om at få sin journal udleveret. Der gik cirka to måneder i processen, før hun fik at

vide, hvad der var sket. Guillermo Bravo kom forbi hendes kontor i Ministeriet for offentlige

arbejder for at fortælle, hvad der i virkeligheden var sket. Hun ville gerne vide, om det var

korrekt eller ej, at hun havde en tvillingebror. Indtil dette tidspunkt havde hun ikke troet det,

og hun kunne forestille sig, at de var blevet født to tvillingesøskende samtidig.

94

Hun havde gennem hele sit liv altid følt noget mærkeligt, som

om hun manglede noget. Derfor sendte hun sin mor til hospitalet for at få udleveret

journalen.

Den 18. november kom Guillermo Bravo Díaz så forbi hendes

kontor og bekræftede, at der var to børn, som var født samtidig, at de begge havde vejet

3 kg, at hun var født først og hendes bror 5 minutter senere, og at de begge overlevede

fødslen. Det var startskuddet på hendes undersøgelse.

Hun har i 18 år forsøgt at lokalisere sin bror, og indtil nu er det

ikke lykkedes for hende. På det tidspunkt kontaktede hun Børnestyrelsen (Sename),

Folkeregister- og identifikationsstyrelsen og Efterforskningspolitiet, men alle disse

instanser afviste hende.

Sidste år tog hun igen kontakt til Folkeregistret. “Jeg havde

ingen forestilling om, hvad jeg skulle foretage mig – men der findes jo noget, som hedder

fødselserklæring. Jeg kendte ikke til dette dokument, og jeg vidste ikke, at jeg kunne

ansøge om at få det udleveret. Sammenslutningen Madres e Hijos del Silencio har lært

mig en masse om sagsbehandling og dokumenthåndtering på hospitalerne, i

Folkeregistret, hos Sename (Børnestyrelsen) og i andre instanser.”

Med denne information henvendte hun til Folkeregistret i gaden

Calle Huérfanos i Santiago. I begyndelsen ville man ikke give hende de udbedte

oplysninger, men hun blev ved med at insistere, og til sidst fik hun udleveret

fødselserklæringen og desuden sin fødselsattest. Der gik ca. 20 dage, før hun fik svar:

Folkeregistret havde kun hendes fødselsattest, mens

fødselserklæringen ikke findes. Årsagen til, at fødselserklæringen ikke findes, er, at

dokumentet er forsvundet. Ligeledes er hendes fødselsjournal forsvundet på hospitalet i

Talca.

Parallelt med hendes sag findes der på hospitalet i Talca i

regionen Maule ca. 15 yderligere sager med mødre, som også er blevet krænket og har

fået fjernet deres børn. Der er også andre sager med tvillinger, som er blevet revet væk

fra deres mor, og hvor moren har fået besked om, at de er døde. Der er også sager med

tvillinger, hvor den ene er blevet overdraget i adoption, og den anden er forsvundet –

sådan som det skete for hendes egen mor.

**************

Sandra Castillo oplyste, at hun gerne ville give en lille

introduktion inden en gennemgang af selve sagerne. Hun ville således gerne fremhæve,

hvad det betyder for en person at søge sine oprindelige rødder, og hvilken statslig

institution man bør søge hjælp hos. Og hun spurgte, hvordan man løser de fejl, man har

fundet, så oplysningerne kan blive så opdaterede som muligt.

Indlægsholderen sagde, at hun ønskede at fokusere 100% på

det underprogram, som Børnestyrelsen (Sename) har taget initiativ til. Det er opfattelsen,

at Programmet for søgning efter oprindelig familie (Subprograma de Búsqueda de

Orígines) er den eneste mulighed for adopterede personer i Chile i forbindelse med de

såkaldte indenlandske adoptioner.

95

95

Indlægsholderen talte først om motivationen hos de

adopterede personer, som søger efter deres oprindelige familie. Gennemsnitsalderen er

35 år. Det formodes, at den høje alder skyldes problematikkens følelsesmæssige indhold.

Det er typisk på dette tidspunkt i livet, omkring 30-35 år, når personerne beslutter sig for

at få børn, at de forstår, at det er det rigtige tidspunkt at søge efter deres oprindelige familie

og få et indblik i deres virkelige historie.

Der er forskellige årsager til, at man går i gang med at søge

efter sin oprindelige familie. Som det første og vigtigste punkt drejer det sig om at få viden

om de biologiske forældres navn, så man kan komme videre med ens kliniske historie.

For det andet handler det for om adopterede kvinder

eksempelvis om det medicinske aspekt: Når de går til en gynækolog for første gang, bliver

de spurgte, om der er nogen forhistorie med brystkræft i familien. Det er jo sådan, at

brystkræft er arvelig hos kvinder. Disse kvinder har ikke nogen forhistorie, de har

ingenting, og de har ikke nogen mulighed for at undersøge, hvor de kommer fra, fordi de

ikke har kendskab til deres biologiske oprindelse. Derfor er det så svært med arvelige

sygdomme.

For det tredje er det væsentligt at få en viden om, hvilke

motivationer eller problemer der har været i familien, og som er baggrunden for, at de er

blevet bortadopteret. Der er nemlig mange muligheder. Årsagen kan have været

fattigdom, prostitution, incest, seksuelt misbrug, alkoholisme, personer fra et højere

samfundslag, som ikke har ønsket at børn, og for hvem der nu findes en anden mulighed:

et barn, som er blevet fjernet fra et hjem eller i forbindelse med fødslen. Det er måske den

værste baggrund at have.

For det fjerde handler det om at lære sine søskende at kende

og forstå, at disse søskende ikke har været en del af den beslutning, som moren eller

forældrene har truffet på et tidspunkt. Det er vigtigt for den adopterede at vide, hvordan

hans eller hendes søskende har det, om de har haft et godt liv, og om de er døde eller

levende. Og måske handler det også om muligheden for at hjælpe dem, hvis de lever

under dårlige forhold.

For det femte kan det være et spørgsmål om at have en

følelsesmæssig relation til et familiemedlem, en bror eller søster, en fætter eller kusine

eller en far. Er det vigtigt? Ja, det kan det sagtens være, for der er jo ikke nogen direkte

tilknytning til den biologiske familie. Den adopterede ønsker derfor måske at kende

bedsteforældrenes historie, fætres og kusiners historie, og onklers og tanters – for at

forstå, hvordan denne familie har klaret sig gennem generationer.

For det sjette gælder det om at have den fysiske kontakt.

Der findes to kategorier af adopterede personer. Vi har de

internationale adopterede og de indenlandske adopterede. Sidstnævnte er den gruppe,

som er blevet adopteret i Chile.

De personer, som er adopteret internationalt, eller i hvert fald

flertallet af dem, har muligheden for at søge efter deres biologiske familie, når blot der

findes en fuldstændig adoptionssag med den biologiske mors navn.

96

96

Disse adopterede personer kan også medvirke i

fjernsynsprogrammer eller deltage i familiemøder, som arrangeres af det chilenske politi

(Overrabbiners de Chile) for personer, som søger deres familie inden for en region, eller

via sociale netværk (hvis navnet findes). Der kan også være tale om personer fra udlandet,

som er rejst til Chile for at søge efter deres biologiske familie.

Når der er tale om personer, som har været genstand for

indenlandsk adoption, er sagen meget mere kompliceret. Disse personer har ikke nogen

ledetråd. Hvis personer, som er adopteret i Chile, kontakter Folkeregistret for at søge

dokumentation, får de ikke noget ud af det. Det skyldes, at de kun har en fødselsattest

eller en fødselsakt, som anfører deres bopæl. Det hele handler om bopælen, og den

originale fødselsakt skal fremgå af adoptionssagen. Der er ikke andre måder at få fat i

fødselseattesten på.

Løsningen er at tage kontakt til Børnestyrelsens (Sename)

underprogram for søgning efter oprindelig familie. Programmet blev iværksat i Chile i

1999. Med ikrafttræden af Lov nummer 19.620 oprettede Børnestyrelsen (Sename)

Underprogrammet om søgning efter oprindelig familie. Underprogrammet blev etableret i

henhold til internationale erklæringer om beskyttelse af børn. Tidligere var det nemlig

sådan, at børneadoption var en løsning for par, som ikke var i stand til at få børn. Denne

holdning ændrede sig dog i 1990, fordi børn ikke i sig selv er løsningen på problemet med

manglende fertilitet. Hvis et barn ønsker at blive adopteret, kan det eneste grundlag være

kærlighed til barnet. Ellers er adoption ikke en mulighed eller løsning.

Derfor blev Programmet for søgning af oprindelig familie

oprettet med hjemmel i Adoptionsloven (Ley de Adopción), artikel 27. For at personer kan

få adgang til en sag, anføres som følger: Folkeregister- og identifikationsstyrelsen

modtager oplysninger fra en medarbejder i det lokale Folkeregister, som har foretaget

registrering af den pågældende adoption.

Når denne handling er udført, sender Styrelsen oplysningerne

videre til lederen af hovedarkivet ved Folkeregister- og identifikationsstyrelsen, som

opbevarer dem i en særlig afdeling, hvorfra de kun kan udtages efter domstolsafgørelse.

Det er vigtigt at lægge mærke til dette forhold: Der kan kun udfærdiges kopier af dommen

eller adoptionsoplysningerne, når der foreligger en domstolsafgørelse – efter anmodning

fra den adopterede, adoptanterne eller fra disses slægtninge i op- eller nedadstigende

linje. Hvis de pågældende ansøgere ikke er adoptanterne selv, vil en godkendelse til

enhver kræve disses samtykke, medmindre det kan godtgøres, at de er afgået ved døden.

Herefter kan enhver myndig person og interesseret part, som

er fuldt myndig og har en baggrund, som gør, at vedkommende må formodes at være

adopteret, over for Folkeregister- og identifikationsstyrelsen personligt anmode om at

modtage oplysninger om sit oprindelige tilhørsforhold.

Det betyder, at personer over 18 år har denne mulighed for at

henvende sig til Folkeregistret og bede om at få sin sag udleveret. Men fremgangsmåden

virker dog ikke, fordi de adopterede, som har søgt deres sag, ikke kan få den udleveret.

De kan således ikke beskrive nærmere, hvad det er, de søger. Derfor lukkes denne

mulighed, og de adopterede må henvende sig til Børnestyrelsen (Sename).

Et andet vigtigt punkt: Alle personer over 18 år kan anmode at få udleveret en kopi af

deres sag, dvs. en komplet kopi og ikke en kopi, hvor der er raderet oplysninger, eller hvor

oplysninger udelades. Kopien skal være fuldstændig. Dette fremgår af Adoptionslovens

artikel 27.

97

97

Personer, som er adopterede, og som henvender sig til

Børnestyrelsen (Sename) for at søge efter deres oprindelige familie, løber ind i mange

problemer. Det er indtrykket, at de har problemer alle sammen, men at problemerne dog

er forskellige.

Her følger en gennemgang af de problemer, som oftest går

igen: For det første har de alle problemer med at få adgang til websitet via Explorer 8. For

det andet sker der ofte det, når man sender den første e-mail til underprogrammet, at man

ikke modtager noget svar. Der kan gå år, uden at man får svar. Der findes personer, som

har ventet i seks år på at få svar fra Paulina Méndez. Der er ikke blevet sendt noget svar.

Medarbejderne i underprogrammet respekterer ikke privatlivets fred hos de adopterede.

Det skyldes de mange møder, som bliver afholdt. Den adopterede vil gerne modtage sin

sag. Han eller hun ønsker sine papirer, og det er det eneste ønske, han eller hun har. Men

i Sename stiller psykologen, socialrådgiveren og advokaten en række spørgsmål om den

adopteredes privatliv, herunder forholdet til adoptivforældrene, hvad vedkommende

arbejder med, om vedkommende er gift eller separeret, hvilken uddannelse der er taget,

og hvordan livet generelt har formet sig. Det er opfattelsen, at det ikke burde være

nødvendigt at spørge ind til disse ting. Der findes ikke engang en statistik, som beskriver,

hvor mange børn der har haft en god adoption, og om de har været lykkelige. Der er nogle,

der ikke engang har haft et forhold til deres adoptivforældre, og som ikke har haft en god

adoption. Derfor er det hverken godt eller sundt, at man stiller alle disse spørgsmål.

Underprogrammet har ikke en officiel start- og slutdato. Sagen

udleveres med fuldt navn på den biologiske mor i visse tilfælde, mens man i andre tilfælde

sletter efternavnet eller helt undlader at udlevere navnet.

Hvad sker der så efterfølgende? I bedste fald er den eneste

ledetråd i sagen navnet på den biologiske mor, når der var tale om fuldstændig adoption.

I 1960’erne blev der afsagt et dekret, hvorefter fuldstændig adoption blev meddelt i

henhold til en lov. Og her blev der givet tilladelse til, at alle oplysninger om den biologiske

familie blev slettet – alle oplysninger. Derfor er der mange personer, hvis sag er blev hentet

i arkivet, men hvor der ikke engang findes en fødselsakt. Det ville være det krav, der som

minimum må stilles: den originale fødselsakt. Desuden findes der i mange tilfælde en

fødselsattest, som kun oplyser navnene på adoptivforældrene. Der er ikke andre

oplysninger. Blot det at hente en sag ud af arkivet kan være meget kompliceret. Det

skyldes, at man ikke ved, hvad der er, man leder efter. Hvis man er heldig, finder man

navnet på den biologiske mor, og på den måde kan man fortsætte til søskende og

bedsteforældre og dermed sammensætte en historie – eller måske få kendskab til en vigtig

arvelig sygdom, som man bør vide noget om.

Hvis det konstateres, at en mor er afgået ved døden, gives der

ikke meddelelse herom til resten af den adopterede persons biologiske familie. Sagen

bliver lukket.

Når Børnestyrelsen (Sename) udleverer dokumenter, som

oplyser om en konklusion eller afslutning af arbejdet med at søge efter oprindelig familie,

sker der altid uden angivelse af den eller de medarbejdere i styrelsen, som har medvirket

i sagsbehandlingen. Her tænkes på den socialrådgiver, advokat og psykolog, som er

blevet sat på arbejdet med at udføre de enkelte søgninger efter oprindelig familie.

98

98

Man har i forbindelse med internationale søgninger konstateret

nedenstående mangler i arbejdet med at udlevere oplysninger, som ligger ud over de

mangler, vi har talt om ovenfor i forbindelse med indenlandske adoptioner.

Grundlæggende bør alle personer, som udrejser af landet med henblik på adoption,

modtage deres sag. Dette er dog ikke tilfældet, fordi mange er udrejst med beskikket

værgemål, hvorefter adoptionen er blevet gennemført i det land, de er rejst til. Der findes

ingen vigtige oplysninger. Der er heller ikke navne på de biologiske mødre.

Når vi går videre end de ovenfor beskrevne problemer, der er

med Børnestyrelsen (Sename), skal vi også nævne den afvisende hjemmeside. Sproget

på hjemmesiden har således mange begrænsninger.

Hvorfor skal det nævnes? Fordi der findes adoptivbørn i

Tyskland, Frankrig, USA, Holland, Belgien og Schweiz – og der har også været en sag fra

Cypern – og når personer herfra går ind på websitet, forstår de ingenting. Børnestyrelsen

(Sename) sender dem et motivationsbrev, som ikke er anderledes, når der er tale om

adopterede i udlandet, end når det er indenlandske personer. Heri bliver de bedt om at

komme til møder med de fagpersoner, som er udpeget i sagen. Ansøgerne har dog måtte

meddele, at de ikke har mulighed for at rejse til Chile fra f.eks. Italien for at deltage i et

møde.

Det er desuden graverende, at Børnestyrelsen (Sename) har

fremsendt sager, som er blevet ændret. Der er personer, som har mistet deres sag. Sagen

skal således fremsendes i indscannet format via e-mail. Og der er tilfælde, hvor sager er

blevet sendt til andre personer. Det er efter vores opfattelse graverende, fordi det handler

om disse personers privatliv.

Inden vi går videre med en præsentation af relevante sager,

blev det tilføjet af indlægsholderen, at der er sager, hvor Børnestyrelsen (Sename) har

afvist personer, som har søgt efter deres oprindelige familie. Der er henvist til alle mulige

forhold, og det har været under omstændigheder, hvor oplysningerne i bestemt en sag

udelukkende tilhører en adopteret person.

I dette tilfælde er der tale om en almindelig adopteret person,

som har en adoptionssag. Man udleverede ikke på noget tidspunkt navnet på personens

biologiske mor. Den socialrådgiver hos Børnestyrelsen (Sename) i La Serena, som tog sig

af sagen, oplyste, at hun ikke kunne udlevere fødselsakten. Det er det eneste dokument,

som indeholder oplysninger om den biologiske familie. Og det var socialrådgiveren, som

skulle udlevere oplysningen. Hun kunne ikke udlevere oplysningerne.

Hun sagde, at de ikke fandtes på La Serena. Personen spurgte,

hvor oplysningerne så var. Svaret var, at det var i nærheden, men ikke på La Serena. Hun

tilføjede, at personen havde søskende. Personen spurgte, hvor mange det var, og hun fik

svaret, at det kunne man ikke fortælle hende. Personen bad om at få oplyst, om hendes

søskende var af han- eller hunkøn, men fik at vide, at hun ikke kunne få oplyst antallet.

Konklusionen var, at der ikke blev udleveret nogen oplysninger.

Personen insisterede dog på sin ret, men hun fik ikke mere ud

af Børnestyrelsen (Sename), som havde afvist alle muligheder.

Personen har nu fået taget en DNA-prøve, og for nogle uger

siden mødte hun sin første nevø. Hun har et sammenfald på 7,22% med ham. Denne

nevø er søn af hendes søster.

99

99

Det er et faktum, at Børnestyrelsen (Sename) indtil nu har

skaltet og valtet med sagerne og vores oplysninger.

Det kan tilføjes, at der er mange oplysninger, at der er ændret,

og det fører til stor usikkerhed.

********************

Patricia Astudillo fortalte, at hendes søgning begyndte i 1999.

I 1998 søgte indlægsholderen ind på en politiskole (Escuela de Investigaciones). I den

afsluttende del af processen deltog hun i et interview, hvor man gennemgik alle

oplysninger om familiemedlemmer og andre, som indgik i ansøgerens familiemæssige

omgangskreds.

I den forbindelse erfarede hun, at hun formodentlig var født i

Santiago den 14. oktober 1975, og at hun var blevet registreret i 1979 i Punta Arenas.

I juni 2009 fik hun bekræftet, at hun var adoptivbarn. Dengang

boede hun i Antofagasta. Hun gennemgik forskellige personlige faser, dvs. tvivl, vrede og

spørgsmål om hvorfor. Hun var på det tidspunkt 33 år og følte, at hun havde levet hele sit

liv på en løgn. Med tiden faldt tingene dog mere på plads for hende, og med mere ro i

sindet besluttede sig for at rejse til Santiago i 2010. Men den smule information, hun havde

fra sin adoptivmor, besøgte hun Casa Nacional del Niño (det nationale børnecenter under

Børnestyrelsen).

Det var i 2010, at hun tog til Casa Nacional del Niño for at

anmode om oplysninger. Hun fik at vide, at alle tidligere oplysninger fra de år var placerede

på et kontor i Calle Húerfanos, som imidlertid var brændt ned. Derfor var der ingen

oplysninger at få. Og her mistede hun helt modet, fordi hun følte sig ganske alene i denne

proces.

I 2011 tog hun til Børnestyrelsen (Sename) i Antofagasta for at

høre, om de kunne hjælpe hende, hvad hun kunne gøre, og hvilke initiativer hun kunne

tage. Det fik hun dog heller ingen svar på, eftersom de fleste af arkiverne fra de år også

var gået op i en brand.

Hun var ikke klar over, på hvilket hospital hun var født og kunne

få flere oplysninger. I 2011 begyndte hun at søge via underprogrammet om søgning efter

oprindelig familie. Her skrev hun sine data ind i systemet. Hun fik ikke noget svar før den